Anden Samuelsbog
19 Man meddelte Joab: “Kongen græder og sørger over Absalom.”+ 2 Derfor blev sejren* den dag til sorg for hele folket fordi de hørte at kongen sørgede over sin søn. 3 Mændene vendte stille tilbage til byen+ den dag, som folk der skammer sig over at være flygtet fra kampen. 4 Kongen dækkede sit ansigt til og blev ved med at klage højlydt: “Min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”+
5 Så gik Joab ind i huset til kongen og sagde: “I dag har du bragt skam over alle dine tjenere som på denne dag har reddet dit liv og dine sønners+ og døtres+ og hustruers og medhustruers+ liv. 6 Du elsker dem der hader dig, og hader dem der elsker dig, for du har i dag tydeligt vist at dine befalingsmænd og tjenere intet betyder for dig, og jeg er sikker på at hvis bare Absalom var i live i dag og alle vi andre var døde, ville det passe dig fint. 7 Nu skal du rejse dig op og gå ud og opmuntre dine tjenere,* for jeg sværger ved Jehova at hvis du ikke går ud, vil der ikke være en eneste mand der bliver hos dig natten over. Det vil være endnu værre for dig end al den ulykke der har ramt dig siden du var ung.” 8 Kongen rejste sig så og satte sig i byporten, og alle mændene fik at vide: “Nu sidder kongen i porten.” Derfor kom alle mændene hen foran kongen.
Men resten af israelitterne var flygtet hjem til sig selv.+ 9 Folk i alle Israels stammer diskuterede med hinanden og sagde: “Kongen reddede os fra vores fjender,+ og han befriede os fra filistrene; men nu er han flygtet ud af landet på grund af Absalom.+ 10 Og Absalom, som vi salvede til konge over os,+ er død i kampen.+ Så hvorfor gør I ikke noget for at hente kongen tilbage?”
11 Kong David sendte denne besked til præsterne Sadok+ og Ebjatar:+ “Sig til Judas ældste:+ ‘Hvorfor skulle I være de sidste der henter kongen tilbage til hans hus? Kongen har jo hørt hvad hele Israel har sagt, der hvor han opholder sig. 12 I er mine brødre, mit eget kød og blod.* Hvorfor skulle I være de sidste der henter kongen tilbage?’ 13 Og sig til Amasa:+ ‘Er du ikke mit eget kød og blod? Må Gud straffe mig hårdt hvis du ikke fra nu af skal være min hærfører i stedet for Joab.’”+
14 Sådan vandt* han samtlige Judas mænds hjerte, og de sendte besked til kongen: “Kom tilbage, du og alle dine tjenere.”
15 Kongen begyndte sin rejse tilbage og kom til Jordanfloden, og judæerne kom til Gilgal+ for at møde kongen og følge ham over Jordan. 16 Shimi,+ der var søn af benjaminitten Gera fra Bahurim, skyndte sig ned sammen med Judas mænd for at møde kong David, 17 og 1.000 mand fra Benjamin var med ham. Siba,+ tjeneren i Sauls hus, og hans 15 sønner og 20 tjenere skyndte sig også ned til Jordan før kongen kom. 18 Han* gik over vadestedet for at følge kongens husstand over og for at gøre hvad som helst kongen ønskede. Men Shimi, Geras søn, kastede sig ned foran kongen da han skulle til at gå over Jordan. 19 Han sagde til kongen: “Min herre, kræv mig ikke til regnskab, og husk ikke det forkerte din tjener gjorde+ den dag min herre kongen forlod Jerusalem. Kongen skal ikke tænke mere på det, 20 for din tjener ved godt at jeg har syndet, så jeg er i dag kommet som den første fra hele Josefs hus for at møde min herre og konge.”
