Relativ underkastelse

En mand har ikke total myndighed over sin hustru. På nogle punkter kan hustruens underkastelse sammenlignes med en kristens underkastelse under en verdslig hersker. Gud befaler kristne „at underordne sig de højere myndigheder“. (Romerne 13:1) Men denne underkastelse må afvejes med hvad vi skylder Gud. Jesus sagde: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Markus 12:17) Hvis kejseren (de verdslige myndigheder) kræver at vi giver ham det der tilhører Gud, vil vi huske apostelen Peters udtalelse: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Hvis en kristen kvinde er gift med en mand som ikke forstår eller ikke respekterer de kristne principper, er hun alligevel forpligtet til at underordne sig ham relativt. I stedet for at gøre oprør mod denne gudgivne ordning vil hun behandle ham kærligt og hensynsfuldt og således forsøge at vinde hans tillid. Dette vil muligvis få manden til at ændre sig og måske endda vinde ham for sandheden. (1 Peter 3:1, 2) Men hvis manden kræver at hun gør noget som Gud forbyder, må hun huske at Gud er hendes øverste hersker. Hvis han vil have hende til at deltage i umoralske handlinger, som for eksempel konebytning, er hun ikke forpligtet til at adlyde ham. (1 Korinther 6:9, 10) Hun vil kun adlyde sin mand så længe det ikke strider mod hendes samvittighed. Hendes lydighed mod Gud er af størst betydning.

Abigajil på kong Davids tid var gift med Nabal, en mand som ikke respekterede guddommelige principper men som behandlede David og hans mænd hårdt og ukærligt. Disse havde beskyttet tusinder af får og geder som tilhørte Nabal, men da David bad om nogle fødevarer til gengæld, afslog Nabal det.

Efter at have indset at hendes mands gniermentalitet ville bringe ødelæggelse over dem, besluttede Abigajil selv at bringe føde ud til David. „Abigajil skyndte sig da at tage to hundrede brød og to store krukker vin og fem tillavede får og fem sea ristet korn og hundrede rosinkager og to hundrede figenkager og lagde dem på æslerne, hvorpå hun sagde til sine unge mænd: ’Gå derover foran mig, se, jeg kommer bag efter jer.’ Men sin mand Nabal fortalte hun intet.“ — 1 Samuel 25:18, 19.

Var det forkert af Abigajil at trodse sin mands vilje? Ikke i dette tilfælde. At Abigajil skulle underordne sig betød ikke at hun skulle være lige så ukærlig som sin mand, især ikke når Nabals ukloge handlemåde bragte hele hans husstand i fare. David sagde derfor til hende: „Velsignet være Jehova, Israels Gud, som på denne dag sendte dig ud for at møde mig! Og velsignet være din fornuft.“ (1 Samuel 25:32, 33) I dag bør kristne kvinder heller ikke indlade sig på endeløse diskussioner eller gøre oprør mod deres mænd, men hvis disse opfører sig ukristent bør hustruen ikke følge deres eksempel.

I sit brev til efeserne skriver Paulus: „Ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt.“ (Efeserne 5:24) At apostelen bruger ordet „alt“ her, betyder ikke at der ikke er grænser for kvindens underkastelse. Udtrykket „ligesom menigheden underordner sig Messias“ antyder hvad han havde i tanke. Det Kristus kræver af sin menighed er retfærdigt og i harmoni med Guds vilje. Derfor kan menigheden uden vanskelighed og med glæde underordne sig ham i alt. Tilsvarende vil hustruen til en kristen mand som flittigt bestræber sig for at følge Jesu eksempel, være lykkelig når hun underordner sig ham i alt. Hun ved at manden har hendes bedste på sinde, og at han aldrig med vilje vil bede hende handle i modstrid med Guds vilje.

En mand vil bevare sin hustrus kærlighed og respekt hvis han genspejler de guddommelige egenskaber hos sit hoved, Jesus Kristus, som befalede sine disciple at elske hinanden. (Johannes 13:34) Manden har ganske vist sine svagheder og ufuldkommenheder, men det er lettere for hans hustru at glæde sig over at have ham som overhoved når han udøver sin myndighed i harmoni med Kristi overordnede ledelse. (1 Korinther 11:3) Og hvis en hustru opdyrker kristne egenskaber som beskedenhed og kærlig godhed, er det ikke svært for hende at underordne sig sin mand.

Det er denne indstilling man bør opdyrke i menigheden, og især imellem mand og hustru i et kristent hjem. Manden kan vise sin inderlige hengivenhed og mildhed ved at lytte til sin hustrus forslag og tage hendes synspunkter i betragtning før han træffer en afgørelse der berører hele familien. Kristne hustruer er ikke tomhjernede. De kan ofte give deres mænd værdifulde forslag, ligesom dem Sara gav sin mand, Abraham. (1 Mosebog 21:12) På den anden side må en kristen hustru heller ikke være alt for krævende. Hun kan vise sin venlighed og ydmyghed ved at følge mandens ledelse og støtte hans beslutninger, også selv om hun ikke altid er enig med ham.

En rimelig ægtemand er ligesom en rimelig ældste imødekommende og venlig. Og en kærlig hustru reagerer medfølende og langmodigt, idet hun værdsætter de bestræbelser manden gør sig for at opfylde sine forpligtelser trods pres og ufuldkommenhed. Når både mand og hustru opdyrker denne indstilling, er underkastelse i ægteskabet ikke et problem. Tværtimod skaber det glæde, tryghed og varig tilfredshed.