JOBS BOG
Ifølge både jødiske og oldkristne forfattere er bogen skrevet af Moses. Sproget og stilen i de poetiske afsnit viser at den oprindelig er skrevet på hebraisk, og i dens prosastykker er der meget der minder om Pentateuken, hvilket tyder på at det er Moses der har skrevet den. I de 40 år Moses opholdt sig i Midjan, kan han have fået oplysning om Jobs prøvelser, og da Israels folk i 1473 f.v.t. befandt sig i nærheden af Uz på vej til det forjættede land, kan han have fået at vide hvordan det gik Job til sidst.
Dispositionen. Jobs Bog udmærker sig ved at den hovedsagelig består af en debat mellem en sand tjener for Jehova Gud og tre andre som hævdede at de tjente Gud, men som i deres forsøg på at korrigere Job røbede at deres lære på flere punkter var falsk. De troede fejlagtigt at Job blev straffet af Gud for en eller anden alvorlig og skjult synd. Ved at argumentere på dette grundlag kom de til at optræde som nogle der forfulgte Job. (Job 19:1-5, 22) Debatten består af en række indlæg i tre runder i hvilke alle fire deltog, bortset fra at Zofar ikke talte i sidste runde idet han var bragt til tavshed af Jobs argumentation. Derefter blev alle korrigeret af Jehovas talsmand, Elihu, og til sidst af Jehova selv.
Man bør derfor huske når man læser eller citerer bogen, at de argumenter der fremføres af Elifaz, Bildad og Zofar, er fejlagtige. Nu og da fremføres tanker som er rigtige, men den måde de anvendes på, og den sammenhæng de forekommer i, gør dem urigtige. Satan brugte denne fremgangsmåde over for Jesus Kristus dengang han „tog . . . ham med ind i den hellige by, og han stillede ham på templets tinde og sagde til ham: ’Hvis du er søn af Gud, så styrt dig ned, for der står skrevet: „Han vil give sine engle påbud om dig, og de vil bære dig på hænder, for at du aldrig skal støde din fod mod nogen sten.“’ Jesus sagde til ham: ’Der står også skrevet: „Du må ikke sætte Jehova din Gud på prøve.“’“ — Mt 4:5-7.
Jobs venner hævdede at Gud straffer de onde. Det er sandt. (2Pe 2:9) Men de drog den konklusion at alle de lidelser der rammer et menneske, er et resultat af vedkommendes synder, og at Gud på denne måde straffer vedkommende. Lidelser, sagde de, er et bevis på at den lidende har begået bestemte synder. De talte ikke sandt om Gud. (Job 42:7) De bagtalte ham. Sådan som de fremstillede Gud, var han ikke barmhjertig. De påstod at Gud ikke glædede sig over at et menneske bevarede sin uangribelighed, og at han ikke stolede på sine tjenere, end ikke på englene. Dette er i modstrid med Bibelens mange udtalelser om den kærlighed Jehova har til sine fornuftbegavede tjenere. Et eksempel på at Gud har tillid til og stoler på dem der tilbeder ham trofast, ses i de samtaler han havde med Satan, hvori han henledte opmærksomheden på Job og gav udtryk for den største tillid til Jobs loyalitet da han tillod Djævelen at prøve ham. Han beskyttede dog Jobs liv. (Job 2:6) Den kristne bibelskribent Jakob siger udtrykkeligt om Gud i forbindelse med Job at „Jehova er meget medfølende og barmhjertig“. — Jak 5:11.
Bogens betydning. Jobs Bog har betydning idet den, sammenholdt med 1 Mosebog 3:1-6 og andre skriftsteder, kaster lys over det store stridsspørgsmål om Guds retfærdighed i forbindelse med udøvelsen af det suveræne herredømme og viser at Guds jordiske tjeneres uangribelighed er en del af stridsspørgsmålet. Job kendte ikke noget til dette stridsspørgsmål, men han tillod ikke at hans tre venner fik ham til at tvivle på at han var uangribelig. (Job 27:5) Han forstod ikke hvorfor ulykkerne ramte ham, da han vidste at han ikke var en der fremturede i synd. Han var for optaget af at retfærdiggøre sig selv, men blev uden tvivl drevet til det af de anklager som hans tre venner hele tiden rettede mod ham. Han begik også en fejl ved at insistere på at få et svar fra Gud med hensyn til hvorfor han skulle lide. Han burde have forstået at ingen har ret til at spørge Jehova: „Hvorfor har du lavet mig sådan?“ (Ro 9:20) Ikke desto mindre var Jehova barmhjertig og svarede Job, både gennem sin tjener Elihu og ved selv at tale til Job ud fra stormen. Bogen understreger derfor kraftigt det urette i at forsøge at retfærdiggøre sig selv over for Gud. — Job 40:8.
Dens ægthed og værdi. Både Ezekiel og Jakob henviser til Job. (Ez 14:14, 20; Jak 5:11) Et stærkt argument for at bogen er kanonisk, er desuden det forhold at jøderne accepterede den på linje med de andre inspirerede bøger som hører til De Hebraiske Skrifter, selv om Job ikke var israelit. Men det stærkeste bevis på at bogen er ægte, er vel nok den harmoni der er mellem bogen og den øvrige del af Bibelen.
Bogen åbenbarer meget om hvad man troede, og hvilke skikke man havde i det patriarkalske samfund. Endvidere får den der studerer Bibelen, når han sammenligner denne bog med hvad Bibelen ellers siger, en god hjælp til bedre at forstå hvad der er Guds hensigt. Det er bemærkelsesværdigt at der fra så mange punkter i bogen kan trækkes paralleller til de tanker der udtrykkes andre steder i Bibelen, og nogle af dem er anført i oversigten på side 1145.
