Kraft til at modstå fristelse og overvinde mismod
„I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer.“ — APG. 1:8.
1, 2. Hvilken hjælp gav Jesus sine disciple løfte om, og hvorfor havde de brug for den?
JESUS vidste at hans disciple ikke i egen kraft kunne holde alt det han havde befalet dem. I betragtning af forkyndelsens omfang, hvilke modstandere de stod over for, og den menneskelige naturs skrøbelighed var det indlysende at de havde brug for en overmenneskelig kraft. Derfor gav Jesus sine disciple følgende forsikring umiddelbart før han steg til himmelen: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ — Apg. 1:8.
2 Opfyldelsen af dette løfte begyndte på pinsedagen i år 33 da den hellige ånd gav Jesu Kristi disciple kraft til at fylde Jerusalem med deres lære. (Apg. 4:20) „Alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“ ville Jesu trofaste disciple, os indbefattet, have et stærkt behov for den samme gudgivne kraft. — Matt. 28:20.
3. (a) Forklar forskellen mellem udtrykkene „hellig ånd“ og „kraft“. (b) Hvad kan kraft fra Jehova hjælpe os til at gøre?
3 Jesus lovede sine disciple at ’de ville få kraft når den hellige ånd kom over dem’. Udtrykkene „kraft“ og „ånd“ har hver sin særlige betydning. Guds ånd kan beskrives som energi der projiceres over på eller udøves på nogen eller noget for at Guds vilje kan ske. Kraft, derimod, kan defineres som „evnen til at handle eller frembringe en virkning“. Den kan være latent, eller inaktivt, til stede indtil der er brug for at den skal frembringe et resultat. Man kan sammenligne den hellige ånd med den elektricitet der overfører energi til et genopladeligt batteri, hvorimod kraft kan sammenlignes med den latente energi der på den måde er blevet oplagret i batteriet. Den kraft Jehova giver sine tjenere ved hjælp af sin hellige ånd, sætter os hver især i stand til at leve op til vores kristne indvielse, og til, når det er nødvendigt, at modstå de negative kræfter vi udsættes for. — Læs Mika 3:8; Kolossenserbrevet 1:29.
4. Hvad vil vi se på i denne artikel, og hvorfor?
4 Hvordan kommer den kraft vi får ved den hellige ånd, til udtryk? Hvordan får den hellige ånd os til at handle eller reagere i forskellige situationer? I vore bestræbelser for at tjene Gud trofast kommer vi ud for mange vanskeligheder — forårsaget af Satan, af hans tingenes ordning eller af vores egen ufuldkommenhed. Det er vigtigt at vi overvinder sådanne vanskeligheder hvis vi skal fortsætte som kristne, deltage regelmæssigt i tjenesten og bevare et godt forhold til Jehova. Lad os se på hvordan den hellige ånd kan hjælpe os til at modstå fristelse og overvinde træthed og mismod.
Kraft til at modstå fristelse
5. Hvordan kan bøn give os kraft?
5 Jesus lærte sine disciple at bede: „Før os ikke ind i fristelse, men befri os fra den onde.“ (Matt. 6:13) Jehova vil ikke svigte sine trofaste tjenere når de beder ham om dette. Ved en anden lejlighed sagde Jesus at „Faderen i himmelen [vil] give hellig ånd til dem der beder ham“. (Luk. 11:13) Hvor betryggende at vide at Jehova lover at give os denne kraft til at gøre det der er rigtigt! Det betyder naturligvis ikke at Jehova skåner os for at blive fristet. (1 Kor. 10:13) Men når vi står over for en fristelse, er tiden inde til at bede intenst. — Matt. 26:42.
6. Hvad gjorde Jesus brug af da han afviste Satans fristende tilbud?
6 Som svar på de fristelser Djævelen fremførte, citerede Jesus fra Skriften. Det var tydeligvis Guds ord Jesus havde i tanke da han svarede: „Der står skrevet . . . Der står også skrevet . . . Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ Det var kærlighed til Jehova og hans ord der satte Jesus i stand til at afvise Djævelens fristende tilbud. (Matt. 4:1-10) Efter at Jesus gentagne gange havde modstået fristelserne, forlod Satan ham.
7. Hvordan hjælper Bibelen os til at modstå fristelse?
7 Eftersom Jesus modstod Djævelens fristelser ved hjælp af Guds ord, bør vi også gøre det, men i endnu højere grad. Ja, i virkeligheden er det første skridt på vejen til at modstå Djævelen og hans håndlangere en beslutning om at lære Guds normer at kende og følge dem til punkt og prikke. Mange har følt sig tilskyndet til at leve efter Guds normer efterhånden som de har lært Bibelen at kende og er kommet til at forstå og værdsætte Guds visdom og retfærdighed. Ja, „Guds ord“ har en kraft der er i stand til at bedømme „hjertets tanker og hensigter“. (Hebr. 4:12) Jo mere man læser og grunder over Bibelens ord, jo mere får man ’indsigt i Jehovas sandhed’. (Dan. 9:13) Derfor gør vi klogt i at meditere over skriftsteder der handler om vores personlige svagheder.
