Job

 2 “Så sandt Gud lever, han der har nægtet mig retfærdighed,+

så sandt Den Almægtige lever, han der har gjort mig bitter:+

 3 Så længe jeg kan trække vejret

og Guds ånd er i min næse,+

 4 vil ingen uretfærdige ord komme over mine læber,

og min tunge vil ikke hviske løgne!

 6 Jeg vil holde fast ved min retfærdighed og aldrig slippe den;+

mit hjerte vil ikke fordømme* mig så længe jeg lever.*

 7 Jeg vil ønske at det går min fjende som de onde,

at det går dem der angriber mig, som de uretfærdige,

 8 for hvilket håb har den gudløse* når han bliver udslettet,+

når Gud tager hans liv?

 9 Vil Gud høre hans råb

når ulykkerne rammer ham?+

11 Jeg vil lære jer om Guds magt;*

jeg vil ikke skjule noget som helst om Den Almægtige.

12 Hvis I alle sammen har haft syner,

hvorfor er jeres taler da så indholdsløse?

13 Her er hvad Gud har tildelt det onde menneske,+

den arv som tyrannen får fra Den Almægtige:

14 Hvis han får mange sønner, vil de falde for sværdet,+

og hans efterkommere vil ikke have mad nok.

15 De der overlever ham, bliver lagt i graven af en dødbringende epidemi,

og deres enker vil ikke græde over dem.

16 Selv hvis han har lige så meget sølv som der er støv,

og lige så meget fint tøj som der er ler,

17 ja, selvom han samler alt dette sammen,

er det den retfærdige der vil tage tøjet på,+

og de uskyldige der vil dele hans sølv imellem sig.

18 Det hus han bygger, er lige så skrøbeligt som et møls puppe,

som et læskur+ en vagtmand har lavet sig.

19 Når han lægger sig til at sove, er han rig, men der kommer ingen høst;

når han lukker øjnene op, er der ingenting.

20 Angsten skyller ind over ham,

et stormvejr river ham væk om natten.+

21 Østenvinden blæser ham væk, og han forsvinder;

den fejer ham bort fra hans hjem.+

22 Den kaster sig mod ham uden barmhjertighed,+

og han prøver desperat at flygte fra den.+

23 Den klapper i hænderne ad ham,

og fra sit sted pifter+ den hånligt ad ham.*