Kapitel ni
Opstandelseshåbet — en kilde til styrke
1. Hvilke fremtidsudsigter ville der være for de døde hvis der ikke var noget håb om en opstandelse?
HAR du mistet nogen af dine kære i døden? Uden opstandelsen ville der ikke være noget håb om at få dem at se igen. De ville forblive i den tilstand som Bibelen beskriver på denne måde: „De døde ved slet ingenting, . . . for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [graven] hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:5, 10.
2. Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter er blevet mulige gennem opstandelsen?
2 Gennem opstandelsen har Jehova barmhjertigt åbnet mulighed for at utallige mennesker der er døde, kan vende tilbage fra døden og opnå evigt liv. Det betyder at vi kan have et vidunderligt håb om at vi en dag, i Guds nye verden, vil blive genforenet med dem af vore kære som er sovet ind i døden. — Markus 5:35, 41, 42; Apostelgerninger 9:36-41.
3. (a) På hvilke måder har opstandelsen vist sig at have stor betydning for gennemførelsen af Jehovas hensigt? (b) Hvornår kan opstandelseshåbet især give os styrke?
3 På grund af opstandelsen behøver vi ikke at nære en sygelig frygt for døden. Jehova kan, uden at det bliver til varig skade for hans trofaste tjenere, lade Satan prøve dem til det yderste i sit forsøg på at bevise sin onde påstand om at „et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl“. (Job 2:4) Jesus var trofast mod Gud helt til døden, og derfor oprejste Gud ham til liv i himmelen. Det betød at Jesus kunne frembære værdien af sit fuldkomne, opofrede menneskeliv for sin Faders himmelske trone, til gavn for os, så vi kan opnå evigt liv. Takket være opstandelsen har de der tilhører ’den lille hjord’ af Kristi medarvinger, håb om at blive forenet med ham i det himmelske rige. (Lukas 12:32) Andre har håb om en opstandelse til evigt liv i et paradis på jorden. (Salme 37:11, 29) For alle kristne er opstandelseshåbet en kilde til styrke „som er ud over det normale“, når de udsættes for prøvelser der stiller dem ansigt til ansigt med døden. — 2 Korinther 4:7.
Grundlæggende for den kristne tro
4. (a) I hvilken forstand er læren om opstandelsen en del af „grundlærdommen“? (b) Hvordan ser verden i almindelighed på denne lære?
4 Læren om opstandelsen er, som nævnt i Hebræerbrevet 6:1, 2, en del af „grundlærdommen“, en del af den grundlæggende tro vi må have for at kunne blive modne kristne. (1 Korinther 15:16-19) Denne bibelske lære er imidlertid fremmed for verdens tankegang i almindelighed. Flere og flere mangler åndeligt udsyn og mener at dette liv er alt hvad der er. For dem drejer det sig derfor om at nyde livet og få mest muligt ud af det. Så er der dem der holder sig til de traditionelle religiøse opfattelser — både inden for kristenheden og uden for — og som mener at de har en udødelig sjæl. Men denne opfattelse kan ikke forenes med Bibelens lære om en opstandelse, for hvis menneskene havde en udødelig sjæl, ville det ikke være nødvendigt med en opstandelse. Et forsøg på at forene disse to opfattelser giver ikke noget håb, men virker tværtimod forvirrende. Hvordan kan vi da hjælpe oprigtige mennesker der gerne vil finde frem til sandheden?
5. (a) Hvad må folk vide før de kan forstå hvad opstandelsen betyder? (b) Hvilke skriftsteder ville du bruge for at forklare hvad sjælen er, og hvilken tilstand de døde befinder sig i? (c) Hvad kan man gøre hvis nogen bruger en bibeloversættelse der synes at tilsløre sandheden?
5 Før folk kan forstå hvilket vidunderligt håb opstandelsen indebærer, må de have den rette forståelse af hvad sjælen er, og i hvilken tilstand de døde befinder sig. I mange tilfælde kan man forklare et sandhedssøgende menneske dette ved hjælp af nogle få skriftsteder. (1 Mosebog 2:7; Salme 146:3, 4; Ezekiel 18:4) Men nogle nye og frie oversættelser af Bibelen tilslører sandheden om sjælen. Det kan derfor være nødvendigt at se nærmere på de ord der bruges på Bibelens grundsprog.
