„Gaver i form af mennesker“ der har omsorg for Jehovas får
„Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i form af mennesker.“ — EFESERNE 4:8.
1. Hvad skrev en kristen søster om de ældste i sin menighed?
„TAK for jeres store omsorg for os. Jeres smil, jeres varme og jeres interesse er helt igennem ægte. I er altid parate til at låne os øre og vise os nogle opmuntrende ord fra Bibelen. Det er min bøn at jeg aldrig må tage jer for givet.“ Sådan skrev en kristen søster til de ældste i sin menighed. De omsorgsfulde kristne hyrders kærlighed havde tydeligvis gjort et dybt indtryk på hende. — 1 Peter 5:2, 3.
2, 3. (a) Hvordan tager medfølende ældste sig af Jehovas får, ifølge Esajas 32:1, 2? (b) Hvad er en forudsætning for at en ældste kan regnes for en gave?
2 Jehova har sat ældste til at tage sig af hans får. (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Disse får er dyrebare i hans øjne. Han købte dem med Jesu værdifulde blod. Det behager derfor Jehova når menighedens ældste behandler hans hjord skånsomt. (Apostelgerninger 20:28, 29) Læg mærke til følgende profetiske beskrivelse af disse ældste eller „fyrster“: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ (Esajas 32:1, 2) Ja, de skal beskytte, styrke og trøste hans får. Ældste der er medfølende hyrder for hjorden, bestræber sig derfor på at leve op til det Gud forventer af dem.
3 Sådanne ældste omtales i Bibelen som „gaver i form af mennesker“. (Efeserne 4:8) Man forbinder gaver med noget der dækker et behov eller gør modtageren glad. En ældste kan regnes for en gave når han anvender sine evner til gavn for hjorden og bidrager til dens velbefindende. Hvordan kan han gøre det? Det svarer Paulus på i Efeserbrevet 4:7-16, hvor han fremhæver Jehovas kærlige omsorg for sine får.
„Gaver i form af mennesker“ — hvorfra?
4. Hvordan ’steg Jehova op til det høje’ som en opfyldelse af Salme 68:18, og hvem blev „gaver i form af mennesker“?
4 Betegnelsen „gaver i form af mennesker“ citerede Paulus fra kong David, der havde sagt om Jehova: „Du er steget op til det høje; du har bortført fanger; du har taget gaver i form af mennesker.“ (Salme 68:18) Da israelitterne havde boet i det forjættede land i en årrække, steg Jehova i overført betydning op på Zions Bjerg og gjorde Jerusalem til hovedstad i Davids kongedømme. Men hvem var de omtalte „gaver i form af mennesker“? Det var dem der var blevet taget til fange under erobringen af landet. Nogle af dem blev siden sat til at hjælpe levitterne med arbejdet ved tabernaklet. — Ezra 8:20.
5. (a) Hvordan viser Paulus at Salme 68:18 opfyldes i den kristne menighed? (b) Hvordan ’steg Jesus op til det høje’?
5 I sit brev til efeserne viser Paulus at salmistens ord får en større opfyldelse i den kristne menighed. Med en omskrivning af Salme 68:18 skriver Paulus: „Nu blev der givet hver enkelt af os ufortjent godhed i overensstemmelse med hvordan Messias udmålte den frie gave. Derfor siger han: ’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i form af mennesker.’“ (Efeserne 4:7, 8) Paulus mønter salmens ord på Jesus som den der repræsenterede Gud. Jesus ’besejrede verden’ ved at forblive trofast. (Johannes 16:33) Da Gud oprejste ham fra de døde, sejrede han desuden over døden og Satan. (Apostelgerninger 2:24; Hebræerne 2:14) I år 33 steg den opstandne Jesus op „højt over alle himlene“, højere end alle andre himmelske skabninger. (Efeserne 4:9, 10; Filipperne 2:9-11) Som sejrherre tog Jesus „fanger“ blandt fjenden. Hvordan?
6. Hvordan ’plyndrede’ den opstandne Jesus fra og med pinsedagen år 33 Satans hus, og hvad gjorde han med ’fangerne’?
6 På jorden viste Jesus sin magt over Satan ved at udfri mennesker der var i dæmonernes greb. Jesus trængte så at sige ind i Satans hus, bandt ham og tog hans ejendele. (Mattæus 12:22-29) Tænk blot hvilken ’plyndring’ Jesus så kunne foretage da han var blevet oprejst og havde fået overdraget „al myndighed i himmelen og på jorden“. (Mattæus 28:18) Fra og med pinsedagen år 33 begyndte den opstandne Jesus på Guds vegne at „plyndre“ Satans hus ved at ’bortføre fanger’, mennesker der længe havde befundet sig i trældom under synden og døden og været underlagt Satans herredømme. Disse „fanger“ blev villigt „Kristi trælle, der gør Guds vilje af en hel sjæl“. (Efeserne 6:6) Jesus fravristede så at sige Satan ’fangerne’ og gav dem på Jehovas vegne til menigheden som „gaver i form af mennesker“. Det er ikke svært at forestille sig Satans hjælpeløse raseri da Jesus „bortførte“ dem lige for øjnene af ham!
