Hvorfor mødes vi for at tilbede Gud?
“De blev ved med at være helt optaget ... af fællesskabet.” – APG. 2:42.
SANGE: 20, 119
1-3. (a) Hvordan har nogle vist at de sætter møderne højt? (Se indledningsbilledet). (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?
CORINNA var blot 17 år gammel da hendes mor blev anholdt og sendt til en sovjetisk arbejdslejr. Senere blev Corinna selv deporteret til Sibirien, flere tusind kilometer væk fra sit hjem. Der måtte hun arbejde på en gård hvor hun blev behandlet som en slave. Nogle gange blev hun tvunget til at arbejde udenfor i den bidende kulde uden at have nok tøj på. På trods af de vanskelige forhold var Corinna og en anden søster besluttede på at gøre alt hvad de kunne, for at komme til et møde.
2 “Vi tog af sted fra vores arbejdsområde om aftenen og gik til en jernbanestation 25 kilometer borte,” forklarer Corinna. “Toget kørte klokken to om natten, og efter seks timer stod vi af og gik 10 kilometer til mødestedet.” Var det rejsen værd? Corinna fortæller: “Vi studerede Vagttårnet og sang Rigets sange ved mødet. Det var en meget opbyggende og trosstyrkende oplevelse for os.” Selvom Corinna og hendes veninde først kom tilbage til deres arbejde tre dage senere, havde bestyreren af landbruget slet ikke opdaget at de havde været væk.
3 Jehovas tjenere har altid sat stor pris på at være sammen. Lige fra oprettelsen af den kristne menighed var Jesu disciple “helt optaget ... af fællesskabet”. (Apg. 2:42) Du har uden tvivl også et ønske om at overvære menighedens møder. Men ligesom dine brødre og søstre oplever du måske at det indimellem kan være svært at komme regelmæssigt. Arbejde, en travl hverdag eller udmattelse kan gøre det til en udfordring at komme af sted til møde. Hvad kan motivere os til at overvinde disse hindringer?[1] Hvordan kan vi hjælpe andre, deriblandt dem vi studerer med, til at forstå hvor vigtigt det er at komme til møderne? I denne artikel vil vi behandle otte grunde til at vi mødes for at tilbede Gud. De kan inddeles i tre kategorier: hvordan det påvirker dig, hvordan det påvirker andre, og hvordan det påvirker Jehova at du er til stede ved møderne.[2]
HVORDAN DET PÅVIRKER DIG
4. Hvordan hjælper møderne os til at lære om Jehova?
4 Ved møderne bliver vi oplært. Vi lærer om vores Gud, Jehova, ved hvert eneste møde. For ikke så længe siden gennemgik de fleste menigheder for eksempel bogen Kom nær til Jehova ved Menighedsbibelstudiet. Var dette grundige studium af Jehovas egenskaber og dine brødre og søstres mange personlige svar ikke med til at øge din kærlighed til din himmelske Far? Vi får også en dybere viden om Guds ord ved at følge godt med når der bliver holdt foredrag, vist demonstrationer eller læst op fra Bibelen. (Neh. 8:8) Tænk desuden på de åndelige perler du finder hver uge når du forbereder dig til og lytter til gennemgangen af bibellæsningen.
5. Hvordan har møderne hjulpet dig til at følge Bibelens principper og til at blive en dygtigere forkynder?
5 Når vi er til møde, lærer vi hvordan vi kan bruge Bibelens principper i vores liv. (1 Thess. 4:9, 10) Vagttårnsstudiet, for eksempel, er specifikt rettet mod de behov Guds tjenere har. Kan du huske et vagttårnsstudium der motiverede dig til at ændre dine prioriteringer, tilgive en af dine trosfæller eller forbedre kvaliteten af dine bønner? Og midtugemødet er med til at oplære os til forkyndelsen. Her lærer vi hvordan vi kan fremholde den gode nyhed og undervise i Bibelens lære på en virkningsfuld måde. – Matt. 28:19, 20.
