Er dit hjem trygt og fredfyldt?
„Måtte Jehova lade jer finde et trygt hjem, hver især i sin mands hus.“ — RUT 1:9.
1. Hvilke tre kvinder drog ud på en rejse til Juda for cirka 3000 år siden?
FOR cirka 3000 år siden begav tre kvinder sig ud på en farefuld rejse. De skulle gennem Moabs barske egne, gennem områder hvor tyve og voldsmænd ofte huserede. Den ældste af kvinderne var enken No’omi, der var på vej til Betlehem i sit elskede hjemland, Juda. Hun havde følgeskab af to yngre moabitiske enker, Orpa og Rut, der havde været gift med No’omis afdøde sønner, Malon og Kiljon.
2. Hvad ønskede No’omi for Orpa og Rut?
2 No’omi tilskyndede imidlertid sine svigerdøtre til at vende om. „Tag af sted,“ sagde hun. „Vend tilbage, hver især til sin moders hus. Måtte Jehova vise loyal hengivenhed mod jer, ligesom I har vist mod dem der er døde, og mod mig.“ No’omi havde endnu et ønske for sine svigerdøtre: „Måtte Jehova lade jer finde et trygt hjem, hver især i sin mands hus.“ (Rut 1:8, 9) Ja, No’omi tilskyndede Orpa og Rut til at vende tilbage til deres folk, i håb om at Gud ville skænke hver af de unge kvinder den ro og trøst det giver at have en god ægtemand og et trygt hjem.
3. Hvad valgte Rut at gøre, og hvad blev resultatet?
3 Orpa tog af sted, men det gjorde den trofaste Rut ikke. Hun ville ikke forlade sin svigermoder, men sagde: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ Hvordan gik det hende? Hun fandt et trygt og fredfyldt hjem hos Boaz og fik „fuld løn“ af Jehova. Hun blev stammoder til kong David og hans Herre, Jesus Kristus. — Rut 1:16; 2:12; 4:13-22; Salme 110:1; Mattæus 1:1-6.
4. Hvilket tankevækkende spørgsmål rejses her?
4 No’omi håbede at Jehova ville skænke hver af hendes svigerdøtre et trygt ægteskab og et fredfyldt hjem. Der er ingen tvivl om at Gud ønsker at hans tjenere har et harmonisk familieliv. Hvis du er et af Jehovas vidner, kan du så ærligt sige at dit hjem er trygt og fredfyldt?
Vælg den rette ægtefælle
5. Hvis man overvejer at gifte sig, hvad bør man da først og fremmest gøre for at opnå et harmonisk familieliv?
5 Hvis du er en ugift kristen der overvejer at gifte dig, håber du ganske givet at få et harmonisk familieliv. Apostelen Paulus’ ord viser hvad du selv først og fremmest kan gøre i den retning: „En hustru er bundet i al den tid hendes mand lever. Men hvis hendes mand skulle sove ind i døden, er hun fri til at blive gift med hvem hun vil, dog kun i Herren.“ — 1 Korinther 7:39.
6. (a) Hvad vil det sige ’kun at gifte sig i Herren’? (b) Hvilke spørgsmål bør de der søger en ægtefælle overveje? (c) Hvorfor bør man vælge en døbt ægtefælle under bøn?
6 Påbudet om ’kun at gifte sig i Herren’ indebærer at en kristen kun må indgå ægteskab med en trosfælle. Men man bør aldrig gifte sig over hals og hoved, heller ikke med en der er indviet til Jehova. Søger den eventuelle ægtefælle virkelig ’retfærdighed og sagtmodighed’? (Zefanias 2:3) Tjener han eller hun Gud af hele sit hjerte? Vidner vedkommendes tale om at hjertet er fyldt med pris til Jehova? Er regelmæssig forkyndelse en vigtig del af den pågældendes liv? Har han eller hun de nødvendige kvalifikationer til forkyndelsen og til et kristent ægteskab? Ja, selv en døbt ægtefælle bør vælges med visdom og under bøn. Man bør så vidt muligt sikre sig at vedkommende har gode åndelige egenskaber. Gør man det, kan man undgå de sorger og problemer der så ofte forstyrrer freden i et religiøst splittet hjem.
