Jehovas domsdag er nær!
„Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.“ — ZEFANIAS 1:14.
1. Hvilke advarende ord udtalte Gud gennem Zefanias?
JEHOVA GUD vil inden længe gribe ind over for de ugudelige. Hør hans advarende ord: „Jeg vil rive mennesker . . . bort. . . . jeg vil udrydde menneskene fra jordens flade.“ (Zefanias 1:3) Disse ord af den suveræne Herre Jehova blev udtalt gennem hans profet Zefanias, som muligvis var en tipoldesøn af den trofaste kong Ezekias. Erklæringen, der blev fremsat på kong Josias’ tid, lovede ikke godt for de ugudelige i Judas land.
2. Hvorfor kunne Josias’ bestræbelser ikke afværge Jehovas domsdag?
2 De profetier Zefanias fremsatte, hjalp uden tvivl den unge kong Josias til at forstå at Juda måtte renses for al afgudsdyrkelse. Men Josias’ bestræbelser for at rense landet for falsk religion resulterede ikke i at al ugudelighed blev fjernet, og heller ikke i at hans farfars, kong Manasses, synder blev sonet. Om Manasse hed det at han havde „fyldt Jerusalem med uskyldigt blod“. (2 Kongebog 24:3, 4; 2 Krønikebog 34:3) Jehovas domsdag var derfor uundgåelig.
3. Hvordan kan vi vide at det er muligt at overleve „Jehovas vredes dag“?
3 Der ville dog være nogle som overlevede denne frygtindgydende dag. Derfor gav Guds profet følgende opfordring: „Før forordningen føder, før dagen er fløjet bort som avner, før Jehovas brændende vrede kommer over jer, før Jehovas vredes dag kommer over jer, søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ (Zefanias 2:2, 3) Ja, det var muligt at overleve Jehovas domsdag. Med dette i tanke vil vi nu gennemgå Zefanias’ Bog i Bibelen. Den blev skrevet i Juda før år 648 f.v.t., og den er en del af Guds „profetiske ord“ som vi alle gør vel i at give agt på. — 2 Peter 1:19.
Jehova rækker hånden ud
4, 5. Hvordan blev Zefanias 1:1-3 opfyldt i forbindelse med de ugudelige i Juda?
4 „Jehovas ord“ til Zefanias indledes med den advarsel der er citeret ovenfor. Gud erklærer: „’Jeg vil visselig rive alt bort fra jordens flade,’ lyder Jehovas udsagn. ’Jeg vil rive mennesker og dyr bort. Jeg vil rive himmelens flyvende skabninger og havets fisk og snublestenene sammen med de ugudelige bort; og jeg vil udrydde menneskene fra jordens flade,’ lyder Jehovas udsagn.“ — Zefanias 1:1-3.
5 Jehova ville gøre ende på ondskab og ugudelighed i Judas land. Hvem ville Gud bruge som sit redskab til at „rive alt bort fra jordens flade“? Eftersom Zefanias øjensynlig virkede som profet i den første del af kong Josias’ regeringstid, der begyndte i 659 f.v.t., må hans profetiske ord pege frem til babyloniernes ødelæggelse af Juda og dets hovedstad, Jerusalem, i 607 f.v.t. På det tidspunkt blev de ugudelige i Juda ’revet bort’.
6-8. Hvad blev der forudsagt i Zefanias 1:4-6, og hvordan blev denne profeti opfyldt i fortidens Juda?
6 I Zefanias 1:4-6 forudsiges det at Gud vil gribe ind over for afgudsdyrkerne. Her står der: „Jeg vil række min hånd ud mod Juda og mod alle Jerusalems indbyggere, og jeg vil udrydde Ba’als rest fra dette sted og afgudspræsternes navn sammen med præsterne, og dem der på tagene bøjer sig for himmelens hær, og dem der bøjer sig idet de sværger troskab til Jehova og sværger ved Malkam, og dem som trækker sig tilbage fra at følge Jehova og som ikke søger Jehova og ikke rådspørger ham.“
7 Jehova havde rakt hånden ud mod Judas og Jerusalems indbyggere. Han var besluttet på at udrydde dem der dyrkede den kana’anæiske frugtbarhedsgud Ba’al. Forskellige lokale guddomme blev kaldt Ba’al fordi deres tilbedere mente at de ejede eller beherskede de pågældende steder. Et eksempel er den Ba’al som moabitterne og midjanitterne dyrkede på bjerget Peor. (4 Mosebog 25:1, 3, 6) Jehova ville udrydde ba’alspræsterne i hele Juda, også de troløse levitpræster der overtrådte Guds lov ved at have fællesskab med ba’alspræsterne. — 2 Mosebog 20:2, 3.
