1. Mosebog
42 Med tiden så Jakob at der var kornvarer i Ægypten.+ Da sagde Jakob til sine sønner: „Hvorfor bliver I ved med at se på hinanden?“ 2 Og han fortsatte: „Se, jeg har hørt at der er kornvarer i Ægypten.+ Tag derned og køb os noget derfra, så vi kan blive i live og ikke dø.“ 3 Så tog ti af Josefs brødre+ ned for at købe korn i Ægypten. 4 Men Jakob sendte ikke Josefs broder Benjamin+ med hans brødre, for han sagde: „Ellers kunne der hænde ham en dødelig ulykke.“*+
5 Så kom Israels sønner blandt de andre der kom for at købe, for der var hungersnød i Kaʹna’ans land.+ 6 Og det var Josef der havde magten over landet.+ Det var ham der solgte til alle jordens folk.+ Altså kom Josefs brødre og bøjede sig for ham med ansigtet mod jorden.+ 7 Da Josef så sine brødre, genkendte han dem straks, men han gjorde sig ukendelig over for dem.+ Så talte han hårdt til dem og sagde til dem: „Hvor er I kommet fra?“ hvortil de sagde: „Fra Kaʹna’ans land for at købe fødevarer.“+
8 Således genkendte Josef sine brødre, men de genkendte ikke ham. 9 Straks huskede Josef de drømme som han havde haft om dem,+ og han fortsatte med at sige til dem: „I er spioner! I er kommet for at se landets åbne og ubeskyttede steder!“*+ 10 Så sagde de til ham: „Nej, min herre,+ dine tjenere+ er kommet for at købe fødevarer. 11 Vi er alle sønner af én og samme mand. Vi er ærlige mænd. Dine tjenere er virkelig ikke spioner.“+ 12 Men han sagde til dem: „Jo vist! I er kommet for at se landets åbne og ubeskyttede steder!“+ 13 Hertil sagde de: „Dine tjenere er tolv brødre.+ Vi er sønner af én og samme mand+ i Kaʹna’ans land; og se, den yngste er hos vores fader i dag,+ og én er ikke mere.“+
14 Imidlertid sagde Josef til dem: „Det er som jeg har sagt jer: ’I er spioner!’ 15 Herved vil I blive prøvet: Så sandt Farao lever, I vil ikke komme ud herfra hvis ikke jeres yngste broder kommer hertil.+ 16 Send en af jer af sted så han kan hente jeres broder mens I holdes bundne, så jeres ord kan blive prøvet, om der er sandhed i jer.+ Og hvis ikke, da er I, så sandt Farao lever, spioner.“ 17 Derpå tog han dem samlet i forvaring i tre dage.
18 Så sagde Josef til dem på den tredje dag: „Gør dette og bevar livet. Jeg frygter+ den [sande] Gud. 19 Hvis I er ærlige, lad da en af jeres brødre blive holdt bundet i jeres arresthus,+ men I andre, rejs, tag kornvarer med til hungersnøden i jeres huse.+ 20 Derpå bringer I jeres yngste broder til mig, så vil jeres ord blive troet og I skal ikke dø.“+ Så gjorde de sådan.
21 Og de sagde til hinanden: „Det er oplagt at vi er skyldige med hensyn til vores broder;+ vi så jo den kval hans sjæl var i da han bad os om at have medlidenhed, men vi hørte ikke efter. Af den grund er denne kval kommet over os.“+ 22 Så svarede Ruben dem idet han sagde: „Sagde jeg ikke til jer: ’Synd ikke mod drengen,’ men I hørte ikke efter?+ Og hans blod, det kræves nu tilbage.“+ 23 De vidste imidlertid ikke at Josef forstod det, for der var en tolk imellem dem. 24 Så vendte han sig bort fra dem og græd.+ Derpå vendte han tilbage til dem og talte til dem og tog Siʹmeon+ fra dem og bandt ham for øjnene af dem.+ 25 Derpå gav Josef påbud, og man gav sig til at fylde deres lastsække med korn. Man skulle også lægge deres penge tilbage i hver enkelts sæk+ og give dem proviant til rejsen.+ Følgelig gjorde man sådan over for dem.
26 Så læssede de deres kornvarer på deres æsler og begav sig på vej bort derfra. 27 Da én åbnede sin sæk for at give sit æsel foder på overnatningsstedet,+ så han sine penge, og se, de lå i åbningen til paksækken.+ 28 Da sagde han til sine brødre: „Mine penge er blevet givet tilbage, og nu er de her i min paksæk!“ Da sank deres hjerte, så de vendte sig skælvende mod hinanden+ og sagde: „Hvad er det Gud har gjort mod os?“+
29 Omsider kom de til deres fader Jakob, til Kaʹna’ans land, og fortalte ham alt hvad der var hændt dem, idet de sagde: 30 „Den mand som er herre* i landet talte hårdt til os,+ da han antog os for nogle som ville udspionere landet.+ 31 Men vi sagde til ham: ’Vi er ærlige mænd.+ Vi er virkelig ikke spioner. 32 Vi er tolv brødre,+ vores faders sønner.+ Én er ikke mere,+ og den yngste er i dag hos vores fader i Kaʹna’ans land.’+ 33 Men den mand som er herre i landet sagde til os:+ ’Herved skal jeg vide om I er ærlige:+ Lad en af jeres brødre blive hos mig.+ Tag så noget til hungersnøden i jeres huse og rejs.+ 34 Og bring jeres yngste broder til mig, så jeg kan vide at I ikke er spioner, men at I er ærlige. Jeres broder vil jeg give tilbage til jer, og I kan drive handel i landet.’“+
35 Da de så var i færd med at tømme deres sække, se, da var hver enkelts pengepose i hans sæk. De og deres fader så da deres pengeposer og blev bange. 36 Og Jakob, deres fader, udbrød over for dem: „Det er mig I har gjort barnløs!+ Josef er ikke mere, og Siʹmeon er ikke mere,+ og Benjamin vil I tage! Det er mig alt dette er kommet over!“ 37 Ruben sagde da til sin fader: „Mine egne to sønner må du lade dø, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig.+ Overgiv ham i min varetægt, og jeg vil selv bringe ham tilbage til dig.“+ 38 Hertil sagde han: „Min søn skal ikke rejse ned med jer, for hans broder er død og han alene er tilbage.+ Og skulle der hænde ham en dødelig ulykke* på den vej som I rejser ad, så bringer I mine grå hår ned til Sheʹol*+ med sorg.“