Brødre — så med henblik på ånden, og tragt efter ansvarsopgaver!
„Den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv.“ — GAL. 6:8.
1, 2. Hvordan bliver Mattæus 9:37, 38 opfyldt i dag, og hvilket behov medfører det i menighederne?
DU ER i dag vidne til nogle begivenheder som vil blive husket i al evighed! Et arbejde som Jesus talte om, er nu i fuld gang. „Høsten er stor, men arbejderne er få,“ sagde han. „Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) Jehova Gud besvarer sådanne bønner på en enestående måde. I tjenesteåret 2009 steg antallet af Jehovas Vidners menigheder verden over med 2031, så det samlede antal nåede op på 105.298. Hver dag blev der i gennemsnit døbt 757.
2 En sådan vækst skaber behov for kvalificerede brødre der kan føre an som lærere og hyrder i menighederne. (Ef. 4:11) I årenes løb har Jehova sørget for kvalificerede mænd der kunne tage sig af hans får, og vi har tillid til at han fortsat vil gøre det. Profetien i Mika 5:5 forsikrer os om at Jehovas folk i de sidste dage vil have „syv hyrder“ og „otte stammehøvdinger“, hvilket betyder at der vil være et betragteligt antal kompetente mænd til at føre an.
3. Forklar hvad der menes med at ’så med henblik på ånden’.
3 Hvis du er en døbt broder, hvad kan så motivere dig til at tragte efter ansvarsopgaver i menigheden? Det er meget vigtigt at du „sår med henblik på ånden“. (Gal. 6:8) Det indbefatter at du lever på en måde der gør det muligt for Guds hellige ånd at virke frit i dit liv. Vær besluttet på ikke at ’så med henblik på kødet’. Undgå at lade sådan noget som en komfortabel livsstil, fritidsinteresser og underholdning lægge en dæmper på dit ønske om at give af dig selv i tjenesten for Gud. Alle kristne skal ’så med henblik på ånden’, og brødre der gør det, kan med tiden blive egnede til at kunne varetage ansvarsopgaver i menigheden. Eftersom der i dag er et stort behov for menighedstjenere og ældste, er denne artikel specielt rettet til kristne mænd. Derfor tilskynder vi jer brødre til under bøn at tænke grundigt over artiklen.
Tragt efter en smuk gerning
4, 5. (a) Hvilke ansvarsopgaver i menigheden tilskyndes døbte mænd til at tragte efter? (b) Hvad kan man gøre for at kvalificere sig til at få en ansvarsopgave?
4 En kristen broder bliver ikke automatisk tilsynsmand; han må tragte efter denne ’smukke gerning’. (1 Tim. 3:1) Det indbefatter at han drager omsorg for brødrenes behov. (Læs Esajas 32:1, 2). En mand der tragter efter en sådan opgave med de rette motiver, er ikke ærgerrig, men har et uselvisk ønske om at være til gavn for andre.
5 Hvis man gerne vil kvalificere sig til at blive menighedstjener eller ældste, må man bestræbe sig for at leve op til de krav som er beskrevet i Bibelen. (1 Tim. 3:1-10, 12, 13; Tit. 1:5-9) Hvis du er en indviet broder, så spørg dig selv: ’Er jeg flittig i forkyndelsen, og hjælper jeg andre til også at være det? Opbygger jeg mine trosfæller ved at vise dem personlig interesse? Er jeg kendt for at gå i dybden med mit studium af Bibelen? Prøver jeg at forbedre kvaliteten af de svar jeg giver ved møderne? Udfører jeg de opgaver som de ældste betror mig, på en ansvarsfuld måde?’ (2 Tim. 4:5) Sådanne spørgsmål fortjener alvorlig overvejelse.