8. På hvilke måder kan vi få Guds hellige ånd?
8 Jesus kunne modstå fristelse fordi han, ud over at han kendte Skrifterne, var „fyldt med hellig ånd“. (Luk. 4:1) For at vi kan opnå den samme styrke, må vi komme nær til Jehova ved at drage fuld nytte af alle de måder hvorpå han giver os sin hellige ånd. (Jak. 4:7, 8) Hertil hører studium af Bibelen, bøn og samvær med trosfæller. Mange har også forstået at det er vigtigt at have fuldt op at gøre med kristne aktiviteter, som hjælper os til at have sindet fyldt med opbyggende åndelige tanker.
9, 10. (a) Hvilke fristelser er det almindeligt at man bliver udsat for dér hvor du bor? (b) Hvad vil det være klogt at tænke på, og hvad bør man bede om som en hjælp til at modstå fristelse, især når man er træt?
9 Hvilke fristelser til at handle forkert må du kæmpe med? Hvis du er gift, har du da nogen sinde følt dig fristet til at vise andre end din ægtefælle en upassende interesse? Hvis du ikke er gift, har du da nogen sinde haft lyst til at gå ud med en ikketroende? Når man ser fjernsyn eller gør brug af internettet, kan man pludselig blive præsenteret for et tilbud om at se på noget urent. Hvis det er sket for dig, hvordan reagerede du da? Det vil være klogt at tænke på at ét forkert skridt kan føre til det næste, og derefter til alvorlig synd. (Jak. 1:14, 15) Tænk på hvor meget en sådan troløs handling ville smerte Jehova, menigheden og din familie. På den anden side får man en ren samvittighed ved at forblive loyal over for de guddommelige principper. (Læs Salme 119:37; Ordsprogene 22:3). Når du står over for en sådan prøve, så vær besluttet på at bede om kraft til at modstå den.
10 Der er noget andet vi bør tænke på med hensyn til de fristelser Djævelen udsatte Jesus for. Da Jesus blev fristet af Satan i ørkenen, havde han fastet i 40 dage. Satan Djævelen mente uden tvivl at dette var et særlig belejligt øjeblik til at prøve Jesu uangribelighed. (Luk. 4:13) Satan spejder også efter belejlige tidspunkter til at prøve vores uangribelighed. Det er derfor yderst vigtigt at vi holder os åndeligt stærke. Satan angriber ofte når han fornemmer at hans offer er svagest. Så når som helst vi føler os trætte eller mismodige, bør vi være fast besluttede på at bede Jehova om hans beskyttende hjælp og hellige ånd. — 2 Kor. 12:8-10.
Kraft til at overvinde træthed og mismod
11, 12. (a) Hvorfor bliver mange grebet af mismod i dag? (b) Hvad kan give os kraft til at overvinde mismod?
11 Som ufuldkomne mennesker bliver vi fra tid til anden grebet af mismod. Det gælder især i dag fordi den tid vi lever i, er særlig stressfyldt. Vi gennemlever måske den vanskeligste tid menneskeheden nogen sinde har oplevet. (2 Tim. 3:1-5) Efterhånden som Harmagedon rykker nærmere, vokser problemerne — på det økonomiske, det følelsesmæssige og andre områder. Det bør derfor ikke overraske os at nogle finder det stadig mere vanskeligt at opfylde deres forpligtelse til at tage sig af og forsørge deres familie. De føler sig trætte, overbebyrdede, nedslidte, måske endda udbrændte. Hvis det gælder dig, hvordan kan du da klare presset?
12 Husk at Jesus forsikrede sine disciple om at han ville sende dem en hjælper — Guds hellige ånd. (Læs Johannes 14:16, 17). Det er den stærkeste kraft i universet. Ved hjælp af den kan Jehova „mere end rigeligt“ give os den styrke vi behøver for at kunne udholde enhver prøvelse. (Ef. 3:20) Ved at stole på den får vi, som apostelen Paulus sagde, „den kraft som er ud over det normale“, selvom vi „trænges på enhver måde“. (2 Kor. 4:7, 8) Jehova har ikke lovet at han vil fjerne presset, men han forsikrer os om at han ved hjælp af sin ånd vil give os styrke til at klare det. — Fil. 4:13.
13. (a) Hvordan har en ung pige fået kraft til at klare en vanskelig situation? (b) Kender du til lignende eksempler?
