Hvad siger Bibelen?
Hvad galt er der ved at flirte?
„Hvorfor betragter mange flirteri som noget der er manipulerende, svigefuldt eller ondt? Det er det jo ikke! Det er en uskyldig leg der gavner begge parter fordi man får den anden til at føle sig tiltrækkende.“ — Susan Rabin, direktør for School of Flirting i New York.
MANGE opfatter det at flirte som noget normalt, uskyldigt og endog nødvendigt i forbindelse med at knytte og bevare et venskab. I de senere år har der i de vestlige lande været et stort udbud af forskellige bøger, artikler og særlige kurser som handler om de gestus, kropsholdninger og blikke der knytter sig til „kunsten at flirte“.
Hvad vil det sige at flirte? Det er der forskellige definitioner på. Ét leksikon beskriver flirt som „en letfærdig og indladende“ optræden. Munksgårds Fremmedordbog definerer flirt som „kurmageri uden alvorlige hensigter“. En der flirter, er altså en der lægger an på eller koketterer med en af det modsatte køn uden at have ægteskab for øje. Er det harmløst at flirte? Hvordan ser Bibelen på flirten?a
Selv om flirteri ikke nævnes direkte i Bibelen, er det alligevel muligt at finde ud af hvordan Gud ser på det. Hvordan? Ved at undersøge de bibelske principper der gælder på dette område. På den måde kan vi få vores „opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) Vi vil først se på hvorvidt det er passende for gifte at flirte.
Hvis man er gift
Det er helt naturligt for gifte par at vise hinanden ømme følelser når de er alene. (Jævnfør Første Mosebog 26:8.) Men at vise romantisk interesse over for en man ikke er gift med, er i modstrid med Guds principper. Det var Jehovas hensigt at ægtefæller skulle glæde sig over at have et nært og tillidsfuldt forhold til hinanden. (1 Mosebog 2:24; Efeserne 5:21-33) Han betragter ægteskabet som en hellig og varig forbindelse mellem en mand og en kvinde. Malakias 2:16 siger om Gud: „Han hader skilsmisse.“b
Er det at flirte med andre end ens ægtefælle foreneligt med Guds syn på ægteskabet? Nej, vedkommende viser grov mangel på respekt for Guds hellige ægteskabelige ordning. Efeserbrevet 5:33 befaler den kristne ægtemand at „elske sin hustru som sig selv“ og hustruen at „have dyb respekt for sin mand“. Kan man sige at man viser sin ægtefælle kærlighed og respekt hvis man flirter med andre og gør vedkommende jaloux?
Endnu mere alvorligt er det at flirten kan føre til ægteskabsbrud, en synd som Jehova stærkt fordømmer og betegner som troløshed. (2 Mosebog 20:14; 3 Mosebog 20:10; Malakias 2:14, 15; Markus 10:17-19) I Jehovas øjne er ægteskabsbrud så alvorlig en synd at han tillader den uskyldige part at lade sig skille. (Mattæus 5:32) Kan man da forestille sig at Jehova godkender at man giver sig af med så farlig en leg som flirteri? Gud accepterer det lige så lidt som kærlige forældre ville acceptere at deres lille barn legede med en skarp køkkenkniv.
Bibelen siger advarende om ægteskabsbrud: „Kan en mand samle ild i sin favn uden at hans klæder brændes? Kan en mand mon gå på gløder uden at hans fødder svides? Sådan er det også med den der går ind til sin næstes hustru. Ingen som rører hende slipper for straf.“ (Ordsprogene 6:27-29) Men selv om en flirtende person der er gift, ikke begår ægteskabsbrud, befinder han sig i en anden fare, nemlig faren for at begå „følelsesmæssig utroskab“.
Følelsesmæssig utroskab
Nogle har opdyrket venskaber med andre end deres ægtefælle og tilladt romantiske følelser at opstå uden at der dog har været tale om et seksuelt forhold. Jesus advarede imidlertid: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Hvorfor fordømmer Jesus lidenskab som man blot har i hjertet?
En af grundene er at det er ’fra hjertet der kommer ægteskabsbrud’. (Mattæus 15:19) Men selv om det ikke er kommet så vidt som til ægteskabsbrud, er et sådant forhold skadeligt. Hvorfor? En bog om emnet siger: „Enhver aktivitet og ethvert menneskeligt forhold der tapper en for den tid og energi der retteligt tilhører ens partner, er en form for utroskab.“ En der er følelsesmæssigt utro, berøver sin ægtefælle den tid, opmærksomhed og kærlighed som vedkommende har krav på. I lyset af Jesu befaling om at behandle andre som man selv ønsker at blive behandlet, bør den der flirter, spørge sig selv: ’Hvordan ville jeg føle det hvis min ægtefælle opførte sig på samme måde over for andre?’ — Ordsprogene 5:15-23; Mattæus 7:12.
