En valfartssang.
132 Husk, Jehova, for Davids skyld+
al hans ydmygelse;+
2 at han svor over for Jehova,+
aflagde løfte+ til Jakobs Mægtige:+
3 „Jeg går ikke ind i mit hus’ telt;+
jeg stiger ikke op på mit sovesteds leje;+
4 jeg under ikke mine øjne søvn,+
mit klare blik at blive døsigt,+
5 før jeg finder et sted til Jehova,+
en prægtig bolig til Jakobs Mægtige.“+
6 Se! Vi har hørt om den i Eʹfrata;+
vi har fundet den i skovlandet.+
7 Lad os gå ind i hans prægtige bolig;+
lad os bøje os for hans fodskammel.+
8 Bryd op, Jehova, til dit hvilested,+
du og din styrkes ark.+
9 Lad dine præster klæde sig i retfærdighed,+
og lad dine loyale råbe af glæde.+
10 For din tjener Davids skyld+
må du ikke afvise din salvede.+
11 Jehova har svoret over for David;+
han vil i sandhed ikke vige fra det:+
„Af dit livs frugt+
vil jeg sætte [konger] på din trone.+
12 Hvis dine sønner vil overholde min pagt+
og mine formaninger som jeg lærer dem,+
skal også deres sønner for evigt+
sidde på din trone.“+
13 For Jehova har udvalgt Zion;+
han længtes efter det til bolig for sig selv:+
14 „Dette er mit hvilested for evigt;+
det er her jeg vil bo, for jeg har længtes efter det.+
15 Dets levnedsmidler vil jeg visselig velsigne.+
Dets fattige vil jeg mætte med brød.+
16 Og dets præster vil jeg klæde i frelse;+
og dets loyale skal visselig råbe af glæde.
17 Dér lader jeg Davids horn vokse frem.+
Jeg har gjort en lampe i stand for min salvede.+
18 Hans fjender klæder jeg i skam;+
men på ham blomstrer hans diadem.“+