KAPITEL SYV
Tjen Jehova i overensstemmelse med hans høje normer
1. Hvad mente indbyggerne i Jerusalem på Zefanias’ tid om Jehovas normer?
„JEHOVA gør hverken godt eller ondt.“ Sådan tænkte indbyggerne i Jerusalem på Zefanias’ tid. De mente ikke at Jehova forventede at de levede op til nogen specielle normer. Zefanias sagde at de var „stivnede som vin på bundfaldet“. Dermed mente han at de som vin der skal stå uforstyrret mens den lagres, ønskede at forblive uforstyrrede i deres behagelige tilværelse uden at nogen greb ind i den ved at forkynde et domsbudskab fra Gud. Men Gud sagde at han „omhyggeligt [ville] gennemsøge Jerusalem med lamper“ og ’rette sin opmærksomhed’ mod dem der tilsidesatte hans normer. Ja, Jehova fastsætter normer der skal overholdes, og lægger mærke til hvordan hans folk betragter dem. — Zefanias 1:12.
2. Hvad er den almindelige indstilling til normer dér hvor du bor?
2 I dag er der heller ikke mange der bryder sig om at skulle følge bestemte normer. Man hører dem sige: „Gør som du har lyst til!“ Nogle tænker som så: ’Hvis jeg ikke har penge nok, eller jeg ikke kan få mine ønsker opfyldt, så er det i orden at jeg gør noget for at ændre det.’ De tænker ikke på hvad Gud mener om det, eller om han har nogen krav der skal opfyldes. Hvordan ser du på det? Tiltaler det dig at der er visse normer Skaberen har fastsat?
3, 4. Hvorfor sætter du pris på at der er fastsat visse normer på forskellige områder?
3 Mange der forkaster tanken om at skulle rette sig efter Guds normer, synes at det er helt i orden at mennesker fastsætter normer på forskellige områder. Hvad mener du for eksempel om de normer der gælder for drikkevand? De fleste steder fastsætter myndighederne normer for kvaliteten af det drikkevand borgerne skal have adgang til. Hvad nu hvis disse normer er sat for lavt? Så kan det medføre diarré og andre onder eller sygdomme der overføres med vandet, og det kan være farligt, især for børnene. Men højst sandsynligt har du gavn af de høje normer der gælder for drikkevand. „Hvis der ikke var nogen normer, ville vi snart lægge mærke til det,“ siger Det Internationale Standardiseringsorgan, ISO. „Vi er som regel ikke klar over hvor stor betydning fastsættelse af standarder har for et produkts kvalitet, sikkerhed, pålidelighed, effektivitet og fleksibilitet samt for at sådanne fordele opnås til en overkommelig pris.“
4 Hvis du mener at det er vigtigt at have visse normer på forskellige områder, er det så ikke rimeligt at forvente at Gud fastsætter høje normer for det folk der kaldes med hans navn? — Apostelgerninger 15:14.
ER GUDS NORMER RIMELIGE?
5. Hvordan viste Jehova gennem Amos at det var vigtigt at overholde hans normer?
5 Når man bygger et hus, er det vigtigt at de fastsatte normer overholdes. Hvis en mur ikke er lodret, kan hele bygningen blive skæv, og hvis væggene ikke slutter tæt, bliver huset måske ikke til at bo i. Dette var tanken med et syn som profeten Amos fik angående tilstanden i Israels tistammerige. Han levede i det niende århundrede før vor tidsregning, og i synet så han Jehova stå på en mur med „et blylod i hånden“. Gud sagde: „Se, jeg anbringer et blylod midt i mit folk Israel. Jeg vil ikke længere bære over med det.“ (Amos 7:7, 8) Et blylod er en klump bly der hænger i en snor, og som bruges til at afgøre om for eksempel en mur er fuldstændig lodret. Den mur som Amos så Jehova stå på, var „lavet efter et blylod“. Muren havde oprindelig været fuldstændig lodret, eller „lige“, men på Amos’ tid bestod israelitterne ikke længere prøven på at være „lige“ i åndelig forstand — de var som en mur der var skæv, og som måtte rives ned før den faldt sammen af sig selv.
6. (a) Hvilken tanke gøres der opmærksom på igen og igen hos de 12 profeter? (b) Hvilken begrundelse har vi for at Guds normer er rimelige?