Hvad bør den der er blevet følelsesmæssigt engageret i én han ikke er gift med, gøre? Vedkommende kan sammenlignes med en bilist der er ved at falde i søvn ved rattet. Det er vigtigt at han vågner op og hurtigt og beslutsomt skrider til handling før hans ægteskab og hans forhold til Gud bliver ødelagt. Jesus viste med en illustration hvor drastiske forholdsregler det kan være nødvendigt at tage. Han sagde at man skulle skille sig af med hvad det end måtte være der kunne synes lige så værdifuldt som et øje eller en hånd, hvis der var fare for at det kunne ødelægge ens forhold til Gud. — Mattæus 5:29, 30.
Det vil derfor være klogt at man begrænser sin kontakt med den tredje part. Man bør undgå at være alene med vedkommende, og hvis man er på samme arbejdsplads, må man forsøge at lade være med at tale så meget med vedkommende. Det kan endog være nødvendigt at bryde enhver forbindelse med den pågældende. Derefter må man bevidst anstrenge sig for at styre sine øjne, sine tanker, sine følelser og sin adfærd. (1 Mosebog 39:7-12; Salme 19:14; Ordsprogene 4:23; 1 Thessaloniker 4:4-6) Job, som var gift, satte et godt eksempel i den forbindelse. Han sagde: „Jeg har sluttet en pagt med mine øjne, så hvordan kunne jeg fæste mit blik på en jomfru?“ — Job 31:1.
Det er tydeligvis farligt og ubibelsk for en der er gift, at flirte med andre. Men hvad er Bibelens syn på flirt mellem ugifte? Er det en normal, harmløs eller endog nødvendig måde at opdyrke venskaber med det modsatte køn på? Kan det på nogen måde skade?
Hvad med ugifte?
Der er ikke noget forkert ved at to ugifte nærer romantiske følelser for hinanden, forudsat at det er med ægteskab for øje, og forudsat at de undgår en uren adfærd. (Galaterne 5:19-21) Parret viser måske hinanden en sådan interesse i de indledende faser af deres bekendtskab endnu mens ægteskab kun er en fjern mulighed. Dette er ikke nødvendigvis forkert hvis det er med henblik på et eventuelt giftermål. Her er der ikke tale om flirteri.
Hvad nu hvis to ugifte sender romantiske signaler til hinanden uden at mene noget med det? Det virker måske ret harmløst da de begge er ugifte. Men prøv at tænke over den følelsesmæssige skade det kan medføre. Hvis den flirtendes væremåde tages mere alvorligt end det var hensigten, kan det medføre store kvaler og hjertesorger. Hvor er det sandt, det der siges i Ordsprogene 13:12: „Langvarig forventning gør hjertet sygt, men et ønske der opfyldes er et livets træ.“ Selv om to bliver enige om at holde forholdet på et rent platonisk plan, hvordan kan nogen af dem så vide hvad den anden virkelig tænker eller føler? Bibelen siger: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ — Jeremias 17:9; jævnfør Filipperbrevet 2:4.
Tænk også på faren for at begå utugt, måske med sygdom eller en uønsket graviditet til følge. Bibelen forbyder utugt, og de der øver utugt, vil miste Guds gunst. Apostelen Paulus sagde advarende til de kristne at de for at undgå at blive fristet måtte ’gøre deres lemmer . . . døde med hensyn til utugt’ og undgå „seksuel lidenskab“, som fører til utugt. (Kolossenserne 3:5; 1 Thessaloniker 4:3-5) I Efeserbrevet 5:3 giver han os en formaning om at utugt ’end ikke bør nævnes’ på en sådan måde at det vækker forkerte ønsker. Flirteri harmonerer ikke med denne vejledning. Gud forbyder endog nedbrydende snak om sex.
Ifølge de bibelske principper kan det at flirte være ukærligt over for den man flirter med — et tegn på manglende respekt for Jehova. Bibelens vejledning angående uretmæssig flirten er både kærlig og rimelig, for den beskytter os mod mange problemer. De der elsker Gud, vil derfor afholde sig fra upassende flirten og „i al renhed“ behandle det modsatte køn med respekt. — 1 Timoteus 2:9, 10; 5:1, 2.
[Fodnoter]
a Flirten må ikke forveksles med det at være venlig eller selskabelig uden at have bagtanker.
b Se artiklen „Hvilken form for skilsmisse er det Gud hader?“ i Vågn op! for 8. februar 1994.
[Kildeangivelse på side 20]
© The Curtis Publishing Company