Vi kan prøve at forestille os hvordan vores liv ville have været hvis vi ikke tjente Jehova. Det vil hjælpe os til at forblive trofaste og sige ligesom salmisten: “For mig er det bedste at søge nær til Gud.” (Sl. 73:28) Vi vil kunne klare en hvilken som helst prøvelse vi måtte møde her i de sidste dage, fordi vi tjener “en Gud der er levende og sand”. (1. Thess. 1:9) Han har omsorg for os og vil altid hjælpe os. Han var med sine tjenere i fortiden, og han vil også være med os i dag. Snart vil vi stå over for den største trængsel i menneskehedens historie. Men vi skal ikke klare det alene. “Vi kan være ved godt mod og sige: ‘Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.’” – Hebr. 13:5, 6. w24.06 25 § 17-18

Bibelen nævner flere end 40 forskellige konger der regerede over Israel. Vi får at vide at de gode konger indimellem gjorde ting Jehova ikke syntes om. David var en god konge. Jehova sagde om ham: “Min tjener David ... fulgte mig af hele sit hjerte ved kun at gøre det der var rigtigt i mine øjne.” (1. Kong. 14:8) Men vi ved jo også at David var utro med en gift kvinde og endda sørgede for at få hendes mand dræbt i krig. (2. Sam. 11:4, 14, 15) På den anden side var der også nogle af de konger der ikke var trofaste mod Jehova, der gjorde nogle gode ting, for eksempel Rehabeam. Jehova beskrev ham som en konge der “gjorde det der var ondt”. (2. Krøn. 12:14) Men Rehabeam adlød Jehova da han bad ham om ikke at kæmpe mod de ti stammer der gerne ville løsrive sig. Han gjorde også noget godt for nationen ved at bygge befæstede byer. (1. Kong. 12:21-24; 2. Krøn. 11:5-12) Hvad var kriterierne der afgjorde om Jehova kunne godkende en konge eller ej? Det han tog i betragtning, var den hjerteindstilling kongen havde, om han angrede, og om han holdt fast ved den sande tilbedelse. w24.07 20 § 1-3

Hvad hvis en døbt mindreårig – altså en under 18 år – begår en alvorlig synd? Ældsterådet vil sørge for at to ældste mødes med den mindreårige og hans troende forældre. De ældste vil spørge ind til hvad forældrene allerede har gjort for at hjælpe deres barn til at angre. Hvis den unge bror eller søster har en god og ydmyg indstilling til det der er sket, og forældrene tydeligvis gør hvad de kan for at hjælpe deres barn, beslutter de to ældste måske at det ikke er nødvendigt at gøre mere ved sagen. Det er trods alt forældrene Jehova har givet ansvaret for at oplære og vejlede deres børn. (5. Mos. 6:6, 7; Ordsp. 6:20; 22:6; Ef. 6:2-4) Efterfølgende vil de ældste af og til tale med forældrene for at høre hvordan det går med barnet, og sikre sig at han får den hjælp han har behov for. Men hvad så hvis en døbt mindreårig ikke angrer og fortsætter med sin forkerte adfærd? I det tilfælde vil et udvalg af ældste mødes med ham sammen med hans troende forældre. w24.08 25 § 18