Jehova er vores store Pottemager
“Jehova, ... du er vor pottemager; ja, alle er vi et værk af din hånd.” – ES. 64:8, fdn.
SANGE: 89, 26
1. Hvad viser at Jehova er enhver keramiker overlegen?
EN KERAMIKVASE kan være meget kostbar. For eksempel blev der ved en auktion i London i november 2010 budt 43 millioner pund for en vase fra 1700-tallets Kina. En dygtig kunsthåndværker kan altså omdanne noget så almindeligt og billigt som ler til noget smukt og værdifuldt. Ingen keramiker kan dog på nogen måde måle sig med den store Pottemager, Jehova. “Af ler fra jorden” dannede Gud i slutningen af den sjette skabelsesdag et fuldkomment menneske. (1 Mos. 2:7, fdn.) Adam kunne med rette kaldes “søn af Gud” og var skabt med evnen til at efterligne Jehovas egenskaber. – Luk. 3:38.
2, 3. Hvordan kan vi efterligne de angrende israelitter?
2 Da Adam gjorde oprør mod den der havde skabt ham, mistede han retten til at kalde sig Guds søn. Men mange af Adams efterkommere valgte Jehova som deres hersker. (Hebr. 12:1) Ved ydmygt at adlyde Gud viste de tydeligt at de ønskede Jehova, og ikke Satan, som deres Far og Pottemager. (Joh. 8:44) Deres loyalitet kommer meget godt til udtryk i det Esajas sagde på vegne af angrende israelitter: “Jehova, du er vor Fader. Vi er leret, og du er vor pottemager; ja, alle er vi et værk af din hånd.” – Es. 64:8, fdn.
3 Også i dag gør de der ønsker at være loyale mod Jehova, en ihærdig indsats for at tillægge sig en ydmyg og føjelig indstilling. De betragter det som en ære at kalde Jehova for deres Far og blive formet af ham. Er du som blødt ler i Jehovas hænder, altså indstillet på at lade ham forme dig som han ønsker? Og betragter du dine åndelige brødre og søstre på samme måde, som nogle der er ved at blive formet af Jehova? Som en hjælp til at opdyrke den rigtige indstilling vil vi nu se på tre ting: hvordan Jehova udvælger dem han vil forme, hvorfor han former dem, og hvordan han former dem.
JEHOVA UDVÆLGER DEM HAN VIL FORME
4. Hvordan vælger Jehova hvem han vil drage? Giv eksempler.
4 Når Jehova betragter mennesker, ser han ikke kun på det ydre. Han undersøger hjertet, det indre menneske. (Læs 1 Samuel 16:7b). Det kom tydeligt til udtryk da Jehova dannede den kristne menighed. Mange af dem som han drog til sig selv og sin søn, kan have set ubrugelige ud i andres øjne. (Joh. 6:44) Tag bare farisæeren Saulus. Han var “en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske”. (1 Tim. 1:13) Men “den der ransager hjerter”, betragtede ikke Saulus som ubrugeligt ler. (Ordsp. 17:3) Gud så ham derimod som en der kunne formes, en der kunne blive “et udvalgt redskab” og bringe budskabet ud “til nationerne såvel som til konger og Israels sønner”. (Apg. 9:15) Andre som Jehova kunne se havde potentiale til at blive “kar til ærefuld brug”, var nogle der havde været drankere, utugtige og tyve. (Rom. 9:21; 1 Kor. 6:9-11) Efterhånden som de studerede Skrifterne og styrkede deres tro, blev de formet af Jehova.
5, 6. Hvordan påvirker vores tillid til den store Pottemager vores indstilling til (a) folk i distriktet? (b) vores brødre og søstre?
5 Hvis vi har tillid til at Jehova kan læse hjerter og drager dem som han vælger, vil vi afholde os fra at dømme andre, både i distriktet og i menigheden. Overvej dette eksempel, med en mand der hedder Michael. “Når Jehovas Vidner besøgte mig, plejede jeg bare at lade som om de ikke eksisterede og lukke døren,” fortæller han. “Jeg var virkelig uforskammet! I en anden forbindelse var jeg sammen med en familie som jeg fik stor respekt for på grund af deres gode opførsel. Men en dag fik jeg noget af et chok – de var Jehovas Vidner! Deres måde at være på fik mig til at genoverveje mine fordomme. Jeg kom ret hurtigt frem til at mine holdninger byggede på uvidenhed og rygter, ikke fakta.” Det ville Michael gerne rette op på, så han sagde ja til at studere Bibelen. Han blev døbt og begyndte senere i heltidstjenesten.
6 Det at vi forstår at Jehova er den store Pottemager, vil også påvirke vores indstilling til vores trosfæller. Betragter du dine brødre og søstre på samme måde som Jehova gør – som nogle der er i gang med at blive formet? Jehova kan ikke alene se det indre menneske, men også hvad det menneske kan blive til når hans kyndige hænder former det. Han har et positivt syn på mennesker og fokuserer ikke på deres ufuldkommenheder, som er midlertidige. (Sl. 130:3) Vi kan efterligne ham ved at have en positiv indstilling til vores trosfæller. Rent faktisk kan vi samarbejde med Pottemageren ved at støtte vores brødre og søstre når de arbejder på at gøre fremskridt. (1 Thess. 5:14, 15) De ældste, der er “gaver i form af mennesker”, må gå foran med at give denne støtte. – Ef. 4:8, 11-13.
