Den rette ligevægt som ægtemand og ældste
’Tilsynsmanden bør være én kvindes mand.’ — 1 Timoteus 3:2.
1, 2. Hvorfor er præstecølibatet ubibelsk?
TROFASTE kristne i det første århundrede ønskede at røgte deres ansvar på en ligevægtig måde. Men da Paulus sagde at en kristen mand der forbliver ugift, „gør bedre“, mente han så at vedkommende i kraft af sin stand ville være bedre egnet til at tjene som tilsynsmand i den kristne menighed? Sagde han i virkeligheden at en ældste skulle være ugift? (1 Korinther 7:38) Det er et krav til katolske præster at de lever i cølibat. Men er præstecølibatet bibelsk? De ortodokse kirker tillader at deres sognepræster er gift, men ikke deres biskopper. Er det i overensstemmelse med Bibelen?
2 Mange af Jesu tolv apostle, den kristne menigheds grundvold, var gift. (Mattæus 8:14, 15; Efeserne 2:20) Paulus skrev for eksempel: „Har vi ikke ret til at have en søster med omkring som hustru, ligesom de øvrige apostle og Herrens brødre og Kefas [Peter]?“ (1 Korinther 9:5) New Catholic Encyclopedia indrømmer at „ordets tjenere i N[y] T[estamente] ikke var forpligtede til at leve i cølibat“. Jehovas Vidner følger det bibelske mønster frem for en kirkelov. — 1 Timoteus 4:1-3.
Ældste kan være gifte mænd
3. Hvordan fremgår det af Bibelen at kristne tilsynsmænd godt kan være gift?
3 Paulus krævede på ingen måde at de mænd der blev udnævnt som tilsynsmænd, skulle være ugifte, men skrev til Titus: „Af denne grund efterlod jeg dig på Kreta, for at du kunne rette de ting der var mangler ved, og indsætte ældste [græsk: presbyʹteros] i by efter by, sådan som jeg gav dig besked om, hvis der er nogen som er uangribelig, som er én kvindes mand, som har troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige. For en tilsynsmand [græsk: epiʹskopos, hvoraf ordet ’biskop’ er afledt] bør som en Guds husholder være uangribelig.“ — Titus 1:5-7.
4. (a) Hvordan ved vi at det ikke er et krav at kristne tilsynsmænd er gift? (b) Hvilke fordele har ugifte ældste?
4 På den anden side er det ikke et bibelsk krav at man skal være gift for at kunne være ældste. Jesus giftede sig aldrig. (Efeserne 1:22) Paulus, der var en fremtrædende tilsynsmand i den kristne menighed i det første århundrede, var på det tidspunkt ugift. (1 Korinther 7:7-9) I dag findes der mange ugifte brødre der tjener som ældste. Som ugifte har de sandsynligvis mere tid til at varetage deres pligter som tilsynsmænd.
’Den gifte mand er delt’
5. Hvad må gifte brødre i lyset af Bibelen erkende?
5 Når en kristen mand gifter sig, må han forstå at han påtager sig nye ansvarsopgaver der vil kræve noget af hans tid og opmærksomhed. I Bibelen læser vi: „Den ugifte mand er bekymret for det der hører Herren til, hvordan han kan opnå Herrens godkendelse. Men den gifte mand er bekymret for det der hører verden til, hvordan han kan opnå sin hustrus godkendelse, og han er delt.“ (1 Korinther 7:32-34) I hvilken forstand er han delt?
6, 7. (a) Hvordan kan en gift mand være „delt“? (b) Hvilken vejledning giver Paulus til gifte kristne? (c) Hvordan kunne dette berøre en mands beslutning om at påtage sig et bestemt arbejde?
6 Den der er gift, har for eksempel ikke længere myndighed over sit eget legeme. Det understregede Paulus da han skrev: „Hustruen har ikke myndighed over sit eget legeme, men det har hendes mand; og ligeledes har heller ikke manden myndighed over sit eget legeme, men det har hans hustru.“ (1 Korinther 7:4) Nogle af dem der overvejer at gifte sig, føler måske at dette ikke vil få den store betydning i deres tilfælde, idet de mener at det seksuelle ikke vil komme til at spille nogen særlig rolle i deres ægteskab. Men eftersom det er et bibelsk krav at kristne er seksuelt afholdende før de bliver gift, kender de ikke deres kommende ægtefælles intime behov.
