Hvordan kan vi føje dyd til vor tro?
„Af netop denne grund skal I, ved at anvende al iver og alvor, til jeres tro føje dyd.“ — 2 PETER 1:5.
1, 2. Hvorfor kan det forventes at Jehovas folk ejer dyd?
JEHOVA handler altid dydigt. Han gør det der er retfærdigt og godt. Apostelen Peter kunne derfor omtale Gud som den der kaldte de salvede kristne „ved herlighed og dyd“. Nøjagtig kundskab om deres himmelske Fader havde vist dem hvad der var nødvendigt for at leve et liv i sand gudhengivenhed. — 2 Peter 1:2, 3.
2 Apostelen Paulus tilskynder kristne til at ’blive Guds efterlignere, som elskede børn’. (Efeserne 5:1) Ligesom deres himmelske Fader bør Jehovas tjenere derfor i enhver situation vise at de ejer egenskaben dyd. Men hvad er dyd, sådan som Bibelen anvender ordet?
Hvad dyd er
3. Hvordan er „dyd“ blevet defineret?
3 Moderne ordbøger definerer „dyd“ som „moralsk fortræffelighed; godhed“. Det er en „retlinet handlemåde og tankegang; en god karakter“. En person der ejer dyd er retfærdig. Dyd er også blevet defineret som „det at følge en norm for hvad der er ret“. For de kristne er normen for hvad der er ret naturligvis bestemt af Gud og nedfældet i hans hellige ord, Bibelen.
4. Hvilke egenskaber må kristne ifølge Andet Petersbrev 1:5-7 arbejde ihærdigt på at opdyrke?
4 Sande kristne følger Jehova Guds retfærdige normer og giver agt på hans dyrebare løfter ved at udvise tro. De adlyder også Peters formaning: „Af netop denne grund skal I, ved at anvende al iver og alvor, til jeres tro føje dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse, til jeres selvbeherskelse udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed, til jeres gudhengivenhed broderlig hengivenhed, til jeres broderlige hengivenhed kærlighed.“ (2 Peter 1:5-7) En kristen må gøre en ihærdig indsats for at opdyrke disse egenskaber. Det er ikke gjort på nogle få dage eller år, det kræver en livslang indsats. At føje dyd til troen er bestemt en udfordring!
5. Hvad er dyd i bibelsk forstand?
5 Leksikografen M. R. Vincent siger at den oprindelige klassiske betydning af det græske ord som gengives med „dyd“ var „fortræffelighed af enhver slags“. Peter brugte flertalsformen da han sagde at de kristne „vidt og bredt skulle forkynde [Guds] dyder“. (1 Peter 2:9) I bibelsk forstand betegnes dyd ikke som en passiv egenskab, men som „moralsk handlekraft, sjælsstyrke“. Da Peter nævnte „dyd“, tænkte han på den moralske fortræffelighed som Guds tjenere modigt forventes at vise og bevare. Men kan vi som er ufuldkomne, gøre det der er dydigt i Guds øjne?
Ufuldkomne men dydige
6. Hvordan kan vi gøre det der er dydigt i Guds øjne, selv om vi er ufuldkomne?
6 Er det muligt at vi på trods af vor nedarvede synd og ufuldkommenhed kan gøre det der er dydigt i Guds øjne? (Romerne 5:12) Vi har afgjort behov for Jehovas hjælp hvis vi skal bevare vort hjerte rent, så det kan være grobund for dydige tanker, ord og handlinger. (Jævnfør Lukas 6:45.) Efter at have syndet i forbindelse med Batseba tryglede den angrende salmist David: „Skab mig et rent hjerte, Gud, og giv en ny, en fast ånd i mit indre.“ (Salme 51:10) David modtog Guds tilgivelse samt den fornødne hjælp til at leve et dydigt liv. Hvis vi har syndet alvorligt men angrende har taget imod hjælp fra Gud og fra menighedens ældste, kan vi vende tilbage til dydens vej og fortsætte på den. — Salme 103:1-3, 10-14; Jakob 5:13-15.
7, 8. (a) Hvad er nødvendigt hvis vi skal bevare egenskaben dyd? (b) Hvad hjælper kristne til at være dydige?
