SJALLUM
(Sjalʹlum) [af en rod der betyder „at slutte fred, yde erstatning, gengælde“].
1. Den sidst nævnte af Naftalis sønner. (1Kr 7:13) I andre skriftsteder kaldes han Sjillem.
2. En søn af Sja’ul, sønnesøn af Simeon og fader til Mibsam. — 1Kr 4:24, 25.
3. En søn af Sismaj og fader til den Jekamja der nævnes blandt Jerame’els efterkommere i Judas slægtsregister. — 1Kr 2:4, 5, 9, 25, 40, 41.
4. En efterkommer af Kora; han var overhoved for portvagterne ved helligdommen og tjente på et tidspunkt i kongens port mod øst. Navnet forekommer fortrinsvis i optegnelserne over dem der vendte tilbage fra Babylon og boede i Jerusalem (1Kr 9:2, 3, 17-19, 31, 34; Ezr 2:1, 42; Ne 7:45), men da Jeremias også omtaler en dørvogter ved navn Sjallum (Jer 35:4), kunne det se ud til at det navn der nævnes i optegnelserne efter landflygtigheden, betegner et fædrenehus eller en familie af dørvogtere der nedstammede fra en tidligere Sjallum. Denne antagelse bestyrkes yderligere hvis denne Sjallum er identisk med den Sjelemja eller Mesjelemja der omtales i 1 Krønikebog 26:1, 2, 9, 14, og som var portvagt ved helligdommens port mod øst i Davids regeringstid.
5. Den 16. konge i tistammeriget; søn af Jabesj. Han dannede en sammensværgelse mod Zekarja, den sidste af Jehus regerende efterkommere, og dræbte ham. Derefter regerede han én månemåned i Samaria omkring 791 f.v.t., hvorefter han blev myrdet af Menahem. — 2Kg 15:8, 10-15.
6. En efraimit hvis søn Jehizkija var blandt de stammeoverhoveder som protesterede mod tilfangetagelsen af deres brødre fra Juda. — 2Kr 28:12, 13.
7. En efterkommer af Aron i den ypperstepræstelige slægtslinje. Sjallums søn eller efterkommer Hilkija gjorde tjeneste i Josias’ regeringstid. (1Kr 6:12, 13; 2Kr 34:9) Også Ezra nedstammede fra ham. (Ezr 7:1, 2) Andre steder kaldes han Mesjullam. — 1Kr 9:11; Ne 11:11; se MESJULLAM, 4.
8. Den mand der var gift med profetinden Hulda, som fik besøg af en delegation fra kong Josias. Han var søn af Tikva og var formentlig den der „tog vare på klæderne“, enten præsternes eller kongens. (2Kg 22:14; 2Kr 34:22) Muligvis den samme som nr. 10.
9. En søn af Josias; han herskede som konge over Juda i tre måneder før han blev ført i landflygtighed af farao Neko. (1Kr 3:15; 2Kg 23:30-34; Jer 22:11, 12) Andre steder kaldes han Jehoahaz. — Se JEHOAHAZ, 3.
10. Jeremias’ farbroder. I 608 f.v.t. købte Jeremias en mark af Sjallums søn Hanamel. (Jer 32:1, 7-9) Efter tidspunktet at dømme er det muligt at han er den samme som nr. 8.
11. En af de portvagter der gik ind på at sende deres fremmede hustruer og sønner bort efter at Ezra var vendt tilbage til Jerusalem. (Ezr 10:24, 44) Han er sandsynligvis på en eller anden måde beslægtet med nr. 4.
12. En af Binnujs sønner som også sendte deres fremmede hustruer og sønner bort. — Ezr 10:38-42, 44.
13. En fyrste over halvdelen af Jerusalems distrikt der sammen med sine døtre var med til at restaurere Jerusalems mur; en søn eller efterkommer af Hallohesj. — Ne 3:12.