7 Paulus gør opmærksom på at selv ægtepar der ’retter deres sind mod det der hører ånden til’, må tage hensyn til hinandens seksuelle behov. Han gav de kristne i Korinth følgende råd: „Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende; og lad også hustruen gøre det samme mod manden. I må ikke unddrage jer hinanden, undtagen efter gensidigt samtykke for en fastsat tid, for at I kan give jer tid til bønnen og så igen komme sammen, så at Satan ikke til stadighed skal friste jer på grund af jeres mangel på selvkontrol.“ (Romerne 8:5; 1 Korinther 7:3, 5) Sørgeligt nok har det i nogle tilfælde resulteret i ægteskabsbrud at man ikke har fulgt denne vejledning. En gift kristen bør derfor omhyggeligt overveje sagen før han påtager sig et arbejde der gør at han vil være borte fra sin kone i en længere periode. Han har ikke længere den samme bevægelsesfrihed som da han var ugift.
8, 9. (a) Hvad mente Paulus da han sagde at gifte kristne er ’bekymrede for det der hører verden til’? (b) Hvad bør gifte kristne være ivrige efter at gøre?
8 I hvilken forstand kan det siges at gifte mænd, deriblandt ældste, er ’bekymrede for det der hører verden [kosʹmos] til’? (1 Korinther 7:33) Det er tydeligt at Paulus ikke her taler om alt det dårlige i denne verden som alle kristne må undgå. (2 Peter 1:4; 2:18-20; 1 Johannes 2:15-17) Guds ord påbyder os at „sige nej til ugudelighed og verdslige [kosmikosʹ] ønsker og . . . leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning“. — Titus 2:12.
9 En gift kristen er „bekymret for det der hører verden til“, i den forstand at han eller hun nødvendigvis må tage sig af alle de timelige ting der er en normal følge af at være gift. Det indbefatter det at sørge for mad, tøj, husly og adspredelser, for ikke at nævne de utallige ting man må tage sig af hvis der er børn i familien. Selv om et ægtepar ikke har børn, må både mand og hustru være ivrige efter at ’opnå deres ægtefælles godkendelse’, hvis ægteskabet skal fungere godt. Det har især betydning for kristne ældste, der må være ligevægtige i varetagelsen af deres ansvarsopgaver.
Gode ægtemænd og gode ældste
10. Hvad må brødrene i menigheden og udenforstående kunne se hos en mand der er kvalificeret til at være ældste?
10 Det er ikke et krav til ældste at de skal være gift, men hvis en kristen mand er gift, må han, før man anbefaler ham til ældste, vise at han bestræber sig for at være en god og kærlig ægtemand der leder sin familie på rette måde. (Efeserne 5:23-25, 28-31) Paulus skriver: „Hvis nogen tragter efter et tilsynshverv, er det en smuk gerning han ønsker. Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, én kvindes mand.“ (1 Timoteus 3:1, 2) Det bør være tydeligt at en ældste gør sit yderste for at være en god ægtemand, hvad enten hans kone er hans trosfælle eller ej. Selv folk uden for den kristne menighed bør kunne se at han tager sig godt af sin kone og sine andre ansvarsopgaver. Paulus tilføjer: „Desuden bør han også have et godt vidnesbyrd fra udenforstående, for at han ikke skal blive udsat for kritik og falde i en Djævelens snare.“ — 1 Timoteus 3:7.
11. Hvad betyder udtrykket „én kvindes mand“, og hvilke forholdsregler bør ældste tage?
11 Når der siges at han skal være „én kvindes mand“, kan han naturligvis ikke være polygamist, men det betyder også at han må være tro mod sin ægtefælle. (Hebræerne 13:4) Især ældste må være påpasselige når de hjælper søstre i menigheden. De bør ikke være alene når de besøger en søster der har brug for vejledning og trøst. Det vil være rigtigt af dem at aflægge besøget sammen med en anden ældste, en menighedstjener eller, hvis der blot er tale om et opmuntringsbesøg, eventuelt deres hustru. — 1 Timoteus 5:1, 2.
