25 En kvinde hvis lille datter var besat af en uren ånd, hørte om ham, skyndte sig derhen og kastede sig ned for hans fødder.+ 26 Kvinden var græker, af syrisk-fønikisk nationalitet,* og hun blev ved med at bede ham om at drive dæmonen ud af hendes datter. 27 Men han sagde til hende: “Lad først børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.”+ 28 “Du har ret, Herre,” svarede hun, “og dog æder de små hunde under bordet de små børns krummer.” 29 Han sagde til hende: “Fordi du sagde sådan, så gå blot hjem. Dæmonen har forladt din datter.”+ 30 Hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen, og dæmonen var forsvundet.+