Lever vi i de sidste dage?
UDTRYKKET „kritiske tider som er vanskelige at klare“ er oversat fra det græske kairoiʹ chalepoiʹ. (2 Timoteus 3:1) Ordet chalepoiʹ er flertalsformen af et ord der bogstaveligt betyder „hård, streng“ og indeholder tanken om en trussel eller fare. En bibelkommentator siger at der er tale om „en omsiggribende ondskab“. Mens menneskeheden op gennem tiden nu og da har været vidne til tumultagtige tilstande, ville „de sidste dage“ altså være præget af en usædvanlig vildskab. Ifølge Andet Timoteusbrev 3:13 ville „onde mennesker og bedragere . . . gå frem til det værre“.
Passer denne beskrivelse på vore dage? Lad os analysere nogle af de detaljerede tegn vi finder i Andet Timoteusbrev 3:2-5 og se om de viser at vi lever i de sidste dage.
„Menneskene vil være . . . pengekære.“ — 2 Timoteus 3:2.
Efterhånden kan svindel ifølge U.S.News & World Report betegnes som „et orgie af økonomisk kriminalitet“. I USA koster svindel inden for sundhedssektoren alene et svimlende beløb på 300 til 480 milliarder kroner. Desværre er en sådan uærlighed ikke noget særsyn. Gary Edwards, der er formand for et rådgivningscenter i etik, siger at vi har „et samfund der undertiden forherliger uærlighed“. Han fortsætter: „Skurke gøres til helte, om det så er politikere eller forretningsfolk som udnytter systemet og slipper godt fra det.“
„Hovmodige.“ — 2 Timoteus 3:2.
Den hovmodige har kun foragt tilovers for andre. Denne indstilling kommer tydeligt til udtryk i de racemæssige og nationale fordomme mange nærer i dag. „Alle minoriteter bliver gjort til skydeskive,“ skriver Torontoavisen The Globe and Mail. „Raceurolighederne tager til i Tyskland, ku-klux-klan er aktiv i De Forenede Stater, og hagekorset skæmmer fortove og synagoger i Toronto.“ Irving Abella, der er præsident for Den Jødiske Kongres i Canada, siger: „Vi ser det overalt: i Sverige, Italien, Holland, Belgien og Tyskland.“
„Ulydige mod forældre.“ — 2 Timoteus 3:2.
„Mange tilskriver karrieremagerne den tvivlsomme ære at have opfostret en generation af flabede, aggressive og respektløse skarnsunger,“ skriver The Toronto Star. Oprørskhed der begynder i hjemmet, fortsætter ofte i skolen. En lærer har lagt mærke til at børn helt ned til fireårsalderen svarer næsvist igen. „Lærere bruger mere tid på opdragelse end på undervisning,“ siger hun. Det er naturligvis ikke alle unge der er oprørske. Men „generelt lader det til at de ikke har respekt for noget som helst,“ bemærker Bruce MacGregor, som er en erfaren highschool-lærer.
„Uden naturlig hengivenhed.“ — 2 Timoteus 3:3.
De sidste dage ville være kendetegnet af en markant forringelse af familielivet — dér hvor den naturlige hengivenhed, mere end noget andet sted, burde råde. The New York Times oplyser at „vold i hjemmet er den hyppigste årsag til kvæstelser og død blandt amerikanske kvinder, og således årsag til mere skade end trafikulykker, voldtægt og overfald tilsammen“. De fleste tilfælde af børnemisbrug begås af familiemedlemmer som man havde tillid til. De høje skilsmissetal, aborterne og mishandlingen af de ældre vidner også om at mange er „fuldstændig berøvet . . . normale menneskelige følelser“. — Phillips.
„Vilde, uden kærlighed til det gode.“ — 2 Timoteus 3:3.
„Unge behøver ikke nødvendigvis at have et motiv for at begå mord,“ skriver spalteredaktøren Bob Herbert. „Et stort antal unge har med begejstring antaget den opfattelse at det er i orden at skyde løs på et andet menneske ’bare for sjov’.“ Det lader endog til at nogle forældre mangler moralsk sans. Da en gruppe drenge blev beskyldt for at have konkurreret om hvor mange forskellige piger de kunne stå i forhold til, sagde en af fædrene: „Min dreng har blot gjort hvad enhver jævnaldrende amerikansk dreng med appetit på livet ville gøre.“
„Venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud.“ — 2 Timoteus 3:4.