6. Hvordan kan man hjælpe andre til at forstå hvad sjælen er?
6 I denne forbindelse er Ny Verden-Oversættelsen særlig værdifuld fordi den konsekvent gengiver det hebraiske ord næʹfæsj og det tilsvarende græske ord psychēʹ med „sjæl“. I tillægget til studieudgaven af denne oversættelse anføres mange af de skriftsteder hvor disse ord forekommer. Mange andre bibeloversættelser er ikke konsekvente i gengivelsen af disse ord. De gengiver dem ikke kun med „sjæl“, men også med „skabning“, „væsen“ og „liv“; „min næʹfæsj“ bliver måske gengivet med „jeg“, og „din næʹfæsj“ med „du“. Et grundigt studium af hvordan de hebraiske og græske ord for „sjæl“ bruges i Bibelen, vil hjælpe oprigtige bibellæsere til at forstå at de kan sigte til både mennesker og dyr. Men de giver ingen steder rum for den tanke at en levende skabning har en usynlig, udødelig sjæl der forlader legemet ved døden og fortsætter en bevidst eksistens et eller andet sted.
7. Hvordan vil du ud fra Bibelen forklare de dødes tilstand i Sheol? i Hades? i Gehenna?
7 Ny Verden-Oversættelsen er også konsekvent når den gengiver det hebraiske ord sje’ōl med „Sheol“, og de græske ord haiʹdēs og geʹenna med henholdsvis „Hades“ og „Gehenna“. Ordene „Sheol“ og „Hades“ betyder det samme. (Salme 16:10; Apostelgerninger 2:27) Bibelen viser at både Sheol og Hades sigter til menneskehedens fælles grav og er forbundet med døden, ikke med livet. (Salme 89:48; Åbenbaringen 20:13) Bibelen peger også på at det er muligt at vende tilbage fra graven ved en opstandelse. (Job 14:13; Apostelgerninger 2:31) Derimod giver den ikke noget håb om fremtidigt liv for dem der kommer i Gehenna, og der siges intet om at de har en bevidst eksistens dér. — Mattæus 10:28.
8. Hvordan kan den rette forståelse af opstandelsen påvirke et menneskes indstilling og handlinger?
8 Når man først har fået klarhed over disse spørgsmål, begynder man at forstå hvad opstandelsen kan betyde for en. Man begynder at få værdsættelse af den kærlighed Jehova har vist ved at træffe denne enestående ordning. Den sorg man føler når man har mistet nogle af sine kære i døden, kan blive lindret af håbet om at få dem at se igen i Guds nye verden. Forstår man disse spørgsmål, har man samtidig nøglen til forståelse af hvad Kristi død betyder. De første kristne forstod at Jesu Kristi opstandelse er af grundlæggende betydning for den kristne tro, idet den baner vejen for at andre kan blive oprejst. De forkyndte nidkært Jesu opstandelse og det håb den indebærer. De der i dag forstår og værdsætter dette, er lige så ivrige efter at fortælle andre om denne dyrebare sandhed. — Apostelgerninger 5:30-32; 10:42, 43.
Jesus bruger ’nøglen til Hades’
9. Hvem er de første der får gavn af at Jesus bruger „dødens og Hades’ nøgler“?
9 Alle som skal forenes med Kristus i hans himmelske rige, må dø en dag. Men de kender den forsikring han gav med ordene: „Jeg var død, men se! jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Hades’ nøgler.“ (Åbenbaringen 1:18) Hvad mente han med det? Han henviste til det han selv havde oplevet. Han havde selv været død. Men Gud havde ikke ladet ham blive i Hades. På den tredje dag havde han oprejst ham til åndeligt liv og skænket ham udødelighed. (Apostelgerninger 2:32, 33; 10:40) Gud havde desuden givet Jesus „dødens og Hades’ nøgler“ så han kunne udfri andre fra menneskehedens fælles grav og befri dem for virkningerne af Adams synd. Fordi Jesus har disse nøgler, kan han oprejse sine trofaste disciple fra de døde. De første der bliver oprejst, er de salvede medlemmer af hans menighed, som får udødeligt liv i himmelen — den samme dyrebare gave som han selv har fået af sin Fader. — Romerne 6:5; Filipperne 3:20, 21.