6. Hvad er nødvendigt for at kunne kvalificere sig til at få ansvar i menigheden?
6 Noget der også er vigtigt for at kunne kvalificere sig til at få ansvar i menigheden, er at man „styrkes i det indre menneske, med kraft ved [Guds] ånd“. (Ef. 3:16) At blive menighedstjener eller ældste i den kristne menighed er ikke et spørgsmål om at blive valgt til et embede. Det er en forret som man kun kan opnå ved at gøre åndelige fremskridt. Hvordan kan du vokse åndeligt? Det kan du gøre ved blandt andet at ’blive ved med at vandre ved ånd’ og opdyrke dens frugt. (Gal. 5:16, 22, 23) Efterhånden som du viser at du har de åndelige egenskaber der skal til for at varetage yderligere tjenesteforrettigheder, og du efterlever de råd du får for at kunne gøre fremskridt, vil din ’fremgang være tydelig for alle’. — 1 Tim. 4:15.
Nødvendigt med en selvopofrende indstilling
7. Hvad indebærer det at betjene andre?
7 Det kræver en flittig indsats og en selvopofrende indstilling at betjene andre. De kristne tilsynsmænd er åndelige hyrder, og de har derfor dyb omsorg for fårene og vil gerne hjælpe dem med deres problemer. Læg mærke til hvordan ansvaret i forbindelse med at være hyrde for sine trosfæller berørte apostelen Paulus. Til brødrene i Korinth sagde han: „Ud af megen trængsel og hjertets angst skrev jeg til jer med mange tårer, ikke for at I skulle blive bedrøvede, men for at I skulle være klar over den kærlighed jeg har specielt til jer.“ (2 Kor. 2:4) Det er helt tydeligt at Paulus lagde hele sit hjerte i dette arbejde.
8, 9. Nævn nogle bibelske eksempler på mænd der viste selvopofrelse.
8 En selvopofrende indstilling har altid været kendetegnende for de mænd der har slidt i det til gavn for Jehovas tjenere. Vi kan for eksempel næppe forestille os at Noa sagde til sin husstand: ’Sig til når I er færdige med arken, så kommer jeg.’ Moses sagde ikke til israelitterne i Ægypten: ’Lad os mødes ved Det Røde Hav. I kan nok selv finde vej.’ Josua sagde heller ikke: ’Kald på mig når Jerikos mure falder.’ Og Esajas pegede ikke på en anden og sagde: ’Der er han! Send ham.’ — Es. 6:8.
9 Det største eksempel på en som lod sig motivere af Guds ånd, er Jesus Kristus. Han påtog sig villigt den opgave at være menneskenes genløser. (Joh. 3:16) Skulle Jesu selvopofrende kærlighed ikke motivere os til at vise selvopofrelse? Om sine følelser for hjorden sagde en broder der har været ældste i lang tid: „Jesu ord til Peter: ’Vær hyrde for mine små får’ har gjort et dybt indtryk på mig. I årenes løb har jeg erfaret at blot nogle få kærlige ord eller en lille venlig gestus kan opmuntre andre. Jeg er meget glad for at være med i hyrdearbejdet.“ — Joh. 21:16.
10. Hvad kan motivere kristne mænd til at følge Jesu eksempel i at betjene andre?
10 I forbindelse med at tage vare på Guds hjord ønsker indviede mænd i menigheden at genspejle samme indstilling som Jesus, der sagde: „Jeg vil give jer ny styrke.“ (Matt. 11:28) Det er deres tro på Gud og kærlighed til menigheden der motiverer kristne mænd til at tragte efter denne smukke gerning, og de føler ikke at denne gerning er for stort et offer eller for krævende. Men hvad nu hvis en broder ikke har særlig lyst til at tragte efter en ansvarsopgave? Kan han opelske et ønske om at tjene i menigheden?
