17 Min ånd er brudt;+ mine dage er udslukt;
gravene [venter] mig.+
2 Sandelig, jeg er udsat for spot,+
og mit øje hviler på deres opsætsige færd.
3 Læg dog et pant for mig hos dig selv;+
hvem ellers vil give mig håndslag?+
4 For du har lukket deres hjerte for indsigt;+
derfor ophøjer du dem ikke.
5 Én fortæller måske [sine] venner at de kan tage deres andel,
men hans sønners øjne vil svigte.+
6 Og han har stillet mig frem som et mundheld+ for folkene,
så jeg er én man spytter i ansigtet.+
7 Og mit øje bliver svagt af græmmelse,+
og mine lemmer er alle sammen som en skygge.
8 Retskafne stirrer på dette i forfærdelse,
og den uskyldige oprøres over den frafaldne.
9 Den retfærdige holder fast ved sin vej,+
og den der har rene hænder+ øger sin styrke.+
10 Men I må gerne tage fat igen alle sammen. Kom blot,
for jeg finder ingen vismand iblandt jer.+
11 Mine dage er gået,+ mine planer revet itu,+
mit hjertes ønsker.
12 Nat gør man til dag:+
’Fordi det er mørkt, er lyset nær.’
13 Hvis jeg venter, er Sheʹol mit hjem;+
i mørket+ skal jeg rede mit leje.
14 Til gravens dyb+ skal jeg råbe: ’Du er min fader!’
Til maddiken:+ ’Min moder og min søster!’
15 Så hvor er da mit håb?+
Ja, mit håb, hvem får øje på det?
16 Til Sheʹols portslåer går de ned,
når vi sammen stiger ned til støvet.“+