KAPITEL FEM
Hvem vil du vælge som venner?
1, 2. (a) Hvilke udfordringer står kristne over for med hensyn til deres omgangskreds? (b) Hvorfor er Jeremias’ valg af venner af interesse for os?
HVAD ville du gøre hvis nogle kolleger, naboer eller skolekammerater inviterede dig til en julefest? Hvad nu hvis din arbejdsgiver bad dig om at lyve eller gøre noget ulovligt? Eller hvad hvis myndighederne pålagde dig at gøre noget som ville krænke din kristne neutralitet? Din samvittighed ville uden tvivl ikke tillade dig at gøre noget af dette, ikke engang hvis du blev latterliggjort eller udsat for noget der var værre.
2 Som vi skal se, blev Jeremias ofte stillet over for lignende udfordringer. Vi kan helt sikkert lære noget af at betragte nogle af de enkeltpersoner og grupper som Jeremias kom i kontakt med. Nogle af dem prøvede at overtale ham til at holde op som profet, men selvom han var nødt til at have en vis kontakt med dem, var det afgjort ikke dem han valgte at have som sine venner. Det er derimod værd at lægge mærke til hvem Jeremias valgte som venner — nogle der hjalp ham og styrkede ham i hans beslutning om at forblive trofast. Ja, vi kan lære af de beslutninger Jeremias traf med hensyn til sin omgangskreds.
HVILKE VENSKABER KNYTTER DU?
3. Hvad ville Zedekias gerne have Jeremias til at gøre, og hvordan reagerede Jeremias?
3 I tiden før Jerusalems ødelæggelse blev Jeremias ved flere lejligheder rådspurgt af kong Zedekias. Hvorfor? Kongen håbede at få et opmuntrende budskab angående sit riges fremtid. Han ønskede at Jeremias skulle forkynde at Gud ville gribe ind og frelse Juda fra sine fjender. Zedekias lod nogle sendebud sige til Jeremias: „Rådspørg dog Jehova for os, for Nebukadrezar, Babylons konge, fører krig imod os. Måske vil Jehova handle med os i overensstemmelse med alle sine underfulde gerninger, så [Nebukadrezar] trækker sig tilbage fra os.“ (Jer. 21:2) Kongen ville ikke følge Guds vejledning om at overgive sig til Babylon. En bibelkommentator har sammenlignet Zedekias med „en patient der opsøger en læge igen og igen i håb om at blive erklæret rask, men som ikke er villig til at tage den ordinerede medicin“. Hvad med Jeremias? Han kunne have vundet Zedekias’ gunst ved at fortælle ham det han gerne ville høre. Hvorfor ændrede Jeremias så ikke bare sit budskab og gjorde det nemmere for sig selv? Fordi Jehova havde sagt at han skulle forkynde at Jerusalem ville blive ødelagt. — Læs Jeremias 32:1-5.
4. Hvilket valg må vi træffe med hensyn til at knytte venskaber, for eksempel på vores arbejdsplads?
4 På nogle måder ligner vores situation Jeremias’. Vi har sikkert en vis berøring med naboer, kolleger eller skolekammerater. Men vil vi gå et skridt videre og knytte venskaber med dem, selvom de har vist at de ikke er interesseret i at høre eller følge Guds vejledning? Jeremias kunne ikke helt undgå at have noget at gøre med Zedekias; han var stadig landets konge, selvom han nægtede at adlyde Gud. Men Jeremias var ikke forpligtet til at tilpasse sig kongens fejlagtige tankegang eller søge at indynde sig hos ham. Hvis Jeremias havde rettet sig efter kongens ønsker, kunne Zedekias have overøst ham med gaver og begunstigelser. Ikke desto mindre nægtede Jeremias at lade sig presse eller friste til at gøre fælles sag med Zedekias. Hvorfor? Fordi Jehova havde fortalt ham hvilket standpunkt han skulle indtage, og Jeremias havde ikke tænkt sig at gå på kompromis. Jeremias’ eksempel bør få os til at overveje om de mennesker vi vælger at have som venner, er nogle der tilskynder os til at være loyale over for Gud. Vi kan ikke undgå al kontakt med mennesker der ikke tjener Gud — på vores arbejde, i skolen eller i nabolaget. (1 Kor. 5:9, 10) Men vi ved at hvis vi vælger nogle af dem som vores nære venner, kan det bringe vores venskab med Gud i fare.
