STUDIEARTIKEL 23
“Pas på at ingen fanger jer”!
“Pas på at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag der bygger på menneskers traditioner.” – KOL. 2:8.
SANG NR. 96 Guds ord er en skat
FORMÅLa
1. Hvordan prøver Satan, ifølge Kolossenserne 2:4, 8, at tage vores sind til fange?
SATAN vil gerne have os til at vende Jehova ryggen. For at nå sit mål prøver han at påvirke vores måde at tænke på. Han ønsker i virkeligheden at tage vores sind til fange og få det til at adlyde ham. For at lokke eller narre os til at følge ham gør Satan brug af ting der virker tiltrækkende på os. – Læs Kolossenserne 2:4, 8.
2-3. (a) Hvorfor må vi lytte til den advarsel vi finder i Kolossenserne 2:8? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?
2 Er der virkelig fare for at vi kan blive narret af Satan? Ja, det er der! Husk at Paulus ikke skrev advarslen i Kolossenserne 2:8 til folk uden for menigheden. Han skrev til kristne som var blevet salvet med hellig ånd. (Kol. 1:2, 5) De kristne der levede dengang, var i fare, og vi er i endnu større fare i dag. (1. Kor. 10:12) Hvorfor? Fordi Satan er kommet ned i nærheden af jorden og arbejder målrettet på at føre Guds loyale tjenere på vildspor. (Åb. 12:9, 12, 17) Dertil kommer at vi lever i en tid hvor onde mennesker og bedragere går “fra ondt til værre”. – 2. Tim. 3:1, 13.
3 I denne artikel vil vi se på hvordan Satan prøver at påvirke vores tankegang ved hjælp af “tomt bedrag”. Vi vil identificere tre af hans “snedige angreb”, eller “udspekulerede planer”. (Ef. 6:11, fdn.) I den næste artikel vil vi komme ind på hvad vi kan gøre hvis hans taktik har haft en skadelig virkning på vores tankegang. Men lad os først se på hvad vi kan lære af det Satan gjorde for at lokke israelitterne på afveje da de var kommet ind i det lovede land.
LOKKET TIL AT TILBEDE AFGUDER
4-6. Hvordan skulle israelitterne dyrke deres jord efter at de var kommet ind i det lovede land, som det fremgår af 5. Mosebog 11:10-15?
4 På en snedig måde lokkede Satan israelitterne til at tilbede afguder. Hvad gjorde han? Han benyttede sig af deres behov for mad. Da israelitterne kom ind i det lovede land, skulle de dyrke jorden på en måde de ikke var vant til. Mens de var i Egypten, kunne de overrisle deres marker med vand fra Nilen. I det lovede land afhang dyrkningen ikke af vand fra store floder, men af vand der faldt i regntiden og af den dug der faldt. (Læs 5. Mosebog 11:10-15; Esa. 18:4, 5) Israelitterne måtte altså lære nogle nye måder at dyrke jorden på. Det ville ikke blive så let, for de fleste der havde erfaring med landbrug, var døde i ørkenen.
5 Jehova forklarede israelitterne at forholdene ville være anderledes i deres nye land. Og så tilføjede han en advarsel der umiddelbart kunne virke som om den ikke har noget at gøre med landbrug: “Pas på at jeres hjerte ikke bliver forført så I begynder at tilbede andre guder og bøje jer for dem.” (5. Mos. 11:16, 17) Hvorfor advarede Jehova israelitterne mod at tilbede falske guder i en sammenhæng hvor han talte om nye måder at dyrke jorden på?
6 Jehova vidste at israelitterne ville blive fristet til at gå til de hedenske folk omkring dem for at lære hvordan jorden skulle dyrkes i det område. Disse naboer vidste selvfølgelig meget mere om landbrugsteknik end israelitterne, og Guds folk kunne lære nogle nyttige ting af dem – men der var også en risiko. De kanaanæiske landmænd var stærkt påvirket af deres tro på Baal. For dem var Baal den der ejede himlen, og den der gav regn. Jehova ønskede ikke at hans folk skulle blive narret af den slags forkerte opfattelser. Men gang på gang valgte israelitterne alligevel at tilbede Baal. (4. Mos. 25:3, 5; Dom. 2:13; 1. Kong. 18:18) Læg nu mærke til hvordan det lykkedes Satan at tage dem til fange.