6 Under dit studium af de 12 profeter vil du se at der igen og igen gøres opmærksom på at det er vigtigt at rette sig efter Guds normer. Budskaberne i deres bøger var ikke alle sammen fordømmelser af et folk som ikke levede op til Guds høje normer. Undertiden fandt Jehova ved sin undersøgelse at folket virkelig stod mål med dem. Det bekræfter at hans normer er rimelige, og at det er muligt for ufuldkomne mennesker at følge dem. Her er et eksempel.
7. Hvordan hjælper Zakarias os til at se at det er muligt for ufuldkomne mennesker at leve op til Jehovas normer?
7 Efter at de hjemvendte jøder havde lagt grundvolden til templet, gik byggearbejdet lidt efter lidt i stå. Gud sendte derfor profeterne Haggaj og Zakarias til dem for at opmuntre dem til at genoptage arbejdet. I et af de syner som Zakarias fik, lod Jehova ham se Judas landshøvding Zerubbabel med ’et tinlod’ i hånden da han anbragte topstenen som afslutning på templet. Det var bygget i overensstemmelse med Guds normer. (Zakarias 4:10) Læg her mærke til en interessant detalje i forbindelse med det fuldførte tempel. Der siges: „Disse syv er Jehovas øjne som skuer ud over hele jorden.“ Gud så Zerubbabel sætte topstenen på plads, og med sit ransagende blik så han at det genopbyggede tempel opfyldte hans normer. Så selvom Jehova fastsætter høje normer, kan mennesker altså opfylde dem. Opmuntret af Haggaj og Zakarias havde Zerubbabel og hans folk gjort det. Ligesom Zerubbabel kan du også opfylde Guds forventninger til dig. Er det ikke opmuntrende at vide det?
HVORFOR ACCEPTERE JEHOVAS NORMER?
8, 9. (a) Hvorfor er det på sin plads at Gud fastsætter normer for menneskene? (b) Hvorfor var det i orden at Gud krævede at israelitterne overholdt hans bud?
8 Som den der har skabt menneskene, har Gud ret til at fastsætte normer for dem og forvente at de overholder dem. (Åbenbaringen 4:11) Jehova behøver dog ikke at forklare alt i detaljer, for han har givet menneskene en samvittighed som en værdifuld rettesnor. (Romerne 2:14, 15) Det første menneskepar fik et direkte påbud om ikke at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“, der repræsenterede Guds ret til at fastsætte normer for hvad der er godt, og hvad der er ondt. Vi ved hvad der skete. (1 Mosebog 2:17; 3:1-19) Adam traf det forkerte valg, og Hoseas hentydede hertil da han skrev om israelitterne: „Men de har, som det jordiske menneske, overtrådt pagten.“ (Hoseas 6:7; se fodnoten) Hoseas viser her at israelitterne syndede med overlæg.
9 Hvordan havde de syndet? „De brød [Lov]pagten.“ (Den danske autoriserede oversættelse) Da Gud udfriede sit folk fra Ægypten, blev han dets ejer og havde klart nok ret til at fastsætte normer for det. Israelitterne gik ind på at adlyde pagten og dermed også på at leve efter dens normer. (2 Mosebog 24:3; Esajas 54:5) Men mange fulgte ikke dens påbud. De gjorde sig skyldige i blodsudgydelse, mord og utugt. — Hoseas 6:8-10.
10. Hvordan søgte Gud at hjælpe dem der ikke levede op til hans normer?
10 Jehova sendte profeter, som for eksempel Hoseas, til sit indviede folk for at hjælpe det. I slutningen af sin profetiske bog erklærede Hoseas: „Hvem er vís, så han forstår disse ting, forstandig, så han kender dem? For Jehovas veje er rette, og det er de retfærdige som går på dem; men overtræderne vil snuble på dem.“ (Hoseas 14:9) I kapitel 14 understreger Hoseas vigtigheden af at vende om til Jehova. De som var vise, ville forstå at Jehova anviste de veje der var rette, og som folket skulle vandre ad. Som en indviet tjener for Gud ønsker du uden tvivl fortsat at tjene Gud og at vandre på hans veje.