10. Hvornår bliver de trofaste salvede kristne oprejst?
10 Hvornår skulle de trofaste salvede kristne oprejses til liv i himmelen? Af Bibelen fremgår det at denne opstandelse allerede er begyndt. Apostelen Paulus forklarede at de salvede ville blive oprejst „under Messias’ nærværelse“, der begyndte i 1914. (1 Korinther 15:23) De trofaste salvede der fuldfører deres jordiske livsløb nu, under hans nærværelse, behøver ikke at vente i døden på deres Herres genkomst. Så snart de dør, bliver de oprejst i ånden, idet de „forvandles, i et nu, i et øjeblik“. De er lykkelige, for de gode gerninger de har gjort, „følger med dem“. — 1 Korinther 15:51, 52; Åbenbaringen 14:13.
11. Hvilken opstandelse vil derefter finde sted, og hvornår vil den begynde?
11 Men den opstandelse til liv i himmelen som Rigets arvinger får, er ikke den eneste opstandelse. Det at den i Åbenbaringen 20:6 kaldes „den første opstandelse“, vidner om at der må følge en anden opstandelse efter. De der får del i denne anden opstandelse, har mulighed for at leve evigt i et paradis på jorden. Hvornår vil denne opstandelse finde sted? Åbenbaringens Bog viser at det vil ske efter at „jorden og himmelen“ — den nuværende onde tingenes ordning med dens herskende myndigheder — er blevet fjernet. Denne afslutning på den onde ordning er meget nær. Derefter, til Guds fastsatte tid, vil den jordiske opstandelse begynde. — Åbenbaringen 20:11, 12.
12. Hvem vil være blandt de trofaste der oprejses til liv på jorden, og hvorfor ser vi med forventning frem til deres opstandelse?
12 Hvem vil denne jordiske opstandelse omfatte? Blandt andet de trofaste tjenere for Jehova fra de tidligste tider, mænd og kvinder som på grund af deres stærke tro på opstandelsen „ikke tog imod udfrielse ved en løsesum“. De ville med andre ord ikke gå på kompromis og give afkald på deres uangribelighed over for Gud for at undgå en for tidlig, voldelig død. Hvor vil vi glæde os over at lære dem personligt at kende og at høre dem fortælle udførligt om de begivenheder der kun er omtalt ganske kort i Bibelen! Blandt dem der bliver oprejst til liv på jorden, er Abel, det første trofaste vidne for Jehova; Enok og Noa, der frygtløst forkyndte Guds advarselsbudskab før Vandfloden; Abraham og Sara, der beværtede engle; Moses, gennem hvem Loven blev givet ved Sinaj Bjerg; modige profeter som Jeremias, der var vidne til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., og Johannes Døber, der hørte Gud selv udpege Jesus som sin søn. Desuden vil der være mange loyale mænd og kvinder som er døde i de sidste dage for den nuværende onde tingenes ordning. — Hebræerne 11:4-38; Mattæus 11:11.
13, 14. (a) Hvad vil der ske med Hades og de døde som befinder sig dér? (b) Hvem vil være omfattet af opstandelsen, og hvorfor?
13 Med tiden vil andre end Guds trofaste tjenere også blive oprejst fra de døde, sådan at der ikke bliver nogen tilbage i menneskehedens fælles grav. Den måde hvorpå Jesus bruger ’nøglen til Hades’ til gavn for menneskeheden, viser i hvilken udstrækning denne grav tømmes for døde. Det fremgår af et syn apostelen Johannes fik, hvori han så Hades blive „kastet i ildsøen“. (Åbenbaringen 20:14) Hvad betyder det? At Hades, menneskehedens fælles grav, bliver fuldstændig tilintetgjort. Den ophører med at eksistere — den bliver fuldstændig tømt for sine døde — for Jesus vil i sin store barmhjertighed ikke blot oprejse alle dem der trofast har tjent Jehova, men også bringe selv uretfærdige tilbage fra Hades. Som Guds ord siger: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.