7. (a) Hvilke opgaver i menighederne varetager de der er „gaver i form af mennesker“? (b) Hvad har Jehova givet alle ældste mulighed for?
7 Findes der sådanne „gaver i form af mennesker“ blandt nutidens kristne? Ja. De tjener som ældste der slider i det som ’evangelieforkyndere, hyrder og lærere’ i Guds folks mere end 87.000 menigheder jorden over. (Efeserne 4:11) Satan så gerne at de behandlede hjorden dårligt. Men det er ikke i den hensigt at Gud gennem Kristus har givet dem til menigheden. Jehova har givet menigheden disse mænd for at den skal trives, og de skal stå ham til regnskab for de får der er betroet i deres varetægt. (Hebræerne 13:17) Hvis du tjener som ældste, har Jehova givet dig en enestående mulighed for at vise at du er en gave til dine brødre. Det kan du gøre ved at røgte dit ansvar på fire vigtige områder.
Når nogen skal ’bringes i den rette tilstand’
8. På hvilken måde trænger vi alle nu og da til at blive ’bragt i den rette tilstand’?
8 Først siger Paulus at disse „gaver i form af mennesker“ er givet „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand“. (Efeserne 4:12) Det græske navneord der her oversættes med „at bringe . . . i den rette tilstand“, kan også oversættes med „at bringe i orden igen“. Som ufuldkomne mennesker har vi alle fra tid til anden brug for at blive ’bragt i den rette tilstand’ ved at få afpasset vores tankegang, holdninger og adfærd til Guds tænkemåde og vilje. Jehova har kærligt givet „gaver i form af mennesker“ som kan hjælpe os til at gøre de nødvendige forandringer. Hvordan gør de det?
9. Hvordan kan en ældste hjælpe en der har begået et fejltrin?
9 Det kan ske at en ældste må hjælpe en i menigheden der har syndet og måske ’uforvarende har begået et eller andet fejltrin’. Hvordan skal han gribe det an? Han skal „prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd,“ står der i Galaterbrevet 6:1. Når en ældste giver vejledning, vil han derfor ikke skælde ud eller bruge hårde ord. Vejledning skal opmuntre, ikke „skræmme“. (2 Korinther 10:9; jævnfør Job 33:7.) Overtræderen er måske i forvejen skamfuld, og en kærlig hyrde vil undgå at gøre ham modløs. Velbegrundet vejledning eller retledning givet i kærlighed vil sandsynligvis bringe overtræderens tankegang og adfærd i den rette tilstand. — 2 Timoteus 4:2.
10. Hvad indbefatter det at bringe andre i den rette tilstand?
10 Da Jehova gav „gaver i form af mennesker“ for at bringe sine tjenere i den rette tilstand, var det hans mening at de ældste skulle give hans folk ny styrke og sætte et eksempel der var værd at efterligne. (1 Korinther 16:17, 18; Filipperne 3:17) At bringe andre i den rette tilstand består ikke kun i at korrigere en forkert adfærd, men også i at hjælpe de trofaste til at holde den rette kurs.a Tilværelsen i dag er så problemfyldt at man let kan miste modet, og mange behøver opmuntring for at holde ud. Nogle har brug for kærlig hjælp til at justere deres holdning så de får Guds syn på sagen. For eksempel er der nogle trofaste kristne som kæmper med følelser af utilstrækkelighed og mindreværd. Sådanne „modfaldne sjæle“ mener måske at Jehova aldrig vil kunne holde af dem, og at han aldrig vil kunne godkende deres tjeneste selv om de gør deres yderste. (1 Thessaloniker 5:14) Men det er ikke sådan Gud ser på sine tjenere.
