Undervis dine børn
Josias valgte at gøre det rigtige
SYNES du det kan være svært at gøre det rigtige?a — Svarer du ja? Det ville de fleste gøre. Selv voksne kan have vanskeligt ved at gøre det de ved er rigtigt. Lad os se på hvorfor det især var svært for Josias at træffe de rigtige valg. Ved du hvem Josias var? —
Josias’ far var Amon, en konge i Juda som kun var 16 år gammel da Josias blev født. Amon var meget ond, ligesom hans far, Manasse, havde været det. Faktisk havde Manasse været en meget ond hersker i mange år. Men så blev han taget til fange af assyrerne og ført til Babylon, som lå meget langt væk. Mens han var i fængsel, tiggede og bad Manasse Jehova om at tilgive ham, og det gjorde Jehova.
Da Manasse blev løsladt, vendte han tilbage til Jerusalem og kom igen til at herske som konge dér. Han begyndte med det samme at rette op på alt det onde han havde gjort, og hjalp folket til at tjene Jehova. Han må være blevet meget ked af det da hans søn Amon ikke fulgte hans gode eksempel. Ved den tid blev Josias født. Bibelen siger ikke noget om hvor meget kontakt Manasse havde med sit barnebarn Josias. Men tror du at Manasse måske har forsøgt at hjælpe Josias til at tjene Jehova? —
Da Josias var bare seks år gammel, døde Manasse, og Josias’ far, Amon, blev konge. Amon nåede kun at herske i to år, så dræbte hans tjenere ham. Josias blev derfor konge da han var otte år. (2 Krønikebog, kapitel 33) Hvad tror du så der skete? Mon Josias valgte at være ond ligesom sin far, Amon, eller god ligesom sin bedstefar, Manasse, der fortrød alt det onde han havde gjort? —
Selvom Josias ikke var ret gammel, var han ikke i tvivl om at han ønskede at tjene Jehova. Derfor lyttede han til dem der elskede Jehova, i stedet for at lytte til dem der havde været venner med hans far. Josias var kun otte år, men han vidste at det var rigtigt at lytte til dem der elsker Gud. (2 Krønikebog 34:1, 2) Kunne du tænke dig at vide noget om dem der gav Josias gode råd, og som var gode eksempler for ham? —
En af dem der påvirkede Josias i en god retning, var profeten Zefanias. De to var i familie med hinanden, for Zefanias var sandsynligvis en efterkommer af Manasses far, den gode kong Ezekias. I de første år af Josias’ regeringstid skrev Zefanias den bog i Bibelen som bærer hans navn. Zefanias advarede om alt det dårlige der ville ske med dem som valgte at gøre det forkerte, og Josias har helt sikkert lyttet til disse advarsler.
Der var også Jeremias, som du måske har hørt om før. Jeremias og Josias var begge unge og voksede op i næsten samme område. Jehova inspirerede Jeremias til at nedskrive den bog i Bibelen som kom til at bære hans navn. Da Josias døde i kamp, skrev Jeremias en særlig sang kaldet en klagesang for at give udtryk for sin dybe sorg. (2 Krønikebog 35:25) Man kan lige forestille sig hvordan Jeremias og Josias har opmuntret hinanden til at forblive trofaste mod Jehova!
Hvad tror du at du kan lære af Josias’ eksempel? — Hvis du, ligesom Josias, ikke har en far der tjener Jehova, er der så en anden, måske din mor, dine bedsteforældre eller en anden slægtning, som hjælper dig til at lære om ham? Det kan også være at din mor har givet en anden der tjener Jehova, lov til at studere Bibelen med dig.
Under alle omstændigheder er det værd at huske at selvom Josias kun var en dreng, var han gammel nok til at vide at han kun skulle gøre sig til ven med nogle der tjener Jehova. Hvis du gør som han gjorde, viser du at du vælger at gøre det rigtige!
a Hvis du læser denne artikel sammen med et barn, så læg mærke til at tankestregen efter hvert spørgsmål skal minde dig om at holde en pause så barnet kan svare.