-
Nedbryd alt hvad der er imod kundskaben om Gud!Vagttårnet (studieudgave) – 2019 | Juni
-
-
‘FORNY DEN INDSTILLING DER STYRER DINE TANKER’
7. Hvordan kan vi ændre det menneske vi er indeni?
7 Kan det lade sig gøre at ændre sine helt grundlæggende tendenser, det menneske man er inderst inde? Guds ord svarer: “I skal blive ved med at forny den indstilling der styrer jeres tanker, og iføre jer den nye personlighed som er skabt i harmoni med Guds vilje og er baseret på sand retfærdighed og loyalitet.” (Ef. 4:23, 24) Det er altså muligt at ændre sin personlighed, men det er ikke let. Vi må gøre mere end at undertrykke forkerte ønsker og handlinger. Vi må ændre selve ‘den indstilling der styrer vores tanker’. Det vil sige at vi fuldstændigt må forandre vores ønsker, tilbøjeligheder og motiver. Det kræver en konstant indsats.
8-9. Hvad viser en brors erfaring om hvor vigtigt det er at vi ændrer det menneske vi er inderst inde?
8 Lad os se på hvordan det gik for en bror der tidligere havde været meget voldelig. Efter at han var holdt op med at drikke og slås, kvalificerede han sig til at blive døbt, og det blev et stort vidnesbyrd for alle i det lille lokalsamfund hvor han boede. Men en aften kort efter at han var blevet døbt, kom han ud for en uventet prøve. En fuld mand opsøgte ham hvor han boede, og udfordrede ham til at slås. Til at begynde med beherskede vores bror sin lyst til at slås. Men da manden begyndte at tale dårligt om Jehovas navn, blev det for meget for vores nye bror. Han gik ud og gennembankede manden. Hvad var problemet? Selvom han gennem sit studie af Bibelen var blevet hjulpet til at undertrykke sine voldelige tendenser, var den indstilling der styrede hans tanker, stadig den samme. Med andre ord var han ikke blevet et andet menneske inderst inde.
9 Men broren gav ikke op. (Ordsp. 24:16) Med de ældstes hjælp blev han ved med at gøre fremskridt, og på et tidspunkt kvalificerede han sig til at blive ældste. En aften mødte han så en udfordring der lignede den han havde mødt flere år tidligere, og denne gang var det lige uden for rigssalen. En fuld mand der var dukket op, truede en af de andre ældste med bank. Hvad gjorde vores bror? Stille og roligt talte han den fulde mand til fornuft så spændingerne blev mindsket, og så fulgte han den vaklende mand hjem. Hvad var der sket? Vores bror havde ændret selve den indstilling der styrede hans tanker. Helt indeni var han blevet forvandlet til en fredelig, ydmyg person – til stor ære for Jehova!
10. Hvad kræver det at foretage disse ændringer?
10 Disse forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden, og de sker heller ikke bare af sig selv. Vi må ‘oprigtigt gøre alt hvad vi kan’, over flere år. (2. Pet. 1:5) Og det er ikke nok at vi har været i sandheden i et godt stykke tid. Vi må anstrenge os for at ændre det menneske vi er inderst inde. Der er en række grundlæggende ting der vil hjælpe os til at foretage denne ændring i vores personlighed. Lad os se på nogle af dem.
HVORDAN KAN VI ÆNDRE DEN INDSTILLING DER STYRER VORES TANKER?
11. Hvordan vil bøn hjælpe os til at ændre den indstilling der styrer vores tanker?
11 Bøn er det allervigtigste. Vi må bede på samme måde som David: “Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig en ny og fast ånd i mit indre.” (Sl. 51:10) Vi må erkende at vi har brug for at ændre den indstilling der styrer vores tanker, og bede Jehova om hjælp. Hvordan kan vi være sikre på at Jehova vil hjælpe os til at gøre den nødvendige forandring? Noget der kan opmuntre os, er Jehovas løfte til de hårdhjertede israelitter på Ezekiels tid. Han sagde: “Jeg vil give dem et hjerte der ikke er delt, og jeg vil give dem en ny ånd. Jeg vil ... give dem et hjerte af kød [dvs. et hjerte der er modtageligt for Guds ledelse].” (Ezek. 11:19, fdn.) Jehova var villig til at hjælpe israelitterne til at ændre sig, og han er også parat til at hjælpe os.
12-13. (a) Hvad skal vi meditere over, som nævnt i Salme 119:59? (b) Hvilke spørgsmål bør du stille dig selv?
12 Meditation er også noget helt grundlæggende. Når vi læser i Guds ord hver dag, må vi tage os tid til at meditere, eller tænke dybt, over hvilke tanker og følelser vi er nødt til at ændre. (Læs Salme 119:59; Hebr. 4:12; Jak. 1:25) Vi må prøve at identificere tendenser hos os selv der viser at vi føler os tiltrukket af menneskers idéer og filosofier. Og så må vi ærligt indrømme de svagheder vi har, og arbejde målrettet på at få bugt med dem.
13 Spørg for eksempel dig selv: ‘Har jeg en snert af jalousi eller misundelse i mit hjerte?’ (1. Pet. 2:1) ‘Føler jeg en vis stolthed over min baggrund, min uddannelse eller mine mange penge?’ (Ordsp. 16:5) ‘Ser jeg ned på dem der ikke har de samme ting som jeg har, eller som har en anden etnisk baggrund?’ (Jak. 2:2-4) ‘Føler jeg mig tiltrukket af det Satans verden har at byde på?’ (1. Joh. 2:15-17) ‘Kan jeg godt lide underholdning der indeholder sex eller vold?’ (Sl. 97:10; 101:3; Amos 5:15) Svarene på disse personlige spørgsmål vil måske sætte fokus på nogle områder du bør arbejde på. Når vi nedbryder det der er som “stærke fæstningsværker” i vores hjerte, glæder vi vores himmelske Far. – Sl. 19:14.
14. Hvorfor er det så vigtigt at vælge gode venner?
14 Det er også nødvendigt for os at vælge gode venner. Uanset om vi er opmærksomme på det eller ej, bliver vi stærkt påvirket af dem vi er sammen med. (Ordsp. 13:20) På jobbet eller i skolen er vi sikkert omgivet af mennesker der ikke vil hjælpe os til at tænke på den måde Jehova ønsker. Men ved vores kristne møder kan vi finde de bedste venner man kan forestille sig. Det er der vi kan blive motiveret, eller tilskyndet, til “kærlighed og gode gerninger”. – Hebr. 10:24, 25, fdn.
-