HVORFOR FORMER JEHOVA OS?
7. Hvorfor værdsætter du at Jehova tugter dig?
7 Måske har du hørt nogen sige: ‘Det er først efter at jeg selv har fået børn, at jeg har fået værdsættelse af alt det mine forældre gjorde for at opdrage mig.’ Efterhånden som vi bliver ældre, værdsætter vi måske i højere grad vejledning og tugt fordi vi ved at det er et udtryk for kærlighed. (Læs Hebræerne 12:5, 6, 11). Ja, Jehova elsker sine børn, og derfor former han os ved hjælp af tugt. Han ønsker både at vi skal opnå visdom og lykke, og at vi skal elske ham. (Ordsp. 23:15) Jehova ønsker ikke at vi skal lide, og han ønsker bestemt heller ikke at vi skal dø som “vredens børn”. – Ef. 2:2, 3.
8, 9. Hvordan bliver vi undervist af Jehova i dag, og hvordan vil undervisningen blive i fremtiden?
8 Inden vi lærte Jehova at kende, havde vi måske mange dårlige egenskaber. Men fordi han hjalp os og formede os, kunne vi foretage store forandringer i vores personlighed. (Es. 11:6-8; Kol. 3:9, 10) Af den grund befinder vi os nu i et åndeligt paradis, hvor Jehova fortsætter med at forme os. Her kan vi finde fred og tryghed midt i en urolig verden. Det er også her at mange der er vokset op i dysfunktionelle familier, endelig oplever ægte kærlighed. (Joh. 13:35) I det åndelige paradis har vi lært at vise andre kærlighed, og vigtigst af alt har vi lært vores himmelske Far at kende og mærker nu hans store omsorg. – Jak. 4:8.
9 I den nye verden vil vi opleve velsignelserne ved det åndelige paradis i fuldt mål. Vi vil også kunne glæde os over at leve i et bogstaveligt paradis som Guds rige hersker over. Til den tid vil Jehova fortsætte med at forme os og undervise os i et omfang som vi slet ikke kan forestille os i øjeblikket. (Es. 11:9) Og eftersom Jehova til den tid vil give os et fuldkomment sind og legeme, vil det blive lettere for os at tage undervisningen til os og leve efter det vi lærer. Så lad os fortsætte med at være lydige og føjelige og på den måde vise at vi betragter det som et udtryk for kærlighed når Jehova former os. – Ordsp. 3:11, 12.
HVORDAN FORMER JEHOVA OS?
10. Hvordan efterlignede Jesus Jehova i sin måde at forme andre på?
10 Ligesom en dygtig keramiker har Jehova et indgående kendskab til det “ler” han arbejder med, og denne viden tager han i betragtning når han former det. (Læs Salme 103:10-14). Jehova behandler os som individuelle personer og er opmærksom på vores svagheder, begrænsninger og åndelige stade. Vi kan lære meget om Jehovas indstilling til sine ufuldkomne tjenere ved at se på Jesus. Tænk for eksempel på hvordan Jesus håndterede apostlenes fejl og mangler, især deres tendens til at diskutere hvem af dem der var mest betydningsfuld. Ville du have betragtet apostlene som blødt og medgørligt ler hvis du havde overhørt deres ophedede diskussioner? Jesus blev ved med at have en positiv indstilling til dem. Han var overbevist om at de ville blive formet når de lyttede til hans venlige og tålmodige vejledning og lærte af hans ydmyghed. (Mark. 9:33-37; 10:37, 41-45; Luk. 22:24-27) Og han fik ret. Efter at han var blevet oprejst og den hellige ånd var blevet udgydt, fokuserede apostlene ikke længere på magt og position men på det arbejde han havde betroet dem. – Apg. 5:42.
11. Hvordan viste David at han var som blødt ler, og hvordan kan vi efterligne ham?
11 I dag former Jehova hovedsageligt sine tjenere ved hjælp af sit ord, den hellige ånd og den kristne menighed. Hvad skal der til hvis Bibelen skal kunne forme os? Vi må læse i den, meditere over det vi læser, og bede Jehova om at hjælpe os til at bruge det i vores liv. “Hver gang jeg mindes dig på mit leje, grunder jeg i nattevagterne over dig,” skrev David. (Sl. 63:6) Han skrev også: “Jeg velsigner Jehova, som har rådet mig. Ja, nætterne igennem har mine dybeste følelser tugtet mig.” (Sl. 16:7, fdn.) David mediterede altså over den vejledning Jehova gav ham, og han lod den påvirke sine inderste tanker og følelser, selv når vejledningen gjorde ondt. (2 Sam. 12:1-13) Vi kan virkelig lære meget af David om det at være ydmyg og føjelig! Mediterer du også over Guds ord, og lader du vejledningen forme dine dybeste tanker og følelser? Burde du gøre det i endnu højere grad? – Sl. 1:2, 3.