7. Hvad skal der til for at man kan opnå den størst mulige lykke i ægteskabet?
7 Når to indviede kristne indgår ægteskab kan de dække hinandens følelsesmæssige behov og dele åndelige anliggender. Det vil resultere i at de knyttes sammen af det stærkeste bånd der kan eksistere mellem mennesker. Kristne mænd og kvinder ønsker naturligvis at have et nært forhold til deres ægtefælle. Mennesker er skabt med en trang til at tilbede Gud, og vi vil opnå størst lykke hvis vi søger at dække dette åndelige behov på rette måde. (Mattæus 5:3) Når vi har indset dette, ønsker vi ganske givet ikke at være ulydige mod Gud ved at gifte os med en ikketroende og derved gå glip af den åndelige enhed der er så stort et plus i ægteskabet. (5 Mosebog 7:3, 4) Ja, hvis vi ønsker at opnå den størst mulige lykke i ægteskabet, må vi sørge for at Gud er med i det. En sådan „tretvundet snor rives ikke hurtigt over“. (Prædikeren 4:12) Hvis Jehova Gud er med i vort ægteskab vil det være stærkt, og vi vil have lettere ved at opbygge et trygt og fredfyldt hjem.
Råd der fremmer freden i hjemmet
8. Hvilken vejledning bør gifte kristne især lægge mærke til?
8 Der er naturligvis meget gifte kristne kan gøre for at få et fredfyldt og harmonisk hjem, men de bør især lægge mærke til Paulus’ vejledning i Efeserbrevet 5:21-33. Man kunne ganske vist bruge disse ord som en slags facitliste for at finde ud af hvilke fejl ens ægtefælle begår — men det er langt bedre at koncentrere sig om hvad man selv kan lære af den vejledning der gives.
9. Hvilken vejledning gav Paulus kristne ægtemænd?
9 Hvis kristne ægtemænd følger Paulus’ vejledning vil det bidrage til at deres hjem bliver trygt og fredfyldt. Apostelen tilskyndede: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den. . . . Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det, ligesom også Messias plejer menigheden . . . lad også hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv.“ Ja, en mand bør „elske sin hustru som sig selv“ — som var hun en del af ham. Og dette er på sin plads, for de to er jo blevet „ét kød“. — 1 Mosebog 2:24.
10. Hvilket ansvar har en kristen ægtemand, i betragtning af det der står i Første Timoteusbrev 5:8?
10 Hvis en mand elsker sin hustru som sig selv, vil han føre an på det åndelige område. Det er ham der bærer ansvaret for den situation der råder i hans familie, og han har ikke lov til bare at lade det gå som det bedst kan. Han må sørge godt for hele sin familie, både materielt og åndeligt. Som Paulus skrev: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ — 1 Timoteus 5:8.
11. Hvilken vejledning giver Paulus kristne hustruer?
11 En kristen hustru kan også gøre meget til at hjemmet bliver trygt og fredfyldt. Paulus giver dette inspirerede råd til hustruer: „Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. Ja, ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt. . . . Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Efeserne 5:22-24, 33) Denne ’dybe respekt’ bidrager til at hjemmet bliver trygt og fredfyldt. Kristne hustruer bør altså ikke efterligne de mange verdslige kvinder hvis uafhængige, udfordrende indstilling skaber ufred og uro i hjemmet.
12. Hvordan bør kristne mænd og hustruer opføre sig?
12 Kristne ægtemænd og hustruer bør opføre sig på en måde der fremmer kærligheden og respekten. Manden bør være hensynsfuld, kærlig og åndeligt moden, og hustruen bør være gudfrygtig, mild og samarbejdsvillig. Det er indlysende at dette vil bidrage til at hjemmet bliver trygt og fredfyldt.