7 På grund af vor nedarvede syndighed må vi bestandig føre en indre kamp for at kunne vandre dydigt. Hvis vi skal bevare egenskaben dyd, må vi aldrig blive syndens trælle. I stedet bør vi være „trælle for retfærdighed“ og altid tænke, tale og handle dydigt. (Romerne 6:16-23) Vore kødelige ønsker og syndige tilbøjeligheder er naturligvis stærke, hvilket gør at der hersker en konflikt mellem disse tilbøjeligheder og det Gud kræver af os. Hvad kan vi gøre ved det?
8 Jo, vi må lade os lede af Jehovas hellige ånd, Guds virksomme kraft. Vi bør derfor følge Paulus’ vejledning: „Bliv ved med at vandre ved ånd, så vil I ikke opfylde noget som helst kødeligt ønske. For kødet er i sine ønsker imod ånden, og ånden imod kødet; for disse står hinanden imod, sådan at det I gerne vil gøre, det gør I ikke.“ (Galaterne 5:16, 17) Ja, Guds ånd er den kraft der driver os til at handle retfærdigt, og Guds ord er den rettesnor der hjælper os til at have en ret adfærd. Desuden modtager vi kærlig hjælp fra Jehovas organisation og vejledning fra „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Det er altså muligt at overvinde syndige tilbøjeligheder. (Romerne 7:15-25) Hvis vi skulle få en uren tanke bør vi naturligvis straks afvise den og bede Gud om hjælp til at modstå enhver fristelse til at handle forkert. — Mattæus 6:13.
Dydige tanker
9. Hvilken tankegang er påkrævet for at kunne handle dydigt?
9 Egenskaben dyd har sit udspring i tankerne. For at opnå Guds gunst må vore tanker være beskæftiget med det der er retfærdigt, godt og dydigt. Paulus siger: „Brødre, alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ (Filipperne 4:8) Vore tanker bør kredse om det der er retfærdigt og rent, og vi må afvise det der ikke er dydigt. Paulus kunne sige: „Det I har lært og modtaget og hørt og set hos mig, det skal I praktisere.“ Hvis vi er som Paulus — tænker, taler og handler dydigt — vil vi være godt selskab, gode eksempler i kristen livsførelse, og ’fredens Gud vil være med os’. — Filipperne 4:9.
10. Hvordan vil det at vi efterlever ordene i Første Korintherbrev 14:20 hjælpe os til at bevare egenskaben dyd?
10 Hvis vi ønsker at bevare en dydig tankegang og således behage vor himmelske Fader, er det nødvendigt at vi giver agt på Paulus’ formaning: „Vær ikke børn i forstandighed, men vær spædbørn i slethed; vær derimod fuldvoksne i forstandighed.“ (1 Korinther 14:20) Det vil sige at kristne ikke bør søge at opnå kundskab om eller erfaring i det der er ondt. I stedet for at lade vort sind fordærves, bør vi i denne henseende foretrække at forblive uerfarne og uskyldige som spædbørn. Samtidig bør vi gøre os helt klart at umoralitet og andre overtrædelser er syndige i Jehovas øjne. Det vil være til gavn for os hvis vi oprigtigt ønsker at behage Jehova ved vor dydige adfærd, for det vil få os til at undgå urene former for underholdning og anden mentalt fordærvende påvirkning fra denne verden som ligger i Satans magt. — 1 Johannes 5:19.
Dydig tale
11. Hvordan vil ens tale være hvis man ejer egenskaben dyd, og hvilket eksempel har Jehova Gud og Jesus Kristus sat i den forbindelse?
11 Hvis vi har en dydig tankegang vil det have stor indflydelse på det vi siger. For at være dydig må man tale om det der er rent, sundt, sandfærdigt og opbyggende. (2 Korinther 6:3, 4, 7) Jehova er „sandhedens Gud“. (Salme 31:5) Han er trofast i alle sine handlinger; og hans løfter er pålidelige, for han kan ikke lyve. (4 Mosebog 23:19; 1 Samuel 15:29; Titus 1:2) Guds søn, Jesus Kristus, er „fuld af ufortjent godhed og sandhed“. Mens han var på jorden overbragte han altid sandheden sådan som han havde modtaget den fra sin Fader. (Johannes 1:14; 8:40) Desuden ’begik Jesus ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund’. (1 Peter 2:22) Hvis vi er sande tjenere for Gud og Kristus, vil vi tale sandfærdigt og opføre os retskaffent, idet vi har ’sandheden spændt som bælte om vores lænd’. — Efeserne 5:9; 6:14.
