Første Kongebog

20 Kong Ben-Hadad+ af Aram+ samlede nu hele sin hær. Sammen med 32 andre konger og deres heste og stridsvogne drog han op og belejrede+ Samaria+ og førte krig mod byen. 2 Han sendte bud til kong Akab+ af Israel inde i byen og sagde til ham: “Ben-Hadad siger: 3 ‘Dit sølv og dit guld tilhører mig, og det gør de smukkeste af dine hustruer og dine sønner også.’” 4 Israels konge svarede: “Som du siger, min herre konge, jeg er din sammen med alt hvad der tilhører mig.”+

5 Senere kom sendebuddene tilbage og sagde: “Ben-Hadad siger: ‘Jeg sendte denne besked til dig: “Du skal give mig dit sølv, dit guld, dine hustruer og dine sønner.” 6 Men i morgen ved denne tid sender jeg mine folk til dig, og de vil gennemsøge dit hus og dine hoffolks huse, og alt hvad du har af værdi, vil de tage med sig.’”

7 Så tilkaldte Israels konge alle de ældste i landet og sagde: “Det er tydeligt at manden er ude på at bringe ulykke over os, for han har krævet mine hustruer, mine sønner, mit sølv og mit guld, og jeg afviste ham ikke.” 8 Alle de ældste og hele folket sagde til ham: “Giv ikke efter for ham.” 9 Derfor sagde han til Ben-Hadads sendebud: “Sig til min herre kongen: ‘Alt hvad du først krævede af din tjener, vil jeg gøre, men det her kan jeg ikke gøre.’” Sendebuddene vendte så tilbage med det svar.

10 Ben-Hadad sendte følgende budskab til ham: “Lad guderne straffe mig hårdt hvis der bliver så meget grus tilbage af Samaria at alle de folk der følger mig, kan få en håndfuld hver!” 11 Israels konge svarede: “Sig til ham: ‘Den der tager sin rustning på, bør ikke prale som den der tager den af.’”+ 12 Så snart Ben-Hadad hørte svaret, mens han og de andre konger sad og drak i deres telte,* sagde han til sine folk: “Gør klar til angreb!” Så gjorde de klar til at angribe byen.

13 Men en profet kom hen til Akab,+ Israels konge, og sagde: “Jehova siger: ‘Har du set hele denne store folkemængde? I dag overgiver jeg den til dig, og så skal du vide at jeg er Jehova.’”+ 14 Akab spurgte: “Ved hjælp af hvem?” Han svarede: “Jehova siger: ‘Ved hjælp af provinsfyrsternes tjenere.’” Så spurgte han: “Hvem skal begynde kampen?” “Det skal du!” svarede han.

15 Akab mønstrede så provinsfyrsternes tjenere, og der var 232. Derefter mønstrede han alle de israelitiske mænd, 7.000. 16 De rykkede ud ved middagstid, mens Ben-Hadad og de 32 konger der var med ham, sad og drak sig fulde i deres telte.* 17 Da provinsfyrsternes tjenere rykkede ud fra byen, sendte Ben-Hadad straks nogle spejdere afsted. De meddelte ham: “Nogle mænd er rykket ud fra Samaria.” 18 Han sagde: “Uanset om de er rykket ud med fred eller for at kæmpe, skal I tage dem levende til fange.” 19 Men da provinsfyrsternes tjenere og hæren der fulgte dem, rykkede ud fra byen, 20 huggede de deres modstandere ned. Aramæerne flygtede,+ og Israel forfulgte dem, men kong Ben-Hadad af Aram undslap til hest sammen med nogle af sine ryttere. 21 Så rykkede Israels konge ud og angreb hestene og stridsvognene, og han slog Aram stort.

