Kristus hadede lovløshed — Gør du også det?
„Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie fremfor dine partnere.“ — HEBRÆERNE 1:9
1. Hvad kræves der af alle Jehova Guds sande tjenere, foruden at de må elske retfærdighed?
JEHOVAS sande tjenere elsker ham af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. (Markus 12:30) De ønsker at Jehovas hjerte skal fryde sig ved at de bevarer deres uangribelighed. (Ordsprogene 27:11) Dette kræver at de ikke alene elsker retfærdighed men også hader lovløshed, ligesom deres forbillede Jesus Kristus gjorde. Om ham blev der sagt: „Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed.“ — Hebræerne 1:9.
2. Hvad omfatter lovløshed?
2 Hvad er lovløshed? Det er synd, som apostelen Johannes understregede med ordene: „Enhver som øver synd øver også lovløshed, og synd er således lovløshed.“ (1 Johannes 3:4) Ordbog over det Danske Sprog definerer ordet lovløs som ’en der ikke føler sig bundet af loven’. Lovløshed omfatter alt hvad der er ondt, umoralsk, fordærvet og uærligt. Et blik på verden viser at lovløsheden er mere udbredt end nogen sinde. Der er ingen tvivl om at vi oplever de „kritiske tider“ som apostelen Paulus forudsagde i Andet Timoteusbrev 3:1-5. I betragtning af al denne lovløshed er det godt at vi får den befaling at hade alt hvad der er ondt. Der siges blandt andet: „I som elsker Jehova, had det onde.“ Og: „Had det onde og elsk det gode.“ — Salme 97:10; Amos 5:15.
Tre former for had
3-5. På hvilke tre måder anvendes ordet „had“ i Guds ord?
3 Hvad vil det sige at hade noget? I Guds ord anvendes ordet „had“ på tre forskellige måder. Der kan være tale om et had der udspringer af ondskab og ønsket om at skade den man hader. Kristne må undgå denne form for had. Det var et sådant had der fik Kain til at slå sin retfærdige broder Abel ihjel. (1 Johannes 3:12) Det var også denne form for had de religiøse ledere nærede til Jesus Kristus. — Mattæus 26:3, 4.
4 Bibelen anvender også ordet „had“ i betydningen „elske mindre“. For eksempel sagde Jesus: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, kan han ikke være min discipel.“ (Lukas 14:26) Jesus mente tydeligvis at man skulle elske sin familie mindre end man elskede ham. Der siges at Jakob ’hadede Lea’, hvilket vil sige at han elskede hende mindre end Rakel. — 1 Mosebog 29:30, 31.
5 Dernæst er der den form for had vi i øjeblikket behandler. Den indebærer tanken om at man nærer en sådan modvilje eller stærk afsky for nogen eller noget at man undlader at have noget med denne eller dette at gøre. I Salme 139 omtales denne form som et „fuldkomment had“. David siger: „Hader jeg ikke dem der hader dig, Jehova, og ledes jeg ikke ved dem der rejser sig mod dig? Med fuldkomment had hader jeg dem. Mine fjender er de blevet.“ — Salme 139:21, 22.
Hvorfor vi bør hade lovløshed
6, 7. (a) Hvorfor må vi principielt hade lovløshed? (b) Hvilken anden vægtig grund er der til at hade lovløshed?
6 Hvorfor bør vi hade lovløshed? Blandt andet fordi det vil give os selvrespekt og en god samvittighed. Kun ved at hade lovløshed kan vi opnå et godt forhold til vor retfærdige, kærlige himmelske Fader, Jehova. David satte et godt eksempel i denne henseende, hvilket fremgår af Salme 26. For eksempel sagde han: „Jeg hader de ondes menighed, og blandt ugudelige sidder jeg ikke.“ (Salme 26:5) Vor kærlighed til Gud og til retfærdighed bør få os til at føle retfærdig harme — ja, had — over for alt hvad der set med hans øjne er lovløst, deriblandt de lovløse gerninger der øves af dem der hader Jehova og nægter at adlyde ham. Desuden bør vi hade lovløshed på grund af den skam det vil bringe over Guds navn.
7 En anden grund til at Jehovas folk bør hade lovløshed er at den er farlig og skadelig. Hvad vil det medføre hvis man sår med henblik på kødet, hvilket vil sige at man sår lovløshed? Paulus sagde advarende: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød, men den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ (Galaterne 6:7, 8) Vi bør derfor ikke have nogen som helst del i lovløse gerninger. Hvis vi ønsker at have det godt og at opnå fred i sindet, må vi hade al lovløshed.
De der hader lovløshed
8. Hvem har sat det største eksempel i forbindelse med at hade lovløshed, og af hvilke skriftsteder fremgår dette?
8 Gud har sat det største eksempel for sine fornuftbegavede skabninger med hensyn til at hade lovløshed. Han nærer retfærdig harme over lovløshed, og hans ord siger: „Der er seks ting Jehova hader, ja, syv der er hans sjæl en vederstyggelighed: stolte øjne, løgnetunge, hænder som udgyder uskyldigt blod, et hjerte der finder på onde anslag, fødder som løber hurtigt efter ondt, et falsk vidne som udspyr løgn, og den der sår splid mellem brødre.“ Vi læser også: „Frygt for Jehova er at hade det onde. Jeg hader hovmod og stolthed og den onde vej og den fordærvede mund.“ (Ordsprogene 6:16-19; 8:13) Desuden siges der: „Jeg, Jehova, elsker ret, hader røveri sammen med uretfærdighed.“ — Esajas 61:8.
9, 10. Hvordan viste Jesus at han hadede lovløshed?
9 Jesus Kristus efterlignede sin Fader og hadede lovløshed. Vi læser således: „Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie fremfor dine partnere.“ (Hebræerne 1:9) Jesus satte eksemplet for os med hensyn til at nære et sådant had. Han viste sit had til lovløshed ved at afsløre de falske religiøse ledere der med overlæg øvede lovløshed. Gentagne gange fordømte han dem som hyklere. (Mattæus, kapitel 23) Ved en anden lejlighed sagde Jesus til dem: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker.“ (Johannes 8:44) Jesus viste sit had til lovløshed i en sådan grad at han i to tilfælde benyttede fysisk magt for at rense templet for begærlige religiøse hyklere. — Mattæus 21:12, 13; Johannes 2:13-17.
10 Jesus viste også sit had til lovløshed og synd ved at holde sig fuldstændig fri af disse ting. Derfor kunne han spørge sine modstandere: „Hvem af jer beviser at jeg er skyldig i synd?“ (Johannes 8:46) Jesus var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Hebræerne 7:26) Peter bekræftede dette da han skrev at Jesus ’ikke begik synd, og at der heller ikke blev fundet svig i hans mund’. — 1 Peter 2:22.
11. Hvilke bibelske eksempler har vi på ufuldkomne mennesker der hadede lovløshed?
11 Jesus var imidlertid fuldkommen. Har vi nogle bibelske eksempler på ufuldkomne mennesker der virkelig hadede lovløshed? Ja, tag for eksempel Moses og de øvrige levitter. De viste så stærkt et had til afgudsdyrkelse at de på Jehovas bud henrettede omkring 3000 afgudsdyrkere. (2 Mosebog 32:27, 28) Pinehas viste et inderligt had til lovløshed da han dræbte to utugtige med en lanse. — 4 Mosebog 25:7, 8.
Hvordan had til lovløshed kommer til udtryk
12. (a) Hvordan kan vi vise at vi hader lovløshed? (b) Hvilke praktiske skridt vil hjælpe os til at undgå lovløse tanker?
12 Hvordan kan vi der lever i dag vise at vi hader lovløshed? Ved at styre vore tanker, ord og handlinger. Vi må gøre os det til en vane at tænke på opbyggende ting når vi ikke er optaget af noget bestemt. Hvis vi ligger vågne om natten er vi måske tilbøjelige til at få negative tanker, for eksempel at dvæle ved forurettelser eller seksuelle fantasier. Men giv aldrig rum for sådanne tanker. Gør dig det i stedet til en vane at tænke på noget opbyggende. Prøv for eksempel om du kan huske nogle skriftsteder, de ni saligprisninger og åndens ni frugter. (Mattæus 5:3-12; Galaterne 5:22, 23) Kan du nævne navnene på de tolv apostle? Kender du De Ti Bud? Hvad hedder de syv menigheder der skrives til i Åbenbaringen? At genkalde sig Rigets sange vil også kunne hjælpe os til at holde sindet rettet mod det der er sandt, det der er af alvorlig betydning, retfærdigt, rent og værd at holde af, og det der tales godt om, som er dydigt og rosværdigt. — Filipperne 4:8.
13. Hvilken tale vil vi undgå når vi hader lovløshed?
13 Vi viser desuden at vi hader lovløshed ved at undgå enhver form for uren tale. Mange mennesker i verden finder fornøjelse ved at fortælle og lytte til sjofle vittigheder, men som kristne bør vi ikke engang lytte til dem. Vi bør i stedet gå vores vej og undgå at lytte til nogen form for samtale der bevæger sig ned på et sådant plan. Hvis vi ikke kan gå, kan vi i det mindste ved vort ansigtsudtryk vise at vi hader denne form for tale. Vi vil følge dette gode råd: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende for dem der hører den.“ (Efeserne 4:29) Vi bør ikke besmitte os selv med uren tale, hverken ved at lade den gå ud af vor mund eller ved at lytte til den.
14. Hvordan vil had til lovløshed beskytte os i forbindelse med forretningsmetoder og arbejde?
14 Vort had til lovløshed bør også komme til udtryk i vor holdning til syndige handlinger. At hade lovløshed vil hjælpe os til ikke at gå på kompromis i denne henseende. Sande kristne øver ikke synd. (Jævnfør Første Johannesbrev 5:18.) Vi må for eksempel hade alle uærlige forretningsmetoder. Mange arbejdsgivere har lagt pres på ansatte Jehovas vidner for at få dem til at gøre noget uærligt, hvilket de har nægtet. Kristne har endog været villige til at miste deres arbejde frem for at gøre noget der stred mod deres bibeloplærte samvittighed. Vi ønsker desuden at vise vort had til lovløshed ved ikke at overtræde færdselslovene og ved ikke at snyde i skat eller told. — Apostelgerninger 23:1; Hebræerne 13:18.
Had til seksuel urenhed
15. Hvad var hensigten med at skabe mennesket med en stærk kønsdrift?
15 Som kristne må vi især hade alle former for seksuel urenhed. Gud har skabt mennesket med en stærk kønsdrift, hvilket tjener to formål. For det første sikrer det menneskeslægtens beståen, og for det andet skænker det menneskene megen glæde. Selv mennesker der er fattige, analfabeter eller på anden måde uheldigt stillet, kan finde stor glæde ved det ægteskabelige samliv. Jehova har imidlertid bestemt at et sådant forhold kun må finde sted inden for visse rammer, og disse rammer som Gud har fastsat må respekteres. — 1 Mosebog 2:24; Hebræerne 13:4.
16. Hvilken holdning bør vi have til umoralsk underholdning og kønslig umoralitet?
16 Hvis vi hader lovløshed vil vi omhyggeligt undgå alle seksuelt urene handlinger og enhver form for umoralsk underholdning. Vi vil derfor undgå bøger, blade og aviser som er moralsk tvivlsomme. Hvis vi hader lovløshed vil vi heller ikke lade os underholde af den umoralitet der præsenteres i fjernsyn, biografer eller teatre. Hvis noget er umoralsk bør vi med det samme slukke for fjernsynet eller modigt forlade biografen eller teatret. Når vi hader lovløshed vil vi være på vagt over for al musik hvis tekst eller rytme vækker lidenskaberne. Vi vil ikke søge kundskab om umoralske handlinger men være ’spædbørn i slethed og fuldvoksne i forstandighed’. — 1 Korinther 14:20.
17. Hvordan kan det råd vi får i Kolossenserbrevet 3:5 hjælpe os til at forblive moralsk rene?
17 Vi får meget passende dette råd: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab.“ (Kolossenserne 3:5) Der er ingen tvivl om at vi må tage drastiske forholdsregler for at fastholde vor beslutning om at forblive moralsk rene. Om det græske udsagnsord der i Kolossenserbrevet 3:5 gengives med ’gøre døde’, siger The Expositor’s Bible Commentary: „Det antyder at vi ikke blot skal undertrykke eller beherske onde handlinger og holdninger. Vi skal udslette dem, helt tilintetgøre den gamle livsform. ’Slå fuldstændig ihjel’ kan måske udtrykke styrken i det. . . . Både udsagnsordets betydning og den grammatiske bøjnings styrke leder tanken hen på en voldsom og smertelig handling der udspringer af personlig beslutsomhed.“ Vi bør derfor undgå pornografi som var der tale om en farlig, smitsom og dødbringende sygdom, for det er hvad det i virkeligheden er i moralsk og åndelig forstand. Kristus gav udtryk for noget lignende da han sagde at man skulle skille sig af med en hånd, en fod eller et øje hvis en sådan legemsdel bragte en til snublen og fald. — Markus 9:43-48.
