DALILA
(Daʹlila) [muligvis: nedhængende, dinglende].
En kvinde der boede i Soreks Regnflodsdal, og som kom med i den bibelske beretning fordi Samson forelskede sig i hende mod slutningen af sin tyveårige dommerperiode. — Dom 16:31.
Filistrenes forbundsfyrster var ivrige efter at skaffe Samson af vejen, og hver af dem tilbød Dalila 1100 sølvstykker (14.532 kr., hvis det var sekel) hvis hun kunne finde ud af hvad Samsons mange kræfter skyldtes, og fortalte dem det. Hun indvilligede heri og spurgte Samson hvad der ville gøre ham kraftesløs. Hver gang Samson gav hende et svar, underrettede hun filistrene og skjulte filistæiske krigere i sit hus som var parate til at overmande Samson hvis han mistede sin styrke. Efter at Samson tre gange havde givet Dalila vildledende svar, ’pressede hun ham med sine ord og plagede ham, så hans sjæl blev utålmodig til døden’. Derefter fortalte han hende om det nasiræerløfte han havde på sig, og at ingen ragekniv nogen sinde havde rørt hans hoved. Denne gang var Dalila sikker på at have fået sandheden at vide. Hun sendte derfor bud efter filistrenes forbundsfyrster, og de kom med pengene til hende. Mens Samson sov på hendes knæ, barberede en mand hans syv hårfletninger af. Da Samson vågnede, mærkede han at Guds kraft denne gang havde forladt ham. Filistrene greb ham, stak hans øjne ud og tog ham til fange. (Dom 16:4-21) Dalila nævnes ikke mere i Bibelen.
Bibelen fortæller ikke at Dalila havde seksuel omgang med Samson eller at hun var prostitueret. Den prostituerede der omtales i Dommerne 16:1, 2, er ikke den samme som Dalila. Den prostituerede boede i Gaza, hvorimod Dalila boede i Soreks Regnflodsdal. At forbundsfyrsterne tilbød en overordentlig stor sum penge frem for at appellere til hendes nationale følelser da de forelagde hende deres planer, kunne tyde på at Dalila ikke var filister, men israelit. — Dom 16:5.