6. Hvordan er vores møder med til at opmuntre og styrke os?
6 Ved møderne bliver vi opmuntret. Satans verden kan svække vores tro og gøre os stressede og modløse. Menighedens møder er derimod med til at opmuntre og styrke os. (Læs Apostelgerninger 15:30-32). Ofte gennemgår vi hvordan bibelske profetier er blevet opfyldt. Det gør at vi bliver endnu mere overbevist om at Jehova vil opfylde sine løfter om fremtiden. Vores trosfæller er også med til at opmuntre os – ikke kun når de har indlæg ved møderne, men også når de giver kommentarer og synger med på sangene. (1 Kor. 14:26) Og når vi taler med vores brødre og søstre før og efter møderne, får vi ny styrke og bliver mindet om at det er her vi hører til. – 1 Kor. 16:17, 18.
7. Hvorfor er det så vigtigt at vi samles med menigheden?
7 Ved møderne får vi del i den hellige ånd. Fra sin ophøjede stilling i himlen sagde Jesus: “Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.” (Åb. 2:7) Ja, Jesus leder den kristne menighed ved hjælp af den hellige ånd. Vi har brug for hellig ånd for at kunne modstå fristelser, for at kunne forkynde modigt og effektivt og for at kunne træffe kloge beslutninger. Derfor må vi gøre alt hvad vi kan, for at være til stede ved møderne og få gavn af Guds hellige ånd.
HVORDAN DET PÅVIRKER ANDRE
8. Hvorfor er det godt for vores trosfæller at vi er til stede, svarer og synger med ved møderne? (Se også boksen “Han har det altid bedre når han har været til møde”).
8 Møderne giver os mulighed for at vise vores brødre og søstre kærlighed. Mange i menigheden kæmper med store problemer. Det var derfor Paulus skrev at vi skal “tage os af hinanden”. (Hebr. 10:24, 25, Bibelen på Hverdagsdansk) Han forklarede videre at vi kan give udtryk for denne omsorg ved at komme sammen med vores brødre og søstre. Når du kommer til møderne, viser du dine trosfæller at du interesserer dig for dem og gerne vil bruge tid og energi på dem. Og det at du giver kommentarer og synger med af hele dit hjerte, er med til at opmuntre dem. – Kol. 3:16.
9, 10. (a) Hvordan motiverer Jesu ord i Johannes 10:16 os til at komme sammen med vores trosfæller? (b) Hvordan kan vi ved at komme fast til møderne hjælpe nogle der ikke har familie i sandheden?
9 Møderne forener os med vores trosfæller. (Læs Johannes 10:16). Jesus sammenlignede sig selv med en hyrde og sine disciple med en fåreflok. Tænk over dette: Hvis to får befinder sig oppe på en bjergskråning, to får går rundt nede i dalen, og et andet får græsser et helt tredje sted, kan man så kalde de fem får for en flok? Nej, normalt er en fåreflok samlet og følger en hyrde. Vi må heller ikke isolere os fra vores brødre. Hvis vi skal være “én hjord” under “én hyrde”, er det vigtigt at vi kommer sammen med hinanden.
10 Vores møder hjælper os til at være forenede som en kærlig familie. (Sl. 133:1) Nogle af vores trosfæller har forældre eller søskende der har vendt dem ryggen. Men Jesus lovede at han ville give dem en åndelig familie der ville elske dem og tage sig af dem. (Mark. 10:29, 30) Når du kommer regelmæssigt til møderne, kan du måske være som en far, mor, bror eller søster for en i din menighed. Giver det dig ikke lyst til at gøre dit yderste for at være til stede ved hvert møde?
HVORDAN DET PÅVIRKER JEHOVA
11. Hvordan kan vi give Jehova det han fortjener, ved at komme til møderne?
11 Når vi kommer til møderne, giver vi Jehova det han fortjener. Som den der har skabt os, fortjener Jehova at vi ærer ham, takker ham og lovpriser ham. (Læs Åbenbaringen 7:12). Det er det vi gør når vi synger, beder og taler om ham ved møderne. Hvor er disse sammenkomster en god mulighed for at give vores gavmilde Far det han fortjener – vores tilbedelse.
12. Hvordan påvirker det Jehova at vi adlyder hans bud om at komme til møderne?
12 Jehova fortjener også at vi adlyder ham. Han har befalet os at komme sammen, især her i endens tid. Når vi villigt adlyder det bud, glæder vi Jehova. (1 Joh. 3:22) Han lægger mærke til og værdsætter den indsats vi gør for at være til stede ved hvert møde. – Hebr. 6:10.
13, 14. Hvorfor kommer vi nærmere til Jehova og Jesus ved møderne?
