-
Den der opfylder sine løfterVagttårnet – 2010 | 1. januar
-
-
ER DET svært for dig at vise andre tillid? Sørgeligt nok lever vi i en verden hvor tillidsbrud er helt almindeligt. Hvis du er blevet såret af en du stolede på — måske på grund af løgne eller brudte løfter — tør du muligvis ikke længere vise andre tillid. Der er dog en du kan stole på uden at blive skuffet. I Ordsprogene 3:5 lyder opfordringen: „Stol på Jehova af hele dit hjerte.“ Hvorfor fortjener Jehova en sådan tillid? For at besvare det spørgsmål vil vi se nærmere på hvad Josua — en mand der satte hele sin lid til Jehova — sagde ifølge Josua 23:14.
Se situationen for dig. Josua, Moses’ efterfølger som fører for Israel, er snart 110 år gammel. I løbet af sit lange liv har han været øjenvidne til mange af de mægtige gerninger Jehova har udført til gavn for Israel, derunder folkets mirakuløse udfrielse gennem Det Røde Hav omkring 60 år tidligere. Josua ser tilbage på sit liv og kalder Israels „ældste og dets overhoveder og dets dommere og dets forstandere“ sammen. (Josua 23:2) De ord han nu udtaler, er ikke kun et udtryk for livsvisdom, men afspejler også et stærkt troende menneskes dybeste tanker.
„Jeg går i dag den vej hele jorden skal gå,“ forklarer Josua. Udtrykket „den vej hele jorden skal gå“ beskriver billedligt døden. I virkeligheden siger Josua: „Jeg har ikke lang tid tilbage at leve i.“ Bevidstheden om at han snart skal dø, har sikkert fået Josua til at tilbringe mange stille stunder med at tænke over sit liv. Hvilke afskedsord har han til sine trosfæller?
Josua fortsætter: „Ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ Denne udtalelse kommer fra en mand der har fuldstændig tillid til Gud. Hvad har givet ham denne tillid? Et helt livs erfaringer har vist Josua at Jehova altid opfylder sine løfter.a Det er tydeligt hvad Josuas mål er: Han ønsker at de andre israelitter skal nære fuld tillid til at alle de løfter Jehova har givet dem angående fremtiden, også vil gå i opfyldelse.
Som en kommentar til Josua 23:14 siger et bibelopslagsværk: „Tag hvert eneste løfte i Bibelen, søg så i alle verdens annaler, og spørg enhver skabning på jorden, for at se om der findes blot et enkelt eksempel på at Gud har brudt eller glemt et løfte.“ Hvis det var muligt at foretage en sådan undersøgelse, ville man nå frem til samme konklusion som Josua — Jehovas løfter slår aldrig fejl. — 1 Kongebog 8:56; Esajas 55:10, 11.
-
-
Den der opfylder sine løfterVagttårnet – 2010 | 1. januar
-
-
a Her er nogle få af de løfter Josua havde set gå i opfyldelse: Jehova ville give Israels folk deres eget land. (Sammenlign Første Mosebog 12:7 med Josua 11:23). Jehova ville udfri Israel af Ægypten. (Sammenlign Anden Mosebog 3:8 med Anden Mosebog 12:29-32). Jehova ville sørge for sit folk. — Sammenlign Anden Mosebog 16:4, 13-15 med Femte Mosebog 8:3, 4.
-