Had til falsk religion og frafald
18. Hvordan kan vi lade vort had til religiøs lovløshed komme til udtryk?
18 Ligesom Jesus viste sit had til lovløshed ved at afsløre hykleriske religionsudøvere, viser Jehovas vidner i dag deres had til al religiøs lovløshed. Hvordan? Ved at udbrede bibelsk læsestof der afslører hvad Babylon den Store virkelig er — en religiøs skøge. Hvis vi virkelig hader det lovløse, religiøse hykleri, vil vi ikke vige tilbage for at afsløre Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Derved hjælper vi de retsindige mennesker som Babylon den Store har forblindet og holdt i åndeligt fangenskab. I den udstrækning vi hader Babylon den Stores lovløshed vil vi nidkært deltage i alle grene af forkyndelsen. — Mattæus 15:1-3, 7-9; Titus 2:13, 14; Åbenbaringen 18:1-5.
19. Hvordan bør vi betragte frafaldne, og hvorfor?
19 Vort had til lovløshed kommer også til udtryk i vor holdning til de frafaldnes virke. Vi bør have den samme holdning til frafaldne som David, der sagde: „Hader jeg ikke dem der hader dig, Jehova, og ledes jeg ikke ved dem der rejser sig mod dig? Med fuldkomment had hader jeg dem. Mine fjender er de blevet.“ (Salme 139:21, 22) Vore dages frafaldne har gjort fælles sag med „lovløshedens menneske“, kristenhedens gejstlighed. (2 Thessaloniker 2:3) Som Jehovas loyale vidner har vi derfor intet tilfælles med dem. Da vi er ufuldkomne kunne vore hjerter let have en tendens til at blive kritiske over for vore brødre. Som enkeltpersoner er de der tilhører „den trofaste og kloge træl“ ufuldkomne mennesker. (Mattæus 24:45-47) Men denne skare er trofast og klog. Frafaldne fokuserer for egen vindings skyld på fejl eller tilsyneladende fejl begået af brødre som fører an. Vor sikkerhed afhænger af om vi undgår de frafaldnes propaganda som var det gift, hvilket det i virkeligheden er. — Romerne 16:17, 18.
20, 21. Hvordan kan man opsummere grundene til at hade lovløshed?
20 Vi har set at verden er fyldt med lovløshed, der er synonymt med synd. Det er ikke nok at vi elsker retfærdighed; vi må også hade lovløshed. Nogle af dem der er blevet udstødt af den kristne menighed mente måske at de elskede retfærdighed, men de hadede ikke lovløshed i tilstrækkelig grad. Vi har også set hvorfor vi bør hade lovløshed. Det er nødvendigt hvis vi skal have en god samvittighed og bevare vor selvrespekt. Hvis man praktiserer lovløshed er man desuden illoyal mod Jehova Gud. Lovløshed medfører også at man kommer til at høste en bitter frugt — elendighed, fordærv og død.
21 Vi har også set hvordan vi viser at vi hader lovløshed. Det gør vi ved ikke at have noget som helst at gøre med uærlighed, kønslig umoralitet eller frafald. Da vi ønsker at Jehovas navn skal ophøjes og hans hjerte fryde sig, må vi ikke alene elske retfærdighed og være travlt optaget af tjenesten for ham, men ligesom vor Fører, Jesus Kristus, hade lovløshed.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan anvendes ordet „had“ i Bibelen?
◻ Nævn nogle gode grunde til at vi bør hade lovløshed.
◻ Hvilke eksempler har vi på nogle der hadede lovløshed?
◻ Hvordan kan vi vise vort had til lovløshed?
[Illustration på side 8]
Jesus rensede templet fordi han hadede lovløshed
[Illustration på side 10]
Hvis vi hader lovløshed vil vi undgå umoralsk underholdning