VIL DU VÆRE VEN MED SKEPTIKERE?
5, 6. Hvordan forsøgte nogle at bringe Jeremias til tavshed?
5 Zedekias var ikke den eneste der prøvede at påvirke Jeremias i en negativ retning. En præst ved navn Pasjhur „slog“ Jeremias; måske fik han 39 slag. (Jer. 20:2; 5 Mos. 25:3) En anden gang slog nogle af Judas fyrster ham også og satte ham „i fangehuset“. Forholdene i dette fængsel var så dårlige at Jeremias efter mange dages ophold frygtede at han ville dø der. (Læs Jeremias 37:3, 15, 16). Jeremias blev løsladt, men nogen tid senere opfordrede nogle andre fyrster Zedekias til at lade ham lide døden. De mente at han svækkede moralen blandt Judas soldater. Han blev derfor kastet i en cisterne med dynd, hvor han ville dø. (Jer. 38:1-4) Vi ved at Jeremias blev reddet fra at lide denne forfærdelige død. Disse tildragelser viser imidlertid hvordan nogle der skulle have vidst bedre, blev skeptiske over for det Guds profet havde at sige, og vendte sig imod ham.
6 Jeremias havde ikke kun myndighedspersoner som fjender. Engang var der nogle mænd fra Anatot, hans hjemby — man kunne sige hans naboer — der truede med at dræbe ham hvis han ikke holdt op med at profetere. (Jer. 11:21) De kunne ikke lide det budskab han forkyndte, og de truede ham. Jeremias valgte imidlertid at sætte sit venskab med Jehova højere end venskabet med sine naboer. Andre af hans samtidige brugte ikke kun ord imod ham. Da Jeremias meget malende brugte et åg for at tilskynde jøderne til at bøje deres hals under Babylons konges åg og således blive i live, fjernede Hananja ågstangen af træ fra Jeremias’ nakke og brækkede den i stykker. Denne falske profet hævdede at Jehova havde sagt: „Jeg vil brække Babylons konges åg i stykker.“ Hananja døde samme år, og vi ved hvem af profeterne der talte sandt. (Jer. 28:1-11, 17) Efter at Jerusalem var blevet ødelagt, sådan som Jeremias havde forudsagt, nægtede Johanan og andre øverster for kampstyrkerne at rette sig efter Guds befaling om at blive i Judas land. De sagde til Jeremias: „Det er løgn, det du siger. Jehova vor Gud har ikke sendt dig og sagt: ’I må ikke drage til Ægypten for at bo dér.’“ Desuden trodsede de Jehova ved at tage Jeremias og Baruk med sig til Ægypten. — Jer. 42:1–43:7.
Hvilken slags mennesker var Jeremias nødt til at omgås? Hvad kan vi lære af Jeremias’ eksempel?
7. Hvad kunne sætte din trofasthed mod Jehova på prøve?
7 Jeremias var i mange år omgivet af skeptikere og modstandere. Han kunne let have begyndt at affinde sig med at folk ikke havde meget respekt for Gud og hans ord, og gjort sig til venner med dem. Hvad med dig? Du har sikkert været i berøring med folk der minder om dem Jeremias var omgivet af. Uanset om sådanne mennesker åbenlyst modstår dig og din Gud eller de synes at være ret venlige, vil du så vælge dem som venner? Ville det være klogt at omgås selskabeligt med nogle der ikke tager Guds profetier alvorligt? Kan man forestille sig at Jeremias ville have knyttet venskab med nogle der ved deres livsform fornægtede sandheden fra Guds ord, eller som satte deres lid til mennesker? (2 Krøn. 19:2) Gud fortalte i utvetydige vendinger Jeremias om følgerne af at stole på mennesker frem for på Gud. (Læs Jeremias 17:5, 6). Hvad er dit syn på alt dette?
