DAM
Et stort, åbent bassin til optagelse og opbevaring af vand, en kunstigt anlagt dam. Disse damme blev udgravet i jorden eller udhugget i klippen. Undertiden lå de inde i byerne og var ved hjælp af underjordiske vandledninger forbundet med kilder udenfor, så indbyggerne var sikret vand under en belejring. Nogle var blevet til ved at man havde udvidet eller tilpasset naturligt forekommende huler eller fordybninger i jorden.
Af de mange damme der er omtalt i Bibelen, kan nævnes dammene i Gibeon (2Sa 2:13; se GIBEON, GIBEONITTER), Hebron (2Sa 4:12), Hesjbon (Høj 7:4; se BAT-RABBIM), Samaria (1Kg 22:38) og Jerusalem. Nogle har anført den mulighed at de damme kong Salomon anlagde til kunstvanding, kan være de bassiner der er fundet syd for Betlehem. (Præ 2:6) I disse bassiner opbevarede man vand fra nærliggende kilder.
Jerusalems damme. Siloams dam (Joh 9:7) menes at have ligget omtrent samme sted som den nuværende Birket Silwan, umiddelbart sydvest for Davidsbyen. Det er sandsynligvis også her den dam fandtes som kong Ezekias lavede for enden af den underjordiske vandledning han anlagde for at føre vandet fra Gihonkilden ind i Jerusalem. — 2Kg 20:20; 2Kr 32:30.
I Bibelen nævnes „den gamle dam“ (Es 22:11), „den øvre dam“ (2Kg 18:17; Es 7:3; 36:2) og „den nedre dam“ (Es 22:9), men uden angivelse af deres nøjagtige beliggenhed i forhold til byen Jerusalem. Der hersker almindelig enighed blandt forskerne om at „den nedre dam“ (måske den samme som „Kanaldammen“ der nævnes i Ne 3:15) kan identificeres med Birket el-Hamra i den sydlige ende af Tyropøonsdalen. Men der er stærkt delte meninger om hvor „den øvre dam“ lå. — Se KANALDAMMEN.
„Kongedammen“ lå øjensynlig mellem Askedyngeporten og Kildeporten. (Ne 2:13-15) Det er muligvis den samme dam der omtales i Nehemias 3:16.
Oplysninger om Betzatas dam findes under BETZATA.
Rørbevoksede damme. Mens det hebraiske ord berekhahʹ betyder „dam“ (for eksempel en kunstig dam), betyder ordet ’aghamʹ „rørbevokset dam“, sandsynligvis en naturlig vandsamling i en fordybning i jorden. (2Mo 7:19; 8:5; Sl 107:35; 114:8; Es 35:7; 41:18) Profetien om at Gud ville gøre Babylon til „rørbevoksede damme“, beskriver malende hvor øde byen ville blive. — Es 14:23.