2. Samuel

14 Da Joʹab,+ Zeruʹjas+ søn, fik at vide at kongens hjerte [længtes] efter Abʹsalom,+ 2 sendte Joʹab bud til Tekoʹa+ og hentede dér en vís+ kvinde og sagde til hende: „Foregiv nu at du sørger og tag sørgeklæder på og indgnid dig ikke med olie,+ men vær som en kvinde der i mange dage har sørget over en død,+ 3 og gå ind til kongen og tal således til ham,“ hvorpå Joʹab lagde ordene i munden på hende.+

4 Kvinden fra Tekoʹa kom så ind* til kongen og faldt ned med ansigtet mod jorden+ og bøjede sig og sagde: „Frels [mig],+ konge!“ 5 Kongen sagde da til hende: „Hvad er der i vejen med dig?“ hvortil hun sagde: „Ak, jeg er en kvinde der er enke,+ for min mand er død. 6 Og din tjenestepige havde to sønner; men de to kom op at slås på marken+ og der var ingen til at lægge sig imellem,*+ så den ene slog den anden til døde. 7 Men se, hele familien har rejst sig mod din tjenestepige og siger: ’Giv os ham som har slået sin broder ihjel, så vi kan lade ham dø for sin broders sjæl+ som han dræbte,+ og samtidig tilintetgøre arvingen!’ Og de vil slukke den af mine gløder* der er tilbage, så der ikke sikres min mand navn eller rest* på jordens flade.“+

8 Da sagde kongen til kvinden: „Tag hen til dit hus, så vil jeg give påbud angående dig.“+ 9 Men kvinden fra Tekoʹa sagde til kongen: „Lad brøden hvile på mig, herre konge, og på min faders hus,+ mens kongen og hans trone er uskyldig.“ 10 Kongen sagde da: „Hvis nogen siger noget til dig, så skal du komme til mig med ham, så vil han aldrig røre dig mere.“ 11 Men hun sagde: „Lad kongen nævne Jehova din Gud,+ sådan at blodhævneren+ ikke vedholdende søger at ødelægge, og så de ikke tilintetgør min søn.“ Han sagde da: „Så sandt Jehova lever,+ skal der ikke falde ét af din søns hår+ til jorden.“ 12 Derpå sagde kvinden: „Lad dog din tjenestepige+ sige noget+ til min herre kongen.“ Han sagde da: „Tal!“+

13 Kvinden sagde videre: „Hvorfor har du da udtænkt noget sådant+ mod Guds folk?+ For idet kongen siger dette, er han som en der er skyldig,+ eftersom kongen ikke bringer sin fordrevne [søn] tilbage.+ 14 For vi skal visselig dø+ og blive som vand der er løbet ud på jorden [og] som ikke kan samles op. Dog tager Gud undertiden ikke sjælen bort,+ men har udtænkt grunde til at den fordrevne ikke skal være fordrevet fra ham. 15 Men når jeg nu er kommet for at sige dette til min herre kongen, er det fordi folkene gjorde mig bange, så din tjenestepige sagde: ’Lad mig dog tale med kongen; måske vil kongen handle efter sin trælkvindes ord; 16 for kongen vil høre, så han udfrier sin trælkvinde af den mands hånd som søger at tilintetgøre mig* og min eneste søn fra Guds* arvelod.’+ 17 Derpå sagde din tjenestepige: ’Lad dog min herre kongens ord give [mig] ro.’ For som en af den [sande] Guds engle,+ sådan er min herre kongen til at skelne mellem godt og ondt.+ Og måtte Jehova din Gud være med dig.“

18 Da svarede kongen og sagde til kvinden: „Skjul nu ikke noget for mig af det jeg spørger dig om,“+ hvortil kvinden sagde: „Lad dog min herre kongen tale.“ 19 Kongen sagde videre: „Har Joʹabs hånd+ været med dig i alt det her?“+ Da svarede kvinden og sagde: „Så sandt din sjæl lever,+ min herre konge, kan ingen vige til højre eller til venstre fra noget som helst af det min herre kongen siger, for det var din tjener Joʹab som gav mig påbud, og det var ham der lagde alle disse ord i din tjenestepiges mund.+ 20 Det er for at give sagen et andet ansigt at din tjener Joʹab har handlet således. Men min herres visdom er som den [sande] Guds engels+ visdom, så han kender alt hvad der sker på jorden.“

21 Derpå sagde kongen til Joʹab: „Nu vel, jeg vil gøre* dette;+ så gå hen og bring den unge mand, Abʹsalom, tilbage.“+ 22 Joʹab faldt da ned med ansigtet mod jorden og bøjede sig og velsignede kongen;+ derpå sagde Joʹab: „I dag ved din tjener at jeg har fundet yndest i dine øjne,+ min herre konge, fordi kongen har gjort som hans tjener har sagt.“ 23 Dermed brød Joʹab op og drog til Geʹsjur+ og bragte Abʹsalom til Jerusalem.+ 24 Men kongen sagde: „Lad ham gå hen til sit eget hus; men mit ansigt får han ikke at se.“+ Abʹsalom gik så hen til sit eget hus, men kongens ansigt så han ikke.

25 Og i hele Israel var ingen mand så prist for sin skønhed+ som Abʹsalom; fra fodsål til isse var der ingen fejl ved ham, 26 og når han klippede [håret på] sit hoved — og det skete ved udløbet af hvert år at han måtte klippe det, for det var for tungt+ for ham, så han klippede det af — så vejede håret på hans hoved to hundrede sekel* efter kongeligt lod.* 27 Der fødtes desuden Abʹsalom tre sønner+ og en datter ved navn Taʹmar; hun blev en kvinde der havde et smukt udseende.+

28 Abʹsalom boede nu i Jerusalem i to hele år, men kongens ansigt så han ikke.+ 29 Abʹsalom sendte da bud til Joʹab for at sende ham til kongen, men han ønskede ikke at komme hen til ham. Så sendte han bud en gang til, men han ønskede ikke at komme. 30 Han sagde da til sine tjenere: „Se Joʹabs jordlod ved siden af min, ja, den han har byg på; gå hen og sæt ild til den.“+ Abʹsaloms tjenere satte så ild til jordlodden.+ 31 Da rejste Joʹab sig og kom til Abʹsalom i [hans] hus og sagde til ham: „Hvorfor har dine tjenere sat ild til den jordlod som tilhører mig?“ 32 Abʹsalom sagde da til Joʹab: „Hør, jeg har sendt bud efter dig idet jeg sagde: ’Kom herhen, så jeg kan sende dig til kongen og sige: „Hvorfor er jeg kommet fra Geʹsjur?+ Det var bedre for mig om jeg stadig var dér. Så lad mig nu se kongens ansigt, og hvis der er brøde hos mig,+ da må han lade mig lide døden.“’“

33 Joʹab gik da ind til kongen og fortalte ham det. Han tilkaldte så Abʹsalom, som kom ind til kongen og bøjede sig for ham [idet han faldt ned]* med ansigtet mod jorden foran kongen, hvorpå kongen kyssede Abʹsalom.+