Jehovas store godhed
„Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig.“ — SALME 31:19.
1, 2. (a) Hvilken umådelig opgave gik Jehova i gang med i en fjern fortid? (b) Hvordan beskrev Jehova resultatet af sin skabervirksomhed?
ENGANG i fortiden begyndte Gud at skabe ’himmelen som sin trone og jorden som sin fodskammel’. (Esajas 66:1) Bibelen fortæller ikke hvornår dette fandt sted. Den siger blot: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Ved skabelsen blev der dannet utallige millioner galakser, hvoraf mange bestod af milliarder af stjerner. I udkanten af en sådan galakse fandtes en klar stjerne hvorom der kredsede flere relativt små, mørke planeter. En af disse planeter fik navnet Jorden. Sammenlignet med de store lysende stjerner var Jorden ubetydelig. Ikke desto mindre valgte Jehova denne planet til sin fodskammel.
2 Jehova begyndte derefter at bruge sine skaberevner i forbindelse med planeten Jorden. „Al skabnings førstefødte“ var ved Guds side som værkmester, mens den lille mørke planet blev forandret i løbet af seks lange ’skabelsesdage’. Den blev i overført betydning et passende hvilested for Guds fødder. (Kolossenserne 1:15; 2 Mosebog 20:11; Ordsprogene 8:30) Det var her Gud havde til hensigt at anbringe en ny form for fornuftbegavet liv, nemlig menneskene. Det første menneskepar, der var skabt af stoffer fra jorden, blev anbragt i smukke, paradisiske omgivelser. (1 Mosebog 1:26, 27; 2:7, 8) Resultatet af denne fantastiske skabelseshandling var så smukt og fuldkomment at Bibelen fortæller hvordan Gud følte det da det blev morgen den sjette skabelsesdag, altså da denne skabelsesdag sluttede: „Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ — 1 Mosebog 1:31.
Guds godhed
3. Hvilken af Guds egenskaber kommer til udtryk i skaberværket?
3 Tusinder af år senere tog en efterkommer af det første menneskepar et tilbageblik på skabelsesperioden og skrev: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed.“ (Romerne 1:20) Ja, den uovertrufne skønhed der præger jorden og dens skabninger er afgjort et forunderligt vidnesbyrd om Guds usynlige egenskaber — ikke mindst Guds store godhed. Det var derfor på sin plads at Gud sagde at alt hvad han havde skabt var godt. — Salme 31:19.
4, 5. Hvad er godhed?
4 I Galaterbrevet 5:22 nævner apostelen Paulus godhed som den sjette af Guds ånds frugter. Vagttårnet har i tidligere artikler behandlet de fem første af åndens frugter og vist hvor vigtigt det er at man opdyrker disse egenskaber for at få en afbalanceret kristen personlighed.a Det er dog også vigtigt at vi ejer godhed, og vi vil derfor se nærmere på denne egenskab.
5 Hvad er godhed? Det er den egenskab at være god, at have den rette etiske beskaffenhed. Det er altså en positiv egenskab som giver sig udslag i gode gerninger der gavner andre. Hvordan kan vi lade denne tiltalende egenskab komme til udtryk? Først og fremmest ved at efterligne Jehova. Før vi drøfter hvordan vi hver især som kristne kan vise godhed, vil vi derfor se på hvordan vor kærlige Gud, Jehova, har vist godhed mod menneskene.
Godhed som den kommer til udtryk i skaberværket
6. Hvad fik Jehova til at skabe andre former for fornuftbegavet liv?
6 Hvad fik vor himmelske Fader til at dele sin glæde ved livet med fornuftbegavede, levende skabninger? Apostelen Johannes besvarer spørgsmålet. Han siger: „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Ja, uselvisk kærlighed fik den store Livgiver til at skabe andre livsformer, hvoraf nogle fik en himmelsk, andre en jordisk bolig. Vi ved naturligvis kun lidt om åndeskabningerne og deres himmelske bolig. Åndeskabningerne er usynlige for det menneskelige øje, og deres hjem er i åndeverdenen. Men når vi betragter det jordiske hjem som Jehova har skænket menneskenes børn, og selve menneskelegemet, kan vi med egne øjne se magtfulde vidnesbyrd om Guds godhed.
7-9. Hvordan kommer Guds godhed til udtryk i den måde hvorpå han skabte jorden og menneskene?
7 Jehova skænkede vore første forældre livet. Og ikke nok med det. Han gjorde desuden livet til en glæde, noget man kunne nyde. Han skabte jorden så den roterede, havde temperaturforskelle og netop den rette atmosfære. Han sørgede for at vand, kvælstof og ilt indgik i en perfekt cyklus, til glæde og gavn for menneskene. Han dækkede jorden med tusinder af forskellige former for vegetation, hvoraf nogle kunne tjene til føde og andre kunne være en fryd for øjet. Han fyldte himmelen med flyvende skabninger som med deres farver og sang kunne glæde menneskene. Han lod havene vrimle med fisk og landjorden med mange forskellige slags dyr, hvoraf nogle var vilde og andre kunne tæmmes. Hvilken utrolig gavmildhed! Et storslået udtryk for Guds godhed! — Salme 104:24.