Ifølge et skøn bruger teenagere 15 timer på musik, film og lignende for hver time de tilbringer sammen med et trossamfund. Avisen Altoona Mirror oplyser: „Den medieskabte kultur som florerer i butikscentrene og på skolegangene er det altdominerende i teenageres liv i dag. Påvirkningen fra familien kommer på andenpladsen og lavest rangerer kirkens indflydelse.“ Mirror skriver også at „hvis forældrene ikke vejleder og kirken forholder sig tavs, er det medierne der vil øve størst indflydelse på de unges liv“.
„De har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ — 2 Timoteus 3:5.
Sandheden fra Bibelen har magt til at ændre menneskers livsførelse. (Efeserne 4:22-24) Men nogle af de mest ugudelige gerninger finder sted under et dække af religiøsitet. Et tragisk eksempel er det seksuelle misbrug af børn der er blevet begået af gejstlige. En advokat i USA „siger at han har 200 verserende sager i 27 stater hvor han repræsenterer klienter som fortæller at de er blevet seksuelt misbrugt af præster,“ oplyser The New York Times. De gejstliges ydre eller påtagede form for gudhengivenhed afsløres af deres onde gerninger og stempler dem som hyklere.
Flere vidnesbyrd om de sidste dage
2 Timoteus 3:2-4 siger også at menneskene vil være ...
□ pralende
□ gudsbespottere
□ utaknemmelige
□ illoyale
□ uforsonlige
□ bagvaskere
□ uden selvbeherskelse
□ forrædere
□ egenrådige
□ opblæste
„Tegnet på din nærværelse“
Kort før sin død blev Jesus stillet følgende spørgsmål: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Som svar gav Jesus en beskrivelse af de forhold der ville kendetegne de sidste dage. Lad os betragte nogle af dem.
„Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige.“ — Mattæus 24:7.
„Skønt det tyvende århundrede stort set har været præget af sociale forbedringer og en øget interesse for de fattiges vilkår fra myndighedernes side, er det maskingeværer, kampvogne, B-52-bombefly, atombomber og missiler der har fået størst opmærksomhed. Dette århundrede har været kendetegnet af krige som har været mere blodige og ødelæggende end nogen andre i historien.“ — Milestones of History.
„Jordskælv det ene sted efter det andet.“ — Mattæus 24:7.
I dette århundrede har Chile, Indien, Iran, Italien, Japan, Kina, Peru og Tyrkiet været ramt af jordskælv der målte fra 7,5 til 8,3 på Richter-skalaen.
„Der vil komme frygtelige ting.“ — Lukas 21:11.
På grund af de senere års skræmmende begivenheder er frygt sandsynligvis den følelse der mere end nogen anden præger folks liv i dag. Mange frygter krig, kriminalitet, forurening, sygdom, inflation og meget andet som truer deres sikkerhed og selve deres liv.
„Hungersnød.“ — Mattæus 24:7.
„Sulten truer mens hjælpeorganisationer skændes,“ var overskriften i bladet New Scientist. Ifølge en tidligere præsident for De Forenede Stater er der stor fare for at hungersnød vil hærge hele kloden inden for de næste to årtier. „Trods disse skræmmende udsigter, er den støtte som de rige lande yder til den landbrugsmæssige udvikling i ulandene stærkt dalende,“ påpeges det i artiklen.
„Det ene sted efter det andet tilfælde af pest.“ — Lukas 21:11.
Ifølge et ekspertpanel er de amerikanske myndigheders kamp mod AIDS — der koster mere end 3 milliarder kroner årligt — blevet betegnet som en sørgelig fiasko. „Vi er ved at miste en hel arbejdsdygtig generation som følge af AIDS,“ advarer dr. Donna Sweet, som har mellem 200 og 300 patienter i behandling. I De Forenede Stater er AIDS nu den største dødsårsag blandt mænd i alderen fra 25 til 44 år.
„Tiltagende lovløshed.“ — Mattæus 24:12.
En undersøgelse blandt 2500 unge i De Forenede Stater viser at 15 procent havde været i besiddelse af et skydevåben på et eller andet tidspunkt i løbet af de foregående 30 dage, 11 procent var selv blevet beskudt inden for det sidste år, og 9 procent havde affyret et skud mod et andet menneske.
Hvad ligger forude?
Det ses tydeligt at menneskeheden er faret vild og befinder sig langt fra en fredelig verden. Alene begivenhedernes omfang er uden fortilfælde. Den menneskelige familie befinder sig unægtelig i ukendte omgivelser. Den er på vej gennem en periode der kaldes de sidste dage.
Hvad følger efter denne tid?
[Kildeangivelse på side 4]
Michael Lewis/Sipa Press