Til dirigenten; på Liljerne.+ Af David.
69 Frels mig, Gud, for vandene er nået helt til sjælen.+
2 Jeg er sunket ned i afgrundsdybt slam, og der er intet fodfæste.+
Jeg er kommet ud på dybt vand,
og en strøm har skyllet mig bort.+
3 Jeg er udmattet af at kalde;+
min strube er hæs.
Mine øjne har svigtet mens jeg ventede på min Gud.+
4 De der hader mig uden grund, er flere end hårene på mit hoved.+
De som gør mig tavs [og] som uberettiget er mine fjender, er talrige.+
Hvad jeg ikke havde røvet, det måtte jeg give tilbage.
5 Gud, du kender min dårskab,
og min skyld har ikke været skjult for dig.+
6 Måtte de der håber på dig, ikke blive til skamme på grund af mig,+
du suveræne Herre, Hærstyrkers Jehova.+
Måtte de der søger dig, ikke blive ydmyget på grund af mig,+
du Israels Gud.+
7 For din skyld har jeg jo båret forsmædelse;+
ydmygelse har dækket mit ansigt.+
8 Jeg er gjort fremmed for mine brødre,+
ja, er blevet en udlænding for min moders sønner.+
9 For nidkærhed for dit hus har fortæret mig,+
og forsmædelserne fra dem som smæder dig er faldet på mig.+
10 Og græd jeg ved min sjæls faste,+
da blev det til forsmædelser mod mig.+
11 Og gjorde jeg sækkelærred til min klædning,
da blev jeg dem et mundheld.+
12 De der sidder i porten drøftede mig,+
og de som drikker stærke drikke havde viser [om mig].+
13 Men jeg [rettede] min bøn til dig, Jehova,+
i en velviljens tid, Gud.+
Svar mig i din store loyalitet med sand frelse ved dig.+
14 Udfri mig af dyndet, så jeg ikke synker ned.+
Måtte jeg blive udfriet fra dem der hader mig+ og fra de dybe vande.+
15 Måtte vandstrømmen ikke skylle mig bort,+
og måtte afgrunden ikke opsluge mig,
og måtte brønden ikke lukke sin mund over mig.+
16 Svar mig, Jehova, for din loyale hengivenhed er god.+
Vend dig til mig i din store barmhjertighed,+
17 og skjul ikke dit ansigt for din tjener.+
Jeg er jo hårdt trængt; svar mig hurtigt.+
18 Kom min sjæl nær; genløs den;+
løskøb mig på grund af mine fjender.+
19 Du kender min forsmædelse og min skam og min ydmygelse.+
Foran dig er alle der modstår mig.+
20 Forsmædelsen har sønderbrudt mit hjerte, og [såret] er uhelbredeligt.+
Og jeg håbede at nogen ville vise deltagelse, men der var ingen,+
eller at nogen ville trøste, men jeg fandt ikke [nogen].+
21 Og som mad gav de mig en giftplante,+
og for min tørst gav de mig eddike at drikke.+
22 Lad deres bord foran dem blive en fælde,+
og deres velfærd en snare.+
23 Lad deres øjne formørkes så de ikke kan se;+
ja, få deres lænder til at ryste ustandselig.+
24 Udøs din fordømmelse over dem,+
ja, måtte din glødende vrede indhente dem.+
25 Måtte deres indhegnede lejr blive øde;+
lad der ikke være nogen som bor i deres telte.+
26 For ham som du selv har slået, har de forfulgt,+
og dem du har gennemboret, deres lidelser beretter de om.
27 Lad misgerning føjes til misgerning hos dem,+
og lad dem ikke gå ind til din retfærdighed.+
28 Lad dem blive slettet af de levendes bog,+
og lad dem ikke blive indskrevet sammen med de retfærdige.+
29 Men jeg er nødstedt og lidende.+
Måtte din frelse, Gud, beskytte mig.+
30 Jeg vil lovsynge Guds navn med sang,+
ja, jeg vil lovprise ham med taksigelse.+
31 Og det er bedre for Jehova end en okse,+
en tyr med horn [og] spaltede klove.+
32 De sagtmodige skal se det; de vil fryde sig.+
I som søger Gud, bevar da jeres hjerte i live.+
33 For Jehova hører på de fattige,+
og sine fangne ringeagter han ikke.+
34 Lad himmelen og jorden lovsynge ham,+
havene og alt hvad der myldrer i dem.+
35 For Gud frelser Zion+
og bygger Judas byer;+
ja, de skal bo der og tage landet i besiddelse.+
36 Og hans tjeneres afkom arver det,+
og de der elsker hans navn tager bolig i det.+