De unges plads i en lykkelig, forenet familie
„Jeg var en søn for min fader, for min moder den spæde og eneste.“ — Ordsprogene 4:3.
1, 2. Hvilket problem findes i nogle kristne familier?
MAN kan hente ny styrke ved at fortælle om sine bekymringer til en som er omsorgsfuld og forstående og som giver råd der passer til situationen — ikke mindst hvis vedkommende er ens fader eller moder. Men ikke alle har et så nært og fortroligt forhold til deres forældre. Har du det?
2 To teenagere med kristne forældre har skrevet: „Vores største problem er kommunikation. Vi kan simpelt hen ikke tale med vores forældre. Vi elsker begge to vores forældre meget højt, men vi kan altså ikke kommunikere med dem. Jeg har igen og igen bedt til Jehova om dette her, men jeg kan ikke se nogen løsning.“ Hvordan kan det være at kommunikationen til tider svigter — selv i kristne familier? Og hvordan kan man løse problemet?
Kommunikationskløftens årsager
3, 4. Nævn nogle årsager til at der kan opstå en kommunikationskløft mellem forældre og børn.
3 De førnævnte teenagere var uenige med deres forældre om valg af underholdning og venner. Uoverensstemmelser kan sammen med følelsen af at ens synspunkter ignoreres, hindre al kommunikation. Men hvorfor opstår der uoverensstemmelser? En af grundene nævnes i Ordsprogene 20:29. Der står: „Unge mænds hæder er deres styrke, og gamle mænds prydelse er deres grå hår.“ Den „styrke“ I unge har er endnu ikke blevet afvejet med årenes erfaring, og derfor kan I komme til at overse farer og føle jer næsten usårlige. På grund af at jeres forældre gennem mange år har tilegnet sig visdom — og måske gjort bitre erfaringer — har de et mere nuanceret billede af tilværelsen. Selv om de forstår jeres følelser, kan det være at de er opmærksomme på nogle skjulte farer som I ikke selv har fået øje på. — Ordsprogene 29:15.
4 Der kan også opstå en kommunikationskløft fordi unge kan have svært ved at tale om det der piner dem. De kan være nedtrykte på grund af egne fejl eller uoverensstemmelser med andre. Måske reagerer de ligesom Job, der følte at hans egne brødre, hans nærmeste venner, ja, selv hans kone havde vendt sig bort fra ham. (Job 19:13-19) I nogle tilfælde hæmmes kommunikationen fordi forældrene ’lukker ørerne’ når deres søn eller datter prøver at fortælle om deres dybeste følelser. (Ordsprogene 21:13) En ung pige har klagende sagt: „Jeg var meget langt nede og græd tit — men min fader sagde bare: ’Det hjælper ikke noget at græde.’ Så prøvede jeg at skjule mine følelser. Jeg græd ikke når han var i nærheden — og vi talte slet ikke sammen.“
5. Hvad er det første skridt man kan tage for at forbedre kommunikationen?
5 Hvis du er ung kan du dog gøre meget for at forbedre kommunikationen i din familie — uanset hvilken indstilling dine forældre har. Prøv først og fremmest at foretage en ærlig vurdering af dit forhold til dine forældre. Israelitterne foregav for eksempel at have et nært forhold til deres himmelske Fader. De sagde: „Min Fader, du er min ungdoms fortrolige ven!“ Men på grund af deres oprørske handlinger var deres forhold til Jehova i virkeligheden temmelig spændt. (Jeremias 3:4, 5) Er dine forældre dine ’fortrolige venner’? Er det muligt at du selv — måske uden at tænke over det — gør noget der hæmmer kommunikationen? Når der i Ordsprogene 4:3 siges: „Jeg var en søn for min fader,“ tænkes der på at han var som en virkelig søn (eller datter) skal være — og at han gjorde noget for at være det. Hvad gør du for at få et nærmere forhold til dine forældre og blive en „rigtig“ søn eller datter for dem?
„Loyal hengivenhed og sandfærdighed“
6. (a) Hvilke egenskaber vil ifølge Ordsprogene 3:3 hjælpe unge til at ’finde yndest hos Gud og mennesker’? (b) Hvordan kan man have disse egenskaber ’bundet om halsen’?