14 Ingen af disse uretfærdige bliver oprejst for blot at blive dømt til igen at dø. I de retfærdige omgivelser der vil dække hele jorden under Guds rige, vil de blive hjulpet til at bringe deres liv i harmoni med Jehovas vilje. Det syn Johannes fik, viste at „livets skriftrulle“ vil blive åbnet. De vil derfor få mulighed for at få deres navn indskrevet i den. De vil blive „dømt hver især efter deres gerninger“, de gerninger de gør efter deres opstandelse. (Åbenbaringen 20:12, 13) Bedømt efter det endelige udfald kan deres opstandelse således vise sig at blive „en livets opstandelse“ og behøver ikke uundgåeligt at blive „en dommens [en fordømmende doms] opstandelse“ . — Johannes 5:28, 29.
15. (a) Hvem vil ikke få en opstandelse? (b) Hvordan bør sandheden om opstandelsen berøre os?
15 Det er imidlertid ikke alle som har levet og er døde, der vil få en opstandelse. Nogle har begået synder som det ikke er muligt at få tilgivelse for. De er ikke i Hades, men i Gehenna, der symboliserer evig tilintetgørelse. De der rammes af Guds dom i ’den store trængsel’, som nu er nær, vil også være blandt dem der udslettes for evigt. (Mattæus 12:31, 32; 23:33; 24:21, 22; 25:41, 46; 2 Thessaloniker 1:6-9) Selv om Jehova således viser menneskene en enestående barmhjertighed ved at udfri de døde fra Hades, giver opstandelseshåbet os altså ikke noget grundlag for at være ligeglade med hvordan vi lever nu. Der findes ingen opstandelse for dem der med overlæg gør oprør mod Jehovas suverænitet. Bevidstheden om dette bør tilskynde os til at vise vores dybe værdsættelse af Guds ufortjente godhed ved at leve i overensstemmelse med hans vilje.
Styrket af opstandelseshåbet
16. Hvordan kan man hente stor styrke i opstandelseshåbet?
16 De af os for hvem opstandelseshåbet er virkeligt, kan hente stor styrke i det. I dag ved vi, når vi er kommet op i årene, at vi ikke kan udskyde døden i det uendelige — uanset hvilken lægebehandling vi får. (Prædikeren 8:8) Men hvis vi loyalt har tjent Jehova sammen med hans organisation, kan vi se fremtiden i møde med fuld fortrøstning. Vi ved at vi vil få livet igen i opstandelsen når Guds tid er inde. Og hvilket liv vil det ikke blive! Det vil blive „det virkelige liv“, som apostelen Paulus kaldte det. — 1 Timoteus 6:19; Hebræerne 6:10-12.
17. Hvad kan hjælpe os til at bevare vores uangribelighed over for Jehova?
17 Bevidstheden om at der er en opstandelse, og vores viden om hvem der står bag den, styrker os i troen. Det hjælper os til at være trofaste mod Jehova, selv hvis voldelige forfølgere truer os på livet. Satan har længe brugt frygten for døden som et middel til at holde folk i trældom. Men Jesus havde ikke en sådan frygt. Han var trofast mod Jehova lige til døden, og i kraft af sit genløsningsoffer har han gjort det muligt for andre at blive frigjort fra denne frygt. — Hebræerne 2:14, 15.
18. Hvad har hjulpet Jehovas tjenere til at bevare deres uangribelighed?
18 Som følge af deres tro på Kristi offer og opstandelsen har Jehovas tjenere på en enestående måde bevaret deres uangribelighed. De har under pres bevist at de ’ikke elsker deres sjæle’ højere end Jehova. (Åbenbaringen 12:11) De tilsidesætter ikke kristne principper i et forsøg på at redde deres nuværende liv. (Lukas 9:24, 25) De ved at selv om de skulle miste livet nu fordi de loyalt forsvarer Jehovas suverænitet, vil han belønne dem ved at give dem en opstandelse. Har du en sådan tro? Det har du hvis du elsker Jehova af hjertet og fuldt ud forstår hvad opstandelseshåbet betyder.
Repetition
• Hvorfor må man forstå hvad sjælen er, og hvilken tilstand de døde befinder sig i, før man kan værdsætte opstandelsen?
• Hvem vil vende tilbage fra de døde, og hvordan bør denne viden berøre os?
• Hvordan styrker opstandelseshåbet os?
[IBillede på side 84, 85]
Jehova lover at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige