Vi betragter verden
Tæt på en katastrofe
En asteroide på mindst 800 meter i diameter var den 23. marts lige ved at kollidere med jorden. Ingen opdagede det før otte dage senere, da en astronom bemærkede objektet på nogle fotografier taget gennem teleskop. Hvis den store asteroide havde ramt jorden, ville det have haft samme virkning som hvis 20.000 megatonbomber var eksploderet. Hvis den var landet i havet ville resultatet have været gigantiske bølger der ville have medført ødelæggelser i kystområder. Asteroiden, der bevægede sig med en fart af 74.000 kilometer i timen, passerede jorden inden for en afstand af 800.000 kilometer — og det er tæt på, når man beskæftiger sig med astronomi!
En formaning til jesuitterne
„Når paven blander sig i noget der ikke vedrører hans embede, kan han ikke forlange lydighed i katolicismens navn,“ hedder det i en frimodig erklæring som 170 katolske teologiprofessorer udsendte i januar. „Han må regne med at møde uenighed.“ Flere fremtrædende jesuitter skrev under på erklæringen, hvori der blev rettet kritik mod pavens valg af nye biskopper og hans urokkelige standpunkt i visse teologiske stridsspørgsmål. Dette har åbenbart fået jesuitternes øverste leder til at formane medlemmerne af denne indflydelsesrige religiøse orden til ikke at skrive under på kontroversielle offentlige erklæringer. Johannes Paul II har begrænset jesuitternes uafhængighed siden han blev pave, og jesuitternes leder er ganske givet ikke interesseret i at spændingerne mellem paven og ordenen øges.
Forurening i nord
Tilsyneladende er ikke en eneste plet på kloden gået fri for virkningerne af menneskenes forurening. Den mælk ammende eskimokvinder i den nordlige del af Canada giver deres børn, er den mest PCB-holdige i verden. PCB — polychlorerede bifenyler — er blevet sat i forbindelse med flere forskellige sygdomme, deriblandt kræft. Eskimoernes kost består for en stor del af fisk og animalsk fedt, der har absorberet de kemikalier som dumpes i floder og have. Endnu længere mod nord, i det fjerne nordamerikanske Arktis, har forskere fundet en overraskende høj koncentration af menneskeskabte stoffer i sneen. Disse kemikalier — blandt andet PCB-stoffer — menes at være kommet derop med blæsten, som fint støv eller som vanddampe.
Tyverier på arbejdspladsen
Vesttyskland plages af flere og flere tyverier på arbejdspladserne. På ét år har politiet modtaget anmeldelser af over 130.000 tyverier fra kontorer og andre arbejdspladser. Det største problem er at fremmede har fri adgang til mange regeringskontorer og firmaer, hvor de fristes af ulåste skuffer og skabe. Politiet anbefaler at man holder sine penge og værdier under lås og slå på arbejdspladsen.
Malaria mere resistent
Efter at man i flere årtier har forsket for at finde en måde at helbrede eller kontrollere malaria på, synes sygdommen nu at sprede sig i den sydlige del af Afrika. Dertil kommer at den bliver mere og mere resistent over for medicin. „Malariaparasitten bruger alle kneb for at forvirre legemets immunforsvar,“ siger dr. Phillip van Heerden, der er præsident for Det Medicinske Forskningsråd i Sydafrika. Og hvis en af de vacciner man i øjeblikket er ved at udvikle skulle vise sig effektiv, „ville den være for dyr til at man kunne hjælpe Den Tredje Verden,“ fortsætter han. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen dræber malaria årligt over en million børn i Afrika.
Ozonlaget
Firs lande der er bekymrede over truslen mod det beskyttende ozonlag i atmosfæren, går ind for at produktionen af visse skadelige stoffer skal forbydes inden år 2000. Under et møde i Helsinki i maj vedtog de en erklæring om at standse anvendelsen af CFC-gasser (klorfluorcarboner, også kaldet freon) ved århundredets slutning. CFC-gasser er langsomt nedbrydelige kemiske stoffer der blandt andet anvendes i køleskabe og luftkonditioneringsanlæg, samt i isoleringsmateriale. I stratosfæren nedbryder de ozonen, en luftart der er gavnlig fordi den opsuger farlige solstråler som kan forårsage hudkræft.
