Nyt fra Rigets arbejdsmark
Bibelens ord er „virkende“
I denne verden bruges der megen tid og mange penge på at forhindre mennesker i at handle ondt. Man har lovgivet mod stofmisbrug, tyveri og mord, men disse love gør ikke onde mennesker gode. Guds ord, Bibelen, kan derimod forvandle mennesker. De der lever efter dens love og principper bliver retskafne og ærlige og får et mildt sind. — Romerne 12:2.
◻ For eksempel kom to Jehovas vidner i Australien på genbesøg hos nogle unge, arbejdsløse mænd. De kom indenfor i huset hvor mændene boede og blev vist ind i et mørkt, røgfyldt værelse. På bordet lå der marihuana og på væggene hang der store rockplakater. Langs den ene væg stod der nogle vældige forstærkere til elektriske guitarer. Det var øvelseslokalet for et rockband. Det lykkedes dem at oprette et bibelstudium med tre af disse mænd som var kødelige brødre. Nogle år tidligere havde deres moder studeret Bibelen med Jehovas Vidner, og ved hjælp af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden havde hun lært drengene om Guds løfter om et kommende paradis. Men så flyttede familien, og studiet hørte op. Nu blev deres kærlighed til sandheden imidlertid atter vakt til live, og inden længe begyndte også to af deres venner at overvære studiet.
Efter at de havde studeret i tre måneder begyndte en af dem at tage del i forkyndelsen, og måneden efter gjorde de to andre det samme. De forlod rockbandet, og efter kun fire måneder var de alle tre med i forkyndelsesarbejdet. I mellemtiden var deres moder, en yngre broder og en ældre gift søster begyndt at studere Bibelen. Kort tid efter bad også en anden af deres venner om et bibelstudium. Det var en ubeskrivelig glæde at se fem af dem blive døbt samme dag ved et kredsstævne! To andre arbejder hen imod dåb, og moderen og søsteren gør fortsat gode fremskridt. Ja, Guds ord er i sandhed virkende.
◻ En mand i Argentina havde en ansat der var doven og løgnagtig og som skyldte ham en stor sum penge. En dag stak han af. Det ene år gik efter det andet. Så en dag mødte manden sin tidligere ansatte på gaden foran sit hus. Den tidligere ansatte hilste på ham og sagde: „Jeg var netop på vej hen til dig for at betale de penge tilbage som jeg skylder dig. Her er de. Mange tak for lån, og tilgiv mig at jeg ikke er kommet med dem noget før.“ Forbavset spurgte manden ham hvorfor han gjorde dette. Han svarede: „Jeg studerer Bibelen nu, og jeg er blevet et af Jehovas vidner. Bibelen siger at vi ikke må skylde nogen noget som helst, undtagen det at vise hinanden kærlighed. Det er derfor jeg har betalt dig dine penge tilbage.“ Manden spurgte derpå: „Hvordan kan Bibelen i den grad ændre et menneske?“ Der blev påbegyndt et bibelstudium med ham, og nu lærer også han om Bibelens sandheder, alt sammen på grund af den store forandring Bibelens ord udvirkede hos hans tidligere ansatte.
Mange oprigtige mennesker i Argentina tager imod Bibelens budskab og forandrer deres levevis, hvilket også den følgende oplevelse viser.
◻ „En dag da vi bankede på en dør mens vi var ude i tjenesten,“ fortæller en forkynder, „hørte vi skrig inde fra huset. Der kom en mand ud som var meget, meget vred. Vi begyndte at forklare ham formålet med vort besøg, men han truede med at smide os ud. Vi fortsatte dog med at tale stille og roligt. Lidt efter lidt faldt han til ro. Det lagde vi mærke til, så vi fortalte ham mere om Guds storslåede hensigter med menneskeheden. Dette gjorde indtryk på manden, som overraskede os ved pludselig at udbryde: ’Det er Gud der har sendt jer hertil.’ Han inviterede os derefter indenfor. Her sad hans ’kone’ og hans børn sammenkrøbne i et hjørne og græd. Så indrømmede han: ’Da I kom, skulle jeg til at slå min familie og mig selv ihjel. Jeg er dybt fortvivlet! Jeg har mistet mit arbejde, og nu vil de smide os ud af huset, og jeg har en bunke regninger der ikke er betalt.“
Denne oplevelse fik et lykkeligt udfald. En søster skaffede manden et arbejde, og de fik et andet sted at bo. Manden og hans ’kone’ begyndte at studere Bibelen og blev gift efter at have boet sammen i 15 år.
Disse oplevelser viser at Bibelens ord er „virkende“. Det kan udvirke det samme hos alle der har et ydmygt hjerte og som ønsker at studere Bibelen og leve efter den.
[Tekstcitat på side 7]
„Guds ord er levende og virkende.“ — Hebræerne 4:12