[Ramme på side 1144]
HOVEDPUNKTER I JOBS BOG
Beretningen om Jobs erfaringer da Satan rejste tvivl om hans uangribelighed over for Jehova
Sandsynligvis skrevet af Moses under Israels ørkenvandring, skønt Jobs prøvelser må have fundet sted nogle år før Moses blev født
Jobs velstand ophører, og han bliver ramt af sygdom da Jehova giver Satan lov til at prøve Job (1:1–2:10)
Satan påstår at Jobs retskaffenhed udelukkende skyldes selviskhed
Job mister sit hornkvæg og småkvæg og sine ti børn på én dag, men han bevarer sin uangribelighed
Han rammes af en afskyelig og smertefuld sygdom, men forbander ikke Gud; han forbliver trofast
Jobs tre venner, Elifaz, Bildad og Zofar, mødes efter fælles aftale for at gå hen og „vise ham deres deltagelse“ (2:11–3:26)
De sidder hos ham i syv dage uden at sige noget
Job bryder tavsheden med at forbande den dag han blev født
Han undrer sig over at Gud fortsat lader ham leve
De tre såkaldte trøstere debatterer i lange taler med Job (4:1–31:40)
De påstår at hans lidelser skyldes hans synder, og hævder at Job må være skyldig eftersom Gud behandler ham som en fjende
De prøver at overbevise Job herom ved at ty til forkerte ræsonnementer og bagtalelse og ved at henvise til overleveringer og syner de hævder at have set
De tre venner opfordrer Job til at bekende sine synder og vende om; derefter vil han få sin tidligere velstand tilbage, siger de
Job insisterer på at han er uskyldig; han forstår ikke hvorfor Jehova lader ham lide, men han bringer sine tre venner med deres falske anklager og dårlige råd til tavshed
I sine sidste ord stiller Job sit tidligere liv som en respekteret ældste i kontrast til sine nuværende ydmygende lidelser; han påpeger hvor påpasselig han har været med at undgå synd
Elihu, en ung tilhører til debatten, irettesætter Job og hans venner (32:1–37:24)
Han viser at Job har uret når han retfærdiggør sig selv i stedet for at retfærdiggøre Gud, og han går i rette med Jobs tre venner fordi de ikke gav Job det rette svar
Elihu ophøjer Jehova og understreger hans retfærdighed, upartiskhed, ære og almagt
Nu taler Jehova selv ud fra et stormvejr (38:1–42:6)
Jehova spørger Job hvor han var da jorden blev skabt, og om han forstår de vildtlevende skabningers underfulde veje; han påpeger således menneskets lidenhed i sammenligning med Guds storhed
Han spørger derefter om det er berettiget at Job finder fejl ved ham
Job indrømmer at han har talt uden den rette forståelse; han angrer „i støv og aske“
Jobs prøvelser ender, og hans uangribelighed belønnes (42:7-17)
Jehova giver udtryk for sit mishag med Elifaz, Bildad og Zofar fordi de ikke har talt sandt; han giver dem anvisning på at bringe ofre, og de skal anmode Job om at bede for dem
Job bliver helbredt da han beder for sine venner
Han bliver velsignet med dobbelt så meget småkvæg og hornkvæg som tidligere, og han får igen ti børn, syv sønner og tre døtre
[Oversigt på side 1145]
Jobs Bog
Sammenligningspunkt
Andre bibelhenvisninger
De døde ved ingenting, men er som de der sover
Præ 9:5, 10; Joh 11:11-14; 1Kor 15:20
Gud ser ikke som mennesker når han skal dømme
Guds store omsorg da han dannede mennesket
Gud lader nationerne vokse sig stærke og endog stå sammen imod ham så han med rette kan tilintetgøre dem med ét slag
Mennesket er født med synd og i trældom under døden
De dødes opstandelse
Den retfærdige bringes ikke til fald, uanset hvad der sker
Det er Jehovas hensigt at genløse (løskøbe, udfri) mennesker der har tro
Alle mennesker får samme endeligt; alle er lige i døden
De ugudelige volder ondt; dette er kristne udsat for
De ugudelige elsker mørket frem for lyset; lyset skræmmer dem
Alt er blottet for Jehovas øjne
Den frafaldne er ikke oprigtig i sin bøn til Gud og vil heller ikke blive hørt af ham
De der ser „syner“ som ikke stammer fra Gud, men fra deres eget hjerte, taler tomme ord
De retfærdige skal arve de rigdomme som de ugudelige har samlet
Kap 28
Mennesket kan ikke finde den sande visdom i ’naturens eller skaberværkets bog’, men kun hos Gud og ved at frygte ham
Usle, uforstandige lediggængere bruges til at forfølge Guds tjenere
At give mennesker ubibelske ærestitler er forkert
Alt køds liv er i Jehovas hånd
Sl 104:29, 30; Es 64:8; Apg 17:25, 28
Jehova er ikke partisk
Jehova fjerner og indsætter herskere som han vil
Det vigtigste er at ophøje Gud og hans retfærdighed
For Gud er alle ting mulige
Guds visdom er uransagelig
Andre bemærkelsesværdige sammenligningspunkter: Job 7:17 og Sl 8:4; Job 9:24 og 1Jo 5:19; Job 10:8 og Sl 119:73; Job 26:8 og Ord 30:4; Job 28:12, 13, 15-19 og Ord 3:13-15; Job 39:30 og Mt 24:28.