Er du ’rodfæstet og grundfæstet’?
HAR du nogen sinde set et stort træ der bliver rusket i et kraftigt stormvejr? Træet er udsat for et enormt pres, men bliver alligevel stående. Hvorfor? Fordi det har et stærkt rodnet der er solidt forankret i jordbunden. Vi kan blive ligesom et sådant træ. Når prøvelsernes storme rusker os, kan vi blive stående hvis vi forbliver „rodfæstede og grundfæstede“. (Ef. 3:14-17) Hvad skal vi være grundfæstede i?
Guds ord siger at „Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen“ i den kristne menighed. (Ef. 2:20; 1 Kor. 3:11) Som kristne opfordres vi til at „fortsætte med at vandre i samhørighed med ham, idet [vi] er rodfæstede i ham og opbygges i ham og befæstes i troen“. Hvis vi gør det, vil vi kunne modstå alle de angreb vores tro udsættes for — også dem der kommer i form af „overtalende argumenter“ som bygger på menneskers „tomme bedrag“. — Kol. 2:4-8.
„Bredden og længden og højden og dybden“
Hvordan kan vi så blive „rodfæstede“ og ’befæstet i troen’? Det er vigtigt at vi så at sige sender vores rødder dybt ned i jordbunden ved flittigt at studere Guds inspirerede ord. Jehova ønsker at vi ’sammen med alle de hellige, skal fatte hvad bredden og længden og højden og dybden’ af sandheden er. (Ef. 3:18) Ingen kristen bør altså nøjes med at tilegne sig en overfladisk forståelse eller stille sig tilfreds med blot at kende „de elementære ting“ i Guds ord. (Hebr. 5:12; 6:1) Vi bør derimod alle være ivrige efter at uddybe vores forståelse af de bibelske sandheder. — Ordsp. 2:1-5.
Det betyder selvfølgelig ikke at et stort forråd af kundskab er alt hvad vi behøver for at være „rodfæstede og grundfæstede“ i sandheden. Selv Satan ved jo hvad Bibelen indeholder, så kundskab alene er altså ikke nok. Vi må også „kende Messias’ kærlighed, som overgår kundskab“. (Ef. 3:19) Ikke desto mindre vil det at studere Guds ord af kærlighed til Jehova og sandheden øge vores nøjagtige kundskab og styrke vores tro. — Kol. 2:2.
Test din forståelse
Du kunne jo med det samme prøve at teste din forståelse af et par af de vigtige sandheder der findes i Bibelen. Det vil måske kunne opmuntre dig til at studere endnu mere flittigt. Lad os bruge apostelen Paulus’ indledende ord i brevet til efeserne som eksempel. (Se rammen „Til efeserne“). Når du har læst versene i rammen, kan du spørge dig selv: ’Forstår jeg betydningen af de kursiverede sætninger i denne bibelpassage?’ Lad os se på sætningerne en ad gangen.
Forudbestemt „før verdens grundlæggelse“
Paulus skrev til sine trosfæller: „[Gud] har forudbestemt os til ved Jesus Kristus at opnå antagelse som sønner hos sig.“ Ja, Jehova besluttede at han ville udvælge nogle mennesker til at være en del af sin egen fuldkomne, himmelske familie. Disse sønner som Gud havde antaget, skulle herske som konger og præster sammen med Kristus. (Rom. 8:19-23; Åb. 5:9, 10) Da Satan i sin tid rejste tvivl om hvorvidt Jehova med rette var universets suveræne Hersker, hævdede han indirekte at Gud havde skabt menneskene med en brist. Det er derfor yderst passende at Jehova netop har valgt nogle fra menneskeslægten til at være med til at rense universet for al ondskab og befri det for selve det ondes ophav, Satan Djævelen! Jehova bestemte imidlertid ikke på forhånd hvilke enkeltpersoner han ville antage som sønner. Han bestemte derimod at der ville være en gruppe, eller skare, af mennesker der skulle herske sammen med Kristus i himmelen. — Åb. 14:3, 4.
Hvilken „verden“ havde Paulus i tanke da han skrev til sine kristne trosfæller at de, som gruppe betragtet, var blevet udvalgt „før verdens grundlæggelse“? Han sigtede ikke til et tidspunkt før Gud skabte jorden eller menneskeheden. Det ville have været en krænkelse af det fundamentale retfærdighedsprincip, for hvordan skulle Adam og Eva kunne holdes ansvarlige for deres handlinger hvis Gud allerede inden de blev skabt, havde forudbestemt at de ville synde? Hvornår bestemte Gud så hvordan han ville afhjælpe den situation der opstod da Adam og Eva fulgte Satan i oprøret mod Guds suverænitet? Det gjorde han efter at de to første mennesker havde gjort oprør, men inden der fremstod en ufuldkommen menneskeverden der kunne genløses.
