Træet der ’vågner tidligt’
MANDELTRÆET er et af de mest bemærkelsesværdige frugttræer i Middelhavsområdet. Sidst i januar eller først i februar — et godt stykke tid før de fleste andre træer — vågner det af sin vinterhvile. Og hvilken opvågnen! Hele træet beklædes med en kappe af fine, lyserøde blomster. Blomsterne kan også være hvide som ældre menneskers hvide hår. — Jævnfør Prædikeren 12:5.
Oldtidens hebræere kaldte mandeltræet for „den der vågner“, netop på grund af dets tidlige blomstring. Dette hentydede Jehova til da han skulle understrege et vigtigt budskab. Ved begyndelsen af sin tjeneste fik Jeremias et syn af et skud på et mandeltræ. Hvad skulle det betyde? Jehova forklarede: „Jeg er årvågen med hensyn til mit ord for at gennemføre det.“ — Jeremias 1:12.
Ligesom der om mandeltræet siges at det ’vågner tidligt’, siges der billedligt om Jehova at han „stod tidligt op“ for at sende profeter til sit folk som skulle advare om konsekvensen af dets ulydighed. (Jeremias 7:25, ordret oversættelse) Han ville ikke unde sig hvile — han ville ’holde sig vågen’ — før hans profetiske ord var gået i opfyldelse. Derfor blev den frafaldne nation Juda ramt af Jehovas dom i år 607 f.v.t., nøjagtig til den fastsatte tid.
I Guds ord er det forudsagt at en lignende dom vil ramme det system vi lever under. (Salme 37:9, 10; 2 Peter 3:10-13) I forbindelse med denne domshandling giver profeten Habakkuk os denne forsikring: „Synet rækker frem til den fastsatte tid . . . bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ (Habakkuk 2:3) Mandeltræets smukke blomst minder os om at Jehova er vågen i forbindelse med sit ord — at han lader det gå i opfyldelse.
[Kildeangivelse på side 32]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.