ABISJAG
(Aʹbisjag).
En ung jomfru fra byen Sjunem, som lå nord for Jizre’el og Gilboas Bjerg, i Issakars område. (Jos 19:17-23) Hun var meget smuk og blev af Davids tjenere udvalgt til at pleje kongen og være hos ham i hans alderdom. — 1Kg 1:1-4.
David var nu omkring 70 år gammel (2Sa 5:4, 5), og på grund af svækkelse havde han svært ved at holde varmen. Abisjag vartede ham op om dagen, idet hun sikkert spredte lys og glæde omkring sig med sin ungdom og skønhed, og om natten ’lå hun i kongens favn’ for at varme ham, men „kongen havde ikke omgang med hende“. Den holdning som Salomon senere indtog i forbindelse med hende, vidner dog om at hun blev anset for at være Davids hustru eller medhustru. Som sådan ville hun, ifølge en lov i datidens Østen, ved Davids død tilfalde hans arving.
Beretningen om Abisjag går umiddelbart forud for beretningen om hvordan Adonija, der sandsynligvis var Davids ældste overlevende søn, søgte at bemægtige sig tronen, og det lader til at beretningen er anbragt dér for at man skal kunne forstå en senere handling fra Adonijas side. Da Salomon havde besteget tronen, gav han Adonija en betinget amnesti. Derefter overtalte Adonija Salomons moder, Batseba, til at bede Salomon om at give ham Abisjag til hustru. Salomon, der var overbevist om at Adonijas anmodning ikke kun skyldtes Abisjags skønhed, men snarere var et tegn på at han underfundigt søgte at forstærke sit krav på tronen, reagerede med vrede, tilbagekaldte sin amnesti og gav ordre til at Adonija skulle dræbes. (1Kg 2:13-25) Abisjag nævnes ikke mere i beretningen, men det er sandsynligt at hun blev en af Salomons hustruer eller medhustruer. — Se ADONIJA, 1.