TRE TAKTIKKER SATAN BRUGTE FOR AT FANGE ISRAELITTERNE
7. Hvilken trosprøve kom israelitterne til at stå over for da de var kommet ind i det lovede land?
7 Den første taktik Satan brugte, var at han udnyttede et naturligt ønske de havde, nemlig at få regn til deres marker. Fra slutningen af april til slutningen af september faldt der ikke ret meget regn i det lovede land. Indbyggernes overlevelse afhang af den regn der som regel begyndte at falde i oktober. Satan narrede israelitterne til at tro at de var nødt til at følge de hedenske naboers skikke hvis de skulle have en god høst. Og disse folk mente at man måtte udføre nogle bestemte ritualer for at få guderne til at give dem den regn de behøvede. De der ikke stolede på Jehova, troede at det var den eneste måde de kunne undgå en langvarig tørke på, og deltog derfor i de hedenske ritualer til ære for den falske gud Baal.
8. Hvilken anden taktik brugte Satan? Forklar.
8 Satan brugte også en anden taktik over for israelitterne. Han fristede dem med umoralsk sex. De hedenske nationers afgudsdyrkelse var forbundet med groft umoralske handlinger. Både mandlig og kvindelig tempelprostitution indgik i deres perverterede gudsdyrkelse. Homoseksuelle handlinger og andre former for seksuel umoral blev ikke bare tolereret men regnet for at være helt normale! (5. Mos. 23:17, 18; 1. Kong. 14:24) Hedningerne mente at disse ritualer ville få guderne til at gøre jorden frugtbar. Mange israelitter følte sig tiltrukket af de hedenske sexritualer og lod sig lokke til at tilbede falske guder. I virkeligheden blev de taget til fange af Satan.
9. Hvordan tilslørede Satan israelitternes opfattelse af Jehova, som det fremgår af Hoseas 2:16, 17?
9 Satan brugte en tredje taktik. Han tilslørede israelitternes opfattelse af Jehova. På profeten Jeremias’ tid sagde Jehova at de falske profeter fik hans folk til at glemme hans navn “på grund af Baal”. (Jer. 23:27) Det ser ud til at Jehovas folk holdt op med at bruge hans navn og erstattede det med navnet Baal, der betyder “ejer” eller “herre”. På den måde blev forskellen mellem Jehova og Baal udvisket, og det blev lettere for israelitterne at blande ritualerne fra Baal-dyrkelsen med tilbedelsen af Jehova. – Læs Hoseas 2:16, 17 og fodnoten.
SATANS TAKTIKKER I DAG
10. Hvilke taktikker bruger Satan i dag?
10 Satan bruger de samme taktikker i dag. Han tager mennesker til fange ved at udnytte naturlige ønsker, ved at friste dem med umoralsk sex og ved at tilsløre deres opfattelse af Jehova. Lad os begynde med at se på den sidste taktik.
11. Hvordan har Satan tilsløret folks opfattelse af Jehova?
11 Satan tilslører folks opfattelse af Jehova. Efter at Jesus’ apostle var døde, begyndte nogle som kaldte sig kristne, at udbrede falske læresætninger. (Ap.G. 20:29, 30; 2. Thess. 2:3) Disse frafaldne begyndte at tilsløre den eneste sande Guds identitet. For eksempel holdt de op med at bruge Guds navn i deres udgaver af Bibelen og erstattede det med titler som “Herren”. Ved at fjerne Guds personlige navn og i stedet skrive “Herren” gjorde de det svært for bibellæsere at se forskellen mellem Jehova og de andre der i Bibelen kaldes “herrer”. (1. Kor. 8:5) De brugte ordet “Herren” om både Jehova og Jesus, og derfor blev det svært at forstå at Jehova og hans Søn er to forskellige med hver sin identitet. (Joh. 17:3) Denne forvirring bidrog til at treenighedslæren opstod – en lære som ikke finder støtte i Guds ord. Resultatet har været at mange mener at Gud er et mysterium, og tror at vi ikke kan lære ham at kende. Og det er en stor løgn! – Ap.G. 17:27.
12. Hvad har falsk religion fremmet, og hvad har det ført til, som det fremgår af Romerne 1:28-31?
12 Satan frister med umoralsk sex. På det gamle Israels tid benyttede Satan sig af falsk religion for at få folk til at begå seksuelt umoralske handlinger. I dag gør han det samme. Inden for falsk religion bliver seksuel umoral tolereret og endda normaliseret. Det har ført til at mange som hævder at de tjener Gud, har forkastet hans klare moralnormer. Apostlen Paulus beskriver i sit brev til romerne hvad det har ført til. (Læs Romerne 1:28-31). Blandt de “ting der er forkastelige”, er alle former for seksuel umoral, inklusive homoseksualitet. (Rom. 1:24-27, 32; Åb. 2:20) Hvor er det vigtigt at vi holder fast ved Bibelens klare lære!