Hvordan man opelsker et ønske om at tjene
11. Hvordan kan en broder opelske ønsket om at tjene?
11 Hvis du har holdt dig tilbage fra at tragte efter ansvarsopgaver fordi du føler dig utilstrækkelig, vil det være rigtigt af dig at bede om hellig ånd. (Luk. 11:13) Jehovas ånd vil hjælpe dig til at overvinde enhver bekymring du måtte have. Det er Gud der giver brødre ønsket om at tjene, for det er hans ånd der motiverer dem til at tragte efter ansvarsopgaver og derefter giver dem styrke til at udføre hellig tjeneste. (Fil. 2:13; 4:13) Det vil derfor være på sin plads at bede Jehova om at give dig ønsket om at tage imod ansvarsopgaver. — Læs Salme 25:4, 5.
12. Hvordan kan en broder opnå tilstrækkelig visdom til at påtage sig en ansvarsopgave?
12 En kristen har måske ikke lyst til at tragte efter en ansvarsopgave fordi hjordens mange og store behov virker for krævende. Det kan også være at han føler at han ikke har tilstrækkelig visdom til at påtage sig en sådan opgave. Hvis det er tilfældet, kan han få større visdom ved at gøre mere ud af sit studium af Guds ord og de bibelske publikationer. Han kan spørge sig selv: ’Kunne jeg bruge mere tid på at studere Guds ord, og beder jeg om visdom?’ Disciplen Jakob skrev: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“ (Jak. 1:5) Tror du på denne inspirerede udtalelse? Som svar på en bøn af Salomon gav Gud ham „et víst og forstandigt hjerte“ der satte ham i stand til at skelne mellem godt og ondt når han skulle afsige domme. (1 Kong. 3:7-14) Sandt nok var Salomons tilfælde helt specielt. Vi kan dog have tillid til at Gud vil give de brødre som har fået overdraget ansvar i menigheden, visdom så de kan tage sig af hans hjord på rette måde. — Ordsp. 2:6.
13, 14. (a) Hvilken indflydelse havde „Messias’ kærlighed“ på Paulus? (b) Hvordan bør „Messias’ kærlighed“ påvirke os?
13 Endnu en måde hvorpå man kan opelske ønsket om at betjene andre, er at grunde over alt det Jehova og hans søn har gjort for os. Tænk for eksempel på ordene i Andet Korintherbrev 5:14, 15. (Læs). Hvad menes der med at „Messias’ kærlighed tvinger os“? Den kærlighed Kristus viste ved i overensstemmelse med Guds vilje at give sit liv for os, er enestående. Og det berører vores hjerte dybt efterhånden som vores værdsættelse af det han har gjort, vokser. Paulus lod sig lede af Messias’ kærlighed. Den afholdt ham fra at handle selvisk og hjalp ham til at begrænse sine mål i livet til kun at omfatte det at tjene Gud og at gøre noget for sine medmennesker både inden for og uden for menigheden.
14 At grunde over den kærlighed Kristus har til mennesker, fylder os med taknemmelighed. Det hjælper os til at indse at det ville være forkert af os at blive ved med at ’så med henblik på kødet’ ved at stræbe efter selviske mål og leve et liv der hovedsagelig tager sigte på at behage os selv. I stedet tilrettelægger vi vores forhold sådan at det arbejde Gud har givet os, indtager førstepladsen i vores liv. Af kærlighed til vores brødre føler vi os tilskyndet til at „trælle“ for dem. (Læs Galaterbrevet 5:13). Hvis vi betragter os selv som trælle der ydmygt arbejder til gavn for Jehovas indviede tjenere, vil vi behandle dem med værdighed og respekt. Vi vil bestemt ikke efterligne den kritiske og dømmesyge indstilling som Satan fremmer. — Åb. 12:10.
Familiens samarbejde nødvendigt
15, 16. Hvilken betydning har en broders hustru og børn for om han er kvalificeret til at blive udnævnt som menighedstjener eller ældste?
15 Hvis en broder er gift og har børn, vil hans familieliv blive taget i betragtning når man skal afgøre om han opfylder kravene til at blive menighedstjener eller ældste. Ja, familiens åndelige tilstand og omdømme har direkte indflydelse på om han kan blive udnævnt. Det understreger vigtigheden af at familien støtter ham i hans bestræbelser på at blive menighedstjener eller ældste, så han kan være med til at tage sig af menighedens interesser. — Læs Første Timoteusbrev 3:4, 5, 12.