8 Lad os også betragte hvordan Gud skabte mennesket. Udstyret med arme, ben og hænder er det i stand til at holde balancen og uden besvær bevæge sig omkring. Af de stoffer der findes i så rigelig mængde på jorden kan det skaffe sig føden og hvad det ellers behøver. Jehova gav mennesket smagsløg, så at dét at spise og drikke ikke blot var noget det mekanisk måtte gøre for at få tilført energi, som når man i dag sætter strøm til et elektrisk apparat. Nej, dét at spise og drikke skulle være en nydelse. Man skulle ikke blot fylde maven, men også glæde sig over smagen. Jehova gav også mennesket ører og omgav det med en mangfoldighed af lyde det kunne glæde sig over. Vi glæder os over at lytte til den beroligende lyd af en rislende bæk, en dues kurren eller et lille barns glade latter. Ja, til trods for alt det dårlige der er sket siden skabelsen, er det stadig en glæde at leve, takket være Jehovas godhed.
9 Vi har også andre sanser. Der findes en utrolig variation af smukke farver der er en fryd for øjet. Og hvor er det skønt at kunne nyde en blomsts fine duft. Det er derfor intet under at salmisten sagde til Jehova: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker.“ — Salme 139:14.
Menneskets fald og redning
10. Hvordan har de fleste mennesker reageret på Guds godhed, men nyder de fortsat gavn af den?
10 Sørgeligt nok viste vore første forældre manglende værdsættelse af den godhed Gud havde vist dem. Dette kom til udtryk ved at de overtrådte det eneste påbud han havde givet dem. Som følge heraf blev de selv og deres afkom ramt af sorg, lidelse og død. (1 Mosebog 2:16, 17; 3:16-19; Romerne 5:12) I de årtusinder der er gået siden denne ulydighedshandling, har de fleste mennesker ladet hånt om eller undladt at vise værdsættelse af Guds godhed. Men til trods herfor nyder sådanne utaknemmelige mennesker stadig godt af Guds godhed. Hvordan? Apostelen Paulus sagde til indbyggerne i Lystra i Mellemøsten: „[Gud har ikke] ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ — Apostelgerninger 14:17.
11. Har Gud vist sin godhed på flere måder end ved at sørge for at menneskene har et dejligt hjem?
11 Men Guds godhed består ikke blot i at han vedblivende tilvejebringer en overflod af det menneskene behøver for at kunne opretholde og glæde sig over livet. Jehova var villig til at tilgive Adams efterkommeres synder og fortsætte med at tage sig af trofaste mennesker. Moses oplevede denne side af Guds godhed da Jehova lovede at han ville lade ’al sin godhed drage forbi Moses’ ansigt’. Moses hørte derpå denne udtalelse: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd.“ — 2 Mosebog 33:19; 34:6, 7.
12. Hvordan kom Jehovas godhed til udtryk i Moseloven?
12 På Moses’ tid gav Jehova Israels nydannede nation et retssystem hvorigennem uforsætlige syndere kunne opnå en foreløbig, eller symbolsk, tilgivelse af synder. Gennem den lovpagt som Moses var mellemmand for, blev israelitterne Guds særlige folk, og de skulle bringe Jehova forskellige dyreofre som soning for deres synder og urene handlinger. Trods deres ufuldkommenhed kunne angrende israelitter fortsat nærme sig Jehova på en antagelig måde, i forvisningen om at deres tilbedelse behagede ham. Kong David, der tilhørte denne nation som var under Loven, havde tillid til Guds godhed i denne henseende. Han sagde: „Husk ikke mine ungdomssynder og mine overtrædelser. Lad det være med loyal hengivenhed du husker mig, for din godheds skyld, Jehova.“ — Salme 25:7.
13. Hvordan tilvejebragte Jehova en mere fyldestgørende ordning end ordningen med dyreofre for at menneskene kunne få tilgivet deres synder?
13 Jehovas godhed fik ham til at tilvejebringe en mere fyldestgørende og varig ordning hvorved mennesker kunne få tilgivelse for synd. Dette skete ved at Jesus, der var en efterkommer af kong David, ofrede sit liv. (Mattæus 1:6-16; Lukas 3:23-31) Jesus begik ikke synd. Da han døde var det liv han ofrede derfor af stor værdi, og Gud tog imod det som en genløsning der kunne gælde for alle Adams syndige efterkommere. Apostelen Paulus skrev: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed, og det er som en fri gave at de ved hans ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus. Gud har fremstillet ham som et offer til forsoning ved tro på hans blod.“ — Romerne 3:23-26.