21 Abishaj,+ Serujas søn,+ sagde så: “Skal Shimi ikke straffes med døden? Han har jo forbandet Jehovas salvede.”+ 22 Men David sagde: “Hvad har det med jer at gøre, Serujas sønner?+ Sætter I jer nu op imod mig? Hvorfor skulle nogen i Israel straffes med døden i dag? Tror I ikke jeg er klar over at jeg i dag er konge over Israel?” 23 Så sagde kongen til Shimi: “Du skal ikke dø.” Og kongen sværgede over for ham.+
24 Mefiboshet,+ Sauls barnebarn, kom også ned for at møde kongen. Han havde hverken plejet sine fødder, trimmet sit overskæg eller vasket sit tøj fra den dag kongen tog afsted, og frem til den dag han kom tilbage i fred. 25 Da han kom til* Jerusalem for at møde kongen, sagde kongen til ham: “Hvorfor fulgte du ikke med mig, Mefiboshet?” 26 Han svarede: “Min herre og konge, min tjener+ narrede mig. For jeg, din tjener, havde sagt: ‘Sadl mit æsel så jeg kan ride på det og følge med kongen.’ Din tjener kan jo ikke gå.+ 27 I stedet bagtalte han din tjener for min herre kongen.+ Men min herre kongen er som en af den sande Guds engle, så gør hvad du synes er bedst. 28 Min herre kongen kunne have dømt hele min fars husstand til døden, og alligevel gav du din tjener en plads blandt dem der spiser ved dit bord.+ Så hvilken ret har jeg til at kræve mere af kongen?”
29 Men kongen sagde til ham: “Vi taler ikke mere om sagen. Jeg har bestemt at du og Siba skal dele marken.”+ 30 Mefiboshet sagde til kongen: “Lad ham få det hele, nu hvor min herre kongen er kommet tilbage til sit hus i fred.”
31 Gileaditten Barzillaj+ kom ned fra Rogelim for at følge kongen til Jordanfloden. 32 Barzillaj var meget gammel, 80 år, og han havde sørget for mad til kongen mens han boede i Mahanajim;+ han var nemlig en meget rig mand. 33 Kongen sagde derfor til Barzillaj: “Kom over sammen med mig, så vil jeg sørge for mad til dig i Jerusalem.”+ 34 Men Barzillaj sagde til kongen: “Hvor mange dage* er der tilbage af mit liv? Hvorfor skulle jeg følge med kongen til Jerusalem? 35 Jeg er i dag 80 år.+ Kan jeg stadig kende forskel på hvad der er godt og ondt? Kan jeg, din tjener, smage hvad jeg spiser og drikker? Kan jeg høre sangeres og sangerinders stemmer?+ Så hvorfor skulle din tjener være en ekstra byrde for min herre og konge? 36 Hvorfor skulle kongen give sin tjener denne belønning? Det er nok for mig at jeg kunne følge kongen til Jordanfloden. 37 Lad din tjener vende hjem, og lad mig dø i min by i nærheden af min fars og min mors grav.+ Men her er din tjener Kimham.+ Lad ham gå over sammen med min herre kongen, og gør for ham hvad du synes er bedst.”
38 Kongen sagde: “Så skal Kimham gå over sammen med mig, og jeg vil gøre for ham hvad du synes er bedst. Alt hvad du beder mig om, vil jeg gøre for dig.” 39 Alle begyndte at gå over Jordan, og da kongen skulle gå over, kyssede han Barzillaj+ og velsignede ham, og Barzillaj vendte hjem. 40 Da kongen gik over til Gilgal,+ gik Kimham med ham. Alle fra Juda og halvdelen fra Israel fulgte kongen over.+
41 Alle mændene i Israel gik så til kongen og sagde: “Hvorfor har vores brødre, mændene i Juda, stjålet dig og fulgt kongen og hans husstand over Jordan sammen med alle dine mænd?”+ 42 Alle mændene i Juda svarede mændene i Israel: “Fordi kongen er beslægtet med os.+ Hvorfor er I vrede over det? Har vi spist noget som helst på kongens bekostning, eller har nogen givet os en gave?”
43 Men mændene i Israel svarede mændene i Juda: “Vi har ti andele i kongen, så vi har større krav på David end I har. Hvorfor har I behandlet os med foragt? Skulle vi ikke have været de første til at hente vores konge tilbage?” Men mændene i Juda fik det sidste ord.*