Tirsdag den 6. december
Sydens konge vil prøve kræfter med ham. – Dan. 11:40.
Nordens konge og Sydens konge bliver ved med at kæmpe om at være den stærkeste magt i verden. Tænk for eksempel over hvad der skete efter Anden Verdenskrig da Sovjetunionen og dens allierede tog magten over en stor del af Europa. Det Nordens konge gjorde, fik Sydens konge til at danne en international militæralliance, NATO. Og Nordens konge bliver ved med at konkurrere med Sydens konge i et kostbart våbenkapløb. Nordens konge har kæmpet mod sin rival ved at føre stedfortræderkrige og støtte oprørsbevægelser i Afrika, Asien og Latinamerika. I de senere år har Rusland og dets allierede tiltaget sig større og større magt verden over. De har også taget kampen op mod Sydens konge i cyberkrige. Kongerne har anklaget hinanden for at bruge destruktive computerprogrammer i forsøg på at ødelægge modpartens økonomiske og politiske systemer. Og som forudsagt af Daniel fortsætter Nordens konge med at angribe Guds folk. – Dan. 11:41. w20.05 13 § 5-6
Onsdag den 7. december
“Jeg vil selv lede efter mine får, og jeg vil tage mig af dem.” – Ezek. 34:11.
“Kan en kvinde glemme det barn hun ammer?” Det spørgsmål stillede Jehova på profeten Esajas’ tid. “Selv hvis disse kvinder skulle glemme, vil jeg aldrig glemme dig,” sagde Gud til sit folk. (Esa. 49:15) Jehova sammenligner meget sjældent sig selv med en mor. Men det gjorde han altså i det her tilfælde. Jehova brugte det bånd der er mellem en mor og hendes barn, til at vise hvor nært han føler sig knyttet til sine tjenere. De fleste mødre ved at det en søster der hedder Jasmin, siger, er rigtigt: “Når man ammer sit barn, knytter man et helt særligt bånd der varer hele livet.” Jehova er opmærksom på det når bare en enkelt af hans tjenere holder op med at komme i menigheden og gå ud at forkynde. Mange af vores kære brødre og søstre der er blevet uvirksomme, kommer tilbage til menigheden, og vi tager varmt imod dem! Jehova ønsker at de skal komme tilbage, og det gør vi også. – 1. Pet. 2:25. w20.06 18 § 1-3
Torsdag den 8. december
Vi holder vores blik rettet mod de usynlige ting, for de synlige er midlertidige, men de usynlige er evige. – 2. Kor. 4:18.
Ikke alle værdier er synlige. Faktisk er de ting der har allerstørst værdi, usynlige. I Bjergprædikenen nævnte Jesus at man kunne have nogle værdier i himlen der langt overgår materielle ejendele. Og han tilføjede en sandhed: “Der hvor dine værdier er, der vil dit hjerte også være.” (Matt. 6:19-21) Ja, vores hjerte vil motivere os til at stræbe efter det vi betragter som værdifuldt. Vi ‘samler os værdier i himlen’ ved at skabe os et godt navn hos Gud. Og Jesus pegede på at den slags værdier hverken kan ødelægges eller stjæles. Apostlen Paulus opfordrer os til at ‘holde vores blik rettet mod de usynlige ting’. (2. Kor. 4:17, 18) Nogle af disse usynlige ting er de velsignelser vi vil få i Guds nye verden. Viser vi taknemmelighed for disse usynlige gaver? w20.05 26 § 1-2