„Giv ikke plads for Djævelen“
13. Hvilket råd giver Paulus i Efeserbrevet 4:26, 27?
13 Da vi alle er ufuldkomne vil det ikke altid være let at bevare freden i hjemmet. Et ydre pres kan for eksempel belaste freden, men hvis man følger Paulus’ vejledning i Efeserbrevet 4:26, 27, kan det bidrage til at harmonien bevares. Paulus skrev her: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ Selv hvis en mand eller hustru ved en lejlighed bliver vred med rette, bør de ikke synde ved fortsat at være vrede og bære nag. Måtte vi aldrig lade fredsforstyrreren, Satan Djævelen, bryde freden i vore kristne hjem! — 1 Peter 5:8.
14. Hvad kan man gøre for at genoprette freden hvis et problem skaber uenighed?
14 Begge ægtefæller må naturligvis følge Bibelens vejledning hvis det skal lykkes dem at bevare freden i hjemmet. Hvis et problem skaber uenighed kan de sammen bede om Guds ånd, så de kan vise dens frugt og genoprette freden i hjemmet. (Lukas 11:13; Galaterne 5:22, 23) Ja, selv under de mest prøvende omstændigheder vil denne fremgangsmåde kunne hjælpe dem til at bevare et trygt og fredfyldt hjem.
Børnenes rolle i familien
15. Hvordan kan børn bidrage til freden i hjemmet?
15 Børnene kan også bidrage til freden i familien. Hvordan? Ved at være lydige og samarbejdsvillige. Om de er det, afhænger i høj grad af hvilken oplæring de har fået ud fra Bibelen, og af om deres kristne forældre hver især underviser dem som de bør. En del af denne livsvigtige undervisning består i at forældrene sætter et godt eksempel. Som det udtrykkes i Ordsprogene 22:6: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ Hvis børn har fået en god oplæring og deres forældre har sat et godt eksempel, vil de som regel ikke vige fra den rette vej. Men meget afhænger selvfølgelig af kvaliteten og omfanget af oplæringen, foruden af børnenes hjertetilstand.
16. Hvordan satte Timoteus’ moder og bedstemoder et godt eksempel for forældre med små børn?
16 Forældre bør begynde at oplære deres børn åndeligt allerede mens de er ganske små. Paulus’ tilskyndende ord viser at Timoteus blev oplært fra ganske lille: „Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om, da du ved hvem du har lært det af, og da du fra den spæde barndom af har kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ (2 Timoteus 3:14, 15) Ja, Timoteus blev „overbevist“ om at skrifterne talte sandt. Det græske ord der bruges her, betyder „at være fast overbevist om; at være forvisset om“ noget. (New Thayer’s Greek-English Lexicon, side 514) At overbevise Timoteus om sandheden krævede en energisk indsats af hans kristne moder, Eunike, og hans bedstemoder, Lois. Det lykkedes dem at opdyrke ’tro uden hykleri’ hos Timoteus, på trods af at hans fader åbenbart ikke var troende. (2 Timoteus 1:5) Arbejder du på at opbygge en lige så stærk tro hos dine børn?
17. Hvad vidner om at selv ganske små børn kan lære noget?
17 Timoteus blev undervist i Skrifterne fra den spæde barndom af. Man bør aldrig undervurdere et barns indlæringsevne. The New York Times har skrevet at ifølge en undersøgelse „er der i visse områder af børns hjerne dobbelt så mange synaptiske forbindelser — steder hvor hjernecellernes forgreninger mødes — som i voksnes hjerne“. Selv meget små børn kan lære noget om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad der er dejligt og hvad der gør ondt. I bogen The Brain skriver dr. med. Richard M. Restak: „I alle levende organismer kan erindringer oplagres i hjernen i overensstemmelse med deres betydning for overlevelsen. Et dyr ’husker’ sin fjende og fjerner sig ved det mindste tegn på at fjenden nærmer sig. Erindringerne oplagres også i overensstemmelse med de følelsesmæssige erfaringers intensitet. Som børn behøvede vi ikke at få at vide mere end én gang at vi ikke måtte røre ved den varme ovn.“ Der er naturligvis stadig meget man ikke ved om hjernens funktion, men det ligger fast at børn kan lære af deres erfaringer. For eksempel kan selv ganske små børn lære at sidde stille ved de kristne møder.