8 Gud ville også udrydde dem der ’bøjede sig for himmelens hær’, idet de åbenbart gav sig af med astrologi og tilbad solen. (2 Kongebog 23:11; Jeremias 19:13; 32:29) Hans vrede ville desuden komme over dem der forsøgte at blande den sande tilbedelse med falsk religion ved at ’sværge troskab til Jehova og sværge ved Malkam’, der sandsynligvis er den samme som Molek, ammonitternes hovedguddom. Dyrkelsen af Molek indbefattede børneofringer. — 1 Kongebog 11:5; Jeremias 32:35.
Enden er nær for kristenheden!
9. (a) Hvad har kristenheden gjort sig skyldig i? (b) Hvad bør vi være besluttede på, i modsætning til Judas utro indbyggere?
9 Alt dette har en slående lighed med forholdene i kristenheden, der er fyldt med falsk religion og giver sig af med astrologi. Det er afskyeligt at millioner af menneskeliv er blevet ofret på krigens alter med gejstlighedens støtte. Lad os aldrig blive som de utro i Juda, der ’trak sig tilbage fra at følge Jehova’. De blev ligeglade med ham og søgte eller rådspurgte ham ikke længere. Lad os i stedet bevare vores uangribelighed over for Gud.
10. Hvordan vil du forklare den profetiske betydning af Zefanias 1:7?
10 Profetens næste ord passer både på overtræderne i Juda og de ugudelige i vor tid. I Zefanias 1:7 står der: „Vær stille for den suveræne Herre Jehova; for Jehovas dag er nær; for Jehova har forberedt et slagtoffer; han har helliget dem han har indbudt.“ „Dem han har indbudt“, var øjensynlig Judas kaldæiske fjender. ’Slagtofferet’ var selve Juda og dets hovedstad. Med disse ord forkyndte Zefanias derfor at Gud havde til hensigt at ødelægge Jerusalem, og profetien pegede også frem til kristenhedens udslettelse. Ja, i betragtning af hvor nær Guds domsdag er i vor tid, bør hele verden ’være stille for den suveræne Herre Jehova’ og høre hvad han siger gennem den „lille hjord“ af Jesu salvede disciple og deres medarbejdere, de „andre får“. (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Enhver som ikke vil lytte, og som dermed sætter sig op imod Guds riges styre, vil blive tilintetgjort. — Salme 2:1, 2.
Snart vil der lyde hyl!
11. Hvad er tanken i Zefanias 1:8-11?
11 Om Jehovas dag siges der videre i Zefanias 1:8-11: „’På Jehovas slagtoffers dag vil jeg rette min opmærksomhed mod fyrsterne og kongens sønner og alle der klæder sig i fremmed dragt. Og jeg vil rette min opmærksomhed mod enhver der klatrer op på forhøjningen på den dag, dem der fylder deres herrers hus med vold og svig. Og på den dag kommer der,’ lyder Jehovas udsagn, ’et højt råb fra Fiskeporten og et hyl fra den anden bydel og braget af et stort sammenbrud fra højene. Hyl, I der bor i Maktesj, for alle handelsfolkene er bragt til tavshed; alle der afvejer sølv er udryddet.’“
12. Hvad indebærer det at nogle „klæder sig i fremmed dragt“?
12 Kong Josias ville blive efterfulgt af Jehoahaz, Jojakim og Jojakin. Derefter kom Zedekias, i hvis regeringstid Jerusalem ville blive ødelagt. Trods denne snarlige katastrofe var der øjensynlig nogle som forsøgte at blive accepteret af nabolandene ved at ’klæde sig i fremmed dragt’. Sådan er der også mange i dag som på forskellige måder viser at de ikke er en del af Jehovas organisation. Da de i virkeligheden tilhører Satans organisation, vil de blive straffet.
