Første Mosebog

47 Så gik Josef hen og aflagde rapport for Farao.+ Han sagde: “Min far og mine brødre og deres får, geder, okser og alt hvad de ejer, er kommet fra Kanaan, og de er i Goshen.”+ 2 Han tog fem af sine brødre med og præsenterede dem for Farao.+

3 Farao sagde til hans brødre: “Hvad er jeres beskæftigelse?” De svarede: “Dine tjenere er fårehyrder ligesom vores forfædre.”+ 4 Så sagde de til Farao: “Vi er kommet for at bo som udlændinge i landet.+ I Kanaan er der nemlig ingen græsgange til dine tjeneres hjorde, for hungersnøden er streng.+ Vil du ikke nok lade dine tjenere bosætte sig i Goshen?”+ 5 Farao sagde til Josef: “Din far og dine brødre er kommet til dig. 6 Hele Egypten er til din rådighed. Lad din far og dine brødre slå sig ned i den bedste del af landet.+ De kan bo i Goshen, og hvis der er dygtige mænd iblandt dem, så giv dem ansvaret for mit kvæg.”

7 Derefter førte Josef sin far, Jakob, ind og præsenterede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao. 8 Farao spurgte Jakob: “Hvor gammel er du?” 9 Jakob svarede: “Jeg er 130 år, og hele mit liv har jeg vandret fra sted til sted.* De år jeg har levet, har været få og vanskelige,+ og jeg har ikke levet så længe som mine forfædre, der også vandrede fra sted til sted.”*+ 10 Jakob velsignede derefter Farao og forlod ham.

11 Så Josef fik sin far og sine brødre bosat, og han gav dem jord i Egypten, i den allerbedste del af landet, i Ramses,+ sådan som Farao havde befalet. 12 Og Josef forsynede sin far og sine brødre og hele sin fars husstand med mad* efter hvor mange børn der var.

13 I hele landet var der ikke mad,* for hungersnøden var meget streng, og både egypterne og kanaanæerne var til sidst helt afkræftede på grund af hungersnøden.+ 14 Josef indsamlede alle de penge der var i Egypten og i Kanaan, som betaling for det korn folk købte,+ og Josef bragte pengene til Faraos hus. 15 Med tiden slap pengene i Egypten og i Kanaan op, og alle egypterne kom til Josef og sagde: “Giv os mad! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig fordi vi ikke har flere penge?” 16 Josef svarede: “Hvis I ikke har flere penge, så kom med jeres hjorde, og jeg vil give jer brød i bytte for dem.” 17 Så kom de med deres hjorde til Josef, og han gav dem mad i bytte for deres heste, får, geder, okser og æsler, og det år forsynede han dem med mad i bytte for alle deres hjorde.

18 Året gik, og næste år kom de til ham og sagde: “Herre, vi siger det som det er: Vi har allerede givet dig vores penge og vores hjorde af husdyr. Vi har ikke andet tilbage at give dig end vores kroppe og vores jord. 19 Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig, og vores jord ligge øde hen? Køb os og vores jord i bytte for mad, og vi vil blive Faraos trælle, og vores jord vil blive hans. Giv os såsæd så vi kan leve og ikke dø og jorden ikke skal ligge øde hen.” 20 Josef købte al egypternes jord til Farao, for alle egypterne solgte deres marker fordi hungersnøden var meget streng; og jorden blev Faraos.

21 Så flyttede han befolkningen ind i byer i hele Egypten, fra den ene ende af landet til den anden.+ 22 Kun præsternes jord købte han ikke,+ for præsternes rationer kom fra Farao, og de levede af de rationer Farao gav dem. Derfor solgte de ikke deres jord. 23 Så sagde Josef til folket: “Jeg har i dag købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd. Tilså jorden med den. 24 Når jorden giver afgrøder, skal I give Farao en femtedel,+ men fire femtedele vil være jeres til såsæd til marken og til føde for jer og jeres børn og alle der er i jeres huse.” 25 De sagde: “Du har reddet vores liv,+ herre. Vis os velvilje, og lad os blive Faraos trælle.”+ 26 Så gjorde Josef det til lov at en femtedel tilhører Farao, og den lov gælder i Egypten den dag i dag. Det var kun præsternes jord der ikke blev Faraos.+

27 Israel og hans familie fortsatte med at bo i Egypten, i Goshen,+ og de slog sig ned i landet og fik mange børn og blev flere og flere.+ 28 Jakob levede i Egypten i 17 år, så han blev altså 147 år gammel.+

29 Israel var nu klar over at han snart skulle dø,+ så han tilkaldte sin søn Josef og sagde: “Der er noget jeg vil bede dig om. Læg din hånd under mit lår, og vis mig loyal kærlighed og troskab. Jeg beder dig: Lov mig at du ikke vil begrave mig i Egypten.+ 30 Når jeg dør,* skal du bære mig ud af Egypten og begrave mig i mine forfædres grav.”+ Han svarede: “Jeg vil gøre som du siger.” 31 “Sværg over for mig,” sagde han. Så sværgede han over for ham.+ Derefter bøjede Israel sig ved hovedenden af sin seng og bad.+