12. Hvilken slags tale må vi undgå hvis vi skal bevare dyden?
12 Hvis vi ejer egenskaben dyd, vil vi også undgå upassende tale. Vi vil følge Paulus’ vejledning: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“ „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten, ting som ikke er passende, men hellere taksigelse.“ (Efeserne 4:31; 5:3, 4) Andre vil finde vort selskab forfriskende fordi vort retfærdige hjerte tilskynder os til at undgå ukristen tale.
13. Hvorfor må kristne tøjle deres tunge?
13 Et ønske om at behage Gud og tale om det der er dydigt vil hjælpe os til at tøjle tungen. På grund af syndige tilbøjeligheder kommer vi alle indimellem til at sige noget vi ikke skulle have sagt. Alligevel siger disciplen Jakob at „når vi lægger bidsler i hestenes munde“ går de lydigt hvorhen vi ønsker. Vi kan derfor arbejde ihærdigt på at tøjle tungen og tilstræbe kun at bruge den på en dydig måde. En ustyrlig tunge „er gjort til en verden af uretfærdighed“. (Jakob 3:1-7) Den utæmmede tunge er skyld i alle mulige former for ondskab i denne ugudelige verden, blandt andet i nedbrydende ting som falske vidnesbyrd, spot og bagvaskelse. (Esajas 5:20; Mattæus 15:18-20) Og når en ustyrlig tunge kommer med nedsættende, sårende eller bagvaskende bemærkninger, er den fyldt med dræbende gift. — Salme 140:3; Romerne 3:13; Jakob 3:8.
14. Hvordan må kristne undgå at tale med to tunger?
14 Som Jakob viser ville det være inkonsekvent at ’velsigne Jehova’ ved at tale godt om ham og samtidig ’forbande mennesker’ ved at nedkalde ondt over dem. Det vil afgjort være forkert at synge Guds pris ved møderne og bagefter tale dårligt om sine trosfæller. Der kan ikke vælde både frisk og bittert vand frem fra samme kilde. Hvis vi tjener Jehova kan andre med rette forvente at vi taler om det der er dydigt eller godt og ikke om det der er fordærvet. Lad os derfor sky dårlig tale og i stedet snakke om det der vil gavne vore trosfæller og som vil opbygge dem åndeligt. — Jakob 3:9-12.
Dydige handlinger
15. Hvorfor er det så vigtigt at vi ikke går krogveje?
15 Kristnes tankegang og tale bør være dydig, men hvad med vor adfærd? Kun ved at have en retlinet adfærd kan vi opnå Guds godkendelse. Ingen tjener for Jehova kan forlade dydens vej, begynde at gå krogveje og handle svigefuldt og samtidig tro at han har Guds behag. I Ordsprogene 3:32 siges der: „Den der går krogveje er en vederstyggelighed for Jehova, men de retskafne har hans fortrolighed.“ Hvis vi påskønner vort forhold til Jehova Gud, bør disse tankevækkende ord afholde os fra at lægge onde planer eller på anden måde gå krogveje. Blandt de syv ting som er Jehovas sjæl en vederstyggelighed er „et hjerte der finder på onde anslag“. (Ordsprogene 6:16-19) Lad os derfor undgå sådanne handlinger og gøre det der er moralsk rigtigt, til gavn for vore medmennesker og til ære for vor himmelske Fader.
16. Hvorfor må kristne ikke optræde hyklerisk?
16 Dyd indbefatter ærlighed. (Hebræerne 13:18) En hykler, hvis handlinger ikke harmonerer med hans ord, er ikke retlinet eller dydig. Det græske ord der gengives med „hykler“ (hypokritēsʹ) betyder „én der svarer“ og bruges også om en skuespiller. Eftersom græske og romerske skuespillere bar maske, blev dette ord brugt om én der forstillede sig. Hyklere er „utro“. (Sammenlign Lukas 12:46 med Mattæus 24:50, 51.) Og hykleri (hypoʹkrisis) er forbundet med list og ondskab. (Mattæus 22:18; Markus 12:15; Lukas 20:23) Hvor er det sørgeligt når nogen bedrager en tillidsfuld person med smil, smiger og handlinger som kun er komediespil! Derimod er det skønt at have at gøre med kristne der er til at stole på. Og Gud velsigner dem der er dydige og ikke hykleriske. De der viser ’broderlig hengivenhed uden hykleri’ og ejer „tro uden hykleri“ har hans godkendelse. — 1 Peter 1:22; 1 Timoteus 1:5.
