Job
20 Da tog na’amatitten Zoʹfar til orde og sagde:
2 „Derfor giver mine foruroligende tanker mig svar,
ja, på grund af ophidselsen i mig.
3 En tugt der fornærmer mig, hører jeg,
og en ånd uden min forstand svarer mig.
4 Er det ikke noget du altid har vidst,
[ja,] siden mennesket* blev sat på jorden,+
5 at de ugudeliges glædesråb er kortvarige,+
og den frafaldnes fryd kun varer et øjeblik?
6 Selv om hans ophøjethed stiger til himmelen+
og hans hoved når til skyerne —
7 som sit skarn forgår han for bestandig;+
de som ser ham vil sige: ’Hvor er han?’+
12 Hvis det slette smager sødt i hans mund,
hvis han lader det smelte under tungen,
13 hvis han sparer på det og ikke vil slippe det
og holder det tilbage i sin gane,
14 skal hans mad i hans tarme forvandles
og blive kobraers galde i hans indre.
18 Han må aflevere det han har slidt for, og vil ikke opsluge det,
ligesom den velstand han har opnået ved sin handel, men som han ikke kan glæde sig over.+
19 For han har sønderknust, han har forladt de ringe;
han har tilranet sig et hus som han ikke har bygget.+
20 For han skal ikke kende til ro i sin bug;
han skal ikke undslippe ved hjælp af sine kostbare skatte.+
21 Der er intet tilbage som han kan fortære;
derfor vil hans lykke ikke vare ved.
22 Når hans overflod er på sit højeste, vil han føle sig trængt;+
af al sin kraft* kommer ulykken over ham.
23 Lad det ske — så det fylder hans bug —
at Han sender sin brændende vrede over ham+
og lader den regne over ham — ned i hans indvolde.
25 En pil* vil trænge ud gennem hans ryg,
og et lynende våben* gennem hans galde;*+
rædsler kommer imod ham.+