Kinas befolkningstilvækst
Den 14. april 1989 var Kinas officielle befolkningstal nået op på 1,1 milliard. Eksperter erkender imidlertid at tallet ikke kan fastslås med mere end en millions nøjagtighed. Befolkningstilvæksten bekymrer de kinesiske myndigheder af to grunde. For det første er étbarnspolitikken indtil nu slået fejl i landområderne. For det andet er produktionen af landbrugsprodukter i de sidste fire år „stagneret ved omkring 400 millioner tons“ korn årligt. Dette er ikke nok til den voksende befolkning.
En jumbojet velsignes
Midt i larmen og uroen i Narita-lufthavnen i Tokyo stod en hvidklædt shintoistisk munk og messede foran et interimistisk alter mens han viftede med en „hellig“, stedsegrøn kvist over grøntsager, tang og en tørret blæksprutte. Han var ved at velsigne et nyudviklet flys jomfrurejse. Mainichi Daily News forklarer at ceremonien skulle „fremme sikkerheden, nu da den første højteknologiske Boeing 747-400 jumbojet skulle indgå i passagertjenesten“, og desuden „give velstand til ejeren“, et amerikansk luftfartsselskab.
Oplysning om kræft
Gennem en storstilet oplysningskampagne i 1989 håber EF-landene at kunne bekæmpe spredningen af kræft. „Hvert år dør 750.000 mennesker i Europa af kræft,“ udtaler lederen af Fællesmarkedets kontor i Bonn. „Hvis stigningen i antallet af kræfttilfælde ikke standses, vil det i år 2000 være sådan at hver tredje europæer får kræft på et eller andet tidspunkt i sit liv.“ Kampagnen vil fokusere på „de skadelige virkninger af rygning, indtagelse af alkohol, forkert ernæring og miljøforurening,“ skriver den tyske avis Main Post.
Haj-bionik
Videnskabsmænd i England forsøger at efterligne endnu en genial konstruktion fundet i skaberværket: hajens hud. Den er dækket af mikroskopiske tænder, ordnet så de danner et mønster af riller i længderetningen. Disse riller reducerer modstanden når hajen svømmer, og virker dermed energibesparende. Indledende undersøgelser med computerdesignede riller på et forsøgskøretøj har vist at modstanden måske kan mindskes med op til 3 procent. Hvis rillerne har samme virkning på fly, vil det medføre en betydelig besparelse, eftersom en effektivitetsforbedring på bare 0,5 procent har stor betydning inden for denne industri. British Maritime Technology søger nu at finde anvendelsesmuligheder for disse opdagelser i forbindelse med fremstilling af propeller, turbineskovle, undervandsbåde og fly, skriver Londonavisen Daily Telegraph.
Mikroskopiske undere
Ved undersøgelsen af det hvide næsehorns fordøjelsessystem opdagede forskerne en gruppe protozoer der tidligere har været ukendte for videnskaben. I modsætning til de fleste andre protozoer, der er encellede organismer og relativt simple i struktur, har den nyopdagede art nogle vedhæng. Bladet South African Panorama kalder fundet exceptionelt. De nyopdagede protozoer er „særdeles komplicerede“ og gør god brug af deres tentakler og fingerlignende vedhæng.
Skræmt til ædruelighed
Californiske dommere giver teenage-spritbilister „kendskab til de barske realiteter“, skriver avisen The New York Times. Ud over at de som førstegangslovovertrædere får en bøde og en betinget dom, består deres straf i et besøg på et lighus. Ifølge avisen siger dommerne at dommen „ikke i første række har til hensigt at skræmme de unge lovbrydere, men at give dem et indtryk af livets skrøbelighed“. Hvorfor? En autoritet forklarer: „Teenagere tror at de er usårlige, . . . de har brug for at kende de barske realiteter.“ En californisk dommer oplyser at kun 6 af de mere end 400 dømte unge i Sacramento er blevet arresteret igen. Ifølge en anden dommer ligger tallet normalt på 30 til 50 procent. De positive resultater har inspireret andre stater til at indføre lignende ordninger.