„Nu befaler vi jer, brødre, . . . at I skal trække jer tilbage fra enhver broder som vandrer uordentligt og ikke i overensstemmelse med den overlevering I har modtaget fra os. Men I, brødre, I skal ikke give op med hensyn til at gøre det rette. Men hvis nogen ikke er lydig mod vort ord gennem dette brev, så mærk jer denne og hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig. Og dog skal I ikke betragte ham som en fjende, men fortsat formane ham som en broder.“ — 2 Thessaloniker 3:6, 13-15.

Andet Thessalonikerbrevs beskrivelse af hvordan nogle ’vandrede uordentligt’, viser at den situation adskilte sig fra ovennævnte eksempler. Paulus skrev at de der ’vandrede uordentligt’, stadig var ’brødre’ der skulle formanes og behandles som sådanne. Der var derfor ikke tale om et personligt mellemværende mellem kristne, og heller ikke om noget der var tilstrækkelig alvorligt til at menighedens ældste måtte gribe ind og udstøde, sådan som Paulus gjorde i tilfældet med umoralitet i Korinthermenigheden. De der ’vandrede uordentligt’, havde ikke gjort sig skyldige i en alvorlig overtrædelse, modsat den mand der blev udstødt i Korinth.

Han lod også menigheden vide at de enkelte kristne gjorde vel i at ’mærke sig’ dem der vandrede uordentligt. Det indebar at de som enkeltpersoner lagde mærke til dem hvis handlinger svarede til det som menigheden i alles påhør blev gjort opmærksom på. Paulus rådede dem til at ’trække sig tilbage fra enhver broder som vandrede uordentligt’. Det ville ikke sige at de fuldstændig skulle undgå vedkommende. De skulle „fortsat formane ham som en broder“ og være sammen med vedkommende ved møderne og måske i forkyndelsen. De kunne håbe at broderen ville tage formaningerne til sig og aflægge den foruroligende adfærd.