Dyd er aktiv godhed
17, 18. Hvordan vil vi opføre os over for andre når vi viser åndens frugt godhed?
17 Hvis vi føjer dyd til vor tro, vil vi afholde os fra at tænke, sige eller gøre noget der er uantageligt for Gud. Men kristen dyd må også komme til udtryk ved at man aktivt gør det gode. Faktisk er dyd blevet defineret som godhed. Og godhed er en frugt af Jehovas hellige ånd, ikke blot et produkt af menneskers bestræbelser. (Galaterne 5:22, 23) Når vi viser åndens frugt godhed, vil det anspore os til at tænke godt om andre og rose dem for deres gode egenskaber trods deres ufuldkommenheder. Har de tjent Jehova trofast i mange år? Så bør vi vise dem respekt og tale godt om dem og deres tjeneste for Gud. Vor himmelske Fader lægger mærke til den kærlighed de viser hans navn og til deres trosgerninger, og det samme bør vi gøre. — Nehemias 13:31b; Hebræerne 6:10.
18 Når vi ejer egenskaben dyd vil det gøre os tålmodige, forstående og medfølende. Hvis en af vore medtjenere for Jehova er bedrøvet eller deprimeret, vil vi trøste og opmuntre, ligesom vor kærlige himmelske Fader trøster os. (2 Korinther 1:3, 4; 1 Thessaloniker 5:14) Vi føler med dem der sørger, for eksempel over et dødsfald. Hvis vi kan gøre noget for at lindre andres smerte, vil vi gøre det, for godhed og dyd tilskynder os til at hjælpe andre i kærlighed.
19. Hvordan vil andre sandsynligvis behandle os hvis vi er dydige i tanke, ord og handling?
19 Ligesom vi velsigner Jehova ved at tale godt om ham, vil andre sikkert velsigne os hvis vi er retlinede i tanke, ord og handling. (Salme 145:10) Et víst ordsprog lyder: „Velsignelser er for den retfærdiges hoved, men de ugudeliges mund dækker over vold.“ (Ordsprogene 10:6) En ond og voldelig person mangler dyd, en egenskab som ville gøre ham afholdt af andre. Han høster som han sår; folk kan ikke ærligt velsigne ham ved at tale godt om ham. (Galaterne 6:7) Det er langt bedre med dem der tænker, taler og handler dydigt som Jehovas tjenere! De vinder andres kærlighed, tillid og respekt, og deres medmennesker vil velsigne dem og tale godt om dem. Deres gudgivne dyd resulterer desuden i rige velsignelser fra Jehova. — Ordsprogene 10:22.
20. Hvilken virkning vil det have på Jehovas folks menighed hvis vi tænker, taler og handler dydigt?
20 Hvis vi tænker, taler og handler dydigt, vil det helt sikkert gavne Jehovas folks menighed. Når trosfæller nærer kærlige tanker om og viser respekt for hinanden, trives broderkærligheden iblandt dem. (Johannes 13:34, 35) At tale om det der er godt og dydigt, ved blandt andet at rose og opmuntre, virker forenende og danner grundlag for et godt samarbejde. (Salme 133:1-3) Hjertelige, dydige handlinger ansporer desuden andre til at tale om det der er dydigt. Den kristne dyd medfører frem for alt vor himmelske Faders, Jehovas, godkendelse og velsignelse. Lad os derfor sætte os som mål at give agt på Guds dyrebare løfter ved at udvise tro, og gøre en oprigtig indsats for til vores tro at føje dyd.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan vil du definere „dyd“, og hvorfor kan ufuldkomne mennesker være dydige?
◻ Hvordan vil man tænke hvis man ejer dyd?
◻ Hvordan vil egenskaben dyd påvirke vor tale?
◻ Hvilken indflydelse bør dyd og retlinethed have på vore handlinger?
◻ Hvilken gavnlig virkning har det når vi er dydige?
[Illustration på side 21]
Eftersom der ikke kan vælde frisk og bittert vand frem af samme kilde, kan andre med rette forvente af Jehovas tjenere at deres tale altid afspejler dyd