22 Senere kom profeten+ til Israels konge og sagde: “Gå, styrk dit forsvar, og tænk over hvad du vil gøre.+ I begyndelsen af næste år* vil Arams konge nemlig drage op imod dig.”+

23 Arams konges folk sagde til ham: “Deres Gud er en bjerggud. Det var derfor de vandt over os. Men hvis vi kæmper mod dem på sletten, kan vi slå dem. 24 Gør desuden følgende: Sæt statholdere til at lede hæren i stedet for kongerne.+ 25 Så skal du samle* en hær der er lige så stor som den du mistede, hest for hest og stridsvogn for stridsvogn. Lad os kæmpe mod dem på sletten, for så vil vi helt sikkert slå dem.” Han lyttede til dem og fulgte deres råd.

26 Næste år i begyndelsen af året* mønstrede Ben-Hadad aramæerne og drog op til Afek+ for at kæmpe mod Israel. 27 Israelitterne blev også mønstret og fik forsyninger, og de drog ud for at møde aramæerne. Da israelitterne slog lejr foran dem, lignede de to små gedeflokke, mens aramæerne fyldte hele landet.+ 28 Så kom den sande Guds mand hen til Israels konge og sagde: “Jehova siger: ‘Fordi aramæerne har sagt: “Jehova er en bjerggud og ikke en sletternes Gud”, vil jeg overgive hele denne store folkemængde til dig,+ og I skal vide at jeg er Jehova.’”+

29 De lå i lejr over for hinanden i syv dage, og den syvende dag begyndte kampen. Israelitterne slog 100.000 aramæiske fodfolk på én dag. 30 Og resten flygtede til Afek+ og kom ind i byen. Men muren styrtede sammen over 27.000 af de mænd der var tilbage. Ben-Hadad flygtede også og kom ind i byen, og han skjulte sig længst inde i et hus.

31 Hans folk sagde til ham: “Vi har hørt at Israels konger er barmhjertige.* Lad os derfor gå ud til Israels konge med sækkelærred om hofterne og reb om halsen.* Måske vil han skåne dit liv.”+ 32 De gik så ud til Israels konge med sækkelærred om hofterne og reb om halsen* og sagde: “Din tjener Ben-Hadad siger: ‘Jeg beder dig, lad mig leve.’” Han svarede: “Lever han endnu? Han er min bror.” 33 Mændene tog det som et godt tegn og skyndte sig at tage ham på ordet, så de sagde: “Ben-Hadad er din bror.” Han sagde: “Gå hen og hent ham.” Så kom Ben-Hadad ud til ham, og han lod ham stige op i stridsvognen.

34 Ben-Hadad sagde nu til ham: “De byer som min far tog fra din far, giver jeg tilbage, og du kan drive handel* i Damaskus, ligesom min far gjorde i Samaria.”

Akab svarede: “På de vilkår vil jeg lade dig gå.”

Så indgik han en fredsaftale* med ham og lod ham gå.

35 På Jehovas ord sagde en af profetsønnerne*+ til den mand der stod sammen med ham: “Slå mig!” Men manden ville ikke slå ham. 36 Så han sagde til ham: “Eftersom du ikke hørte på Jehova, vil du blive dræbt af en løve så snart du går fra mig.” Da han forlod ham, kom en løve imod ham og dræbte ham.

37 Han fandt en anden mand og sagde: “Slå mig!” Så slog manden ham og sårede ham.

38 Profeten gik så hen og ventede på kongen ved vejen. Han kom en forbinding over øjnene for ikke at blive genkendt. 39 Da kongen kom forbi, råbte profeten til ham: “Din tjener var med i slaget, og en mand kom hen til mig med en fange og sagde: ‘Bevogt denne mand. Hvis han slipper væk, skal du bøde med dit liv for hans liv+ eller betale en talent* sølv.’ 40 Mens din tjener havde travlt med det ene og det andet, var fangen pludselig væk.” Israels konge sagde til ham: “Det skal være din straf. Du har selv afsagt dommen.” 41 Så fjernede han hurtigt forbindingen fra sine øjne, og Israels konge genkendte ham som en af profeterne.+ 42 Profeten sagde til ham: “Jehova siger: ‘Eftersom du har ladet den mand slippe væk som jeg havde sagt skulle udslettes,+ skal du bøde med dit liv for hans liv+ og dit folk for hans folk.’”+ 43 Så tog Israels konge hjem til Samaria,+ misfornøjet og nedtrykt.