13. Hvilken anden taktik benytter Satan?
13 Satan udnytter naturlige ønsker. Vi har et naturligt ønske om at lære nogle færdigheder der kan hjælpe os til at forsørge os selv og vores familie. (1. Tim. 5:8) Disse færdigheder kan man i mange tilfælde få ved at være en flittig elev mens man går i skole. Men der er grund til at være forsigtig. I mange lande giver skolerne ikke bare eleverne nogle konkrete færdigheder men fylder dem også med menneskers filosofi og opfattelser. Eleverne bliver opfordret til at tvivle på Guds eksistens og forkaste Bibelen. De får at vide at udviklingslæren er den eneste intelligente forklaring på hvordan livet er opstået. (Rom. 1:21-23) Det står i direkte modsætning til Guds visdom. – 1. Kor. 1:19-21; 3:18-20.
14. Hvilke egenskaber kan menneskers filosofi give næring til?
14 Menneskers filosofi ser bort fra Jehovas retfærdige normer eller er i direkte modstrid med dem. Den får ikke Guds ånds frugt til at vokse, men fremkalder “kødets gerninger”. (Gal. 5:19-23) Den fremkalder også stolthed og arrogance, egenskaber der gør mennesker selvoptagede. (2. Tim. 3:2-4) Det er det stik modsatte af den milde og ydmyge ånd Guds tjenere bliver opfordret til at have. (2. Sam. 22:28) Nogle kristne som har valgt en universitetsuddannelse, har fået deres sind formet af denne verdens tanker i stedet for Guds tanker. Lad os se et eksempel på hvad der kan ske.
15-16. Hvad lærer du af den omtalte søsters erfaring?
15 En søster der nu har været i heltidstjenesten i over 15 år, siger: “Jeg var et døbt Jehovas Vidne og havde både læst og hørt om farerne ved at tage en universitetsuddannelse, men jeg ignorerede advarslerne. Jeg troede ikke at vejledningen gjaldt mig.” Hvilke udfordringer kom hun til at stå over for? Hun fortæller ærligt: “Mine studier på universitetet krævede så meget tid og arbejde at jeg havde for travlt til at bede lange, inderlige bønner til Jehova sådan som jeg havde gjort før. Jeg var for udmattet til at kunne glæde mig over bibelske samtaler med andre og for træt til at forberede mig ordentligt til møderne. Da det gik op for mig at min uddannelse fyldte så meget i mit liv at det gik ud over mit forhold til Jehova, forstod jeg heldigvis at jeg måtte sige stop. Og det gjorde jeg.”
16 Hvilken virkning havde den højere uddannelse på søsterens måde at tænke på? Hun svarer: “Jeg er flov over at sige det, men den uddannelse jeg var i gang med, fik mig til at være kritisk over for andre, især mine brødre og søstre, at forvente alt for meget af dem og at isolere mig fra dem. Det varede længe før jeg holdt op med at tænke på den måde. Den periode i mit liv viste mig hvor farligt det er at ignorere de advarsler vores Far i himlen giver gennem sin organisation. Jehova kendte mig bedre end jeg kendte mig selv. Bare jeg havde lyttet!”
17. (a) Hvad må vi være besluttet på? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
17 Vær fast besluttet på ikke at lade dig fange af Satans verden med dens ‘filosofi og tomme bedrag’. Vær hele tiden på vagt over for Satans taktikker. (1. Kor. 3:18; 2. Kor. 2:11) Giv ham aldrig lov til at tilsløre din opfattelse af Jehova. Lev efter Jehovas høje moralnormer. Og lad ikke Satan narre dig til at ignorere Jehovas vejledning. Men hvad kan du gøre hvis du opdager at denne verdens tankegang allerede har påvirket dig? I den næste artikel vil vi se på hvordan Guds ord kan hjælpe os til at komme af med forkerte tanker og vaner, selv hvis de er som “stærke fæstningsværker”. – 2. Kor. 10:4, 5.
SANG NR. 49 Vi kan glæde Jehovas hjerte
a Satan er ekspert i at føre mennesker bag lyset. Han har narret mange til at tro at de er frie, mens de i virkeligheden er taget til fange af ham. I denne artikel vil vi analysere nogle af de taktikker Satan benytter sig af for at bedrage mennesker.
b BILLEDBESKRIVELSE: Israelitter der bliver venner med kanaanæere, bliver fristet til Baal-dyrkelse og umoralsk sex.
c BILLEDBESKRIVELSE: En plakat fra en kirke der godkender homoseksualitet.
d BILLEDBESKRIVELSE: En ung søster er begyndt på en universitetsuddannelse. Hun og hendes studiekammerater bliver fanget af lærerens idéer om at teknologi og videnskab kan løse alle menneskenes problemer. Senere sidder hun i rigssalen og er kritisk og uinteresseret.