16 Når alle i en kristen familie samarbejder, glæder det Jehova. (Ef. 3:14, 15) Det kræver ligevægt af et familieoverhoved både at varetage ansvarsopgaver i menigheden og at præsidere i sin husstand „på en god måde“. Det er meget vigtigt at ældste og menighedstjenere hver uge studerer Bibelen med deres hustru og børn på Den Teokratiske Familieaften. Faderen må også regelmæssigt følges med dem i forkyndelsen. Ligeledes må familien samarbejde med ham i forbindelse med hans ansvar som familiens overhoved.
Vil du gerne tjene igen?
17, 18. (a) Hvad kan en broder der ikke længere er kvalificeret til en ansvarsopgave, gøre? (b) Hvilken indstilling bør en broder der har været ældste eller menighedstjener, have?
17 Måske har du engang været ældste eller menighedstjener, men er det ikke i øjeblikket. Eftersom du elsker Jehova, kan du være forvisset om at han stadig tager sig af dig. (1 Pet. 5:6, 7) Har du fået at vide at du må gøre nogle forandringer? Vær villig til at indrømme dine fejl og at rette dem med Guds hjælp. Pas på at du ikke bliver bitter. Vær fornuftig, og hav en positiv indstilling. En broder der havde været ældste i mange år, men som mistede sine tjenesteforrettigheder, siger: „Jeg var besluttet på at bevare den samme standard hvad angår mødedeltagelse, forkyndelse og bibellæsning som jeg havde da jeg var ældste — og det formåede jeg. Jeg troede at jeg ville få mine tjenesteforrettigheder tilbage i løbet af et år eller to, men det tog næsten syv år inden jeg igen blev ældste, så jeg lærte at være tålmodig. I den periode var de tilskyndelser jeg fik til ikke at give op, men til fortsat at tragte efter ansvarsopgaver, en stor hjælp for mig.“
18 Hvis du befinder dig i en lignende situation, så mist ikke modet. Tænk over hvordan Jehova velsigner din forkyndelse og din familie. Opbyg din familie åndeligt, besøg de syge, og styrk de svage. Frem for alt, værn om det privilegium at kunne lovsynge Gud og forkynde den gode nyhed om Riget som et af Jehovas Vidner.a — Sl. 145:1, 2; Es. 43:10-12.
Se på din situation med nye øjne
19, 20. (a) Hvad tilskyndes alle døbte mænd der ikke har en ansvarsopgave, til at gøre? (b) Hvad handler den næste artikel om?
19 I dag er der større behov for tilsynsmænd og menighedstjenere end nogen sinde før. Vi tilskynder derfor alle døbte mænd der ikke er menighedstjenere eller ældste, til at se på deres situation med nye øjne og spørge sig selv: ’Hvad er grunden til at jeg ikke har en af disse ansvarsopgaver?’ Lad Guds ånd hjælpe dig til at få det rette syn på det at tjene.
20 Alle menighedens medlemmer har gavn af den selvopofrende indsats deres trosfæller lægger for dagen. Når vi er betænksomme og handler uselvisk, vil vi opnå den glæde det giver at betjene andre og at så med henblik på ånden. Den næste artikel handler om at vi ikke må bedrøve Guds hellige ånd. Artiklen vil også komme ind på hvordan vi kan undgå at det sker.
[Fodnote]
Hvad vil du svare?
• Hvad forsikrer profetien i Mika 5:5 os om?
• Forklar hvad en selvopofrende indstilling indebærer.
• Hvordan kan man opelske et ønske om at tjene?
• Hvor vigtig er familiens støtte og dens samarbejde når en broder skal kvalificere sig til at blive menighedstjener eller ældste?
[Illustrationer på side 25]
Hvad kan du gøre for at tragte efter en ansvarsopgave?