11. Hvorfor ønsker du at holde Guds bud?
11 Hoseas 14:9 peger også på det gavnlige i at vandre på Jehovas veje. Der er velsignelse forbundet med at leve op til Guds krav. Som den der har skabt os, kender han vores natur, og det han forventer af os, er til vort eget bedste. Som et eksempel på forholdet mellem os og Gud kan vi tænke på hvordan det forholder sig med en bil og den der har fremstillet den. Fabrikanten ved hvordan bilen er konstrueret og samlet. Han ved at bilen med regelmæssige mellemrum må have skiftet olie. Hvad ville der ske hvis du ignorerede dette krav, måske fordi du synes at motoren kører udmærket? Så vil motoren ret hurtigt brænde sammen. Noget lignende gælder menneskene. Skaberen har givet os visse bud vi må overholde. Det er til vort eget bedste. (Esajas 48:17, 18) Hvis vi forstår dét, er det en yderligere grund til at leve op til Guds normer, det vil sige holde hans bud. — Salme 112:1.
12. Hvordan kan man sige at båndet til Gud bliver stærkere ved at man vandrer i hans navn?
12 Den største belønning for at holde Guds bud er at det knytter os nærmere til Gud. Når vi lever efter hans normer og erfarer hvor rimelige og gavnlige de er, bliver vores kærlighed til Gud dybere. Profeten Mika gav en smuk beskrivelse af dette nære forhold da han sagde: „Alle folkeslagene vandrer hvert i sin guds navn; men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ (Mika 4:5) Det er et stort privilegium at få lov til at vandre i Jehovas navn, at ophøje hans navn og ry og anerkende hans myndighed i vort liv! Som en naturlig følge heraf ønsker vi at genspejle de samme egenskaber som han er i besiddelse af. Lad os hver især arbejde på at styrke det bånd der binder os til ham! — Salme 9:10.
13. Hvorfor er det ikke en negativ eller usund følelse at frygte Guds navn?
13 De der lever op til Guds normer og vandrer i hans navn, frygter dette navn. Det er ikke en negativ eller usund følelse. Jehovas forsikring til dem lyder: „For jer som frygter mit navn skal retfærdighedens sol skinne med lægedom i sine vinger, og I skal gå ud og stampe som staldkåde fedekalve.“ (Malakias 4:2) „Retfærdighedens sol“ i denne profeti er Jesus Kristus. (Åbenbaringen 1:16) Han ’skinner’ nu med åndelig lægedom og vil til sin tid ’skinne’ med fysisk lægedom for menneskene. Glæden hos dem der opnår denne helbredelse, sammenlignes med den glæde der ses hos fedekalvene når de lukkes ud af stalden og stamper i jorden af henrykkelse over at komme ud i det fri. Har du ikke allerede i stort mål erfaret denne udfrielse? — Johannes 8:32.
14, 15. Nævn nogle områder hvor det er gavnligt at følge Guds normer.
14 Endnu en måde hvorpå man kan få gavn af at overholde Guds normer, er ved at man får et bedre forhold til sine medmennesker. Habakkuk udtalte fem veer — over dem der nærede begær, dem der søgte uærlig vinding, dem der udgød blod, dem der lagde planer om at deltage i seksuelle udskejelser, og dem der tilbad afguder. (Habakkuk 2:6-19) Disse veråb viser klart at Jehova har fastsat visse normer for hvordan man bør leve. Men læg mærke til at fire af veråbene drejer sig om hvordan man skal behandle sine medmennesker. Hvis vi anlægger samme syn som Jehova, vil vi ikke skade vores næste. På den måde vil vi få et bedre forhold til de fleste mennesker.
15 Et tredje område hvor det er til gavn for os at følge Guds normer, er familielivet. I dag betragter mange skilsmisse som løsningen når der er tale om ægteskabelige uoverensstemmelser. Men gennem profeten Malakias sagde Jehova om sig selv: „Han hader skilsmisse.“ (Malakias 2:16) Vi skal senere se nærmere på Malakias 2:16, men læg i denne sammenhæng mærke til at Gud i sin visdom har fastsat normer for familiens medlemmer, og i den udstrækning de følger dem, vil der råde fred i familien. (Efeserne 5:28, 33; 6:1-4) Dog er vi alle ufuldkomne, så der vil opstå problemer. Men Gud, som „enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“, har givet et konkret eksempel på hvordan man kan løse selv alvorlige ægteskabelige uoverensstemmelser. Det vil vi komme nærmere ind på i et senere kapitel i denne bog. (Efeserne 3:15) Lad os nu se på hvad der yderligere hører med til at følge Guds normer.