12, 13. Hvordan former Jehova os ved hjælp af den hellige ånd og menigheden?
12 Den hellige ånd kan forme os på forskellige måder. For eksempel kan den hjælpe os til at opdyrke åndens frugt, egenskaber der også kendetegnede Jesus. (Gal. 5:22, 23) Et aspekt af åndens frugt er kærlighed. Vi elsker Jehova, og vi ønsker at adlyde ham og blive formet af ham, idet vi forstår at det er til vores eget bedste. Den hellige ånd kan også give os den styrke vi behøver for at kunne stå imod verdens ånd og dens skadelige påvirkning. (Ef. 2:2) Overvej eksemplet med Paulus. Som ung var han påvirket af den stolte og selvrådige indstilling der prægede de jødiske religiøse ledere, men den hellige ånd hjalp ham til at forandre sig. Han skrev senere: “Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.” (Fil. 4:13) Vi har også brug for hellig ånd, og vi kan være sikre på at Jehova vil give os den hvis vi ydmygt beder ham om det. – Sl. 10:17.
13 Gennem den kristne menighed og de ældste bliver vi også formet individuelt af Jehova. Hvis de ældste for eksempel lægger mærke til at der er noget vi har brug for at arbejde på, forsøger de at hjælpe os. (Gal. 6:1) I stedet for at basere deres råd på deres egne tanker beder de ydmygt Jehova om at give dem indsigt og visdom. Med vores behov i tanke undersøger de dernæst hvad Guds ord og vores publikationer siger om emnet. På den måde kan de give os specifikke og konstruktive råd. Hvis de ældste kommer til dig for at give dig et venligt råd, måske i forbindelse med din tøjstil, ser du så deres hjælp som et udtryk for at Jehova elsker dig? Når du følger den vejledning du får, gavner det dig selv, og du viser også Jehova at du er som blødt ler og gerne vil formes af ham.
14. Hvordan viser Jehova respekt for menneskers frie vilje?
14 Hvis vi forstår hvordan Jehova former os, vil det hjælpe os til at bevare et godt forhold til vores trosfæller og til at have det rette syn på dem vi forkynder for og studerer med. En pottemager på Bibelens tid gravede ikke bare en klump ler op og gik i gang med at forme den med det samme. Nej, det var en længere proces at gøre leret klar til at blive formet. Pottemageren skulle blandt andet fjerne småsten og andet uønsket materiale fra leret. I åndelig forstand hjælper Jehova retsindige til at blive klar til at han kan forme dem. Han tvinger dem ikke til at ændre sig, men lærer dem om sine retfærdige normer så de kan begynde at leve et rent liv og af egen fri vilje foretage de nødvendige forandringer.
15, 16. Hvordan kan en der studerer, vise at han eller hun ønsker at blive formet af Jehova? Giv et eksempel.
15 Tænk over dette eksempel med Tessie fra Australien, der i dag er en døbt søster. “Tessie havde nemt ved at forstå de ting vi studerede i Bibelen,” fortæller den søster der studerede med hende. “Men hun gjorde ikke rigtigt fremskridt – hun begyndte ikke engang at komme til møderne. Efter at have tænkt meget over det og talt med Jehova om det besluttede jeg at stoppe studiet. Så skete der noget overraskende! Ved det jeg troede skulle have været vores sidste studium, åbnede Tessie sig for mig. Hun fortalte at hun følte sig som en hykler fordi hun elskede at spille om penge, men at hun nu havde besluttet sig for at det skulle være slut.”
16 Kort efter begyndte Tessie at komme til møderne og tillægge sig kristne egenskaber, og det på trods af at nogle af hendes tidligere venner gjorde nar af hende. Søsteren fortæller videre: “Med tiden blev Tessie døbt, og senere begyndte hun som pioner, endda selvom hun havde små børn.” Ja, når nogle der studerer Bibelen, begynder at leve et rent liv for at glæde Jehova, vil han komme nær til dem og forme dem til noget dyrebart.
17. (a) Hvorfor er du glad for at Jehova former dig? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
17 I dag findes der stadig keramikere der møjsommeligt og omhyggeligt former ler med deres hænder. Vores Pottemager er også i tæt kontakt med os og arbejder tålmodigt med os, blandt andet ved at give os vejledning og følge med i hvordan vi reagerer. (Læs Salme 32:8). Kan du mærke at Jehova er personligt interesseret i dig? Kan du se hvordan han kærligt former dig? Hvilke egenskaber kan i så fald hjælpe dig til at blive ved med at være som blødt og smidigt ler i hans hænder? Hvilke karaktertræk må du undgå for ikke at blive hård og vanskelig at forme? Og hvordan kan forældre samarbejde med Jehova om at forme deres børn? Alt dette vil vi se på i den næste artikel.