6 Den vise kong Salomon grundede over hvad der skulle til for at unge kunne „finde yndest og blive regnet for at have god indsigt — i både Guds og menneskers [deriblandt deres forældres] øjne“. Hvilket svar nåede han frem til? „Min søn, . . . Lad ikke loyal hengivenhed og sandfærdighed forlade dig. Bind dem om din hals; skriv dem på dit hjertes tavle.“ (Ordsprogene 3:1-4) Loyal hengivenhed og sandfærdighed vil knytte dig nærmere til dine forældre. Men disse egenskaber skal være en uadskillelig del af din personlighed, som var de ’bundet om din hals og skrevet på dit hjerte’. På Bibelens tid havde mange en seglring hængende i en snor om halsen. (1 Mosebog 38:18) Denne ring var uvurderlig, for kun ved hjælp af den kunne man stadfæste et dokument. Ringens ejer glemte den aldrig, og han blev hele tiden mindet om dens store værdi. På samme måde bør man aldrig glemme værdien af loyal hengivenhed og sandfærdighed. Men hvordan kan man vise disse egenskaber?
7. Hvordan kan man give udtryk for loyal hengivenhed for at forbedre kommunikationen?
7 Det hebraiske ord der er oversat med „loyal hengivenhed“ indebærer tanken om „loyal kærlighed“ og om et personligt engagement i et forhold. Er du loyal mod dine forældre? Føler du dig forpligtet til at bevare et nært følelsesmæssigt forhold til dem? I Zakarias 7:9, 10 forbindes loyal hengivenhed med barmhjertighed og medfølelse. Prøver du at sætte dig ind i hvilket pres dine forældre udsættes for? Nogle menneskers loyale hengivenhed „er som morgenskyer og som dug der tidligt forsvinder“. (Hoseas 6:4) Forsvinder din loyale hengivenhed som dug for solen under en diskussion eller når du ikke får din vilje? Har du „den loyale hengivenheds lov“ på tungen — selv når du bliver vred? Loyalitet og medfølelse er betingelser for en god kommunikation. — Ordsprogene 31:26.
8. Hvordan kan unge vise at de er sandfærdige?
8 „Sandfærdighed“ skaber fortrolighed, eftersom tillid er grundvolden for ethvert nært forhold. Vær ikke som de „usandfærdige mænd“ der skjulte deres sande jeg. (Salme 26:4) Du kan måske føle dig fristet til at leve en slags dobbeltliv og opføre dig vidt forskelligt, alt efter om dine kristne forældre er i nærheden eller ej. Men det kan føre til tragedie — især hvis du kommer ud for et alvorligt problem som du har svært ved at løse på egen hånd. Tænk også på hvilken tillidskløft der vil opstå når dine forældre opdager at du har ført dem bag lyset. „Forældre ved meget mere end vi forestiller os,“ siger en ung kristen pige. „Hvis jeg prøver at skjule noget for mine forældre snyder jeg kun mig selv og forsøger at narre Jehova.“ Vær besluttet på at opdyrke sandfærdighed som en rodfæstet del af din personlighed. Men er sandfærdighed kun et spørgsmål om at undgå „kroget“ tale og adfærd? — Ordsprogene 4:20, 24; 10:9.
’Tal lige fra hjertet’
9. Hvilket problem overvandt to unge, og med hvilket resultat?
9 Nogle unge fortæller ikke åbent og ærligt deres forældre om deres følelser. En af de unge der omtales i paragraf 2 indrømmer for eksempel: „For fredens skyld begyndte vi at sige det vi vidste at vores forældre gerne ville høre. Vores sande følelser lagde vi skjul på.“ Disse teenagere søgte hjælp. En ældste tilskyndede dem til at henvende sig til deres forældre og efterligne den unge Elihu, der sagde: „Jeg taler lige fra hjertet.“ (Job 33:3, Beck) Efter at have bedt en inderlig bøn betroede de endelig deres forældre hvordan de var til mode. (Jævnfør Ordsprogene 12:18.) Faderen var målløs over at høre hvad hans børn følte, men indrømmede over for dem at han havde svigtet. Han var glad for at de havde sagt deres mening. Datteren slutter: „Vores familieliv er langsomt men sikkert ved at blive bedre. Da vi begyndte at tale mere åbent sammen, forstod vi hvorfor de [forældrene] havde fastsat nogle regler. Og de holdt op med at tale ned til os som om vi var små børn. Vi begyndte at forstå hinanden meget bedre.“
10, 11. (a) Hvad kan ifølge Ordsprogene 27:19 bidrage til et godt familieliv? (b) Hvordan kan unge anvende dette vers?