12. Hvilken beskrivelse bør ældstes og menighedstjeneres hustruer bestræbe sig for at leve op til?
12 Da apostelen Paulus opremsede kravene til ældste og menighedstjenere, gav han også vejledning til de hustruer der er gift med mænd der kan komme i betragtning til sådanne forrettigheder. Han skrev: „Kvinder bør på samme måde være alvorlige, ikke bagtaleriske, men mådeholdne i vaner, trofaste i alt.“ (1 Timoteus 3:11) En kristen ægtemand kan gøre meget for at hjælpe sin hustru til at svare til denne beskrivelse.
Mandens bibelske forpligtelser over for hustruen
13, 14. Hvorfor bør en ældste blive hos sin hustru og behandle hende godt selv om hun ikke er et Jehovas vidne?
13 Det er selvfølgelig underforstået at denne vejledning til ældstes og menighedstjeneres hustruer kun gælder hvis hustruen selv er en indviet kristen. Det vil normalt være tilfældet, eftersom det er et krav til kristne at de kun gifter sig „i Herren“. (1 Korinther 7:39) Hvordan skal man forholde sig hvis en broder var gift med en ikketroende da han indviede sit liv til Jehova, eller hvis hans kone falder fra sandheden uden at han kan lastes for det?
14 Det vil ikke hindre ham i at være ældste. At hans kone ikke er hans trosfælle, giver ham ikke ret til at skille sig fra hende. Paulus’ vejledning lød: „Er du bundet til en hustru? Hold op med at søge at blive fri.“ (1 Korinther 7:27) Han sagde endvidere: „Hvis en broder har en ikketroende hustru, og hun er indforstået med at bo sammen med ham, så lad ham ikke forlade hende. Men hvis den ikketroende vil skilles, så lad ham skilles; en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred. For, hustru, hvordan ved du om du kan frelse din mand? Eller, mand, hvordan ved du om du kan frelse din hustru?“ (1 Korinther 7:12, 15, 16) Selv om en ældstes hustru ikke er et Jehovas vidne, bør han naturligvis være en god ægtemand.
15. Hvilken vejledning giver apostelen Peter kristne ægtemænd, og hvilke konsekvenser kunne det få hvis en ældste forsømte sin hustru?
15 Hvad enten en kristen ældstes hustru er en trosfælle eller ej, må han forstå at hun har brug for at han kærligt viser hende opmærksomhed. Apostelen Peter skrev: „I mænd skal på samme måde leve sammen med dem [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ (1 Peter 3:7) En ægtemand der med overlæg undlader at tage sig af sin hustrus behov, bringer sit forhold til Jehova i fare. Hans adgang til Jehova kan så at sige blive spærret som med en sky, „så ingen bøn kan gå igennem“. (Klagesangene 3:44) Det kan medføre at han ikke længere er kvalificeret til at tjene som kristen tilsynsmand.
16. Hvad er hovedtanken i Paulus’ argumentation, og hvordan bør ældste betragte denne vejledning?
16 Som nævnt er hovedtanken i Paulus’ argumentation at når en mand gifter sig, giver han afkald på noget af den frihed han havde som ugift og som satte ham i stand til ’stadig at stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’. (1 Korinther 7:35) Rapporter viser at nogle gifte ældste tilsyneladende ikke altid har haft et ligevægtigt syn på Paulus’ inspirerede vejledning. Deres ønske om at gøre det de mener gode ældste bør gøre, får dem måske nogle gange til at overse deres pligter som ægtemænd. Nogle har måske svært ved at sige nej tak til en forrettighed, selv hvis det er tydeligt at det vil være til åndelig skade for deres hustru. De glæder sig over de privilegier der følger med ægteskabet, men er de også villige til at påtage sig det ansvar der følger med?
17. Hvad er der sket med nogle tilsynsmænds hustruer, og hvordan kunne dette måske have været undgået?
17 Det er afgjort rosværdigt at man er nidkær som ældste. Men kan man sige at man er ligevægtig hvis man varetager sine pligter i menigheden på bekostning af sine bibelske forpligtelser over for sin kone? En ligevægtig ældste vil foruden at støtte menigheden også være interesseret i sin kones åndelighed. Nogle søstre der er gift med ældste, er blevet åndeligt svage og har måske endog lidt åndeligt „skibbrud“. (1 Timoteus 1:19) Dette kunne i nogle tilfælde have været undgået hvis ældstebroderen havde ’givet sin hustru føde og plejet hende ligesom Messias plejer menigheden’, selv om en hustru naturligvis også selv har ansvar for at arbejde på sin egen frelse. (Efeserne 5:28, 29) Der hersker ingen tvivl om at en ældste må ’give agt på sig selv og på hele hjorden’. (Apostelgerninger 20:28) Hvis han er gift, indbefatter det afgjort også hans hustru.