„Efter hans ufortjente godheds rigdom“
Hvorfor skrev Paulus at de ordninger der er beskrevet i begyndelsen af Efeserbrevet, blev til „efter [Guds] ufortjente godheds rigdom“? Det gjorde han for at understrege at Jehova ikke var forpligtet til at genløse den syndige menneskehed.
Der er ingen af os der af natur har nogen fortrin som gør os fortjent til at blive løskøbt. Men bevæget af sin dybe kærlighed til menneskene satte Jehova nogle særlige ordninger i kraft for at udfri os. Når man tænker på hvor ufuldkomne og syndige vi er, er vores udfrielse, som Paulus sagde, en ufortjent godhed.
Den hellige hemmelighed om Guds hensigt
Til at begynde med afslørede Gud ikke hvordan han ville afhjælpe den skade Satan havde forvoldt. Det var en ’hellig hemmelighed’. (Ef. 3:4, 5) Senere, da den kristne menighed blev oprettet, åbenbarede Jehova nogle detaljer om hvordan han ville gennemføre sin oprindelige hensigt med menneskeheden og jorden. „Ved udløbet af de fastsatte tider,“ forklarede Paulus, ville Gud lade „en administration“ træde i kraft, en forvaltning som vil forene alle hans fornuftbegavede skabninger.
Det første skridt til denne forening blev taget på pinsedagen i år 33 da Jehova begyndte at indsamle dem der skulle herske sammen med Kristus i himmelen. (Apg. 1:13-15; 2:1-4) Det andet skridt ville være indsamlingen af dem der skal leve på en paradisisk jord under Kristi messianske rige. (Åb. 7:14-17; 21:1-5) Udtrykket „administration“ henviser ikke til det messianske rige, eftersom dette rige jo ikke blev oprettet før 1914. Derimod sigter det til Guds måde at administrere, eller styre, tingene på så han kan gennemføre sin hensigt som går ud på at genoprette freden i hele universet.
Vær ’fuldvoksen i forstandighed’
Der er ingen tvivl om at gode studievaner vil hjælpe dig til fuldt ud at forstå „bredden og længden og højden og dybden“ af sandheden. Der er til gengæld heller ingen tvivl om at den hektiske tilværelse folk har i dag, gør det let for Satan at svække — eller endda ødelægge — sådanne vaner. Lad det ikke lykkes for ham i dit tilfælde. Udnyt de evner Gud har givet dig, til at blive ’fuldvoksen i forstandighed’. (1 Joh. 5:20; 1 Kor. 14:20) Du må sikre dig at du forstår hvorfor du tror som du gør, og at du altid kan aflægge „regnskab for det håb der er i [dig]“. — 1 Pet. 3:15.
Forestil dig at du var til stede i Efesus da Paulus’ brev til menigheden blev læst op. Mon ikke hans ord ville have givet dig et ønske om at vokse „i den nøjagtige kundskab om Guds søn“? (Ef. 4:13, 14) Helt sikkert! Lad derfor Paulus’ inspirerede ord bevæge dig på samme måde i dag. Når du har dyb kærlighed til Jehova og nøjagtig kundskab ud fra hans ord, vil det hjælpe dig til at forblive stærkt ’rodfæstet og grundfæstet’ i Kristus. På den måde vil du kunne udholde enhver uvejrsvind som Satan måtte sende imod dig før afslutningen på denne onde verden kommer. — Sl. 1:1-3; Jer. 17:7, 8.
[Ramme/illustration på side 27]
„Til efeserne“
„Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for han har velsignet os med enhver åndelig velsignelse i det himmelske i samhørighed med Kristus, ligesom han har udvalgt os i samhørighed med ham før verdens grundlæggelse, for at vi skulle være hellige og dadelfri for ham i kærlighed. For han har forudbestemt os til ved Jesus Kristus at opnå antagelse som sønner hos sig, i overensstemmelse med sin viljes beslutning, til pris for sin herlige ufortjente godhed, som han har begunstiget os med ved hjælp af den elskede. Ved hjælp af ham har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom. Denne har han ladet strømme over til os i form af al visdom og sund fornuft, idet han har gjort os bekendt med sin viljes hellige hemmelighed. Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden.“ — Ef. 1:3-10.