14. Hvilke fremtidshåb er stillet mennesker i udsigt på grund af genløsningsofferet?
14 Troen på Jesu genløsningsoffer udvirker langt mere for kristne end de dyreofre israelitterne bragte under Lovpagten. Jesu genløsningsoffer har ført til at et begrænset antal kristne er blevet erklæret retfærdige og ved Guds ånd er blevet antaget som hans sønner. Derved er de blevet Jesu brødre og har fået håb om at blive oprejst som åndeskabninger for at regere sammen med ham i det himmelske rige. (Lukas 22:29, 30; Romerne 8:14-17) Det er tankevækkende at Gud har givet skabninger på denne lille planet, Jorden, sådanne fremtidsudsigter. Der er stadig en lille gruppe med dette håb tilbage på jorden. Men for millioner af andre kristne vil det at tro på genløsningen betyde at de får mulighed for at opnå det som Adam og Eva mistede — evigt liv på en paradisisk jord. Lovpagten alene kunne hverken give dem der overholdt den håb om en himmelsk eller en jordisk fremtid.
15. Hvad indbefatter den gode nyhed?
15 Det er derfor meget passende at budskabet om denne nye ordning som Gud indførte ved Jesus Kristus, bliver kaldt „den gode nyhed“, for den afspejler Guds godhed. (2 Timoteus 1:9, 10) I Bibelen bliver den gode nyhed nogle gange kaldt ’den gode nyhed om riget’. I dag drejer denne gode nyhed sig især om at Riget er blevet oprettet med den opstandne Jesus som konge. (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 11:15; 14:6, 7) Men den gode nyhed omfatter mere. Som det fremgår af Paulus’ ord til Timoteus i ovennævnte skriftsted, handler den også om at Jesus bragte et genløsningsoffer til gavn for os. Uden dette offer ville vi ikke have mulighed for at opnå et antageligt forhold til Gud og blive frelst. Det ville heller ikke være muligt at oprette et rige bestående af Jesus og 144.000 præster og konger fra jorden. Genløsningen er en storslået manifestation af Guds godhed.
Guds godhed i dag
16, 17. Hvordan blev Hoseas 3:5 opfyldt (a) i 537 f.v.t.? (b) i 1919?
16 Med hensyn til „de sidste dage“ skrev apostelen Paulus advarende: „Menneskene vil være . . . uden kærlighed til det gode.“ (2 Timoteus 3:1-3) Man ville end ikke sætte pris på sådanne normale udtryk for godhed som gavmildhed og et godt naboskab. Den hjertevarmende profeti i Hoseas 3:5 er derfor opmuntrende: „Israels sønner [vil] vende om og søge efter Jehova, deres Gud, og efter David, deres konge; og de vil komme bævende til Jehova og til hans godhed i de sidste dage.“
17 Denne profeti fik sin første opfyldelse i 537 f.v.t. da jøderne vendte tilbage til det forjættede land fra fangenskabet i Babylon. I nyere tid begyndte profetien at få sin opfyldelse i 1919 da resten af det åndelige Israel kom ud af Satans organisation og oprigtigt begyndte at søge Jehova og hans godhed. De fandt at „David, deres konge“, i skikkelse af Jesus Kristus havde regeret i himmelsk magt siden 1914. Begejstrede begyndte de under hans ledelse fra himmelen at forkynde denne gode nyhed for nationerne. På denne måde begyndte de at opfylde befalingen i Mattæus 24:14: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“
18. Hvem har sluttet sig til resten af det åndelige Israel i arbejdet med at forkynde den gode nyhed?
18 I dag har „en stor skare“ som også priser Guds godhed, sluttet sig til resten af de salvede. (Åbenbaringen 7:9) Over fire millioner gentager i dag det som engelen i apostelen Johannes’ syn bekendtgjorde, idet de for alle nationer forkynder: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet, ja tilbed ham som har dannet himmelen og jorden og hav og vandkilder.“ — Åbenbaringen 14:7.
19. Nævn et af de største udtryk for Guds godhed.
19 Et af de største udtryk for Guds godhed er at han lader os være hans medarbejdere i dette store forkyndelsesarbejde. Det er en stor forret at vi har fået betroet „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“. (1 Timoteus 1:11) Ved at vi forkynder for andre og underviser dem, lægger vi i vid udstrækning Guds ånds frugt godhed for dagen. Derved viser vi at vi har den samme indstilling som Guds tjener David, der sagde: „De vil lade ord vælde frem til minde om din godheds overflod, og de vil råbe af glæde over din retfærdighed.“ — Salme 145:7.
20. Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?
20 Men viser vi kun godhed ved at forkynde den gode nyhed for andre? Nej, bestemt ikke! Vi opfordres til at blive „Guds efterlignere, som elskede børn“. (Efeserne 5:1) Guds godhed kommer til udtryk på forskellige måder. Også for vort vedkommende er der mange måder at vise godhed på. Dette vil blive behandlet i den følgende artikel.
[Fodnote]
a Åndens frugter er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvordan afspejler skaberværket Guds godhed?
◻ Hvilken foranstaltning tilvejebragte Jehova for at kunne tilgive angrende mennesker deres synder?
◻ Hvornår kom den salvede rest til Jehova og hans godhed, som en opfyldelse af Hoseas 3:5, og hvad medførte dette?
◻ Hvad er et af de største udtryk for Guds godhed i dag?
[Illustration på side 15]
Skaberværket vidner om Guds store godhed
[Illustration på side 16]
At vi får lov til at være med i forkyndelsesarbejdet er et udtryk for Guds store godhed