18. Hvilken vejledning til børn og forældre gav Paulus i Efeserbrevet 6:1-4?
18 Når børnene bliver ældre kan de gradvis modtage åndelig oplæring. De kan for eksempel lære at Gud forventer at de adlyder deres forældre. Dette kræver at forældrene underviser deres børn med fasthed og kærlighed, for Paulus skrev: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. ’Ær din fader og moder’, hvilket er det første bud med et løfte: ’For at det kan gå dig godt og du må leve lang tid på jorden.’ Og I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:1-4) Lydige børn bidrager i høj grad til roen og freden i hjemmet.
19. Hvad kan knytte forældre og børn nærmere sammen?
19 Hvad kan styrke båndet mellem forældre og børn? Det er en stor hjælp at læse sammen i Bibelen og de kristne bøger og blade. Bøger som Min bibelhistoriebog og Vi lytter til den store Lærer er særlig gode til børn. I forældre bør altid lægge vægt på kærligheden til Gud, især når I læser i Bibelen med jeres børn. Under måltiderne kan I prise Jehova som den der sørger for os alle. Når I er på rejse med jeres børn kan I fortælle dem om Guds vidunderlige skaberværk — blomsterne, træerne, bjergene, floderne, søerne og dyrelivet. Når I følges ad i forkyndelsen kan I benytte enhver lejlighed til at omtale Guds kærlighed. Hjælp daglig jeres børn til at få større kærlighed til Jehova som person. Dette kan I naturligvis kun gøre hvis jeres eget hjerte er fyldt med kærlighed til Gud. — 5 Mosebog 6:4-7.
20. Hvor stor betydning har en passende tugt?
20 Glem aldrig at tugt er uundværlig. Når tugt gives og modtages på rette måde resulterer den i „en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed“. (Hebræerne 12:11) Og børn der er vise og retter sig efter forældrenes tugt, er til glæde og ære for hele familien, og bevarer dens gode navn og rygte. (Ordsprogene 10:1; 13:1; 23:24, 25) Ja, ved hver især at udfylde deres bibelske roller kan forældre og børn bidrage til at hjemmet bliver trygt og fredfyldt.
Bevar trygheden og freden i hjemmet
21. Hvordan kan man ifølge Ordsprogene 24:3, 4 bevare trygheden og freden i hjemmet?
21 Hvordan kan man bevare trygheden og freden i hjemmet? Et ordsprog lyder: „Ved visdom bygges et hus op, og ved dømmekraft grundfæstes det; og ved kundskab fyldes de inderste kamre med alle slags kostbare og fine sager.“ (Ordsprogene 24:3, 4) Ved en families kundskab og flittige arbejde kan hjemmet blive fyldt med fine materielle ting, men kun hvis familiens medlemmer viser dømmekraft og gudfrygtig visdom, idet de anvender deres bibelske kundskab på rette måde, kan hjemmet opbygges og grundfæstes. Ja, visdom opbygger en familie og sætter den i stand til at fungere som en enhed.
22. Hvad bliver resultatet hvis man følger Guds vejledning?
22 Hvis man følger Guds anvisninger for familien vil det resultere i fred, for Gud sagde til israelitterne: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ (Esajas 48:17, 18) Måtte alle gudfrygtige mænd, hustruer og børn derfor anvende den himmelske visdom. Så vil der altid herske fred og tryghed i deres hjem.
Husker du?
◻ Hvad kan en ugift kristen der overvejer at gifte sig, gøre for at opnå et harmonisk familieliv?
◻ Hvad må ægtemænd og hustruer gøre for at fremme freden i hjemmet, ifølge Efeserbrevet 5:21-33?
◻ Hvordan kan det bidrage til freden i hjemmet at man følger vejledningen i Efeserbrevet 4:26, 27?
◻ Hvordan kan børnene bidrage til freden i familien?
◻ Hvordan kan man bevare trygheden og freden i hjemmet?
[Illustration på side 17]
Kristne ægtefæller må ved deres adfærd fremme kærligheden og respekten i hjemmet
[Illustration på side 18]
Timoteus blev undervist i Guds ord fra den spæde barndom af. Hjælper du dine børn til at få større kundskab om og kærlighed til Jehova?