11. Hvad kan ældste gøre for at hjælpe dem der kæmper med følelser af mindreværd?
11 Hvad kan de ældste gøre for sådanne? De kan kærligt vise dem skriftsteder hvoraf det fremgår at Jehova har omsorg for hver enkelt af sine tjenere, og gøre dem forståeligt at disse skriftsteder gælder dem personligt. (Lukas 12:6, 7, 24) De kan hjælpe dem til at indse at når Jehova har ’draget’ dem for at de skulle tjene ham, er det fordi han tillægger dem værdi. (Johannes 6:44) Man kan forsikre dem om at de ikke er de eneste der føler sådan, og at det samme gjaldt mange af Jehovas trofaste tjenere i fortiden. Profeten Elias var ved en lejlighed så nedtrykt at han ønskede sig død. (1 Kongebog 19:1-4) Nogle salvede kristne i det første århundrede følte at deres hjerte ’fordømte’ dem. (1 Johannes 3:20) Det er en trøst at vide at trofaste bibelske personer havde „de samme svagheder som vi“. (Jakob 5:17) Man kan også gennemgå opmuntrende artikler i Vagttårnet og Vågn op! med de mismodige. Ældstes kærlige forsøg på igen at gøre dem fortrøstningsfulde vil blive bemærket af Gud, der har givet de ældste som „gaver i form af mennesker“. — Hebræerne 6:10.
Til „opbyggelse“ af hjorden
12. Hvad ligger der i udtrykket „opbyggelse af Messias’ legeme“, og hvad er forudsætningen for at opbygge hjorden?
12 For det andet er disse „gaver i form af mennesker“ også givet med henblik på „opbyggelse af Messias’ legeme“. (Efeserne 4:12) Paulus benytter her et udtryk der leder tanken hen på et byggearbejde. „Messias’ legeme“ består af mennesker, menigheden af salvede kristne. (1 Korinther 12:27; Efeserne 5:23, 29, 30) Ældste skal hjælpe deres brødre til at vokse sig åndeligt stærke. Deres opgave i forbindelse med hjorden er ’at bygge op og ikke at rive ned’. (2 Korinther 10:8) Det forudsætter at de er kærlige, for „kærligheden opbygger“. — 1 Korinther 8:1.
13. Hvad vil det sige at have empati, og hvorfor er det vigtigt at ældste viser denne egenskab?
13 Én facet af den kærlighed hvormed de ældste opbygger hjorden, er empati. At nære empati vil sige at man medfølende sætter sig i andres sted, at man forsøger at forstå hvordan de tænker og føler, og tager deres personlige begrænsninger i betragtning. (1 Peter 3:8) Hvorfor er det så vigtigt at de ældste har empati? Først og fremmest fordi Jehova, der giver „gaver i form af mennesker“, er en medfølende Gud. Når hans tjenere lider, føler han med dem. (2 Mosebog 3:7; Esajas 63:9) Han tager hensyn til deres begrænsninger. (Salme 103:14) Hvordan kan de ældste da vise empati?
14. Hvordan kan ældste vise empati?
14 Når en mismodig opsøger dem, lytter de og viser at de har forståelse for vedkommendes følelser. De prøver at leve sig ind i hans eller hendes baggrund, personlighed og omstændigheder. Når de ældste giver opbyggende bibelsk hjælp, er det let at tage imod den fordi den kommer fra forstående hyrder der nærer omsorg for dem. (Ordsprogene 16:23) Empati får desuden de ældste til at tage hensyn til andres begrænsninger og deres følelser i den forbindelse. For eksempel kunne ældre eller syge brødre og søstre have dårlig samvittighed over at de ikke kan udrette mere i tjenesten for Gud. Andre har måske brug for tilskyndelser til at forbedre og øge deres tjeneste. (Hebræerne 5:12; 6:1) Empati får ældste til at „finde ord der lyder godt“ og som er opbyggende. (Prædikeren 12:10) Når Jehovas får bliver opbygget og motiveret, vil deres kærlighed til Gud anspore dem til at gøre alt hvad de kan, i tjenesten for ham.
Mænd der fremmer enheden
15. Hvad ligger der i udtrykket „enheden i troen“?
15 Et tredje formål med at give menigheden „gaver i form af mennesker“ er at ’vi alle skal nå frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn’. (Efeserne 4:13) Udtrykket „enheden i troen“ sigter ikke blot til enheden i den fælles tro, men også til enheden blandt de troende. Altså er det også for at fremme denne enhed blandt sine tjenere at Gud har givet os „gaver i form af mennesker“. Hvordan kan de ældste fremme enheden?
16. Hvorfor er det vigtigt at ældste bevarer enheden i ældsterådet?
16 Først og fremmest må de bevare enheden i ældsterådet. Splid blandt hyrderne medfører let at fårene bliver forsømt, da dyrebar tid som kunne være brugt på hjorden, risikerer at blive spildt på langtrukne møder og diskussioner om bagateller. (1 Timoteus 2:8) Ældste kan have vidt forskellige personligheder og ser naturligvis ikke ens på alting. Og enhed udelukker ikke at man har forskellige meninger og giver udtryk for dem på en ligevægtig måde under en åbenhjertig drøftelse. Ældste bevarer enheden ved at lytte respektfuldt til hinanden uden at have taget stilling på forhånd. Så længe de bibelske principper ikke tilsidesættes, bør hver enkelt være villig til at bøje sig for ældsterådets endelige beslutning og støtte den. Ved at være imødekommende viser de ældste at de lader sig lede af „visdommen ovenfra“, som er „fredsstiftende, rimelig“. — Jakob 3:17, 18.