„HAD DET ONDE OG ELSK DET GODE“
16. Hvordan er Jehovas normer forbundet med det der siges i Amos 5:15?
16 Det første menneske, Adam, traf et tåbeligt valg med hensyn til hvis normer for godt og ondt der var de bedste. Vil vi træffe et klogere valg? Amos opfordrede os til at nære stærke følelser i denne henseende, for han sagde: „Had det onde og elsk det gode.“ (Amos 5:15) Afdøde professor i semitiske sprog og semitisk litteratur ved University of Chicago William Rainey Harper har sagt om dette vers: „Normen for godt og ondt er efter [Amos’] opfattelse det der stemmer med Jahves vilje.“ Dette er en central idé hos de 12 profeter. Er vi villige til at acceptere Jehovas normer for godt og ondt? Disse høje normer åbenbares for os i Bibelen og forklares af de modne og erfarne kristne der udgør „den trofaste og kloge træl“. — Mattæus 24:45-47.
17, 18. (a) Hvorfor er det vigtigt at hade det onde? (b) Vis med et eksempel hvordan man kan opdyrke had til det onde.
17 Hvis vi hader det onde, vil det afholde os fra at gøre det der mishager Gud. En mand kan for eksempel være klar over faren ved at se pornografi på internettet og prøver at lade være med det. Men hvad føler han i „det indre menneske“ med hensyn til det han ser? (Efeserne 3:16) Hvis han følger den bibelske opfordring i Amos 5:15 og opdyrker had til det onde, vil det være lettere for ham at undgå det, og han vil på den måde kunne sejre i den åndelige kamp der foregår i ham.
18 Et andet eksempel. Kunne du tænke dig at bøje dig foran et afgudsbillede der blev dyrket med frugtbarhedsritualer? Alene tanken om det er frastødende, ikke sandt? Dog var det hvad israelitternes forfædre gjorde. Hoseas taler om hvordan de bedrev utugt foran Ba’al-Peor. (4 Mosebog 25:1-3; Hoseas 9:10) Åbenbart nævner Hoseas dette fordi ba’alsdyrkelsen var en af de større synder der blev begået i tistammeriget. (2 Kongebog 17:16-18; Hoseas 2:8, 13) Vi kan forestille os det afskyelige sceneri: israelitter som bøjede sig for afguderne under deres sexorgier! Når vi ved at Gud fordømte dette, vil det hjælpe os til at modstå de snarer og fristelser Satan stiller op via internettet. I dag er der mange som beundrer og tilbeder smukke kvinder og mænd der optræder som led i populær underholdning. Men de som har taget ved lære af profeternes advarsler mod afgudsdyrkelse, lader sig ikke friste af dette.
HAV GUDS ORD I TANKE
19. Hvad kan vi lære af det Jonas gjorde i fiskens bug?
19 Mens man arbejder på at holde fast ved Guds høje normer når man møder farer og fristelser, kan det ske at der opstår situationer hvor man føler sig usikker og ikke ved hvad man skal gøre. Hvordan klarer man en sådan situation hvis ens kraft mentalt og følelsesmæssigt ikke slår til? (Ordsprogene 24:10) Her kan vi lære noget af Jonas, der som et ufuldkomment menneske undertiden kom til kort. Husker du hvad han gjorde da han befandt sig i fiskens bug? Han bad til Jehova. Læg mærke til indholdet af hans bøn.
20. Hvordan kan du ruste dig til at gøre som Jonas?
20 Da Jonas bad til Gud „fra Sheols skød“, brugte han mange ord og udtryk som han kendte fra salmerne. (Jonas 2:2) Han var dybt fortvivlet og bønfaldt Jehova om barmhjertighed, og det var Davids ord der kom over hans læber. Sammenlign for eksempel det der siges i Jonas 2:3, 5, med ordene i Salme 69:1, 2.a Er det ikke tydeligt at Jonas var kendt med de salmer af David som han havde adgang til? Ord og udtryk fra disse salmer dukkede op i hans sind. Han havde Guds inspirerede ord ’i sit indre’. (Salme 40:8) Hvis du befinder dig i en kritisk situation, vil du så kunne genkalde dig nogle passende steder fra Guds ord? På et senere tidspunkt kan det være yderst nyttigt for dig at du har sørget for at blive bedre kendt med Guds ord så du er rustet til at træffe beslutninger og løse problemer i overensstemmelse med Guds normer.