10 Hvis du åbner dig for dine forældre vil det hjælpe jer til at kunne tale godt sammen. Tal på en rolig og respektfuld måde — så vil dine forældre kunne fornemme hvad du har på hjerte. (Ordsprogene 29:11) Du vil også få øje på de gode egenskaber i deres hjerter. Oprigtige og venlige samtaler hjælper dig til at lære dit eget hjerte bedre at kende. I Ordsprogene 27:19 siges der: „Som ansigt svarer til ansigt i vand, sådan svarer det ene menneskes hjerte til det andet.“a Ligesom du kan spejle dit ansigt i en stille sø, kan du ved at tale fortroligt med dine forældre opdage at deres følelser og motiver ikke adskiller sig særlig meget fra dine egne. Fortrolige samtaler skaber gensidig forståelse og omsorg — der er forudsætninger for et godt og nært familieliv.
11 Du må derfor være villig til at tale med dine forældre om alt — også om de mere ømtålelige emner. Fortæl dem både om dine bekymringer og nederlag og om dine glæder og sejre. Fortæl dem om dine mål og dine bønner. Modstå lysten til at ’holde dig for dig selv’. (Ordsprogene 18:1) Prøv at være alene med en af dine forældre regelmæssigt, så I kan tale om fortrolige anliggender. Nogle unge synes at der er en god mulighed for at gøre dette på lange spadsereture, i forbindelse med adspredelser på familieplan eller mellem besøgene når de samarbejder med deres fader eller moder i forkyndelsen.
12. Hvad må unge se i øjnene?
12 Hvis du forsøger at fremme en god kommunikation vil det i de fleste tilfælde bære frugt, men husk at hverken du eller dine forældre er fuldkomne. Forældre er somme tider uretfærdige, og de kan forsømme at tage hensyn til andres følelser eller at sætte det rette eksempel. Dine forældre er måske endda ikke-troende og behandler dig ikke altid sådan som de burde ifølge Bibelens principper. Nogle børn bor alene med en af deres forældre, eller har en stedmoder eller en stedfader. Begge disse situationer medfører problemer. Men uanset hvor nært knyttet man er til sine forældre, vil man nu og da føle at man står alene med sine problemer. Hvordan kan man udholde dét?
Lær at ’bære åg i din ungdom’
13. Hvilken tilsyneladende usædvanlig tanke udtrykkes af Jeremias i Klagesangene 3:27?
13 Da Jeremias af Jehova blev kaldet til profet, udbrød han: „Jeg ved jo ikke hvordan jeg skal tale, for jeg er kun en dreng.“ Men Jehova opmuntrede og styrkede ham. På grund af lidelser, frygt og modgang havde Jeremias nu og da lyst til at give op, og ved en lejlighed sagde han: „Forbandet være den dag jeg blev født!“ (Jeremias 1:6, 19; 20:7-9, 11, 14) Senere skrev han imidlertid: „Det er godt for en våbenfør mand at han bærer åg i sin ungdom.“ (Klagesangene 3:27) Men hvorfor mente han at det var gavnligt at ’bære åg’, at komme ud for modgang og lidelser? Det kan Josefs eksempel hjælpe os til at forstå.
14, 15. (a) Hvad kom Josef ud for som ung mand? (b) Hvordan blev han „lutret af det Jehova havde sagt“?
14 I en alder af 17 år fik Josef i en drøm et løfte fra Gud om at han ville få en fremtrædende stilling, men hans brødre blev skinsyge og solgte ham som træl. Han kom til Ægypten og blev senere lagt i lænker i et fangehul efter en falsk anklage for voldtægtsforsøg. (1 Mosebog 37:2, 4-11, 28; 39:20) Ja, denne eksemplariske unge mand der var arving til et herligt løfte, blev indespærret i et fængsel, og som fremmed i landet havde han ingen der kunne gå i forbøn for ham eller som bare sympatiserede med ham.
15 „Med fodjern mishandlede de hans [Josefs] fødder; hans sjæl blev lagt i jern; indtil den tid da hans ord gik i opfyldelse, blev han lutret af det Jehova havde sagt.“ (Salme 105:17-19) I tretten år, indtil Jehovas løfte gik i opfyldelse, måtte Josef udholde at være træl og fange. Men hans prøvelser lutrede ham. Det var ikke Jehova der stod bag trængslerne, men han havde en hensigt med at tillade dem. Ville Josef blive ved med at stole på „det Jehova havde sagt“, selv trods hård modgang? Ville han modnes og opdyrke de nødvendige egenskaber, som tålmodighed, ydmyghed, åndelig styrke og en fast beslutning om at løse selv vanskelige opgaver? Ja. Josef blev lutret af sine prøvelser som guld lutres i smelterens ild, og derefter var han endnu mere dyrebar for Gud, der senere i udstrakt grad gjorde brug af ham. — 1 Mosebog 41:14, 38-41, 46; 42:6, 9.