8. Giv nogle eksempler på udfordringer som kristne kunne komme ud for i dag.
8 Nogle kristne mener at de ved at beværte og underholde verdslige forretningsforbindelser kan fremme deres forretning eller karriere. Men risikerer de derved at komme i dårligt selskab og under farlig påvirkning i form af for eksempel sjofel tale og drikkeri? Det er let at forstå hvorfor mange kristne i denne situation vælger at undgå dårligt selskab selvom det betyder at de må give afkald på muligheden for en god fortjeneste eller en forfremmelse. Sande kristne vil heller ikke gå på kompromis selvom deres arbejdsgiver eller kolleger rask væk snyder kunderne. Somme tider er det måske ikke let at skulle træffe den slags beslutninger. Vi kan være taknemmelige for at der er gode forbilleder vi kan efterligne, som for eksempel Jeremias, der altid sørgede for at bevare en ren samvittighed og, endnu vigtigere, et godt forhold til Gud.
9. Hvilken fare er der ved at ville være accepteret af andre?
9 Nogle af Jeremias’ samtidige spottede ham for hans klare standpunkt og faste tro. (Jer. 18:18) Han var dog villig til at skille sig ud fra dem der fulgte „den vante kurs“. (Jer. 8:5, 6) Han var endog villig til at være alene somme tider og ’sidde helt for sig selv’. Det foretrak han frem for at være i dårligt selskab og være ven med dem der kunne have en negativ indflydelse på ham. (Læs Jeremias 9:4, 5; 15:17). Hvad med dig? Ligesom på Jeremias’ tid er „den vante kurs“ i dag at være ulydig mod Gud. Jehovas tjenere har længe været nødt til at være forsigtige med hvem de vælger at omgås. Men betød det så at Jeremias ikke havde nogen venner? Nej, der var enkeltpersoner som forsvarede og hjalp ham. Det vil være interessant for os at lære noget om dem.
HVILKE VENNER VALGTE JEREMIAS?
10, 11. (a) Hvilke principper lod Jeremias sig lede af i sit valg af venner? (b) Hvem var Jeremias’ venner, og hvad vil vi gerne vide om dem?
10 Hvem ville Jeremias pleje venskab med? Ledet af Jehova fordømte han igen og igen dem der var onde, bedrageriske, uretfærdige, voldelige, ufølsomme og umoralske — dem der forkastede den rene tilbedelse til fordel for afgudsdyrkelse og således bedrev åndelig utugt. Han sagde indtrængende til sine landsmænd: „Vend dog om, hver fra sin onde vej, og sørg for at forbedre jeres veje og jeres handlinger.“ (Jer. 18:11) Selv efter Jerusalems ødelæggelse priste Jeremias Jehova for hans „loyale hengivenhed“, hans „barmhjertighed“ og hans „trofasthed“. (Klages. 3:22-24) Jeremias ønskede kun at have trofaste tjenere for Jehova som sine venner. — Læs Jeremias 17:7.
11 Vi har faktisk en del oplysninger om dem Jeremias valgte som venner. Han havde tydeligvis flere forbundsfæller — Ebed-Melek, Baruk, Seraja og Sjafans sønner. Hvordan var disse mænd? Hvilken berøring havde de med Jeremias? I hvilken forstand var de hans gode venner? Og hvordan hjalp de Jeremias til at bevare sin uangribelighed? Lad os undersøge dette og se hvad vi kan lære af det.
12. (a) Hvad havde Jeremias og Baruk, som vist på side 58, tilfælles? (b) Hvem var Seraja, og hvad ved vi om ham?
