Hvad er den gode nyhed om Guds rige?
Sidste år brugte 6.035.564 mennesker, unge såvel som gamle, 1.171.270.425 timer på at tale med andre om det, og de gjorde det i 235 lande over hele jorden. Ja, de talte ikke bare om det, men spredte også mere end 700 millioner tryksager der forklarer hvad det er. De uddelte desuden i tusindvis af kassettebånd og videobånd for at flere kunne lære om det. Hvad er „det“?
„DET“ er Guds rige. Aldrig før i historien er „denne gode nyhed om riget“ blevet forkyndt i så stort et omfang som man ser det ske nu. — Mattæus 24:14.
De der udfører dette arbejde med at forkynde og undervise, er alle frivillige. Ud fra en ydre betragtning virker de måske uegnede til opgaven. Men hvordan kan man så forklare det mod de besidder og de gode resultater de opnår? En væsentlig faktor er den kraft som ligger i selve budskabet, den gode nyhed om Guds rige. Denne nyhed drejer sig nemlig om nogle goder som menneskeheden vil få del i. Det er goder som alle længes efter — lykke, et godt styre, fred og sikkerhed, frihed for økonomiske vanskeligheder, og noget som de fleste ikke vil tro er muligt: et evigt liv! For de mennesker som søger efter meningen med livet, er dette godt nyt. Ja, du kan komme til at opleve disse velsignelser og flere til hvis du reagerer positivt på forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige.
Hvad er dette rige?
Hvad er da dette rige som den gode nyhed handler om? Det er det rige millioner har lært at bede om med de kendte ord: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.
Og det er det rige som den hebraiske profet Daniel omtalte for over 25 århundreder siden da han skrev: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.
Den gode nyhed handler altså om at Gud ved hjælp af dette rige, som er en regering, vil fjerne ondskaben og derefter råde over hele jorden med fred. Sådan vil dette rige virkeliggøre Skaberens oprindelige hensigt med menneskene og jorden. — 1 Mosebog 1:28.
„Himlenes rige er kommet nær“
Den første der for knap 2000 år siden forkyndte den gode nyhed om Guds rige offentligt, og gjorde det begejstret og helhjertet, var en mand der havde et udseende og en udstråling som påkaldte sig manges opmærksomhed. Denne mand var Johannes Døber, søn af den jødiske præst Zakarias og hans hustru Elisabet. Han bar en klædning af kamelhår og havde et læderbælte om lænden ligesom Elias, der forudskildrede ham. Men opmærksomheden samlede sig mest om hans budskab. „I må ændre sind“, bekendtgjorde han, „for himlenes rige er kommet nær.“ — Mattæus 3:1-6.
Johannes’ tilhørere var jøder der hævdede at de tilbad den sande Gud, Jehova. Deres nation havde omkring 1500 år tidligere modtaget Lovpagten gennem Moses. I Jerusalem stod stadig det pragtfulde tempel, hvor der blev bragt ofre i overensstemmelse med Loven, og jøderne var overbeviste om at de tilbad Gud på den eneste rigtige måde.
De der for alvor lyttede til Johannes, begyndte imidlertid at forstå at deres gudsdyrkelse ikke var hvad de troede den var. Deres læresætninger var blevet gennemsyret af græsk kultur og filosofi, og den lov de havde modtaget fra Gud gennem Moses, var blevet forvansket, ja, ligefrem gjort ugyldig af menneskeskabte dogmer og overleveringer. (Mattæus 15:6) Flertallet, som var blevet ført på vildspor af hårdhjertede og ubarmhjertige religiøse ledere, tilbad ikke længere Gud på en måde han kunne godkende. (Jakob 1:27) Det var nødvendigt at de angrede deres synder mod Gud og mod Lovpagten.
På det tidspunkt forventede mange jøder at den lovede Messias, eller Kristus, skulle træde frem, og nogle tænkte ved sig selv angående Johannes: „Kunne han måske være Messias?“ Men det benægtede Johannes. Han ledte dem i stedet hen til en anden, om hvem han sagde: „Jeg er ikke god nok til at løse remmen på hans sandaler.“ (Lukas 3:15, 16) Denne mand var Jesus, som Johannes præsenterede for sine disciple idet han erklærede: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ — Johannes 1:29.
Dette var virkelig en god nyhed, for det som Johannes her udpegede for alle, var i realiteten selve vejen til liv og lykke, nemlig Jesus, den som „tager verdens synd bort“. Som efterkommere af Adam og Eva er alle født under syndens og dødens tyranni. Romerne 5:19 forklarer det sådan: „Ligesom de mange gennem det ene menneskes [Adams] ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes [Jesu] lydighed blive stillet som retfærdige.“ Jesus skulle, som et offerlam, ’tage synden bort’ og råde bod på den sørgelige tilstand menneskene befandt sig i. „Den løn synden betaler er døden,“ oplyser Bibelen, „men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 6:23.
Da Jesus levede som et fuldkomment menneske — ja, det største menneske der har levet — tog han fat på at forkynde denne gode nyhed. I et af Bibelens evangelier fortælles der: „Efter at Johannes var arresteret gik Jesus til Galilæa, og han forkyndte Guds gode nyhed og sagde: ’Den fastsatte tid er udløbet, og Guds rige er kommet nær. I må ændre sind og I må tro på den gode nyhed.’“ — Markus 1:14, 15.
De der reagerede positivt på Jesu budskab og troede på den gode nyhed, blev rigt velsignet. I Johannes 1:12 står der: „Så mange som tog imod [Jesus], dem gav han bemyndigelse til at blive Guds børn, fordi de troede på hans navn.“ Som børn eller sønner af Gud kunne de se frem til at modtage det evige livs belønning. — 1 Johannes 2:25.
Men Guds riges velsignelser var ikke kun for dem der levede i det første århundrede. Som nævnt i indledningen bliver den gode nyhed forkyndt på hele jorden i dag, og der udføres et stort undervisningsarbejde. Det er altså stadig muligt at få del i Guds riges velsignelser. Hvad kan du gøre for at få disse velsignelser? Det vil blive behandlet i den følgende artikel.