2. Samuel
16 Da David var kommet lidt over på den anden side af toppen,+ se, da [kom] Mefiʹbosjets+ medhjælper Ziʹba+ ham i møde med et par opsadlede æsler,+ og på dem var der to hundrede brød+ og hundrede rosinkager+ og hundrede [mål] sommerfrugt+ og en stor krukke vin.+ 2 Kongen sagde da til Ziʹba: „Hvad er det du har dér?“+ Hertil sagde Ziʹba: „Æslerne er til kongens husstand at ride på, og brødet og sommerfrugten er til de unge mænd+ at spise, og vinen er til at drikke for den der bliver træt i ørkenen.“+ 3 Kongen sagde derpå: „Og hvor er din herres* søn?“+ Ziʹba sagde da til kongen: „Se, han bliver i Jerusalem, for han sagde: ’I dag giver Israels hus mig min faders kongedømme tilbage.’“+ 4 Kongen sagde da til Ziʹba: „Se, alt hvad der tilhørte Mefiʹbosjet, tilhører dig,“+ hvortil Ziʹba sagde: „Jeg bøjer+ mig ned; måtte jeg finde yndest i dine øjne, min herre konge.“
5 Da kong David var kommet så langt som til Bahuʹrim,+ se, da kom der en mand fra Sauls hus’ familie ud derfra, og hans navn var Sjimʹi,+ Geʹras søn, og idet han kom ud nedkaldte han ondt [over David].+ 6 Han kastede desuden sten mod David og alle kong Davids tjenere, skønt alle folkene og alle de vældige krigere var til højre og venstre for [David]. 7 Og sådan sagde Sjimʹi idet han nedkaldte ondt [over ham]: „Ud! ud! du blodskyldige+ mand,* usling af en mand!*+ 8 Jehova har gengældt dig al blodskylden for Sauls hus, han i hvis sted du blev konge, og Jehova overgiver kongedømmet i din søn Abʹsaloms hånd; og dér er du i din ulykke, for du er en blodskyldig mand!“+
9 Da sagde Aʹbisjaj, Zeruʹjas+ søn, til kongen: „Hvorfor skal den døde hund+ nedkalde ondt over min herre kongen?+ Lad dog mig gå over og kappe hovedet af ham.“+ 10 Men kongen sagde: „Hvad har jeg med jer at gøre,*+ Zeruʹjasønner?+ Lad ham nedkalde ondt+ således, for Jehova har sagt til ham:+ ’Nedkald ondt over David!’ Hvem kan da* sige: ’Hvorfor gør du sådan?’“+ 11 Og David sagde videre til Aʹbisjaj og til alle sine tjenere: „Se, min egen søn som er udgået fra mit indre efterstræber min sjæl;+ hvor meget mere da ikke en benjaminit!+ Lad ham være så han kan nedkalde ondt, for Jehova har sagt det til ham. 12 Måske vil Jehova se+ [det] med sit øje,* og måske vil Jehova vise mig godhed til gengæld for hans forbandelse i dag.“+ 13 Derpå gik David og hans mænd videre ad vejen, mens Sjimʹi gik over for ham, langs bjergsiden, og idet han gik over for ham nedkaldte han ondt+ [over ham] og kastede med sten og smed med støv.+
14 Omsider ankom kongen og alle folkene som var med ham, trætte [til deres bestemmelsessted], og de hentede ny styrke dér.+
15 Abʹsalom og alle folkene, Israels mænd, gik derimod ind i Jerusalem,+ og Akitoʹfel+ var med ham. 16 Så snart Davids ven+ arkitten+ Huʹsjaj+ kom til Abʹsalom, sagde Huʹsjaj til Abʹsalom: „Kongen leve!+ Kongen leve!“ 17 Men Abʹsalom sagde til Huʹsjaj: „Er det din loyale hengivenhed mod din ven! Hvorfor gik du ikke med din ven?“+ 18 Huʹsjaj sagde da til Abʹsalom: „Nej, for den som Jehova og dette folk og alle Israels mænd har udvalgt, ham tilhører jeg* og hos ham vil jeg blive. 19 Og for det andet: Hvem vil jeg blive tjener for? Er det ikke for hans søn? Ligesom jeg har været tjener for din fader, sådan vil jeg være* det for dig.“+
20 Senere sagde Abʹsalom til Akitoʹfel [og de andre]: „Giv et råd.+ Hvad skal vi gøre?“ 21 Akitoʹfel sagde da til Abʹsalom: „Gå ind til din faders medhustruer+ som han lod blive tilbage til at passe huset.+ Så vil hele Israel høre at du er blevet en stank+ for din fader,+ og alle de der er med dig, deres hænder+ vil være stærke.“ 22 De slog derfor et telt op til Abʹsalom oppe på taget,+ hvorpå Abʹsalom gik ind til sin faders medhustruer+ for øjnene af hele Israel.+
23 Og Akitoʹfels råd som han gav i de dage, var som når en mand* beder om et ord fra den [sande] Gud.* Sådan var alle Akitoʹfels+ råd,+ både for David og for Abʹsalom.