EVANGELIEFORKYNDER
En der forkynder evangeliet eller den gode nyhed; en der bringer godt nyt. Det græske ord euaggelistēsʹ (evangelieforkynder) er beslægtet med euaggeʹlion, „god nyhed“, „evangelium“. (Se GOD NYHED; også Na 1:15, fdn.; Mt 4:23, fdn.) Jehova er den store Evangelieforkynder eller Overbringer af godt nyt. Efter syndefaldet var det en god nyhed at der skulle komme en der ville knuse slangens hoved, som der siges i 1 Mosebog 3:15. Den gav menneskene håb. (Ro 8:20) Videre forkyndte Jehova godt nyt for Abraham da han udtalte sig nærmere om løftet over for ham. (Ga 3:8; 1Mo 12:1-3) I Esajas 52:7 blev det forudsagt at én ville ’bringe godt nyt’ om jødernes tilbagevenden fra landflygtigheden i Babylon. Dette sted citeres af apostelen Paulus i forbindelse med de kristnes forkyndelsesarbejde. (Ro 10:15) Engelen Gabriel var en evangelieforkynder i den forstand at han forkyndte den gode nyhed om Johannes Døbers fødsel for Zakarias og om Jesu fødsel for Maria. En engel virkede som evangelieforkynder for hyrderne ved tiden for Jesu fødsel. (Lu 1:18-38; 2:10) Johannes Døber var evangelieforkynder, for der siges at han „blev ved at forkynde godt nyt for folket“. (Lu 3:18) Alle Jesu disciple tog del i den offentlige forkyndelse af den gode nyhed og var således evangelieforkyndere. — Apg 8:4.
Særlige evangelieforkyndere. Bortset fra at alle kristne har fået til opgave at være evangelieforkyndere, bruges ordet på en særlig måde i Efeserbrevet 4:8, 11, 12, hvor Paulus beskriver de „gaver i form af mennesker“ som Kristus skænkede menigheden da han steg op til det høje: „Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, . . . til opbyggelse af Messias’ legeme.“ Den særlige opgave som disse evangelieforkyndere havde, var at de skulle være missionærer. Ofte åbnede de nye distrikter hvor den gode nyhed ikke var blevet forkyndt før. Evangelieforkynderne nævnes før hyrderne og lærerne i Efeserbrevet 4:11, for efter at den gode nyhed var blevet forkyndt og der var gjort disciple, byggede hyrderne og lærerne videre på det arbejde der allerede var udført.
Filip nævnes specielt som evangelieforkynder. Efter Pinsedagen var han banebryder for forkyndelsesarbejdet i byen Samaria, hvor der opnåedes gode resultater. Af en engel blev han ledet til den ætiopiske eunuk, som han forkyndte den gode nyhed for og derefter døbte. Derpå blev Filip ført bort af ånden for at forkynde i Asdod og alle byerne på vejen til Cæsarea. (Apg 8:5, 12, 14, 26-40) Paulus udførte et stort arbejde og nåede vidt omkring som evangelieforkynder. (2Kor 10:13-16) Timoteus var ligeledes evangelieforkynder og missionær, og Paulus lagde i sit afskedsbrev til Timoteus særlig vægt på forkyndelsen af evangeliet: „Du, derimod, vær ædru i alle ting, lid ondt, gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.“ Timoteus, der sammen med andre kristne forkyndte den gode nyhed, var som tilsynsmand i Efesus også hyrde og lærer. — 2Ti 4:5; 1Ti 1:3.
Forkyndelsen af evangeliet i „endens tid“. Det største forkyndelsesarbejde nogen sinde skulle udføres i „endens tid“, ifølge Jesu ord i Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord . . . og så vil enden komme.“ I vor tid har nationerne deres lægemissionærer samt deres økonomiske, politiske og andre missionærer. Men de kristne har fået befaling til at forkynde Guds rige og gøre disciple af Jesus Kristus. (2Ti 4:2; 1Kor 9:16; 1Pe 1:12, 25; 4:17) Engelen som kommer flyvende midt på himmelen med den evigvarende gode nyhed, forkynder: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet, ja tilbed ham som har dannet himmelen og jorden og hav og vandkilder.“ (Åb 14:6, 7) Dette er den gode nyhed som den kristne evangelieforkynder eller missionær skal bringe ud. Ligesom Bibelen omtaler nogle som missionærer eller evangelieforkyndere i en særlig betydning, som for eksempel evangelieforkynderen Filip, således kan nogle kristne i dag virke som missionærer i en særlig betydning, måske endda ved at rejse ud til andre lande for at forkynde. (Apg 21:8) Men desuden har alle kristne fået til opgave og er forpligtede til at være evangelieforkyndere hvor de end befinder sig, idet de forkynder den gode nyhed for alle slags mennesker. — Ro 10:9, 10.