12 Jeremias’ nærmeste ven ser ud til at have været Baruk, Nerijas søn. Jeremias havde så stor tillid til Baruk at han dikterede Jehovas budskaber til ham og lod ham skrive dem ned og senere læse bogrullens indhold op, først i folkets påhør og derefter for Judas fyrster. (Jer. 36:4-8, 14, 15) Ligesom Jeremias troede Baruk fuldt og fast på at det Gud forudsagde, ville ske. De to mænd oplevede mange af de samme ting i løbet af de sidste 18 turbulente år for Juda. De tilbragte meget tid sammen om at udføre en fælles opgave fra Gud. De kom begge ud for vanskeligheder og måtte skjule sig for deres fjender. Og Jehova opmuntrede personligt både Jeremias og Baruk. Det ser ud til at Baruk tilhørte en fremtrædende familie af skriftlærde i Juda. Bibelen kalder ham „sekretæren“, og hans bror Seraja var en højtstående embedsmand. Ligesom Baruk samarbejdede Seraja senere med Jeremias om at forkynde Jehovas profetiske budskaber. (Jer. 36:32; 51:59-64) At disse to sønner af Nerija var villige til at arbejde sammen med Jeremias i disse vanskelige tider, må have styrket og opmuntret ham. Du kan også blive styrket og opmuntret af dem der trofast arbejder sammen med dig i Jehovas tjeneste.
Hvad kan vi lære af Jeremias’ valg af venner?
13. Hvordan viste Ebed-Melek sig at være en god ven for Jeremias, som skildret på side 63?
13 En anden af Jeremias’ loyale forbundsfæller var Ebed-Melek. Da vrede fyrster kastede Jeremias i en tom cisterne for at lade ham dø der, var det en udlænding, etiopieren Ebed-Melek, der vovede at komme ham til undsætning. Han var en eunuk, det vil sige en embedsmand, i kongens hus. I fuld offentlighed henvendte han sig til Zedekias, som sad i Benjaminsporten. Modigt bad han om tilladelse fra Zedekias til at redde Jeremias op fra dyndet i cisternen. Ebed-Melek tog 30 mænd med sig, hvilket tyder på at han forventede at Jeremias’ fjender ville modsætte sig aktionen med vold. (Jer. 38:7-13) Vi ved ikke hvor meget Ebed-Melek ellers havde med Jeremias at gøre. I betragtning af det venskab de begge havde med Jehova, er det naturligt at antage at de var gode venner. Ebed-Melek vidste at Jeremias var Jehovas profet. Han sagde at fyrsterne havde „handlet ondt“, og han var villig til at sætte sin egen stilling på spil for at gøre det der var rigtigt. Ja, Ebed-Melek var et godt menneske. Endda i en sådan grad at Jehova gav ham denne forsikring: „Jeg vil udfri dig på [dagen for Jerusalems ulykke] . . . fordi du har stolet på mig.“ (Læs Jeremias 39:15-18). Hvilken fin anbefaling! Er det ikke også den slags venner du gerne vil have?
14. Hvad ved vi om Sjafans familie og deres forhold til Jeremias?
14 Nogle af Jeremias’ andre venner var tre sønner og en sønnesøn af Sjafan. De tilhørte en slægt af højtstående embedsmænd — Sjafan havde tjent som kong Josias’ statsskriver. Da Jeremias’ fjender første gang ønskede at dræbe ham, var „Sjafans søn Ahikams hånd . . . med Jeremias, så han ikke blev overgivet i folkets hånd“. (Jer. 26:24) Ahikam havde en bror ved navn Gemarja. Da Baruk oplæste Guds domsbudskaber i folkets påhør, hørte Gemarjas søn Mikaja det og fortalte sin far og andre fyrster om det han havde hørt. De var bekymrede for hvordan Jojakim ville reagere, og rådede Jeremias og Baruk til at skjule sig. Og da kongen afviste budskabet fra Gud, var Gemarja en af dem der indtrængende bad kongen om ikke at brænde bogrullen. (Jer. 36:9-25) Jeremias betroede en anden af Sjafans sønner, El’asa, at overbringe et profetisk brev til de jøder der var i landflygtighed i Babylon. (Jer. 29:1-3) Sjafan havde altså tre sønner og en sønnesøn der støttede Guds profet. Forestil dig hvor højt Jeremias må have værdsat sådanne mænd! De var venner, men ikke fordi de havde samme smag hvad angik mad og drikke, eller fordi de kunne lide den samme form for underholdning eller havde de samme fritidsinteresser. Nej, deres venskab var baseret på noget langt vigtigere.