16. Hvordan bør unge se på modgang?
16 Hverken Josef eller Jeremias var selv skyld i deres lidelser. De havde i forvejen opdyrket mange gode egenskaber, men den modgang de kom ud for, lutrede dem endnu mere. Unge der har begået en overtrædelse, har i langt højere grad behov for en sådan lutring. Det kan være svært at tage imod tugt, men hvis man opøves ved den skænker den retfærdighed. (Hebræerne 12:5-7, 11) Denne opøvelse ved tugt kan resultere i indre styrke, ligesom stål hærdes ved at blive opvarmet. „Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal hengivenhed,“ og han kan også give dig en kraft som er ud over det normale og belønne din udholdenhed rigt. — 1 Mosebog 39:21; 2 Korinther 4:7.
17. Hvilken virkning havde modgang på en ung pige? Hvad kan vi lære af hendes erfaringer?
17 Lad os tage et eksempel: En ung pige tænkte på at løbe hjemmefra fordi hun syntes at hendes nye stedfader var meget streng og slet ikke tog hensyn til hendes sorg over sin elskede faders død. Hun indså imidlertid at det kun ville skabe flere problemer og blev derfor boende — og holdt ud. Nu, næsten 13 år senere, siger hun: „Min stedfaders tugt gjorde mig til et bedre menneske. Da jeg boede alene sammen med min moder var jeg forkælet og oprørsk. Jeg ville altid have min vilje. Min stedfader lærte mig at tage hensyn til andre. Jehova besvarede også mine mange bønner om styrke til at komme over min faders død og få et nærmere forhold til min stedfader.“ Ja, hvis man lærer at udholde modgang vil man blive nærmere knyttet til Jehova. Han kan blive ens ven, ’den man stoler på fra sin ungdom’. — Salme 71:5.
18. (a) Hvad er afgørende for hvordan ens liv vil forme sig? (b) Hvorfor bør unge ære deres forældre?
18 Glem aldrig at det ikke udelukkende er dit miljø der former din personlighed eller afgør hvordan dit liv vil gå. „En dreng [eller pige] kendes på sine handlinger, om det han [eller hun] gør er rent og retskaffent.“ (Ordsprogene 20:11) Hvis du ’handler retskaffent’ vil Gud synes om dig og give dit liv mening og indhold. Ingen familie er fuldkommen, men læg mærke til dine familiemedlemmers positive egenskaber. Tænk over hvilke ofre dine forældre har måttet bringe for at give dig mad, tøj, husly og lignende. Gengæld dem ikke med utaknemmelighed, men „ær din fader og moder“. Værdsæt dem, betragt dem som noget meget dyrebart. — Efeserne 6:1-3; Ordsprogene 16:20; 17:13.
19. Hvilken belønning vil man høste hvis man af hjertet adlyder sine forældre?
19 Hvis du taler åbent og ligefremt med dine forældre vil du komme til at holde mere af dem — og dit hjerte vil tilskynde dig til at adlyde dem. „Min søn [eller datter], glem ikke min lov, og måtte dit hjerte værne om mine bud,“ tilskyndede en viis fader. Dernæst påpegede han hvad belønningen ville være: „De vil øge din række af dage og dine leveår og din fred.“ — Ordsprogene 3:1, 2.
[Fodnote]
a Kommentatoren A. Cohen siger om dette vers: „I vor vens hjerte ser vi et spejlbillede af vor egen natur. . . . Det er gennem et oprigtigt og varmt venskab at vi lærer os selv at kende og forstår hvad vi rummer.“ (Proverbs, The Soncino Press) William F. Becks oversættelse siger i uddrag: „Sådan kan man se et spejlbillede af sig selv i et andet menneskes hjerte.“
Opsummering
■ Hvad kan forårsage en kommunikationskløft?
■ Hvordan kan unge give udtryk for loyal hengivenhed?
■ På hvilke måder vil sandfærdighed fremme kommunikationen i en familie?
■ Hvordan kan det gavne unge at udholde modgang?
[Illustration på side 18]
Ligesom Josefs personlighed blev lutret af modgangens åg, vil vor personlighed blive lutret hvis vi udholder prøvelser i ungdommen