13 Når vi kommer til møderne, viser vi Jehova at vi ønsker at have et nært forhold til ham og hans søn. Ved møderne underviser vores store Lærer os gennem sit ord, Bibelen. (Es. 30:20, 21) Selv nogle udenforstående der har overværet vores møder, er kommet til denne konklusion: “Gud er virkelig iblandt jer.” (1 Kor. 14:23-25) Jehova leder møderne ved hjælp af sin hellige ånd, så det vi lærer dér, kommer fra ham. Når vi overværer møderne, lytter vi til hans stemme og mærker hans omsorg, og det giver os et nært forhold til ham.
14 Jesus, menighedens hoved, sagde: “Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt. 18:20) I udvidet forstand gælder denne udtalelse også vores møder. Bibelen siger at Kristus “vandrer midt iblandt” Guds folks menigheder. (Åb. 1:20 – 2:1) Tænk engang! Jehova og Jesus gør en aktiv indsats for at styrke os ved møderne. Hvordan tror du det påvirker Jehova når han ser at du gør alt hvad du kan, for at komme nær til ham og hans søn?
15. Hvordan støtter vi Gud som Hersker ved at komme til møderne?
15 Når vi kommer til møderne, viser vi at vi støtter Gud som universets øverste Hersker. Jehova har givet os befaling om at være til stede ved møderne, men han tvinger os ikke til at komme. (Es. 43:23) Han giver os altså mulighed for at vise hvor højt vi elsker ham, og i hvor høj grad vi støtter hans suverænitet. (Rom. 6:17) Det kan vi gøre i forskellige situationer. Måske forsøger en arbejdsgiver at presse os til at arbejde så meget at vi ikke kan komme fast til møderne. Det kan også være at myndighederne truer os med bøder, fængsling eller det der er værre, hvis vi bliver ved med at mødes. Eller det kan være at vi føler os fristet til at lave noget andet end at tage til møde. I hver af disse situationer står vi over for et valg: Hvem vil vi adlyde? (Apg. 5:29) Hver gang vi vælger at adlyde Jehova, glæder det hans hjerte. – Ordsp. 27:11.
BLIV VED MED AT KOMME TIL MØDERNE
16, 17. (a) Hvad viser at møderne var meget vigtige for de første kristne? (b) Hvordan betragtede bror Gangas møderne?
16 De første kristne nøjedes ikke med at mødes i en kort periode efter pinsedagen i år 33. “De blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet.” (Apg. 2:42) Det græske ord der er oversat med “helt optaget”, indeholder tanken om at man med udholdenhed og vedholdenhed anstrenger sig for at gøre noget bestemt. Selvom de kristne blev forfulgt af det romerske styre og mødte modstand fra de jødiske ledere, blev de ved med at samles.
17 Også i nyere tid har Guds tjenere vist stor værdsættelse af møderne. Bror George Gangas, der i 22 år var en del af Det Styrende Råd, sagde engang: “For mig har det at komme sammen med brødrene været en af livets største glæder og en stadig kilde til opmuntring. Jeg elsker at være blandt de første i rigssalen og at forlade den blandt de sidste, om muligt. Jeg føler en stærk indre glæde når jeg taler med nogle fra Guds folk. Når jeg er sammen med brødrene, føler jeg at her er min familie, her har jeg hjemme, i dette åndelige paradis.” Han tilføjede: “Ligesom kompasnålen altid peger mod nord, sådan er mine inderste tanker og ønsker rettet mod det at deltage i møderne.”
18. Hvordan har du det med møderne, og hvad er du besluttet på?
18 Glæder du dig også over at være sammen med dine trosfæller for at tilbede Gud? Så vær fast besluttet på at komme regelmæssigt til møderne, selv når det er svært. På den måde viser du at du er enig i kong Davids ord: “Jehova, jeg elsker det hus som er din bolig.” – Sl. 26:8.
^ [1] (paragraf 3) Nogle af vores trosfæller er ikke i stand til at overvære møderne regelmæssigt af årsager som de ikke selv er herre over, for eksempel alvorlig sygdom. De kan være helt sikre på at Jehova forstår deres situation og glæder sig over deres helhjertede tilbedelse. De ældste kan hjælpe sådanne til at få gavn af de åndelige sammenkomster, måske ved at sørge for at de kan lytte med over telefonen, eller ved at optage programmet til dem.
^ [2] (paragraf 3) Se boksen “Grunde til at overvære møderne”.