13. Hvad ville der ifølge Zefanias’ profeti ske når babylonierne gik til angreb på Jerusalem?
13 Denne regnskabets „dag“ for Juda er den dag Jehova vil eksekvere dommen over sine fjender, gøre ende på ugudelighed og fastslå sin suverænitet. Når babylonierne gik til angreb på Jerusalem, ville der lyde et højt råb fra Fiskeporten. Den havde muligvis fået dette navn fordi den lå i nærheden af fisketorvet. (Nehemias 13:16) Babylons horder ville trænge ind gennem det kvarter i Jerusalem der kaldtes den anden bydel. „Braget af et stort sammenbrud fra højene“ kan være lyden af kaldæerne der nærmede sig. Der ville lyde „et hyl“ fra indbyggerne i Maktesj, måske den øvre ende af Tyropøonsdalen. Hvorfor ville de hyle? Fordi al handel var hørt op, deriblandt ’afvejningen af sølv’.
14. Hvor grundigt ville Jehova ransage dem der hævdede at tilbede ham?
14 Hvor grundigt ville Jehova ransage dem der hævdede at tilbede ham? Profetien fortsætter: „Til den tid vil jeg omhyggeligt gennemsøge Jerusalem med lamper, og jeg vil rette min opmærksomhed mod de mænd der er stivnede som vin på bundfaldet, dem der siger i deres hjerte: ’Jehova gør hverken godt eller ondt.’ Og deres velstand bliver til plyndringsgods og deres huse til en ødemark. Og de vil bygge huse, men ikke komme til at bo der; og de vil plante vingårde, men ikke komme til at drikke vinen derfra.“ — Zefanias 1:12, 13.
15. (a) Hvad ville der ske med Jerusalems frafaldne præster? (b) Hvordan vil det gå dem der i dag praktiserer falsk religion?
15 Jerusalems frafaldne præster blandede tilbedelsen af Jehova med falsk religion. Selv om de følte sig trygge, ville Gud finde frem til dem som med lysende lamper hvis lys trængte ind i det åndelige mørke de havde søgt tilflugt i. Ingen ville undslippe proklamationen og eksekveringen af Guds dom. De selvtilfredse frafaldne var faldet til ro som bundfaldet i et vinfad. De ønskede ikke at blive forstyrret af et budskab om at Gud snart ville gribe ind i menneskenes anliggender, men de ville ikke undslippe eksekveringen af Guds dom over dem. De der i dag praktiserer falsk religion, deriblandt medlemmerne af kristenheden og de der er faldet fra tilbedelsen af Jehova, vil heller ikke undslippe. De tror ikke at vi lever i „de sidste dage“ og siger i deres hjerte: „Jehova gør hverken godt eller ondt.“ Men de tager fejl! — 2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:3, 4, 10.
16. Hvad ville der ske når Gud eksekverede sin dom over Juda, og hvordan bør kundskaben om dette påvirke os?
16 De frafaldne i Juda blev advaret om at babylonierne ville udplyndre dem, ødelægge deres huse og stjæle frugten i deres vingårde. Materielle ting ville være uden værdi når Gud eksekverede sin dom over Juda. Det samme vil være tilfældet når Jehovas domsdag kommer over den nuværende tingenes ordning. Lad os derfor have et åndeligt syn på tingene og ’samle os værdier i himmelen’ ved at lade tjenesten for Jehova komme først i vort liv. — Mattæus 6:19-21, 33.
„Jehovas store dag er nær“
17. Hvor nær er Jehovas domsdag ifølge Zefanias 1:14-16?
17 Hvor nær er Jehovas domsdag? Ifølge Zefanias 1:14-16 giver Gud denne forsikring: „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt. Lyden af Jehovas dag er bitter. Den vældige kriger skriger dér. Den dag er en dag med heftig vrede, en dag med kval og trængsel, en uvejrets og ødelæggelsens dag, en mørkets og mulmets dag, en dag med skyer og tykt mulm, en hornets og alarmsignalets dag, mod de befæstede byer og mod de høje hjørnetårne.“
18. Hvorfor bør vi ikke tro at Jehovas domsdag ligger langt ude i fremtiden?
18 Judas egensindige præster, fyrster og indbyggere blev advaret om at ’Jehovas store dag var nær’. For Juda ville Jehovas dag ’komme meget hurtigt’. I vor tid bør man heller ikke tro at den dag da Jehova eksekverer dommen over de ugudelige, ligger langt ude i fremtiden. Ligesom Gud handlede hurtigt i Juda, sådan vil han også handle hurtigt når han i vor tid eksekverer sin dom. (Åbenbaringen 16:14, 16) Det bliver en bitter tid for alle der ikke antager den sande tilbedelse og ikke giver agt på Jehovas advarsler som lyder gennem hans vidner.
19, 20. (a) Hvad skete der da Gud udøste sin vrede over Juda og Jerusalem? (b) Hvilke spørgsmål kan man stille i betragtning af den selektive tilintetgørelse der vil ramme denne tingenes ordning?
19 Da Gud udøste sin vrede over Juda og Jerusalem, var det „en dag med kval og trængsel“. De babyloniske angrebsstyrker voldte mange lidelser for Judas indbyggere, blandt andet mentale kvaler på grund af død og ødelæggelse. Denne „uvejrets og ødelæggelsens dag“ var en dag med mørke, skyer og tykt mulm, måske ikke blot billedligt, men også bogstaveligt, fordi der var røg og død overalt. Det var „en hornets og alarmsignalets dag“. Men alarmen lød til ingen nytte.
20 Jerusalems vægtere så hjælpeløst til da babyloniske stormbukke væltede „de høje hjørnetårne“. I vor tid vil denne verdens militæranlæg heller ikke være til nogen nytte over for de våben Gud har til rådighed i himmelen, og som han vil bruge ved en selektiv tilintetgørelse. Håber du at få lov til at overleve? Har du taget et fast standpunkt for Jehova, han som ’vogter alle der elsker ham, men vil tilintetgøre alle de ugudelige’? — Salme 145:20.
21, 22. Hvordan vil Zefanias 1:17, 18 blive opfyldt i vor tid?
21 Det er en skrækindjagende domsdag der profeteres om i Zefanias 1:17, 18. „Jeg vil volde menneskene kval,“ siger Jehova Gud, „og de skal gå som blinde; for det er mod Jehova de har syndet. Og deres blod skal udgydes som støv, og deres indvolde som skarn. Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne udfri dem på Jehovas heftige vredes dag; og ved hans nidkærheds ild bliver hele jorden fortæret, for han gør ende, ja forfærdende ende, på alle der bor på jorden.“
22 Ligesom på Zefanias’ tid vil Jehova snart volde kval for „alle der bor på jorden“, alle der nægter at give agt på hans advarende ord. De vil gå omkring lige så hjælpeløse som var de blinde, og de vil ikke kunne finde udfrielse, for de har syndet mod Gud. På Jehovas domsdag vil deres blod ’blive udgydt som støv’, som noget ganske værdiløst. De vil lide en vanærende død, for Gud vil lade ligene af de ugudelige — ja, selv deres indvolde — ligge på jorden „som skarn“.
23. Hvilket håb indeholder Zefanias’ profeti, selv om overtrædere ikke vil undslippe „Jehovas heftige vredes dag“?
23 Ingen kan frelse dem der kæmper mod Jehova og hans folk. Hverken sølv eller guld kunne udfri de ugudelige i Juda, og stor rigdom eller bestikkelse vil heller ikke kunne købe beskyttelse eller udfrielse når „Jehovas heftige vredes dag“ kommer over kristenheden og resten af denne tingenes ordning. På denne afgørelsens dag vil „hele jorden“ blive fortæret af Guds nidkærheds ild når han udrydder de ugudelige. Eftersom vi tror på Guds profetiske ord, er vi overbeviste om at vi nu befinder os langt fremme på „endens tid“. (Daniel 12:4) Jehovas domsdag er nær, og han vil snart eksekvere hævnen over sine fjender. Zefanias’ profeti indeholder imidlertid også et håb om udfrielse. Hvad skal der da til for at vi kan blive skjult på Jehovas vredes dag?
Hvad vil du svare?
• Hvordan blev Zefanias’ profeti opfyldt på Juda og Jerusalem?
• Hvordan vil det gå kristenheden og alle de ugudelige i vor tid?
• Hvorfor skal vi ikke tro at Jehovas domsdag ligger langt ude i fremtiden?
[Illustration på side 13]
Zefanias forkyndte frimodigt at Jehovas domsdag var nær
[Kildeangivelse]
Fra the Self-Pronouncing Edition of the Holy Bible, som indeholder King James Version og Revised Standard Version
[Illustration på side 15]
Jehovas dag kom over Juda og Jerusalem da babylonierne gik til angreb i 607 f.v.t.
[Illustration på side 16]
Håber du at få lov til at overleve når Jehova udsletter de ugudelige?