GAVER

At give gaver har fra de tidligste tider spillet en vigtig rolle i dagliglivet. Abrahams aldrende tjener gav Rebekka smykker efter at have fået bevis for at Jehova havde udpeget hende til at være Isaks hustru. (1Mo 24:13-22) Efter at have fået Labans og Betuels samtykke til ægteskabet gav Abrahams tjener Rebekka flere gaver, og han skænkede også „kostbare ting til hendes broder og til hendes moder“. (1Mo 24:50-53) Abraham overdrog senere Isak alle sine ejendele, men de sønner han havde med sine medhustruer, gav han gaver og sendte bort. — 1Mo 25:5, 6; jf. 2Kr 21:3.

Det var muligvis sædvane i patriarkalsk tid at give gaver til dem der havde været ude for modgang. Da Jehova vendte Jobs fangne tilstand, kom hans brødre, søstre og tidligere venner ikke blot for at trøste ham, men de „gav ham [også] hver et pengestykke, og hver en guldring“. — Job 42:10, 11.

Gaver der blev givet for at opnå fordele. Man gav ofte gaver for at opnå noget. Jakob skænkede sin broder Esau en imponerende gave bestående af husdyr for at opnå hans velvilje. (1Mo 32:13-18; 33:8) Når man tænker på at afvisning af en gave efter østerlandsk skik betød at man ikke ville opnå den ønskede begunstigelse, forstår man bedre at Jakob insisterede på at Esau skulle tage imod gaven. (1Mo 33:10) Jakobs sønner søgte at opnå velvilje hos Ægyptens fødevareadministrator (som havde talt hårdt til dem, men som i virkeligheden var deres egen broder Josef) ved efter deres faders råd at bringe ham en gave bestående af nogle af landets bedste varer. (1Mo 42:30; 43:11, 25, 26) Kong Asa af Juda sendte en gave af sølv og guld til Ben-Hadad for at få ham til at bryde sin pagt med kong Basja af Israel. — 1Kg 15:18, 19.

At gavmildhed kan resultere i fordele for giveren, understreges af følgende ordsprog: „Et menneskes gave åbner vejen for ham, og den fører ham frem foran de store.“ (Ord 18:16) En gave kan undertrykke vrede, men en mands forbitrelse mod en der begår utugt med hans hustru, kan ikke dæmpes, uanset hvor stor en gave den skyldige tilbyder. — Ord 21:14; 6:32-35.

Gaver til konger, profeter og andre. Det var efter alt at dømme skik og brug at de der fik foretræde for en konge, bragte ham gaver. Om nogle ’uslinge’ der ikke respekterede Saul, siges der at de ingen gave bragte ham. Især Salomon fik gaver i overflod af dem der kom fra fjerne lande for at høre hans visdom. Det var på grund af denne skik at de astrologer der kom for at se „jødernes konge“ som netop var blevet født, havde gaver med til det lille barn, Jesus. (1Sa 10:27; 1Kg 10:10, 24, 25; Mt 2:1, 2, 11; se også 2Kg 20:12; 2Kr 17:5.) De der ville rådspørge en profet, tog undertiden også en gave med til ham. (1Sa 9:7; 2Kg 8:8, 9) Men Guds profeter bad ikke om gaver som tak for deres hjælp og forventede dem heller ikke, som det sås da Elisa ikke ville modtage „en velsignelsesgave“ af Na’aman. — 2Kg 5:15, 16.

Man gav gaver som belønning til dem der havde fuldført en opgave med et godt resultat. (2Sa 18:11; Da 2:6, 48; 5:16, 17, 29) Ifølge Loven måtte en frigiven slave ikke sendes tomhændet bort, men skulle have en gave med i form af noget af småkvæget, noget fra tærskepladsen og noget fra olie- og vinpersen. (5Mo 15:13, 14) Også ved særlige lejligheder hvor der var grund til glæde, blev der givet gaver. — Est 9:20-22; jf. Åb 11:10.

I forbindelse med helligdommen. Gud udtog levitterne som en gave til Arons hus, som nogle der var givet til Jehova for at de skulle tjene ved helligdommen. (4Mo 18:6, 7) Gibeonitterne og andre som blev sat til at tjene ved helligdommen, blev kaldt netinim-folk, hvilket betyder „de givne“. (Jos 9:27; 1Kr 9:2; Ezr 8:20) De bidrag der blev givet til tjenesten ved helligdommen, og også ofrene, omtales som gaver. — 2Mo 28:38; 3Mo 23:37, 38; 4Mo 18:29; Mt 5:23, 24; Lu 21:1.

Eftersom Jehova er Skaberen, ejer han alt. Når der ydes materielle bidrag til fremme af den sande tilbedelse, er det derfor blot en del af det som man oprindelig har modtaget fra Gud, der gives tilbage. — Sl 50:10; 1Kr 29:14.

Advarsler angående gaver. Eftersom gaver i form af bestikkelse kan „ødelægge hjertet“ og „bøje retten“, bør man ifølge Bibelen hade sådanne gaver. De der tragter efter gaver, fordømmes. (5Mo 16:19, 20; Præ 7:7; Ord 15:27; Es 1:23; se BESTIKKELSE.) En mand der „roser sig af en gave som er løgn“ og ikke handler i overensstemmelse med sine ord, sammenlignes med vandtunge skyer og vind som ikke giver nedbør. (Ord 25:14) Den der giver gaver, har måske mange venner, men hans gavmildhed kan ikke sikre ham varige venskaber. — Ord 19:6.

De Kristne Græske Skrifter fordømmer stærkt visse skikke i forbindelse med det at give gaver. Jesus kritiserede de skriftlærde og farisæerne for at overtræde budet om at man skal ære sin fader og sin moder. Ifølge disse religiøse ledere kunne man unddrage sig forpligtelsen til at hjælpe sine forældre materielt hvis man erklærede at ens ejendele skulle være en gave der var viet til Gud, uden at man dermed mistede brugsretten til de pågældende ejendele. (Mt 15:1-6; se KORBAN.) Der er ingen ære forbundet med at give hvis man blot gør det for at få noget til gengæld. (Lu 6:30-36; 14:12-14) Hvis ens gavmildhed skal have Jehovas velbehag, må man give i uselviskhed og uden at prale. — Mt 6:2-4; 1Kor 13:3.

Gaver blandt kristne. De første kristne gav bidrag eller gaver til hjælp for deres nødlidende brødre. (Ro 15:26; 1Kor 16:1, 2) Sådanne gaver blev imidlertid givet frivilligt, som Paulus’ ord viser: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2Kor 9:7) Desuden hjalp man dem der, som apostelen Paulus, var helt optaget af den kristne tjeneste. Skønt Paulus satte stor pris på de gaver hans brødre sendte ham, tragtede han dog ikke efter at få sådanne gaver. — Flp 4:15-17.

Kristne kan give noget der er mere værdifuldt end materielle ting. Ved at bruge deres tid og deres færdigheder til gavn for andre kan de opbygge dem mentalt og åndeligt, hvilket bringer større lykke end materielle gaver. Den største gave man kan give, er forståelse af Guds ord, eftersom dette giver modtageren mulighed for at opnå evigt liv. — Joh 6:26, 27; 17:3; Apg 20:35; 2Kor 12:15; Åb 22:17; se også BARMHJERTIGHEDSGAVER.