Job
32 Da holdt disse tre mænd op med at svare Job, for han var retfærdig i sine egne* øjne.+ 2 Men vreden blussede op i Eʹlihu,* buzitten+ Baʹrak’els søn, af Rams slægt. Hans vrede blussede op mod Job fordi han retfærdiggjorde sin egen sjæl i stedet for Gud.*+ 3 Hans vrede blussede også op imod hans tre venner fordi de ikke havde fundet noget svar, men kendte Gud* skyldig.+ 4 Og Eʹlihu havde ventet på Job med [sine] ord, fordi de andre var ældre af dage end han.+ 5 Men da Eʹlihu så at der ikke var svar i de tre mænds mund,+ blussede hans vrede op. 6 Og Eʹlihu, buzitten Baʹrak’els søn, tog til orde og sagde:
„Jeg er ung af dage,
og I er alderstegne mænd.+
Det er derfor jeg har holdt mig tilbage,* idet jeg var bange
for at fremføre min viden for jer.
8 Det er i sandhed den ånd der er i det dødelige menneske,
og den Almægtiges ånde der giver det forstand.+
9 Det er ikke blot dem der er rige på dage der er vise,+
eller blot de gamle der forstår sig på ret.+
10 Derfor sagde jeg: ’Hør på mig;
også jeg vil fremføre min viden!’
11 Se! Jeg har ventet på jeres ord,
lyttet til jeres overvejelser,+
indtil I fandt frem til det I ville sige.
12 Og jeg gav nøje agt på jer —
men se, der var ingen der retledte Job,
ingen af jer som svarede på det han sagde —
13 for at I ikke skal sige: ’Vi har fundet visdom;+
kun Gud* kan gendrive ham, ikke mennesker.’
14 Da han ikke har lagt [sine] ord til rette mod mig,
vil jeg ikke svare ham med det I har sagt.
15 De er blevet forskrækkede; de svarer ikke mere;
ordene er blevet borte for dem.
16 Og jeg har ventet, men de taler ikke;
for de står stille; de svarer ikke mere.