„Trængsel i kødet“
18. Hvilke ’trængsler’ oplever gifte kristne til tider, og hvordan kan det berøre en ældstes virke?
18 Apostelen skrev desuden: „Hvis en jomfru giftede sig, begik en sådan ikke nogen synd. Men de der gør det, vil få trængsel i kødet. Men jeg søger at skåne jer.“ (1 Korinther 7:28) Paulus ønskede at skåne dem der ville kunne følge hans eksempel og forblive ugifte, så de undgik de bekymringer der uundgåeligt følger med ægteskabet. Selv for ægtepar uden børn kan sådanne bekymringer indbefatte sundhedsproblemer og økonomiske vanskeligheder eller måske bibelske forpligtelser over for deres aldrende forældre. (1 Timoteus 5:4, 8) En ældste må på eksemplarisk vis røgte dette ansvar, hvilket til tider kan begrænse hans virke som kristen tilsynsmand. Glædeligvis røgter de fleste ældste deres ansvar i familien og i menigheden på eksemplarisk vis.
19. Hvad mente Paulus da han sagde: ’Lad dem der har hustru, være som om de ingen havde’?
19 Paulus tilføjer: „Den tid der er tilbage er begrænset. Lad herefter dem der har hustru, være som om de ingen havde.“ (1 Korinther 7:29) I betragtning af det han allerede har skrevet til korintherne i dette kapitel, er det indlysende at han ikke hermed mente at gifte kristne på nogen måde skulle forsømme deres hustru. (1 Korinther 7:2, 3, 33) Han viste hvad han mente da han skrev: „[Lad] dem der gør brug af verden, [være] som dem der ikke bruger den fuldt ud; for denne verdens scene skifter.“ (1 Korinther 7:31) I dag gælder det i endnu højere grad end da Paulus og Johannes levede, at „verden forsvinder“. (1 Johannes 2:15-17) Gifte kristne der forstår at det er forbundet med ofre at være en Kristi discipel, kan ikke lade sig fuldstændig opsluge af de glæder og rettigheder der følger med ægteskabet. — 1 Korinther 7:5.
Selvopofrende hustruer
20, 21. (a) Hvilke ofre er mange kristne hustruer villige til at bringe? (b) Hvad kan en hustru med rette forvente af sin mand selv om han er ældste?
20 Ligesom ældste bringer ofre for at kunne tage sig af andre, bestræber mange af de søstre der er gift med ældste, sig for at finde den rette balance mellem de ægteskabelige forpligtelser og Rigets interesser. Tusinder af kristne kvinder er glade for at samarbejde med deres mænd så de kan varetage deres pligter som tilsynsmænd. Jehova elsker dem for dette, og han velsigner deres gode indstilling. (Filemon 25) Paulus’ ligevægtige vejledning viser ikke desto mindre at en tilsynsmands hustru med rette kan forvente at hendes mand viser hende opmærksomhed og bruger en rimelig mængde tid sammen med hende. Det er en gift ældstes bibelske pligt at bruge tilstrækkelig tid sammen med sin hustru og have den rette ligevægt mellem opgaven som ægtemand og ældste.
21 Men hvad nu hvis en gift kristen ældste også har børn? Det øger hans ansvar, og som det vil fremgå af den efterfølgende artikel, er der her tale om endnu et område hvor han må føre tilsyn.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvilket bibelsk belæg er der for at en kristen tilsynsmand godt kan være gift?
◻ Hvad bør en ældste være opmærksom på hvis han gifter sig?
◻ I hvilken forstand er en gift kristen „bekymret for det der hører verden til“?
◻ Hvordan viser mange hustruer der er gift med tilsynsmænd, en selvopofrende indstilling?
[Illustration på side 17]
Selv om en ældste har travlt med teokratiske gøremål, bør han vise sin kone kærlig opmærksomhed