13 Som eksempel kan vi nævne en nittenårig pionersøster ved navn Stephanie. Som tolvårig fik hun et slagtilfælde, og man konstaterede at hun havde en hjernesvulst. Siden da har hun gennemgået to operationer og fået strålebehandling. Desuden er hun blevet ramt af to slagtilfælde til, og de har medført en delvis lammelse af hendes venstre side og forringet hendes syn. Hun er nødt til at spare sine kræfter til det hun betragter som det vigtigste, som for eksempel de kristne møder og forkyndelsen. Alligevel føler hun at Jehovas styrkende ånd på mange måder hjælper hende til at holde ud. Beretninger i vore publikationer om hendes trosfællers oplevelser og erfaringer har opmuntret hende når hun har været nedtrykt. Brødre og søstre har støttet hende ved at sende hende breve og ved at opmuntre hende før og efter møderne. Interesserede har også vist værdsættelse af det Stephanie lærer dem, idet de kommer hjem til hende for at modtage bibelundervisning. For alt dette føler Stephanie sig dybt taknemmelig over for Jehova. Hendes yndlingsskriftsted er Salme 41:3, som hun føler virkelig gælder i hendes tilfælde.
14. Hvad må vi ikke gøre når vi er trætte og nedtrykte, og hvorfor ikke?
14 Når vi er trætte eller føler os stressede, må vi aldrig mene at det vil være en hjælp at skære ned på vores åndelige aktiviteter. Det er det værste vi kan gøre. Hvorfor? Fordi det er ved det personlige studium, familiestudiet, forkyndelsen og mødedeltagelsen vi får Guds hellige ånd, som kan give os ny styrke. De kristne aktiviteter virker altid forfriskende. (Læs Mattæus 11:28, 29). Hvor tit sker det ikke at vi kommer trætte til et møde, men når vi skal til at gå hjem, er det som om vi har fået ny energi, vores åndelige batterier er blevet opladet!
15. (a) Har Jehova lovet at det vil være let at være kristen? Begrund dit svar ud fra Bibelen. (b) Hvad har Gud lovet os, og hvilket spørgsmål medfører det?
15 Det betyder selvfølgelig ikke at det er let at være en Kristi discipel. Det kræver en indsats at være trofast som kristen. (Matt. 16:24-26; Luk. 13:24) Men ved hjælp af sin hellige ånd kan Jehova give den trætte kraft. Profeten Esajas skrev: „De der håber på Jehova vil få ny kraft. De vil stige op med svingfjer som ørne. De vil løbe og ikke blive matte; de vil vandre og ikke blive trætte.“ (Es. 40:29-31) Da det forholder sig sådan, må vi spørge: ’Hvad er den egentlige grund til at vi føler de åndelige aktiviteter som en byrde?’
16. Hvad kan vi gøre for at fjerne mulige årsager til træthed og mismod?
16 Jehovas ord opfordrer os til at ’forvisse os om de mere vigtige ting’. (Fil. 1:10) Under inspiration sammenlignede apostelen Paulus den kristnes liv med et langdistanceløb og gav i den forbindelse følgende råd: „Lad da også os . . . aflægge enhver vægt . . . og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ (Hebr. 12:1) Det han mente, var at vi må undgå unødvendige gøremål, enhver unødig vægt, så at sige, som kunne gøre os trætte. Det er muligt at nogle af os simpelt hen prøver at presse for meget ind i en allerede stram timeplan. Så hvis du ofte føler dig stresset og træt, vil du have gavn af at se nærmere på hvor meget tid og hvor mange kræfter du bruger på verdsligt arbejde, ferierejser, sport og andre fritidsaktiviteter. Rimelighed og tilbageholdenhed skulle få os alle til at kende vore begrænsninger og skære ned på unødvendige aktiviteter.
17. Hvad kan også være en grund til at nogle er blevet mismodige, men hvilken forsikring giver Jehova os?
17 Det er også muligt at nogle iblandt os i nogen grad er blevet mismodige fordi afslutningen på denne tingenes ordning ikke er kommet så hurtigt som vi forventede. (Ordsp. 13:12) Alle der har det på denne måde, kan hente opmuntring i det der siges i Habakkuk 2:3: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ Jehova forsikrer os altså om at enden på denne tingenes ordning kommer nøjagtig til tiden!
18. (a) Hvilke løfter giver os styrke? (b) Hvordan kan den næste artikel være til gavn for os?
18 Alle Jehovas tjenere længes naturligvis efter den dag da træthed og mismod er borte og alle der lever, kan glæde sig over at have fået deres ungdomskraft tilbage. (Job 33:25) Allerede nu kan vi „styrkes i det indre menneske, med kraft ved hans ånd“ når vi deltager i forfriskende åndelige aktiviteter. (2 Kor. 4:16; Ef. 3:16) Lad ikke træthed blive årsag til at du går glip af de evige velsignelser! Enhver prøve — hvad enten den er forårsaget af en fristelse, af træthed eller af mismod — vil forsvinde, om ikke øjeblikkeligt, så i Guds nye verden. I den følgende artikel vil vi se nærmere på hvordan den hellige ånd kan give Guds tjenere kraft til at modstå forfølgelse, holde stand over for negativt gruppepres og udholde anden modgang.
Hvad vil du svare?
• Hvordan kan bibellæsning give os kraft?
• Hvordan kan bøn og meditation give os kraft?
• Hvordan kan du fjerne eventuelle årsager til mismod?
[Illustration på side 24]
De kristne møder kan styrke os åndeligt