NÆR EN SUND FRYGT FOR GUD
21. Hvad er nødvendigt hvis man vil holde sig til Guds normer?
21 Hvis man ønsker at følge Guds normer, er det naturligvis ikke nok blot at have Guds ord i sin hukommelse. Profeten Mika giver os yderligere indsigt i hvad der er brug for. Han siger: „Den der ejer praktisk visdom vil frygte dit navn.“ (Mika 6:9) En der ejer praktisk visdom — det vil sige en der i sit liv kan anvende det han har lært og fået kundskab om — må altså opdyrke frygt for Guds navn.
22, 23. (a) Hvorfor sendte Jehova Haggaj til de hjemvendte jøder? (b) Hvorfor kan du have tillid til at du vil kunne overholde Guds normer?
22 Hvordan lærer man at frygte Guds navn? Læg mærke til hvad profeten Haggaj udtalte efter landflygtigheden. I sin ultrakorte bog, der er på kun 38 vers, brugte han navnet Jehova 35 gange. Da Jehova kaldte Haggaj til profet i 520 f.v.t., var der gået 16 år uden at der var sket noget særligt med genopbygningen af templet i Jerusalem. Guds folk havde mistet modet på grund af fjendernes modstand. (Ezra 4:4, 5) Folket mente ikke at tiden var inde til at genopbygge templet. Men Jehova formanede: „Lad jeres hjerte give agt på jeres veje. . . . Byg huset, så jeg kan godkende det og blive æret.“ — Haggaj 1:2-8.
23 Landshøvdingen Zerubbabel, ypperstepræsten Josua og „hele den rest der var tilbage af folket, hørte da efter Jehova deres Guds røst . . . og folket frygtede Jehova“. Da svarede Jehova: „Jeg er med jer.“ Han ville støtte dem! Med Guds ånds hjælp „kom [hele folket] og udførte arbejdet på Hærstyrkers Jehovas, deres Guds, hus“. (Haggaj 1:12-14) Den sunde frygt for at mishage Jehova tilskyndede israelitterne, som havde været grebet af menneskefrygt, og de begyndte at handle trods modstanden.
24, 25. Vis med eksempler hvordan du kan anvende principperne i dette kapitel.
24 Hvad med dig? Hvis du gør dig klart hvilke bibelske normer der gør sig gældende i den situation du befinder dig i, vil du da have det fornødne mod til at frygte Jehova i stedet for mennesker? Måske du er en ung kvinde, og der på din arbejdsplads er en mand som er venlig, som viser dig opmærksomhed, og som gerne vil komme sammen med dig, men han har ikke de samme principper som du har. Kan du i den situation komme i tanker om et skriftsted som minder dig om Jehovas normer og farerne ved at ignorere dem? Hvad med Hoseas 4:11? „Utugt og vin og ny vin tager det gode motiv bort.“ Vil dét sammen med din gudsfrygt tilskynde dig til at holde fast ved Jehovas norm og sige nej hvis han inviterer dig med til en fest? Hvis han gør tilnærmelser, kan frygten for at mishage din kærlige Gud hjælpe dig til at ’flygte’. — 1 Mosebog 39:12; Jeremias 17:9.
25 Lad os nu vende tilbage til manden der prøver at modstå fristelsen til at se pornografi på internettet. Han kunne huske på ordene i Salme 119:37, der har form som en bøn: „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi.“ Og han kunne genkalde sig ordene i Jesu bjergprædiken: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Frygt for Jehova og ønsket om at rette sig efter Jehovas normer bør få en kristen til at vende sig bort fra alt hvad der kan fordærve. Når som helst du bliver fristet til at tænke eller handle i modstrid med Guds normer, prøv da at opelske større gudsfrygt. Og husk så hvad Jehova siger gennem Haggaj: „Jeg er med [dig].“
26. Hvad vil vi yderligere komme ind på?
26 Ja, det er muligt at tjene Jehova i overensstemmelse med hans høje normer og få gavn af det. Under dit fortsatte studium af de 12 profetiske bøger vil Guds normer, det han kræver af hver enkelt af os, komme til at stå endnu klarere for dig. Næste afsnit af denne bog vil komme ind på tre større områder inden for hvilke Jehova har fastsat værdifulde normer: vores adfærd, vores omgang med andre og vores familieliv.
a Sammenlign også Jonas 2:2, 4-9 med Salme 18:6; 31:22; 30:3; 142:3; 31:6 og 3:8, som er den rækkefølge hvori Jonas brugte udtrykkene.