17. Hvordan kan ældste medvirke til at bevare menighedens enhed?
17 Ældste er også opmærksomme på at fremme enheden i menigheden. Hvis freden trues fordi nogen løber med sladder, tillægger andre dårlige motiver, er stridbare eller på andre måder volder splittelse, vil de ældste straks give passende vejledning. (Filipperne 2:2, 3) De ældste konstaterer måske at nogle er overdrevent kritiske eller har travlt med andres sager. (1 Timoteus 5:13; 1 Peter 4:15) De ældste vil forsøge at få sådanne til at indse at deres adfærd strider imod det vi har lært af Gud, og at „enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde“. (Galaterne 6:5, 7; 1 Thessaloniker 4:9-12) De ældste vil ved hjælp af Bibelen vise at Jehova overlader mange afgørelser til den enkeltes samvittighed, og at ingen af os bør dømme andre i sådanne anliggender. (Mattæus 7:1, 2; Jakob 4:10-12) Hvis de der hører til menigheden, skal tjene sammen i enhed, må der råde tillid og gensidig respekt. Ved at give bibelsk vejledning efter behov hjælper de ældste os til at bevare freden og enheden. — Romerne 14:19.
Hjorden må beskyttes
18, 19. (a) Hvad beskytter de der er „gaver i form af mennesker“, os imod? (b) Hvilke andre farer skal ’fårene’ beskyttes imod, og hvordan gør de ældste det?
18 For det fjerde giver Jehova „gaver i form af mennesker“ for at beskytte os mod at blive revet med „af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved deres list i at udtænke vildfarelse“. (Efeserne 4:14) Det græske ord der er gengivet med „kneb“, menes at stamme fra et grundord der betyder „at snyde i terningspil“ eller „at være dygtig til at manipulere terninger“. Minder det ikke om de frafaldnes metoder? Med letkøbte argumenter manipulerer de med Bibelens ord i et forsøg på at lokke sande kristne bort fra troen. Ældste må være på vagt over for sådanne „undertrykkende ulve“. — Apostelgerninger 20:29, 30.
19 Jehovas får skal også beskyttes mod andre farer. Fårehyrden David beskyttede frygtløst sin fars hjord mod rovdyr. (1 Samuel 17:34-36) Også i dag kan der opstå situationer hvor omsorgsfulde kristne hyrder modigt må beskytte Jehovas „får“, især de mere værgeløse, mod nogen der forsøger at mishandle eller undertrykke dem. Ældste vil uden tøven befri menigheden for enhver der med overlæg benytter sig af list, bedrag eller intriger og bevidst begår noget der er ondt i Guds øjne.b — 1 Korinther 5:9-13; jævnfør Salme 101:7.
20. Hvorfor er det betryggende at vide at de der er „gaver i form af mennesker“, har omsorg for os?
20 Vi har al grund til at være taknemmelige for de „gaver i form af mennesker“ vi har fået. Det er betryggende for os at mærke deres kærlige omsorg, der kommer til udtryk ved at de hensynsfuldt bringer os i den rette tilstand, kærligt opbygger os, fremmer enheden og modigt beskytter os. Men hvordan bør disse „gaver i form af mennesker“ betragte deres ansvar i menigheden? Og hvordan kan vi vise at vi værdsætter dem? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.
[Fodnoter]
a I den græske Septuaginta-oversættelse bruges i Salme 16:5 (17:5 i Ny Verden-Oversættelsen) udsagnsordet „at bringe i den rette tilstand“. David beder her om at hans skridt ’må holde sig til’ Jehovas spor.
b Se for eksempel „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet for 15. januar 1980, side 23, 24, og artiklen „Lad os afsky det onde“ i Vagttårnet for 1. januar 1997, side 26-29.
Husker du dette?
◻ Hvem er „gaver i form af mennesker“, og med hvilket formål har Gud givet dem til menigheden gennem Kristus?
◻ Hvordan røgter ældste deres ansvar for at bringe hjorden i den rette tilstand?
◻ Hvad kan ældste gøre for at opbygge deres trosfæller?
◻ Hvordan kan de ældste bevare menighedens enhed?
[Illustration på side 10]
Empati er vigtig når ældste skal opmuntre de nedtrykte
[Illustration på side 10]
Enhed blandt de ældste fremmer enheden i menigheden