VÆLG GODE VENNER
15. Hvordan var Jeremias et godt eksempel med hensyn til at vælge venner?
15 Vi kan lære noget af det forhold Jeremias havde til de mennesker han færdedes iblandt, både onde og gode. Kongen, mange fyrster, falske profeter og hærførere forsøgte at tvinge ham til at ændre sit budskab. Men han gik ikke på kompromis. Hans standpunkt gjorde at han ikke ligefrem var vellidt af disse mænd, men det var heller ikke deres venskab han søgte. Til alle tider var Jehova hans bedste ven. Hvis prisen for at forblive trofast mod Gud var at han ville møde modstand, var Jeremias villig til at betale denne pris. (Læs Klagesangene 3:52-59). Men som vi har set, var Jeremias ikke den eneste der var fast besluttet på at tjene Jehova.
16, 17. (a) Hvordan kan tjenere for Jehova være en hjælp for hinanden? (b) Hvor kan man finde de bedste venner, uanset hvilket land man bor i?
16 Det der gjorde Ebed-Melek til en god ven, var at han troede på Jehova og stolede på ham. Denne mand havde mod til at handle beslutsomt og reddede derved Jeremias’ liv. Baruk tilbragte med glæde meget tid sammen med Jeremias og hjalp ham med at forkynde Jehovas budskaber. I dag kan venner i den kristne menighed være lige så dyrebare for os som disse mænd var for Jeremias. Cameron, en pionersøster på 20 år, sætter stor pris på den gode indflydelse som Kara, der også er pioner, havde på hende. Cameron siger: „Kara hjalp mig til at sætte Jehova først i mit liv, både ved det hun gjorde, og det hun sagde.“ De to søstre boede ret langt fra hinanden, men Kara ringede eller skrev regelmæssigt til Cameron for at høre om hun havde det godt, og for at de kunne opmuntre hinanden. „Hun kendte alt til mine familieforhold,“ siger Cameron. „Hun vidste hvad der var sket med min søster, og hvor svært det havde været for mig da hun blev oprørsk og forlod sandheden. Gennem hele denne tid var Kara der altid for mig, og jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden hendes positive indflydelse og hjælp. Hun var en enorm støtte for mig.“
17 Du kan også finde gode venner i alle aldre i den kristne menighed. Dine brødre og søstre tror på Jehova og elsker ham, har høje moralnormer, deler dit fremtidshåb og kommer sikkert ud for nogle af de samme prøvelser som du gør. Du kan arbejde nært sammen med dem i forkyndelsen. De kan opmuntre dig når du har det svært, og du kan også opmuntre dem. Når du har gode oplevelser i tjenesten for Jehova, vil de glæde sig sammen med dig. Desuden kan sådanne venskaber vare i al evighed. — Ordsp. 17:17; 18:24; 27:9.
18. Hvad kan du lære af Jeremias’ valg af venner?
18 Det er tydeligt hvad vi kan lære af Jeremias’ valg af venner. Husk på denne ubestridelige sandhed: Man kan ikke søge venskab med dem hvis tro er i strid med Bibelens lære, og samtidig selv bevare en stærk tro. I dag er det lige så vigtigt at handle i overensstemmelse med denne kendsgerning som det var på Jeremias’ tid. Jeremias var villig til at skille sig ud fra flertallet for at kunne forblive trofast og med Jehovas velsignelse fuldføre sin gerning. Er det ikke også din indstilling? Jeremias valgte venner som delte hans tro, venner der støttede ham i hans tjeneste. Ja, i dag kan alle trofaste kristne tage ved lære af Jeremias’ kloge valg af venner! — Ordsp. 13:20; 22:17.
Hvordan kan du efterligne Jeremias’ eksempel når du skal afgøre hvem du vil have eller ikke vil have som venner?